Første indsprøjtning i behandling nr. 6....

Så er det om en times tid jeg skal igang med stikkeriet - igen, igen, igen, igen, igen og igen.

Jeg har vist nok fået ny læge og han er bestemt ikke enig i at depotsprøjten er en god ting (vores sidste er gået ned i tid, så har ikke tid til så mange patienter). Så nu er det daglige indsprøjtninger indtil opregulering (nå ja - der er det jo så også daglige indsprøjtninger...).

Der blev desuden taget en blodprøve efter sidste besøg, og nu undrer han sig over at mit progesteron niveau stort set er det samme i alle de blodprøver han har adgang til, så nu skal jeg have endnu en blodprøve, når jeg har været igang med nedregulering et stykke tid. Hvis progesteron niveauet ikke falder, så kan det være med til at skade æggene.

Utrolig så mange teorier de har - men det er rart, at de tager aktivt stilling til min situation - det er mere end hvad man kan sige om behandlingerne i det offentlige. Her følte jeg til sidst, at jeg bare røg på den "normale" behandling, uden at de kiggede på mig som individ.

Om ikke andet, så er vi nu startet på vores sjette og næstsidste forsøg! Kryds hvad krydses kan :o)

Scanninger overstået - i denne omgang

Nu har jeg efterhånden været til en del scanninger, for at følge ægblærernes udvikling. Og det viser sig, at jeg er langsom til at udvikle æggene, men at de har den samme størrelse, når der er ægløsning som hos de fleste andre. Så der forsvandt endnu en mulig forklaring på den manglende graviditet.

Det positive er, at jeg får lov til at påbegynde nedregulering på fredag :o) - så kører vi sgi igen!

Livet!

Livet er nu ikke så skidt endda. Er lige kommet fra arbejde, og har haft en noget nær fantastisk dag. Et projekt jeg har arbejdet med længe er endelig sat i søen og kører nu sit eget løb frem til februar, hvor jeg skal involvere mig i det igen. Det er skønt at sidde med en række mennesker og vide, at uden mig, og uden min ide var dette aldrig blevet til noget - og jeg tror rent faktisk, at det ender med at blive en stor succes.

Som jeg sidder her, så har jeg svært ved at forholde mig til, at jeg i perioder har haft det så sort, at jeg absolut intet positivt har haft i mine tanker om aftenen, når jeg prøvede at sove. At der simpelthen ikke var noget i mit liv, jeg kunne få øje på, der var den mindste smule positivt. Og det selvom min fantastiske mand har ligget lige ved siden af mig.

I et af mine sorte øjeblikke har jeg udtalt, at jeg, hvis der blev tale om worst-case-scenario (ingen graviditet og afvist til adoption) ville begå selvmord. Det mener jeg jo selvfølgelig ikke - og mente det heller ikke, da jeg sagde det. Jeg valgte selvfølgelig den helt forkerte måde at formulere mig på (hvilket skræmte min mand en smule), men tanken bag er stadig den samme. Nemlig:
Hvis jeg ikke får mulighed for at blive mor, så skal jeg til at redefinere mig selv, mine drømme og mine håb om fremtiden. En del af mig vil dø - det er jeg slet ikke i tvivl om. En psykolog vil blive et nødvendigt indslag, for en sådan dybdegående redefinition vil jeg ikke selv kunne håndtere.

At det er et så grundlæggende behov for mig, skræmmer mig dybt. For jeg ved helt ærligt ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, hvis ikke jeg bliver mor. Det er en følelse af at enten lykkes det her - eller også så forsvinder ideen om mit fremtidige liv i et stort sort hul.

Jeg ved, at jeg vil være i stand til at komme igennem krisen, og at det sorte hul med tiden vil blive lyst - og at jeg vil kunne få nye mål og nye drømme. Men jeg aner ikke hvad disse skulle være.

Men idag ved jeg, at jeg vil finde lyset på den anden side - selvom det stadig er et meget skræmmende fremtidsbillede. Men jeg er sikker, for jeg har jo min dejlige mand og livet!

Livet fortsætter åbenbart

Beklager den larmende tavshed på bloggen, men jeg har prøvet at tænke på alt muligt andet.

Har været til en fantastisk julefrokost med en masse dejlige mennesker. Jeg drak - ikke så jeg blev meget fuld, men jeg kunne da mærke effekten (også dagen efter :o) ) og fik danset en masse! Jeg havde vist brug for at mærke livet igen.

Ja - livet går åbenbart videre, også selvom det ikke altid føles sådan.

Jeg påbegynder mine daglige scanninger på lørdag, og så må vi se hvor store ægblærerne når at blive før ægløsning. Håber ved gud at dette kan give en form for forklaring på den stadig udeblevne graviditet.

I øjeblikket græder jeg kun når jeg hører sørgelige sange i radioen. Men den snarlige behandling begynder at sætte sine spor - tankerne kredser alt for meget omkring vores manglende baby.

Ja - jeg er åbenbart ikke den eneste....

Jeg fandt nedenstående på hjemmesiden http://www.fertilitetsselskab.dk/ - lettere deprimerende læsning synes jeg.


Psykosociale konsekvenser af infertilitet og behandling
Belastninger
For mange par er infertilitet og behandlingen herfor psykosocialt belastende for det enkelte individ, for parforholdet og for relationer til familie, venner og kolleger. Infertilitet er ofte centralt i forhold til identitet, og infertile kan opleve en forringelse af kønsidentiteten. At være infertil medfører et tab af forestillinger om, hvordan eget liv vil forme sig og et tab af kontrol. Mange infertile oplever gentagne eksistentielle kriser, hvor man bliver i tvivl om meningen med livet. Endvidere oplever infertile ofte en uønsket udelukkelse fra forskellige sociale sammenhænge. Kvinder i infertile forhold rapporterer sammenlignet med deres partnere et lavere niveau af selvværd, et højere niveau af depressive symptomer og anxiety og et lavere niveau af tilfredshed med livet 3 (evidensgrad 3).

Styrkelse af parforholdet
Samtidig med at infertilitet er en psykosocial belastning finder flere infertile, at infertiliteten også styrker deres parforhold og bringer dem nærmere sammen 4,5 (evidensgrad 3).

Sexuelt samliv
Par i fertilitetsbehandling rapporterer ofte, at deres sexuelle samliv er forringet både under behandlingsforløbet, men også efter afslutningen af behandling 3,6 (evidensgrad 3). Et longitudinelt kohorte studie 7 blandt par i IVF/ICSI behandling viste, at kvinders utilfredshed med det sexuelle samliv var stigende uanset resultatet af behandling. For mænd steg utilfredsheden med det sexuelle samliv kun i den gruppe, hvor parret havde opnået graviditet (evidensgrad 2a).

Forløb efter ikke-succesfuld behandling
Blandt kvinder, der ikke opnåede graviditet efter IVF-behandling, er fundet forhøjet anxiety og depressive symptomer 6 mdr. efter sidste behandlingscyklus 8,9 (evidensgrad 2a). Blandt mænd, der var partner til en ikke-gravid kvinde, er fundet forhøjet niveau af depressive symptomer og lavere grad af tilfredshed med parforholdet 8 .

I andre studier, hvor der var forløbet længere tid siden fertilitetsbehandlingen var afsluttet, vurderede deltagerne deres parforhold som stabile og gode 6,10 (evidensgrad 2a). Fortsat barnløse kvinder i tidligere fertilitetsbehandling adskilte sig ikke signifikant fra de kvinder, der var blevet mødre, med hensyn til psykisk velbefindende 6 .

Konklusion
De psykosociale belastninger efter infertilitet blandt par, der har søgt fertilitetsbehandling, er veldokumenterede. Longitudinelle studier tyder på, at der fortsat er belastninger også 6 mdr. efter behandlingsophør, mens det ved undersøgelser længere tid efter behandlingsophør tyder på at de psykosociale belastninger er aftaget. Viden om det længerevarende forløb efter fertilitetsbehandling er fortsat sparsom. Endelig er det dokumenteret, at infertile par samtidig med belastningerne også kan opleve positive effekter af infertiliteten.

Hvem er Fru Larsen?

Nu fik jeg endelig downloaded de sidste billeder fra kameraet - og så er det vist på tide, at jeg introducerer til mit alias "Fru Larsen" på min blog.

Fru Larsen er resultatet af en måned, der på mange måder har ændret hvem vi er i dag.

Oktober 2006 bød på 2 begravelser af mennesker der var alt for unge til at dø, aflivelsen af vores elskede gamle kat, nyheden om at min fætter var dødeligt syg af kræft - og sidst men ikke mindst nyheden om, at vi aldrig selv ville kunne blive forældre.

November 2006 tog vi beslutningen om, at det var på tide at bringe lidt glæde ind i vores liv (hvis livet ikke selv ville bevæge sig i en lykkelig retning, så måtte vi jo gøre vores bedste for at påvirke det). Vi kørte til et dyreinternat og kom hjem med 2 katte.

Vores dejlige hunkat Fru Larsen holder os ved selskab, og spinder ved den mindste berøring.

Anders (kat nr. 2) valgte desværre at forcere en vej med 4 spor hvor bilerne kører 80 km/t, hvilket han slap knap så godt fra - så han er ikke med os længere.

Men Fru Larsen er blevet vores erstatningsbaby - og hun finder sig heldigvis i det - helt uden det mindste brok.

På en måde minder hun mig om, hvor længe vi har ventet på en baby, men på den anden side, så er hun en stor glæde i vores hverdag, og jeg ved slet ikke, hvordan jeg var kommet igennem forløbet uden selskab af en kat, der så tydeligt viser, at hun er glad for at være her.

Vi forkæler hende alt hvad vi kan - nus, nus og atter nus - og da katten ELSKER mad, er min mand fortaler for mad, mad og atter mad til den lille mis - og det kan så også ses på kattens sideben :o)

Så kunne kroppen alligevel!

Så kom det helt af sig selv :o)

Jeg har nu 1. cyklusdag og mangler bare at ringe til klinikken i morgen og aflyse min tid - samtidig med at jeg skal have afklaret hvornår de vil begynde på at scanne mig dagligt for at følge med i ægudviklingen - jibiii di jææææ

Er egentlig glad for at kroppen selv gik i gang, så jeg slap for flere hormoner end højst nødvendigt.

