Et helt års færre bekymringer

Igår fyldte jeg år. Hele 31 styk.

Vi benyttede lejligheden til at få Eva passet hos mormor - første pasning uden for husets fire vægge - og hun opførte sig eksemplarisk.

I mellemtiden var vi på cafe og i biffen. Hvilken luksus!

For et år siden så virkeligheden helt anderledes ud. Lægen fandt på min fødselsdag en "tumor" i mit underliv (som heldigvis viste sig at være ufarlig), og et par dage efter sagde jeg farvel til mit job.

Maven blev rent faktisk til en baby, selvom jeg ikke var spor overbevist om det vidunderlige faktum mens jeg var gravid. Og idag er jeg fuldtidsmor til den dejligste lille pige der kan sidde, stå, skubbe sig baglæns og "kravle" i cirkler. Hun ææælsker at læse bøger og reklamer og så er der noget meget fascinerende ved knapper af alle slags.

Jobsituationen er jeg ikke helt afklaret med. Jeg har nydt at være hjemmegående, og kan ikke forestille mig at jeg skal arbejde fuld tid, hente, bringe, købe ind, lave mad osv. osv. samtidig med at jeg skal have overskud til at give min skønne trold kærlighed, kærlighed og en hel masse kærlighed. Jeg ved at manden jo selvfølgelig klarer halvdelen, men alligevel. Jeg er nok ikke parat til arbejdsmarkedet endnu, men Eva er selvfølgelig heller ikke særlig gammel endnu, så det må altså lige vente....

Faktisk føler jeg mig ikke ældre end sidste år - nok snarere et helt år lettere!

En lego pige

Tja der sker vist ikke så meget her i øjeblikket..... altså på bloggen....

Men det går godt. Rigtig godt.

Vi tror Eva bliver en lille Lego pige :o) Alt bliver vendt og drejet i de små hænder. Og så iagttager hun verden med store øjne.

Hun bliver så opslugt af at opleve, at der ikke er plads til meget andet i hendes hjerne - en dag gik hun 10 timer uden mad og kun med 2 meget korte lure - alt sammen fordi jeg havde taget hende med på strøget og på cafe. Hun lå lige så stille og kiggede i barnevognen, og når hun blev lidt utilfreds, så stoppede det, så snart jeg tog hende op. Vi kom hjem om eftermiddagen og her ville hun endelig tage en flaske. Hun faldt vist i søvn omkring kl. 17.00 og sov til næste morgen kl. 7.00 (kun afbrudt af en enkelt flaske kl. 23.00). Så hun var vist lidt træt.... :o)

I dagene herhjemme hvor hun kun skal forholde sig til mig, manden og katten der vågner hun omkring kl. 7.00 tager 3 til 4 lure og går i seng mellem 19.30 og 21.00. Kl. 23.00 vækker vi hende til en flaske vælling og så sover hun til næste morgen. Alt i alt er hun kun vågen 6-8 timer på en normal dag herhjemme.

Jeg har kastet mig over hobbyprojekter, for jeg gider altså ikke bruge alle de timer hvor hun sover på at rydde op/gøre rent/lave mad/se dr. Phil etc. Så i stedet strikker jeg en lille bolero (hvilken pige kan leve uden en bolero?) jeg strikker en bold, jeg har købt stof til en kørepose, jeg er igang med at sætte vores video sammen til en lille film og billederne fra mit nyligt indkøbte spejlrefleks bliver sorteret, redigeret og gemt i fine mapper på computeren, serveren og en ekstern harddisk (min mand er lidt en teknik-nørd...).

Èn ting er at man ønsker en nem baby - meeen vi havde nok ikke regnet med at hun ville blive så nem 5 måneder gammel..... Så vi tror hun bliver sådan en lille pige, der kan sidde med sine legoklodser i timevis (det er vist ligesom faderen, da han var lille...).

Store dage

Vi har haft et par meget store dage.