Scanning i næste uge

Så fik sekretæren snakket med lægen igen, og han vil gerne se mig til scanning i næste uge.

Og så er det, at der danner sig en masse skræk scenarier i mit hoved - at jeg sikkert har en cyste der har vokset sig kæmpestor - at jeg sikkert har en graviditet uden for livmoderen (ja, ja jeg ved godt at det så burde gøre ondt) - at jeg er ved at gå i overgangsalderen (ja, ja jeg ved godt jeg kun er 29) eller at min krop nu har været så meget igennem at den strejker, at den simpelthen ikke vil være med mere. Det ville jeg nu egentlig godt kunne forstå på nuværende tidspunkt. Eller også så er det min helt egen skyld. At jeg ved at ignorere mine PCO leveregler har ødelagt mit system.

Hmm - i får mere nyt i næste uge....

En laaangsom proces

Hmm - er ved at være godt utålmodig.

Sekretæren har snakket med lægen om min blodprøve, og svaret var at jeg ikke var igang med nedregulering, så depotsprøjten er altså ude af kroppen og jeg skulle bare vente på mens. Og så var det jeg spurgte sekretæren om man så ikke kunne gøre noget??? Det er trods alt 2 måneder siden sidste blødning. Og så var svaret - det skal jeg lige spørge lægen om - ring igen i morgen eftermiddag. Ihh altså, så giv mig da en læge i røret!!

Ikke destro mindre så bærer jeg også selv en del af ansvaret for den nølende proces - jeg glemmer nemlig at ringe - kommer først i tanke om det når telefontiden er overstået.

Kulkælderen får besøg

Jeg fik taget en blodprøve i forgårs. Og endelig - langt om længe var der svar. Og så kunne sekretæren ikke sige noget som helst, ud fra de tal hun sad med. Så jeg skal ringe igen i morgen og snakke med en læge, der ikke engang er min.

Jeg er helt i kulkælderen. Ja hvad kan jeg sige - håbet havde sneget sig ind af bagindgangen.

Rødvinsflasken er halvt tømt og tårekanalerne er godt brugte.

De mener, at det er den depotindsprøjtning jeg fik for meeeeget lang tid siden der stadig spøger. Og nej - man kan ikke give mig noget der nulstiller systemet. Det lød på sekretæren som om at vi bare må vente. Vente på at naturen igen går igang. Så nu sidder jeg altså og drikker mig halvfuld - kan godt mærke det er længe siden jeg har rørt alkohol - er helt rundt på gulvet.

Godt der kun er to forsøg tilbage!

Graviditetstest?

Idag ringede jeg til Trianglen. De må da kunne gøre et eller andet for at sætte min cyklus igang. Jeg er nu gået 2 uger over min normale cyklus - det er sgi ikke helt normalt. Sekretæren ville vende det med min læge imorgen.

Jeg burde jo have taget en graviditets test på nuværende tidspunkt, men bare det at købe en test, når jeg nu ved at den er negativ, er ligesom ikke den mest opmuntrende tanke. Der er noget ved det dersens testværk, som jeg slet ikke kan have. Når jeg først har taget beslutningen om at tage en test, så lader jeg mig håbe i de timer/dage der går før man har købt testen, og før man får taget testen. Og det er det håb, jeg gerne vil undgå. For jeg bliver så ked af det, når den er negativ - selvom man jo godt vidste den var negativ til at starte med....

Jeg håber bare snart vi kan få lov til at komme igang med den sidste del af vores rejse - der jo snart er ved vejens ende. Om 6 måneder ved vi om vi skal adoptere, eller om jeg får lov at prøve at blive gravid.

Nu får vi se hvad lægen siger - lad os gætte på "har du taget en graviditets test?" Og NEJ det har jeg altså ikke!

Arbejde, arbejde og arbejde

Gad vide om man kan få et eller andet der kan skubbe gang i ens cyklus - nu er jeg efterhånden på dag 46, og jeg plejer "kun" at have en cyklus på 36 dage. Det er da frustrerende....

Hmm nyder nu egentlig at kunne have fokus på andre ting. Det er kun i aftentimerne at tankerne går på behandling - eller manglen derpå. Ellers går energien på at have alt for travlt på arbejdet, - men jeg har advaret dem om, at det snart er et overstået kapitel med overarbejde, der skal nemlig være overskud og mindre stress i den næste behandlingsrunde. Hvis jeg altså kan finde ud af at geare ned. Lige nu føles det helt forkert når man overvejer at gå til tiden - man kunne jo lige klare et par mails til.... og så er to-do listen stadig lang, selvom jeg virkelig har givet den en skalle de sidste 4 uger. Deprimerende. Men heldigvis også sjovt en gang i mellem.

Kan desuden ikke finde ud af, om jeg snart skal snakke med Hr. Larsen om at fortælle et par yderligere familiemedlemmer om vores situation. Det er en tanke jeg får hver gang jeg har været igennem en behandling. Så er det ligesom at jeg føler et behov for at dele. Et behov for at fortælle. Og et behov for at blive trøstet.

Men lige nu er det også et behov for at fortælle om situationen, før vi har været alle behandlingerne igennem. Jeg ville have det underligt med at fortælle "Vi kan ikke få børn og er derfor igang med at adoptere" uden at de har været den mindste smule informeret om vores manglende fertilitet på forhånd. Men jeg ved at manden ikke er glad for tanken - det værste han kan forestille sig er at andre har ondt af os.

Irriterende ventetid

Stadig intet nyt herfra - går så småt og begynder at få de dersens uhyggelig irriterende tanker "hva' nu hvis".... selvom jeg godt ved, at det er så usandsynligt som noget kan være.

Jeg vil bare så gerne igang med næste omgang, så jeg kan komme igennem helvedet med daglige scanninger og en sygemelding på et tidspunkt i januar, hvor jeg selvfølgelig bliver gravid :o)

Og så er jeg dyyybt misundelig på alle de blog-bekendtskaber der bliver gravide i øjeblikket. Man skulle næsten tro det smittede :o)

Ventetid

Hmm her går jeg bare og venter på at næste cyklus går igang - men nu er jeg på dag 41 i cyklus, og der er ikke tegn til at der sker noget..... Vil bare så gerne snart igang igen - men naturen er åbenbart ikke på min side i den sag.

Endnu en tur-retur til det jyske

Så er vi kommet retur fra endnu en tur i det jyske. Denne gang hos nogle af vores venner, der har en datter på 1½ år, der er resultatet af IVF-D. Den lille forskel, at jeg ved at hun er resultatet af en lang og svær kamp, gør det faktisk nemmere at være i nærheden af hende. Jeg lod mig selv nyde hendes kram og knus og hendes lille hånd der tog fat i min, for at vise mig noget spændende. Jeg lod mig selv nyde hendes nærvær, hendes grin, hendes smil og hendes barnlige kluntethed. Altså hvis man da bare kunne få lov at få sådan en.....

Jeg prøvede desuden at fokusere på, at hvis vi skal adoptere, så kan det være at det er en lille én på hendes størrelse, vi skal hente. Og det var nu en dejlig tanke - selvom jeg stadig helst selv vil producere en dejlig lille størrelse.

Jeg synes der er uendelig lang tid til næste behandling - først skal månedens gæst komme forbi, så skal jeg skannes dagligt op til ægløsning, så skal jeg nedreguleres, så skal jeg opreguleres, så kommer ægudtagning, (og forhåbentlig) ægoplægning - og så er der stadig ventetiden til at jeg kan tage en test. Jeg er bange for at status for dette år kun bliver 2 behandlinger og 1 operation. Godt jeg kun er 29 år - for det er da lige til at få stress af.

Efter en del overvejelse har jeg fortalt arbejdspladsen, at jeg gerne vil sygemeldes i næste behandlingscyklus. Det var de heldigvis helt med på. For jeg ved, at jeg vil ærgre mig, hvis vi ikke bliver gravide de to næste gange, og at jeg begge gange har udsat mig selv for stress på arbejdspladsen. Jeg ved at det vil nage mig - tænk hvis jeg nu bare havde slappet af - så havde den været der.

Barnedåb - don't even think about it!

Lige som man følte sig ovenpå, skulle vi til barnedåb i søndags.

En af mine veninder fra studiet der er nogle år ældre end mig, proklamerede for lidt over et år siden, at hun var holdt op med at spise p-piller og håbede at de snart blev gravide. Hun var bekymret over sin alder, og var bange for at det ville komme til at tage lang tid at blive gravid. Heldigvis for hende skete det dog meget hurtigt, og nu er de forældre til den smukkeste, dejligste lille datter. Jeg havde jo nok i mit stille sind satset på at jeg blev gravid inden, da jeg på det tidspunkt havde været i behandlingscirkusset i mere end et år - og allerede da følte, at jeg var blevet sprunget over i køen langt mere end én gang.

Allerede lørdag aften begyndte jeg at græde, tiden i kirken var forfærdelig, og i bilen på vej til en efterfølgende brunch var jeg tæt på at vende bilen, og tage hjem igen.

Til alle jer BIB'ere derude - lad være med at tage til barnedåb - det kan kun blive en deprimerende affære.

Et lyspunkt

Idag var jeg forbi en af mine kolleger, der arbejder i en anden afdeling, og da jeg kiggede på hendes bord, stod der det fineste billede af hendes to børn på 3 og 6. De var dejligt brune, havde flot krøllet og tykt hår og så bare rigtig skønne ud - lige til at kramme. Det kommenterede jeg selvfølgelig og noterede for hende "hvem der da bare kunne få sådanne nogle dejlige mørke unger" - hun er nemlig også mørkhåret og brunøjet (ikke helt så mørk, men der skal jo også en mand til at lave børn) hvortil hun svarede "man skal bare tage til Columbia!".

Jeg har aldrig overvejet Columbia som en mulighed - men det kunne da være man skulle tage at kigge nærmere på den mulighed, hvis vi når så langt. Og så kunne det da lige være jeg skulle lægge vejen forbi hende, når vi skal til at vælge land - hun ved nemlig ikke at jeg er BIB'er - på vej ind i adoptionsjunglen.

Jeg kan mærke at jeg nogle gange er begyndt at forestille mig mine børn som dejligt mørke, når jeg drømmer om fremtiden. Jeg har altid været overbevist om, at jeg skulle have to lyshårede fe børn. Men det er nok meget sundt at forberede sig på, at de børn vi får ikke nødvendigvis kommer til at ligne mig - eller min mand for den sags skyld. Og det behøver jo ikke være skidt - jeg har aldrig brudt mig særligt om min kedelige kommunefarvede tyndhårede paryk og min konstant blege ansigtskulør.

Idag føler jeg mig sikker i min sag - jeg skal nok blive mor!

Tur-retur til Jylland

Så er jeg hjemme igen fra en mini ferie i det jyske. Vi har en tradition - min mor, min søster og mig selv - hvor vi tager 3 dage til Jylland og besøger min gudmor der er min mors veninde. En rigtig tøsetur som vi tager hver efterårsferie.

Jeg slap mirakuløst uden om de værste spørgsmål om børn - det hjælper også lidt på det, at min søster (der er 4 år ældre) heller ikke har nogen børn endnu. Men det er alligevel et emne vi behandler hvert år, og mine undskyldninger/forklaringer tynder gevaldigt ud. Men jeg overlevede altså, og det var faktisk rigtig hyggeligt.

Det er underligt at være sammen på den tætte måde vi er hvert år, hvor vi snakker åbent om livet, fortiden og fremtiden, når de ikke ved hvad der rent faktisk fylder mest i mit liv - nemlig fertilitetsbehandlingen og frygten for aldrig at blive mor. Sidste år, var det på turen til Jylland, at jeg fandt ud af at vores første ICSI forsøg var mislykkedes. Så jeg havde mest af alt lyst til at tude, gemme mig væk, være i min mands arme - og i stedet sad jeg i Jylland, og skulle forestille at være en velfungerende ung kvinde - når jeg inden i følte mig tom og bund ulykkelig. Dengang var fokus på mit absolut ikke velfungerende arbejde. Så de forstod hvorfor jeg var ked af det - men kun til dels. På turen for to år siden havde vi lige fundet ud af at vi ikke kunne få børn - så også der var jeg ikke helt på toppen.

Gad vide om det havde været nemmere at fortælle familie og venner om den egentlige situation allerede dengang? Jeg tror noget havde været nemmere. Vi havde ikke skulle lægge øre til de forventninger der er i familien om børnebørn, og forståelsen for min manglende alkoholindtagelse havde nok været større (jeg har fået et blik eller to på maven med et lille blink i øjet, når jeg har takket nej til vin til maden de sidste 3 år). Men de negative svar efter behandlingsrunderne havde været endnu sværere at forholde sig til. Familien er meget barneglad, og jeg ved at det også ville have revet deres hjerte ud, hver gang vi har fået en nedslående nyhed.

Derudover er der en lille opdatering med hensyn til behandlingen. Jeg var til status møde hos lægen, og han vil gerne monitorere min ægudvikling op mod ægløsning i næste cyklus, for at se hvor store æggene rent faktisk bliver inden min naturlige ægløsning. Hans formodning er stadig, at æggene simpelthen ikke når at blive modne inden ægudtagning. Så vi starter altså først behandling i næste cyklus, når han har set hvor store æggene bliver. Hvilket desværre betyder at opregulering sandsynligvis kommer til at ligge i julen - så ingen rødvin, kartofler, slik og sodavand til denne dame. Øhhh og hvordan er det lige at man forklarer det til familien? Nå den tid den sorg.

Lige nu vil jeg nyde at jeg kan leve mere normalt de næste par måneder - lige bortset fra at lægen pointerede vigtigheden af at have en nogenlunde stabilt blodsukker - også imellem behandlingerne. Øv! Så ikke flere franske vafler, M&Ms, pasta, kartofler og ris til mig. Øhh - sagde jeg leve normalt?

Min blog

Det er rart at vide at man ikke er alene, og at der er andre BIB'ere der hepper på en - også selvom vi jo kun kender hinanden virtuelt. De små kommentarer luner.

Når jeg kigger tilbage på mine sidste måneders indlæg, så er størstedelen med et negativt spin. Meeen jeg kan glæde læseren med, at manden herhjemme mener at jeg er blevet gladere efter jeg har fået min blog. Jeg tror det er fordi, jeg har fået et sted at gøre af mine tanker. At jeg kan behandle mine følelser ved at få dem ned på papir. At i andre så må lægge øjne til mine negative tanker der jo fylder en del - det må i leve med. Der er jo ingen læsetvang :o)

Bloggen fylder snart 3 måneder,- det kan være det skal fejres!

Mindre end et år tilbage

Tiden går med at spise usundt - eller rettere, jeg spiser nok i virkeligheden bare normalt, men kaffen, det hvide brød og et glas rødvin til aftensmaden får mig til at føle at jeg synder hele tiden.

Men hvis jeg ikke må synde lidt nu - hvornår må jeg så?

Vi har fået en tid på Trianglen på onsdag, så håber jeg at han kan give mig en sprøjte "tro på projektet". Efter ægoplægningen sidste gang sagde han at hvis det ikke lykkedes nu, så skulle vi prøve en anden type hormoner (eller noget i den retning, - hørte ikke så godt efter, da jeg jo var høj på håbet om at nu var den der) så æggene kunne blive af bedre kvalitet.

Jeg er et par gange stødt på en udsendelse på en af tøsekanalerne om engelske par og deres kamp for at blive gravide. Jeg har taget mig selv i at tænke "nej, så meget vil jeg ikke udsætte mig for", "så må de da også snart fatte at de ikke kan blive gravide" - selvom jeg sidder her og skal i gang med mit 6. reagensglas forsøg inden længe. Hvis jeg havde vidst det på forhånd, så tror jeg at jeg havde nægtet. Og ikke destro mindre, så har vi allerede betalt for forsøg nr. 6 og nr. 7 - så to forsøg mere, det bliver det som minimum til.

Vi er jo godkendt i fase 1 til adoption, men jeg kan samtidig mærke, at jeg absolut ikke er parat til at sige stop til behandlingerne endnu. Så nu er det begyndt at stresse mig lidt, at vi kun har 1 år fra godkendelsesdatoen, til at vi skal sætte fase 3 igang. Og i fase 3 skal forsøgende være overstået..... Det vil sige, at vi har mindre end et år til at blive afklaret med, at vi ikke selv kan lave et barn... og det er jeg ikke sikker på at jeg når... Der er jo så meget andet vi kan prøve. Andre hormonbehandlinger eller ultimativt IUI-D og IVF-D (ikke at jeg føler mig parat til det heller). Men jeg ved jo også at ventetiden på adoption er så forfærdelig lang, så jeg vil jo heller ikke udskyde det længere end højst nødvendigt - jeg vil jo bare så gerne være mor!

Spotlys på livets realiteter

Så har vi været til begravelse med familien. Der var en underlig blandig af sorg over at min fætter er væk, og lettelse over at han endelig har fået fred.

Min fætter har altid været meget ældre end mig - eller rettere sådan føltes det, da vi var børn. Han var en af de store, der lavede træhuler jeg var for lille til at komme op i, og han var en af dem der grinede meget højlydt, da jeg efter en fodboldkamp med fætrene og min kusine fortalte at jeg var Madonna (det var jo nok nærmere Diego Maradona, de store havde opkaldt mig efter...). Så jo, da vi var små var han mange år foran mig.

Nu gik det op for mig, at han kun nåede at blive 36 - hvilket betyder at han kun var 1½ år ældre end min hr. Larsen. Og det sætter nogle tanker igang om livet, hvad man gerne vil nå og hvad der er vigtigt. Hvis det var min hr. Larsen der var syg, ville jeg aldrig nå at gøre ham til far. Vi ville aldrig nå at blive forældre. Og det sætter ligesom livets realiteter i spotlys.

Det eneste jeg er sikker på, at jeg gerne vil nå i dette liv, er at blive mor og gøre hr. Larsen til far. Karrieren, huset og bilen betyder umindeligt lidt i den konkurrence. Det betyder også at jeg har flere og flere tanker om mit job - er det virkelig det jeg vil? Er det virkelig det der gør mig lykkelig? Vi behøver ikke pengene - vi kunne sagtens klare os med mindre.

I mit gamle job var jeg ulykkelig - ingen tvivl om det. Men det er ligesom, at noget at den ulykkelighed er fulgt med i det nye. Jeg var overbevist om, at jeg med et nyt job, nye kolleger, nye opgaver ville blive glad igen. Men det er ligesom, at jeg stadig ikke er tilfreds. Og nu kan jeg ikke finde ud af, om det er fordi jeg er ked af jobbet, eller om det er min sorg over barnløsheden der er fulgt med - og som ligger som en dyne over mig hele tiden. Så jeg er ikke sikker på at endnu et karriereskift vil gøre mig gladere - for hvis utilfredsheden/sorgen følger med mig, så er der jo ikke den store pointe i at prøve at løbe fra den.

Trøstespisning

Tiden går med at trøstespise, og forsøge at tage nogle af de kilo på igen, som er forsvundet igennem PCO diæten. Idag har aftenen stået på rød bøf, fritter, bearnaise, franske vafler og popcorn. En ikke særlig lækker blanding, når man sådan lige samler det i en sætning. Jeg har drukket kaffe hver dag siden den negative test, spist hvidt brød og sukker og jeg kan faktisk mærke at overskudet er forsvundet - jeg er træt, uoplagt, sover dårligt og er stresset på arbejdet.

Jeg har ikke fået taget mig sammen til at ringe til fertilitetsklinikken igen - orker ikke at tænke barnløs tanker endnu. Selvom jeg jo egentlig håber, at vi kan starte op igen allerede i denne cyklus. Nu får vi se.

Så skete det uundgåelige

Drømmen har forladt kroppen.

Bliver man gravid af at tro på det?

Jeg gider snart ikke mere - ville ønske at jeg kunne bytte liv med en, der kan få børn. Min mands eneste kommentar til det var, at så skulle det være Jennifer Aniston - så var der nemlig en af os der kom til at bo i Hollywood og være rig - og så ville han selvfølgelig være gift med Jennifer.... Det sagde han nu ikke, men mon tro det ikke også var med i hans tanker?

Og nej, mit liv er ikke så forfærdeligt, at jeg vil bytte det hele væk. Jeg har en dejlig mand jeg elsker meget højt og en - som oftest - sød familie. Vi har et dejligt hus, fin ny bil, to gode jobs og søde venner. Men barnløsheden fylder bare så uendelig meget.

Min fætter er død i dag. Af kræft. En af mine første tanker var, at han da i det mindste nåede at få børn. Jeg ved godt, at det nok gør det usandsynlig meget sværere at skulle fra denne verden, når man efterlader sig både børn og hustru. Men han nåede at opleve den store ubetingede kærlighed fra - og til to børn. To dejlige børn. Jeg har dårlig samvittighed over at tænke sådan. Men lige nu - i mit store hul - er det desværre sådanne tanker der fylder. Og ikke, at det er så fandens uretfærdigt, at han skulle herfra så tidligt. Børnene er stadig små, og de sidste to år har været fyldt med sygdom. Det er sgu ikke fair.

Gider ikke at blive så ked af det. Orker ikke at skulle så langt ned igen. Orker ikke flere ægudtagninger, ventetider og håbefulde dage der bare vender sig så grueligt i mod mig, når det hele falder fra hinanden igen.

En fra arbejdet sagde, at det jo var vigtigt at man troede på det. Jo, jo, bevares. Men man bliver også nødt til at være realist en gang imellem. Og sandheden er nok, at jeg ikke længere tror - men at jeg håber. Jeg tror ikke længere på at lægerne rent faktisk kan gøre mig gravid - men jeg håber. Jeg tror ikke længere på at livet tildeler en hvad man har fortjent - men jeg håber. Jeg tror ikke længere på at mine æg er af god kvalitet (som de f*** læger har sagt hele tiden) - men jeg håber, at de kan gøre et eller andet for at forbedre kvaliteten i næste runde.

Og troen gør det jo nok ikke nemmere at blive gravid. Jeg formoder ikke at tro kan ændre på statistikkerne og gøre mine æg super fantastiske. For hvis troen kunne det, så var jeg blevet gravid i et af de første 2 forsøg. Da troede jeg nemlig.

Så nej - jeg tror ikke på det længere. Men jeg håber desværre stadig. Uden håbet ville det være nemmere. Vi ville adoptere og være glade for det. Vi ville elske den lille mørke trold af hele vores hjerte. Men håbet lever stadig, og det gør at vi bliver på denne sti lidt endnu. Men lige nu kan det hele være ligegyldigt. Jeg gider ikke være ked af det længere.

Og hvad er så mere u-fantastisk, end at vide at hele vores hus i morgen bliver indtaget af venner og deres børn - heraf to meget små babyer. Og de ved jo ingenting, så smilet skal smøres på og overskudet skal findes frem. Timerne med babyer bliver garanteret hyggelige, men når de er gået, så ved jeg godt hvordan min psyke reagerer. Hold kæft hvor er det bare en l*rte weekend.

Den var negativ...

Negativ, negativ og negativ.....

Stadig intet

nyt herfra. Altså lige bortset fra, at jeg ikke kunne holde ventetiden ud længere, så jeg købte en test som jeg tog i morges. Jeg kunne se hvor nr. 2 streg skulle være - der var ligesom en skygge, men heller ikke mere end det. Hvorfor var det også lige, at jeg lige absolut skulle udsætte mig selv for en åndsvag test, der hverken viser fra eller til.

Men da det er min fødselsdag i dag, håbede jeg bare at jeg kunne få verdens bedste fødselsdagsnyhed - men sådan skulle det ikke være.

Men der er altså stadig ingen mens, og jeg er ret sikker på, at den heller ikke kommer. Tror den er der!

Men på den anden side så kan det også bare være min krop der er gået bananas og slet ikke kan finde ud af noget længere. Åhh hader ventetiden. Men imorgen - der ved vi det med sikkerhed!

Ihh altså....

Jeg kan næsten ikke vente mere - der er staaaadig intet nyt :o)

Håbet er stort

Til Sechens spørgsmål om BP - så er det først på fredag, og der er altså meget lang tid til.... Men jeg er vant til at bløde 4-5 dage før tid, og har altid haft en meget kort periode mellem ægløsning og første cyklusdag - så det er virkeligt stort, at der ikke er skyggen af noget endnu.

Jeg overvejer om jeg skulle smutte ned og købe en test, men jeg bliver jo hverken mere eller mindre gravid af at bruge 90 kr. på en test - og jeg risikerer bare at få et negativt svar (selvfølgelig kun fordi jeg tester for tidligt, for nu skal den altså være der). Så hellere leve lidt i håbet endnu....

Stadig intet....

Stadig absolut intet nyt :o)

Det var ligesom at underlivet arbejdede lidt i går aftes - eller også så var det bare fordi jeg var fuldstændig fokuseret på min mave hele aftenen......

Kan overhoved ikke fokusere på arbejdet - burde jo ikke sidde her og skrive på min blog, meeeen dette kan potentielt være dagene der kommer til at ændre min og Hr. Larsens fremtid drastisk, så mon tro det ikke går....

Intet nyt - er godt nyt

Intet nyt er jo godt nyt - og der er absolut intet nyt herfra :o)

Det kan være jeg skal introducere jer til lidt statistik fra de tidligere forsøg. I første forsøg (hvor jeg rent faktisk fik lagt æg tilbage i livmoderen) blødte jeg 12 dage efter ægudtagning, andet forsøg blødte jeg på 11. dagen og i tredje forsøg blødte jeg igen på 11. dagen. Så der var altså (med lidt hurtig hjemmeregning) 2/3 sandsynlighed, for at jeg skulle have blødt idag. Og der er absolut ingen tegn på, at det er på vej.


Brystvorterne er stadig lige mørke og ømme - de plejer at blive "normale" op til 24 timer før blødningen ankommer.

Ihhh jeg hååååber. Håååber sådan på lidt livs-ironi.

Det bliver vist en lang dag i dag

Jeg kan mærke at jeg håber alt for meget. Alt alt alt for meget.

Tog mig selv i at tænke over, hvordan jeg skulle fortælle om den positive test til min mor. En test som jeg jo altså er meget langt fra at kunne tage.

Åhh det bliver en dag med mange trussekontroller og brystvorte check's.

Åhh vi håååber!!

Hele onsdag aften gik med at være helt i kulkælderen, og torsdag morgen da jeg stod i badet, begyndte jeg at græde igen. Jeg tog på arbejde og besluttede allerede i bilen, at jeg måtte informere dem på arbejdet. Jeg fik formuleret en mail til min afdeling, og de tog det så fint. Der var knus og søde mails fra dem alle. Men jeg har sagt, at jeg ikke vil snakke om det, og at de ikke skal spørge når jeg går tidligt og til hvorfor jeg skal have fri.

Det lettede, og humøret er faktisk steget et par grader siden. Måske det er fordi jeg ikke længere behøver at sætte en maske på, når jeg er på arbejde, jeg ved det ikke. Men jeg er helt sikkert blevet gladere.

Nu håber jeg bare, at det lille fine æg har sat sig fast. Mit underliv har ligesom været tungere end det plejer at være. Så jeg håååber. Både vores kat, mor og Hr. Larsen har sendt positive tanker til maven, så hvis et æg kan føle kærlighed, så er det helt sikkert blevet siddende. Men jeg er stadig bange for at håbe for meget - det er ligesom prøvet før.

Vægten går det ikke så godt med - jeg var nede på 54,1 i morges. 2 kg mindre end jeg gerne ville veje. Så jeg har syndet, og spist flødeskum sammen med min frugtsalat til morgen. Og så spiste jeg laks og hjemmelavet guacamole til aftensmad i går. Mums!

Der er kun nogle dage til at jeg ved i hvilken retning det går. Jeg kan se at jeg i sidste behandlingsrunde allerede begyndte at bløde 5! dage før testdagen, og det er på mandag.

Sidst men ikke mindst, så vil jeg lige dele succesraten på tilbagelægning af blastocyster på Trianglen. Hele 62%!!!!! Og det er de kvinder der har prøvet alverdens ting inden. Derudover var gennemsnitsalderen ret høj, og mange af kvinderne var i 40'erne. For mig virker det næsten uvirkeligt, at der er dobbelt så høj sandsynlighed i dette forsøg, end der har været i de hidtidige.

Åhhhh vi hååååååber!

En dag der gerne snart må være slut

Det var nu, jeg havde tænkt at dette skulle være et "jubii jeg er gravid indtil det modsatte er bevist"-indlæg.

Men sådan bliver det nok desværre ikke

Jeg havde en længere snak med min chefs chef, hvor hun stillede spørgsmål ved om jeg nu virkelig var glad for at arbejde der. Der har åbenbart været et par af mine kolleger, der har været bekymrede, og hun syntes heller ikke selv, at jeg har været "til stede" det sidste stykke tid. Så de var bekymrede for om jeg var ved at søge væk, eller bare var ked af at være der.

Da hun havde gravet lidt rundt i det, blev jeg ked af det, og kunne til sidst næsten ikke få hulket et ord frem. Jeg måtte til sidst krybe til korset og fortælle, at vi ikke kan få børn. Herefter græd jeg videre - dog nu i et mere kontrolleret leje. Nu blev hun også ked af det, og forsikrede mig om at der var fuld forståelse for at mine tanker og mit fokus skulle være i privaten, og at jeg måtte lade være med at pushe mig selv for at performe på arbejdet.

Men her har jeg gået og tænkt, at jeg var helt "normal" når jeg var på arbejde. At jeg fint kunne skille privatliv og arbejde fra hinanden. Men det kan jeg så åbenbart ikke. Nu er jeg træt af at græde, men kan heller ikke være andet end tom, ligegyldig, snerrende og ked af det.

Jeg forklarede hende også at min forrige arbejdsgiver var helt elendig til at håndtere, at jeg var i behandling, så nu håber jeg, at hun gør et bedre stykke arbejde.

Men hold da helt ferie, hvor kan jeg blive ked af det - det må altså være mit hormon-monster. For jeg føler helt, at jeg forsvinder ned i et stort hul, hvor jeg ikke kan andet end at være helt tom og ked af det samtidig. Hvis jeg da så bare kunne drukne min sorg i øl, chips og chokolade. Men det er jo ligesom ikke en mulighed.

Derudover kan jeg fortælle, at mine kolleger er af den overbevisning, at der er meget psykologi i det der med at være barnløs. Samtalen faldt på en udsendelse, der havde været om dårlig sædkvalitet, og der var selvfølgelig en der skulle komme med den klassiske "jeg kender nogen der blev gravide, da de opgav projektet"-historie. Jeg sad og havde lyst til at råbe ud i lokalet at det sgu havde noget med sandsynligheder at gøre. Jo vi fik oprindelig en 20% chance for at blive gravide inden for de næste 9 år. Og det betyder jo rent faktisk, at der er 20%, der når at blive gravide inden for de næste 9 år!!! Men det betyder jo ikke, at jeg bare ved at slappe af kan tilsidesætte videnskaben og lige pludselig blive gravid!!

De ved jo ikke jeg er i behandling, så jeg lod være med at bide hovedet af dem, og lod deres kommentarer og nik til at man bare skulle slappe af, så blev man gravid, gå forbi i det ubemærkede.

For hulen da, hvor må denne dag godt snart slutte.... Så kan jeg også komme lidt tættere på testdagen, så jeg kan se om det fantastiske lille ca. 100 cellede æg bliver ved med at udvikle sig... Håååååber så meget at det gør ondt.

Ned og op ture

Så lykkedes det alligevel. Det ene æg der var lidt hurtigere end de andre, har rent faktisk udviklet sig til en blastocyst!!! Laboranten var lige så overrasket som jeg var - så det var ren lykke.



Jeg er lige kommet hjem fra arbejde, og skal hente manden om 20 minutter, og så tager vi hen og henter vores baby!

Det går godt nok lidt op og ned herhjemme. I går var jeg lige parat til indlæggelse - tårene stog ud af øjnene i stride strømme, der forsvandt en halv pose M&Ms og jeg spiste næsten ingen aftensmad. Og i morges skyldtes min hulken at der er en rigtig god sandsynlighed for graviditet, så nu står den igen på sund levevis.


Gad vide hvor vigtigt det er at leve efter PCO levereglerne efter ægoplægning? Hmm jeg lader tvivlen komme kroppen til gode - jeg må hellere leve efter den nye pyramide.

Stadig 5 men....

Øv, øv og øv - de deler sig ikke som de skal.

Alle fem er meget langsomme, den ene dog lidt hurtigere end de andre fire, men ingen er overbevisende. Laboranten udtalte at hun en enkelt gang havde set at de alligevel udviklede sig til blastocyster - men hvor mange gange er det lige hun har prøvet det her? Så sandsynligheden er ikke alt for god.

Vil bare hjem og tude - men da jeg havde to "sygedage" i sidste uge på grund af ægudtagning så går det vist ikke.

Det her giver jo så en meget god forklaring på den manglende graviditet - æggene vil åbenbart bare ikke samarbejde.

Stadig 5 stk!!!

Så har damen fra laboratoriet lige ringet. Alle 5 æg er stadig i live og deler sig fint. Det er meget bedre end jeg havde turde regne med!

Hun syntes dog ikke, at de var kommet helt så langt, som hun gerne ville have at de var - men det kunne have den simple forklaring, at hun i weekenden kigger på dem tidligere, end hun gør i hverdagene. Og som hun desuden sagde, så var hun holdt op med at gætte på hvilke æg der blev til noget, og hvilke der ikke gjorde - for det var simpelthen ikke til at sige.

Jeg fandt nedenstående beskrivelse af blastocyst-processen på nedenstående hjemmeside - hvis der er nogle der har lyst til at læse mere.

http://www.lfc.org.uk/content.php?id=39&pid=10

Solen skinner - måske man skulle gå sig en tur i dag :o)

5 stk.

14 æg, 9 der er blevet befrugtede og 5 der har delt sig meget fint. Så vi står altså lige nu med 5 potentielle babyer, hvilket er mere end vi nogensinde har prøvet før.

Vi havde absolut ingen befrugtede æg i første omgang. Anden omgang gav 2 flotte æg, hvor ét blev lagt retur i livmoderen og ét røg i fryseren. Tredje gang havde vi 2 flotte æg - begge kom retur i livmoderen og sidste gang havde vi tre æg hvoraf det ene røg i fryseren.

Så fem flotte æg - det er en rekord!!! Der var desværre ingen til fryseren, da de skal bruge 5 æg for at arbejde videre på den til blastocyster. Men det havde næsten også været for meget at håbe på. Så nu krydser jeg fingre for at der er nogle tilbage i morgen tidlig!

14 stk.

Så blev det tid til ægudtagning, og de endte med at tage 14 æg fra mine æggestokke! Et ganske godt resultat synes jeg selv.

Det foregik en smule anderledes end i det offentlige, hvor jeg skulle møde efter at have spist en solid morgenmad. Her i det private skulle jeg møde fastende. Derudover kom vi meget hurtigere til, - vi er vant til at vente 2-3 timer og idag tog det kun 30 minutter. Sidst men ikke mindst skulle jeg ikke selv gå fra lejet til en stol, men blev hjulpet over på en seng med hjul, hvorefter jeg blev kørt ind i "afslapningsrummet" hvor jeg blev budt på saftevand og en krydder.

Men jeg er altså ikke god til det der med ægudtagninger. Det gjorde hammer ondt, de gange han stak i mig. Eftersom det altid gør mest ondt i højre side er min teori, at der ligger noget arvæv fra min tidligere sprængte blindtarm, der gør at det hele bliver lidt sværere. Og efter indgrebet, var jeg den der lå længst og ømmede mig. Jeg har blødt en hel del idag, men smerterne var heldigvis værst den første time - siden er de næsten forsvundet helt. Jeg giiiiiider bare ikke flere ægudtagninger.

Dagen idag er mest gået med at sove og glo fjernsyn. Jeg har lige spist min første pizza i 4 uger (det indeholder jo hvidt brød) og har spist lidt slik - jeg er jo "ægløs" lige nu, så mon ikke jeg gerne må synde lidt. Nu ligger æggene og hygger sig i nogle fine plastikbægre i Hellerup.

De ringer første gang på lørdag for at give en status på æggenes tilstand. Hvis der er mere end 5 styk der har delt sig fint, vil de fryse de resterende, og prøve at lade de 5 udvikle sig til blastocyster. Så der er altså mulighed for ægoplægning et eller andet sted mellem lørdag og tirsdag. Det kunne være skønt, hvis der gemte sig en enkelt lille baby i bare et af glassene.

Godkendt i fase 1!!!!

Så er der dumpet et brev ind af brevsprækken - vi er godkendt i fase 1.... :o)

Tænk engang at jeg skulle være nervøs for godkendelsen allerede nu, jeg troede først det var fase 3 der var kritisk.... Men man kan jo blive klogere, og så må jeg vist bare acceptere at mine nerver sidder lidt udenpå tøjet i øjeblikket.

Så har vi et år til at nå et adoptionsforberedende kursus, tilmelde os en organisation, før fase 3 kan igangsættes. Og nå ja - så skal vi jo selvfølgelig også have overstået de sidste 3 forsøg i det private.

Æg i massevis

Jeg var til scanning i morges. Og der er masser af flotte æg.

Så mange at han var bange for at jeg ville gå hen og blive overstimuleret. Han sendte mig hjem med en medicinsk blanding, der skulle sikre, at de æg der er for små til at blive modne, ikke udvikler sig yderligere, og de æg der allerede nu er flotte bliver ved med at modnes. Så jeg skal først tage ægløsningssprøjten i morgen, og så er der ægudtagning torsdag. Æggene var allerede nu 16-17 mm. hvilket er større end de nogensinde før har fået lov til at blive. Han mener ikke at æggene har fået lov til at blive modne nok de andre gange, så jeg krydser fingre for at det her virker.

Vi skal også overføre penge til klinikken i aften - har besluttet os for et klippekort med 3 forsøg. Og så satser jeg på at skæbnens ironi spiller os et pus, så jeg bliver gravid i første forsøg, og alle de resterende pengene er tabt. Det ville være den bedste løsning overhovedet! Kan man monstro bestille lidt livs-ironi? Om ikke andet så koster 3 ICSI behandlinger for kvinder under 35 år 43.000. Og tænk engang - det er det andre "normale" får ganske gratis, og så får de lidt sjov med i prisen. Det er vist mere, end hvad man kan sige om at blive gravid i et par kolde stigebøjler hos lægen.

Gad vide hvor mange gange man kan klare dette cirkus. Skulle man ikke mene at 5 IVF/ICSI behandlinger skulle være nok? Jeg skal bare blive gravid!

Forkert dosis

Altså - det er vist for længe siden jeg har været i behandling....

Da jeg skulle starte en ny Gonal-F sprøjte, føltes det ligesom forkert, da jeg trykkede kanylen i bund. Og så var det at det slog mig, at sådan en skal startes op med at man sprøjter 37,5 enheder ud, så man er sikker på at få den rigtige dosis i første injektion. Og det er så sprøjte nr. 3 jeg er på, så det er da helt fantastisk åndsvagt, at jeg ikke er kommet i tanke om det noget før. Så jeg har helt sikkert ikke fået den mængde, jeg skulle bruge her til aften, men på den anden side, så vil jeg jo heller ikke give mig selv en for stor dosis ved at sprøjte mig igen.

Hmm - det er vist godt at jeg skal scannes igen i morgen. Og som manden siger, der er ingen grund til at græde over spildt mælk. Det er ret godt, at jeg har en fornuftig mand til at holde mig fra den hysteriske spiral, jeg ellers kunne være kommet ind i.

Så nærmer det sig

Så er jeg vel tilbage fra 4 dage i Jylland. Jeg har levet efter reglerne, og har ikke følt mig fristet af hverken hvidt brød, kartofler, ris eller slik, sodavand og alkohol.

Det hjælper på det, at dem fra arbejdet ved, at jeg har en "insulin-defekt" - ingen ved det er PCO, for de skal ikke vide vi er i behandling. Jeg har jo prøvet at fortælle det til én arbejdsgiver, og det var med meget begrænset succes. Det er sådan set derfor, jeg ikke længere arbejder der.

Så indtil videre tror de bare at det er en insulin defekt, der gør at jeg bliver træt hvis jeg spiser de forkerte ting. Så der var næsten ingen, der prøvede at hælde alkohol i mig til festen, og alle havde forståelse for mine store mængder broccoli på tallerkenen.

Jeg har været til scanning i morges, og jeg danner masser af fine ægblærer. Han vil scanne mig igen mandag, og så er der ægudtagning et eller andet sted mellem onsdag og fredag. Krydser fingre for nogle flotte super æg.

Damen fra statsamtet har skrevet sit referat fra vores møde, og det lyder faktisk meget OK. Hun har kun skrevet, at jeg har haft et par konsultationer hos en krisepsykolog, og altså ikke at jeg har været i "behandling" - hvilket jeg jo heller ikke synes at jeg var. Og så ringede hun og sagde, at det ikke havde nogen betydning for fase 1. Så humøret er steget et par grader siden sidst.

Og sidst men ikke mindst, så har jeg fået en forespørgsel for mulighed for at skrive kommentarer - det skulle måske være muligt nu?

Øv, øv, øv!

Så ringede damen fra statsforvaltningen. Hun skal bruge en udtalelse fra krisepsykologen, for at kunne gå videre med vores godkendelse til adoption.

Det er nu ikke fordi, at ham psykologen kan sige så meget - jeg var der kun 2 eller var det 3 gange. Så fik jeg som sagt nyt job, og kunne fungere igen. Men øv hvor er det deprimerende at min personlighed lige pludselig skal under en lup. Og tænk hvis det ender ud i, at vi ikke kan adoptere - det kan jeg bare slet ikke rumme. Jeg ved godt rent logisk, at de selvfølgelig skal undersøge sådan noget, og at de selvfølgelig ikke kunne lade os adoptere, hvis jeg havde store psykiske problemer. Og samtidig ved jeg, at det ikke kommer til at betyde noget synderligt. Men én ting er at vide noget - noget andet er at føle det inden i. Og lige nu føles det som om vi er ved at tabe det hele på gulvet, bare fordi jeg har haft en hård periode.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg ikke skulle have sagt noget. At jeg skulle have holdt min kæft. Jeg ved at jeg ikke er registreret nogen steder i "systemet", fordi det var krisepsykologisk afdeling. Jeg skulle bare have holdt min kæft. Øv øv og øv.

Så er vi et skridt videre

Så blev det torsdag, og både behandlingen og adoptionsprocessen er kommet et skridt videre.

Jeg skal begynde på 187 enheder af Gonal-F i aften, og så skal jeg til scanning d. 6. september, for at se om æggene udvikler sig som de skal. På det tidspunkt plejer de også at kunne give en pejling, i forhold til hvornår ægudtagningen kommer til at foregå. Han nævnte desuden, at han gerne vil have mulighed for at dyrke blastocyster (at de befrugtede æg for lov til at dele sig et par ekstra gange, før man lægger dem tilbage i livmoderen) hvis jeg danner nok gode æg. Det skulle eftersigende give en bedre graviditetsrate - og det kan vi li'!

Nu får vi se, om jeg stadig kan huske hvordan man stikker sig i maven, det er jo efterhånden 6 måneder siden, vi var igennem det sidste gang.

Derudover har vi været til vores første møde i forhold til adoptionen. Vores sagsbehandler ville lave et referat fra mødet, som vi så får mulighed for at kommentere før vores sag kommer for et udvalg, der kan godkende os i fase 1. Selve mødet var lidt mystiskt. Hun var meget ustruktureret, og kunne ikke helt forklare forskellen mellem at vente på et dansk og et udenlandsk barn. Jeg kunne kun følge med, fordi jeg havde læst om det på nettet, men Hr Larsen blev ret hurtigt forvirret, selvom hun forsøgte at forklare det hele 3 gange. Derudover gennemgik hun vores papirer, og her blev jeg nødt til at tilføje noget, som jeg ikke havde nævnt i papirerne....

Tilbage i efteråret 2007 var jeg ansat et sted hvor jeg var dybt ulykkelig, og jeg var desuden kørt psykisk i bund på grund af fertilitetsbehandlingen (som min arbejdsgiver bestemt ikke havde forståelse for - "kan du ikke bare få en tid til scanning en anden dag, det passer ikke så godt med vores opgaver" - øhh nej, min cyklus kan jeg desværre ikke selv kontrollere....). HR afdelingen i vores moderselskab sendte mig videre til en krisepsykolog.

Jeg nåede kun at have to møder med krisepsykologen - så fik jeg nyt job, og kunne lige pludselig sove igen om natten.

Nu håber jeg bare ikke, at det betyder noget. Blev ærlig talt lidt bekymret, da hun ikke helt vidste hvordan hun skulle håndtere, at jeg havde haft et par timer hos en krisepsykolog. Nu ville hun undersøge, om de skulle have en udtalelse fra psykologen, før de kunne tage stilling til om vi kan godkendes i fase 1. Men man kan forhåbentligt ikke blive diskvalificeret som adoptivforældre, bare fordi man søger hjælp, hvis man gennemgår en krise i livet - det kan da ikke være første gang, at de har en der søger om godkendelse, og som faktisk synes at behandlingsforløbet har været hårdt?

Hmm. Vi ville høre fra hende i næste uge.

Mad, motion og vægt

Nu har jeg efterhånden prøvet at leve efter den nye pyramide i et stykke tid.

Det er ikke alle dage der er lige vellykkede. Min undskyldning indtil videre er, at jeg ikke er begyndt at danne de æg, der skal blive befrugtede - og jeg kan derfor heller ikke skade dem endnu.

Det går fint med mine måltider og mellemmåltider - men sundheden er smuttet et par gange om aftenen foran computeren de sidste par dage. Der er på mystisk vis forsvundet en pose M&M's. Motionen er også gået lidt i stå, men jeg skylder skylden på det dårlige vejr (katten lignede en druknet rotte, da jeg lukkede hende ind i morges).

Jeg burde nok i virkeligheden rose mig selv for de ting, jeg allerede har udelukket fra min dagligdag nemlig kaffe, hvidt brød, kartofler, ris og pasta. Så det går vel egentlig udemærket - altså lige bortset fra de få gange jeg har syndet om aftenen.

Vægten går det ikke helt så godt med. Jeg var helt nede på 54,9 i går morges. Og det er lige under min tilladte grænse. Jeg burde ligge stabilt på 56 kg (det er egentligt et minimum) for at være optimalt modtagelig for en graviditet. Men hvad skal man gøre når man er tvunget til at leve af grøntsager, frugt, fedtfattigt kød og groft brød. Det er jo ikke ligefrem den kost, der gør at man tager på.

Gad vide hvad der er værst:
1. At være tyndere end det bliver anbefalet
2. At spise alt det man ikke må, når man har PCO

Jeg gætter på valgmulighed nr. 2 - så jeg bliver på diæten.

En lille status...

Så er det torsdag, det er den store dag. Vi skal nå hele to store ting på samme dag.

Vi skal til første scanning på Trianglen, og forhåbentlig skal jeg igang med opregulering. Det skal dog lige planlægges, da jeg skal til Jylland lige netop på dag 8 - og det er her de ynder at scanne mig første gang efter opreguleringen er startet. Meeen jeg har jo været igang med nedregulering en del tid efterhånden, så man kan vel udskyde opreguleringen en enkelt dag, så jeg rent faktisk er tilbage på sjælland, når vi er på dag 8?

Derudover har vi en tid på statsamtet, hvor vi skal til første samtale med henblik på adoption. Jeg synes stadig at det er underligt, at starte på en proces man i bund og grund håber bliver unødvendig. Men jeg tror også det er godt rent mentalt, at forberede sig på, at det kan være den vej virkeligheden bevæger sig. Gad vide hvad de vil vide? De har fået en masse papirer om os, så det burde vel være på plads, og så vidt jeg ved, så er det først senere i forløbet, at de begynder at stille "hvis du var et dyr" spørgsmål.... Hmm vi tager det som det kommer.

Jeg har heldigvis en fleksibel arbejdsgiver, der ikke stiller de store spørgsmål, når man beder om en arbejde-hjemme-dag, på grund af personlige gøremål. Så får vi se om hovedet er fyldt med tanker, eller om jeg rent faktisk kan få arbejdet lidt.

Pjevset eller ej?

Så er det den tid på måneden, hvor jeg plejer at have stærke smerter. Måske jeg ikke helt kan stole på det i denne måned, da jeg jo er igang med hormon behandling, men alligevel....

Jeg anede ikke at det var på vej, og jeg har ingen smerter haft hele dagen.

Det begyndte da jeg var 11. Jeg kan huske, at jeg flere gange har brækket mig på denne tid af måneden uden at være syg. At jeg er besvimet en enkelt gang. At jeg som ret ung fandt ud af, at hvis jeg lavede en bestemt bevægelse med foden, så gik underbenet i en krampelignende tilstand, så jeg ikke fokuserede på mine smerter i underlivet. I en periode fik jeg gigtmedicin mod smerterne - ikke at det havde den store effekt.

Så begyndte jeg på p-piller og smerterne forsvandt lige så langsomt. Da vi så ønskede at blive gravide, smed jeg p-pillerne og smerterne kom igen. Og nu virkede det næsten som en straf - at jeg ud over at finde ud af, at jeg ikke var gravid, også skulle døje med smerterne. At jeg ikke kunne slippe væk fra virkeligheden, men at smerterne blev ved med at minde mig om, at det heller ikke blev denne måned.

Nu er jeg blevet opereret og de fandt og fjernede noget endometriose. Og nu sidder jeg her uden smerter. Det er da fantastisk!

Jeg har aldrig tænkt mere over mine smerter, da jeg tænkte det bare var en del af det at blive kvinde. Måske jeg også har haft tanken et par gange, at jeg måske også var lidt pjevset - det var nok slet ikke så slemt, som jeg gjorde det til. Hvis jeg bare tog mig sammen.

Men diagnosen endometriose har fået tingene til at falde på plads. Måske jeg slet ikke er så pjevset endda.

Min følgesvend

Det er dejligt at slippe for de daglige indsprøjtninger! Jeg får i højere grad lov til at "glemme" at jeg er i behandling og behøver ikke sidde hver aften og planlægge mine gøremål, efter hvornår jeg skal fixe.

Men behandlingen er alligevel med mig overalt. Ved morgenmaden, frokosten, aftensmaden og alle mine mellemmåltider. Ved indkøb af tøj - kan jeg være smågravid i dette uden maven kan ses? Når jeg snakker med veninder og familie om fremtiden (det er sjovt så ofte babyer er samtaleemne for kvinder). Reklamepauser - her er babyer et yndet reklamestunt. Og når jeg køber ind, for her skal jeg både forholde mig til et utal af barnevogne, store maver og skrigende børn, samtidig med at jeg skal tænke over hvad jeg må spise.

Og så selvfølgelig når jeg er alene. På vej til arbejde i bilen. Når jeg sidder alene på kontoret. Når jeg ligger og prøver på at sove. Så dukker de op - tankerne om børn, drømme for fremtiden og frygten for at drømmene ikke bliver til noget.

Til at starte med græd jeg hver dag på vej til og fra arbejde. Her var jeg mig selv, og skulle ikke forholde mig til andre - her kunne jeg lade tårene flyde frit. Jeg måtte ændre min rute til arbejdet, da jeg til at starte med kørte lige forbi en veninde der havde et barn, og det hjalp ikke på antallet af tårer. Det undrede mig, at der kunne være så mange tårer i en så lille kvinde.

Jeg tror jeg havde behov for at græde - at dykke langt ned i sorgen. At forholde mig til at livet ikke formede sig, som jeg altid havde troet det ville. At min største drøm måske aldrig blev virkelighed.

Nu græder jeg kun i perioder. Gerne når jeg er i gang med behandling. Om det er på grund af hormonerne eller på grund af det ekstra fokus der er på min sorg - det ved jeg ikke. Men behandlingen følger mig over alt i disse dage. Og det føles som om der er evigheder til næste scanning d. 28. august.

Dengang man ingenting vidste

I går aftes gik jeg en tur i det kvarter, jeg er vokset op i - på en sti langs en å, hvor jeg har cyklet en million gange, da jeg var mellem 11 og 17. Her kom jeg til at tænke på dengang - dengang hvor jeg var overbevist om, at selvfølgelig kunne jeg blive gravid. Dengang da min periode var forsinket, og jeg havde gjort op med mig selv, at jeg ville have barnet, hvis jeg var gravid. Selvom jeg kun var sølle 17 år. Dengang jeg var forelsket i Jens, og da jeg var kæreste med Rasmus, Kaare og til sidst Klaus. Hvordan det udviklede sig fra helt uskyldige forhold, til at der ligepludselig også var snak om fremtiden, børn og hvilken uddannelse man skulle igang med.

Det er mange år siden, og der har været et par kærester forbi siden. Heldigvis fandt jeg prinsen på den hvide hest - ham der kunne tøjle mig og altid viste mig, at han syntes jeg var verdens dejligste pige.

Han er heldigvis blevet hos mig, for jeg ved ikke om jeg ville kunne klare dette cirkus uden hans støtte. Han står på sidelinjen og prøver at hjælpe. Nogle gange bliver jeg træt af, at det altid er mig der skal undersøges, stikkes, overholde en diæt, motionere og blive udsat for hormoner i stor stil. Han får også skylden nogle gange - at han burde tage mere del i processen, have lige så meget styr på min cyklus - men sådan er virkeligheden bare ikke. Han er skubbet ud på et sidespor for der er ingen valgmulighed. Det er mig, der skal igennem dette.

Han synes heldigvis stadig at jeg er dejlig, og han er blevet, på trods af det monster som hormonerne og det psykiske pres nogle gange tvinger frem. Langt fra et behageligt monster, men et monster der nok er uundgåeligt, når man udsætter sig selv for dette cirkus flere år i træk.

Første indsprøjtning i behandling nr. 5....

Så blev det tid til den første indsprøjtning. Det gik ganske smertefrit - måtte dog bede sygeplejesken om at få en seng, da jeg stod og var ved at besvime før hun overhoved havde nærmet sig min bagdel. Bare tanken er nok til at jeg bliver svimmel og er ved at falde omkuld.

Og så skal jeg ikke sprøjtes mere inden første scanning d. 28. august.

Men hvorfor bruger alle ikke depotsprøjten? Det er trods alt en del nemmere kun at skulle stikkes én gang - istedet for at skulle tage næsespray tre gange dagligt i flere uger, eller sprøjte sig i maven hver aften. Det er da spøjst, at behandlingssystemet ikke kan se, at det bliver meget nemmere for patienten.

Nu kan jeg bare vente spændt på om virkningen er den samme, og om jeg får de samme bivirkninger (ondt i hovedet, dårligt humør og træthed).

Familien...

Som tidligere nævnt, så ved familien ingenting. Eller rettere - de har nok en mistanke om at der er noget galt, men vi har ikke fortalt dem noget.

Som de fleste andre, har jeg gået og drømt om hvordan jeg skulle fortælle, at jeg var gravid til familien - at det skulle være en overraskelse, og noget de ikke havde regnet med. Vi håbede (og regnede med) at vi blive hurtigt gravide i behandlingssystemet. Så hvorfor bekymre familien med at vi ikke kan få børn, når vi bliver gravide lige om lidt?

Jeg har en enkelt veninde fra et tidligere job, som selv er blevet gravid via reagensglasbehandling. Hun fik det ret hurtigt at vide, da jeg havde et behov for at høre mere om processen, men også at snakke om de følelser, der følger med at være ufrivillig barnløs.

For et par måneder siden, fortalte jeg det også til min mor. Hr Larsen har ikke det samme behov for at snakke om problemerne som jeg har. Så vi blev enige om at hun godt måtte få det at vide, med den ene betingelse at hun ikke fortalte det til andre i familien.

Efterhånden som vi har været igennem fire behandlingsrunder, ved vi hvilket forventningspres, der er hver eneste gang. Det ville bestemt ikke gøre sorgen over endnu et mislykket forsøg mindre, hvis vi skulle informere hele familien samtidig, og dermed også skulle forholde os til deres sorg. Så det er mest for at beskytte os selv, at der ikke er flere der ved det.

At vi så må leve med kommentarer om børnebørn og babyer løbende, det er vores valg. Hver gang forsøger jeg at lave et "de ved det jo ikke" skjold overfor kommentarerne - hvis de ikke prøver at såre mig, så må jeg ikke blive såret. De mener det jo godt. Det er ikke altid det virker, - men det er vores valg at vi ikke har fortalt det - så det er også vores valg, at vi må lægge øre til kommentarerne.

Nogle gange har jeg dårlig samvittighed over at leve et dobbeltliv. At noget der fylder så meget i mit liv foregår i en anden virkelighed, end den mine kære kender til. Men på den anden side så er det mit - og vores - liv. Et liv vi ikke selv har valgt, men noget vi er blevet tvunget ind i af naturen. Noget der er så pisseuretfærdigt!

Men ikke destro mindre noget vi må leve med, og som vil påvirke os resten af livet. Ligegyldig hvordan vores historie om infertilitet ender. Og indtil videre har vi valgt, at det er noget vi håndterer på "egen" hånd. Noget der ikke kan blive ved for evigt - de ville nok undre sig en smule, hvis vi ligepludselig var forældre til en lille kineser, uden at vi havde fortalt dem noget inden. Men indtil videre er dette vores måde at håndtere det på.

Håbet lever stadig, det kan jo være jeg bliver gravid i næste forsøg - og så er der jo ingen grund til at bekymre dem....

Den sidste scanning....

Jeg glemte helt at skrive, hvordan det gik til scanningen i sidste uge.

Jeg havde som sædvanligt ikke haft ægløsning, selvom vi befandt os på min 21. dag i min cyklus. Det kunne jeg såmænd godt have fortalt ham på forhånd. Og det dur altså ikke at begynde på nedregulering inden ægløsning, for så udvikler ægblærerne sig bare til cyster.

Om ikke andet, så skal jeg have en depot-injektion på mandag - ja man skal jo prøve noget nyt engang imellem. Til at starte med foreslog han, at jeg skulle bruge næse spray 3 gange dagligt. Det har jeg prøvet tidligere, og det er altså noget hø at skulle finde et uforstyret sted hver dag på arbejdet, hvor man kan tage sit fix - uden at de andre undrer sig over, at man bruger næsespray, når man jo ikke er forkølet. Jeg har også prøvet at tage en daglig injektion om aftenen i stedet, hvilket fungerede aldeles udemærket. Men han foreslog altså at jeg fik en depot-indsprøjtning i stedet. Så jeg bliver ikke helt så meget en nålepude i denne omgang, hvilket vel også er ok.

Nu håber jeg bare at min cyklus opfører sig som den plejer, så jeg ikke når at starte på en ny cyklus inden mandag, som er 30. dagen i cyklus. Ellers skal jeg vente endnu en måned...

Endometriosen synes han ikke at have det store behov for at snakke mere om, så det har åbenbart ikke den store betydning, når det er ICSI-behandling der er tale om.

Nu vil jeg også gerne snart igang med behandling igen. Vi havde kun 1 behandling i første halvår, på grund af nyt arbejde (ikke så fedt at skulle have fri til behandling den første måned man arbejder der), sygepleje strejken og så laparoskopien der påviste endometriose.

Og så kunne det jo være helt fantastisk hvis der var bid næste gang. Krydser fingre.

Tro, håb eller frygt?

Jeg er lige kommet hjem fra et privat arrangement, der sluttede af med, at alle kunne få lov til at trække et tarot kort.

Nu kan det være, jeg skal starte ud med at fortælle lidt om mig selv, og min holdning til det alternative. Som udgangspunkt er jeg bestemt ikke troende - jeg er gift i kirken på grund af tradition og ikke tro - jeg tror på mig selv, min mand, livet - men ikke på nogen gud eller overordnet kraft. Jeg tror ikke på spøgelser, healing eller for den sags skyld på tarot kort.

Dog er der blevet rykket på min tro, eller tiltro til det alternative igennem de sidste par år. Videnskaben viser, at akupunktur ved ægoplægning forøger chancen for graviditet - akupunktur, som jeg tidligere pure ville have afvist som humbug. Jeg har selv oplevet at have flere æg, i de to behandlingsforløb hvor jeg fik akupunktur ugerne op til ægløsning, end i de to forsøg hvor jeg ikke fik akupunktur. Det har rykket så meget ved min "tro", at jeg er helt sikker på, at mit næste forsøg skal understøttes af akupunktur.

Men er det min frygt, der gør at jeg ønsker akupunktur, eller er det troen? Troen på at det rent faktisk virker, eller frygten for at jeg (måske) går glip af en positiv påvirkning - og hvis jeg alligevel ikke tror på at det virker, så kan det jo heller ikke skade.... Måske er det håbet? At jeg efterhånden griber fat i hvert lille halmstrå af håb - alt hvad der (måske) kan forbedre mine chancer for at blive gravid?

Nå, men for at komme tilbage til tarotkortene, så trak jeg et kort, men valgte at jeg ikke ville have det tydet. Jeg blev lige pludselig bange for, at tarot damen kunne se, hvad det er jeg kæmper med, og at hun ville spørge ind til det. I perioder og i visse situationer er jeg et stort tudefjæs, hvis der er nogen der stiller de forkerte spørgsmål. Og lige i dag var jeg ikke helt på toppen. Jeg troede kun der ville være voksne, men til min skræk (ja, hvad skal jeg ellers kalde det) var der den dejligste lille baby med. Min søster - der ikke ved vi kæmper med infertilitet - gav den lille baby en del opmærksomhed, noget der skærer i mit hjerte. Jeg vil jo så gerne give hende en nevø eller niece, hun kan give al den kærlige opmærksomhed. Så nej, der var ikke nogen der skulle stille dumme spørgsmål til mig, min infertilitet eller livet i det hele taget.

Nu sidder jeg og overvejer, om jeg skal ringe til tarot damen, for at høre om hun lige gider bruge 2 minutter, på at forklare det kort jeg trak.

Måske i håbet om at hun vil fortælle, at jeg selvfølgelig bliver gravid, at kortene viser at denne behandling bliver min sidste. Det er vel det alternative behandlere bliver rige på - at fortælle kunderne lige præcis hvad de ønsker at høre.

Men jeg tror jo ikke, så måske jeg bare skal glemme det, komme videre og lade naturen gå sin gang. Tarot damen har jo ingen magiske evner og kan under ingen omstændigheder ændre fremtiden - eller kan hun? Gad vide hvor desperationen har sin grænse?

Virkelig ingen pandekager??

Så er scanningen vel overstået. Og han slog endnu engang fast, at han mente jeg har PCO. Han nævnte det også sidste gang jeg var på besøg, så de sidste 2 uger har jeg prøvet at leve efter den nye pyramide.

Det er rart at spise en masse grøntsager, men at skippe hvidt brød, kartofler og ris er lidt af en udfordring. Alle de søforklaringer jeg skal ud i, når jeg er sammen med andre - nej jeg kan ikke så godt lide pandekager, nej jeg har ikke lyst til kage i dag, ellers tak jeg har spist morgenmad hjemmefra. "Normale" mennesker ville kunne sige de var på slankekur, men hvis jeg begynder at påstå det, så tror folk bare jeg har fået en spiseforstyrrelse. Udfordringen er at vedligeholde den vægt jeg har fået opbygget i løbet af det sidste 1½ år (er endelig kommet op på en BMI på 20,59 og er dermed normalvægtig - meeen det er stadig lige på grænsen) når man skal på en diæt, der normalt bruges for at tabe vægt..... For en undervægtig har ikke helt så nemt ved at blive gravid som en normalvægtig.

Og alle de mystiske overvejelser, man kan komme ind i - er det så godt at spise flæskesvær? Er det bedre at spise majschips end normale chips? Er det ok at drikke sodavand med sødemidler? Er rugfras det samme som rugbrød - og dermed noget jeg skal spise meget af? Og hvad med saltede peanuts - det er jo nødder!

Og motion skal der også til. Cyklen er blevet luftet - og knoglerne skriger efter et blødere sæde. Og så har jeg købt MBT sko - de har en mystisk rundet sål, som skulle gøre, at man bruger kroppen mere aktivt og sundere når man går.

http://www.swissmasai.dk/

Prisen var 1800 - så det skal f*me virke.

Så hermed et løfte: Indtil opregulering (når æggene begynder at blive dannet) vil jeg leve 75% efter reglerne og når jeg er i gang med regulering skal det op på 90%. Og så har det bare at give pote i form af bedre og flere æg!

Hvorfor vil i adoptere?

Så er det i morgen, vi skal til første scanning på Trianglen. Det jeg glæder mig mest til at høre, er om endometriosen måske kan give en forklaring på den manglende fertilitet.

Og så er adoptionspapirerne endelig sendt afsted. De blev printet i januar, vi kom først til lægen i slutningen af juni, og så kom de altså med posten i mandags. Det er underligt at begynde på en proces, som man i det store hele håber bliver unødvendig, men på den anden side, så kan ventelisterne til et barn få sveden frem på min pande - på trods af min unge alder. Og så er det jo typisk at en dåbsattest forsvinder når man endelig skal bruge den - heldigvis kan man bestille en ny, men det er jo heller ikke noget der får processen til at gå hurtigere....

Jeg har altid vidst at jeg ville adoptere, hvis jeg ikke selv kunne få børn, men at processen skal være så lang og besværlig, forstår jeg ikke. Jeg tror vi har fremsendt ca. 20 sider om vores helbred, økonomiske situation og hvorfor vi vil adoptere. Hvorfor i alverden skal man begrunde ønsket om adoption? Skulle man da skrive, at man ønsker at adoptere en baby, fordi man gerne vil have en der kan slå græsset og gøre rent om 12 år?? Jeg tror vi endte med at skrive noget lamt i stil af - da vi ønsker at få et barn, og ønsket ikke ser ud til at kunne blive opfyldt af den "naturlige vej". Altså helt ærligt hvad skal man skrive....

Nå - men det bliver jo slet ikke nødvendigt, for jeg er jo gravid om et par måneder - ik'!?!?

Historien....

Et godt sted at starte, er vel at introducere til min behandlingshistorik.

Jeg mødte min dejlige mand i slutningen af 1999 og efter 6 år sammen besluttede vi, at det var tid til at stifte familie. Dette var i slutningen af 2005.

Ambitiøs og struktureret som jeg er begyndte jeg ret hurtigt at tage min temperatur dagligt for at kunne holde øje med min cyklus - og desperationen blev større for hver måned der gik uden en positiv test.

Oktober 2006 fik vi at vide, at vi aldrig selv ville kunne blive forældre.

Min verden brast sammen - bogstavligt talt. Når det eneste man med sikkerhed har vidst, at man skulle nå i sit liv, ligepludselig er en umulighed, så virker alting ligegyldigt.

Efter 8 laaange måneders ventetid blev det vores tur til behandling. Mine æggeledere var lukkede, så den eneste mulighed var IVF (reagensglasbehandling). Vores forventninger var store - ca. 45% står med en positiv test efter første forsøg, så det kunne da kun gå godt! (nå ja, det er jo så langt fra alle graviditetstests der ender med en baby, men alligevel) Jeg lærte at stikke i mig selv (fingrene væk min kære mand - det går meget nemmere, når man kan styre det selv), overlevede hormonernes rasen og en ekstrem smertefuld ægudtagning.

Vi fik et ordentligt slag i baghovedet, da der ikke var et eneste befrugtet æg til ægoplægning.

De næste 3 behandlingsrunder har været ICSI (reagensglasbehandling hvor man hjælper sædcellerne helt ind i ægget). Dette har bestemt hjulpet på antallet af befrugtede æg, men vi er stadig barnløse - og maven er bestemt ikke igang med at vokse.

Nu er vi på vej i det private behandlingssystem, der anbefalede at vi først og fremmest startede med at sende mig igennem en kikkertundersøgelse af underlivet, med henblik på at fjerne eventuelle defekte æggeledere. Hvis æggelederne er væskefyldte kan de være med til at ødelægge chancen for graviditet. Dette måtte jo være forklaringen på min manglende fertilitet.

Undersøgelsern er nu overstået, og resultatet var overraskende nok, at der rent faktisk er passage i mine æggeledere, selvom de i en tidligere undersøgelse ikke kunne finde passage. Jeg ved ikke om dette er en positiv ting, da det reelt betyder, at de ikke ved, hvorfor jeg ikke er blevet gravid endnu. De fjernede noget endometriose (det væv der kun bør eksistere i livmoderen, sidder også andre steder i underlivet) og en del arvæv fra en tidligere sprængt blindtarm.

Den søde læge i det private udtalte, at hvis en så ung og sund kvinde ikke blev gravid, så var det lægernes fejl. Det vælger jeg at støtte mig opad! Så håber jeg bare, at han er en bedre læge end dem jeg er stødt på i det offentlige. Det eneste der bekymrer mig, er at de offenlige læger faktisk virkede meget kompetente.

Nu venter jeg så på at starte en ny behandlingsrunde op - denne gang i det private. Første scanning er d. 1. august.

Første tanke

Gad vide om dette er noget for mig?

Tankerne er der nok af, spørgsmålet er nærmere om jeg kan finde ud af at få dem ned på papir.

Inspirationen kommer fra andre fantastiske bloggere - og et stigende behov for at nedfælde mine tanker - uden at manden altid skal lægge øre til.

Emnet bliver med tiden forhåbentlig en graviditet. En graviditet der lige nu har været næsten 3 år undervejs, og stadig lader vente på sig.