Igår fandt hun sine fødder. Siden har hun brugt uendelig meget tid på at fange dem med sine små hænder.

Idag har hun rullet 3 gange fra ryggen til maven - helt uden hjælp! Problemet er blot at hun endnu ikke har lært at rulle fra maven til ryggen, så jeg kan lige forestille mig jeg får travlt med at rulle hende retur.... for så sjovt synes hun altså heller ikke det er at ligge på maven.

Det går så hurtigt!

At køre bil....

Jeg føler mig så evig heldig. At hun er vores. At vi er hendes.

Men det er stadig ikke sådan helt til at forstå.... Jeg tager mig selv i at lukke hendes vindue så der ikke er nogen der løber med hende. Tager mig selv i at tænke at det er for godt til at være sandt. For hvem havde forestillet sig at drømmene og håbet skulle blive til virkelighed - og så ovenikøbet med sådan en dejlig lille krabat.

Hun er nem. Sover næsten altid når man lægger hende til at sove. Er rigtig god til at underholde sig selv. Og så smiler hun så dejligt mange gange om dagen.

Idag havde hun hovedet i fodenden da jeg kunne høre hun var vågnet fra sin lur. Så hun bliver også mere og mere mobil. Det er så skønt at se hvordan hun bryder koden til alt muligt. Hun bliver så stor.... hvor går det bare hurtigt!

Træning med et tvist....

Hvad kigger du dog på lille Eva?

Fjernsynet selvfølgelig!

Er det et problem eller hva'?

Første mærkedag

Igår var troldens første årsdag.... Det var præcis et år siden jeg fik taget æg ud og mandens bidrag blev tvunget ind i det æg, der skulle ende med at blive til lille Eva. Imorgen er det så et år siden vi så Eva for første gang - i form af fire fine celler.

Tænk hvad et par celler kan udvikle sig til på et år!

Eva

Hermed som ønsket - ønske :o)

Forventninger

Når man nærmer sig tiden hvor man skal være mor, så følger der naturligt nok en masse forventninger med.

Mine forventninger til fødslen blev ikke umiddelbart indfriet. Jeg havde forventet en epidural, men måtte klare mig uden. Men smerterne var som forventet - eller rettere - de stemte godt overens med min forventning om, at jeg ikke ville kunne forestille mig hvor voldsomt det var. Specielt pressefasen var meget mere intens end jeg havde forestillet mig.

Fødslen fyldte meget i min bevidsthed til at starte med. Jeg kunne ikke lægge mig til at sove uden at oplevelsen blev ved med at dukke op. Men nu er den kommet lidt på afstand, og jeg er faktisk stolt af at jeg - lille jeg - kom igennem på den anden side. At jeg ved egen kraft fik skubbet en baby ud. Jeg tror stadig ikke helt på, at det rent faktisk var det der skete - men beviset ligger lige nu og sover i stuen.

Det undrer mig faktisk en smule, at mit minde om fødslen allerede nu er blevet forvrænget. Jeg har et billede af pausen mellem de to sidste presseveer som værende smertefri. Ikke at det kan være helt sandt, for på det tidspunkt var jeg selv vidne til, at jeg havde hendes hoved ude af mig, mens resten af kroppen var inde i mig. Så helt uden smerter var det nok ikke.

Amningen er lige så smertefuld som jeg havde forventet. De første 30 sekunder skal jeg virkelig koncentrere mig, for ikke at klemme hendes små hænder eller hendes hoved. Derefter går smerten over, men ligefrem behageligt bliver det aldrig.

Faderen overgår mine forventninger. Det er så skønt at høre ham snakke, pludre, grine sammen med hende. Der går ikke en dag, uden at han mange gange kommenterer hvor dejlig hun er. Han er vist noget nær nyforelsket i vores skønne datter. Selv når hun stikker i vræl, så griner han og småsnakker beroligende til hende. Kun når hun er utrøstelig bliver han en smule utålmodig, men så er det jo godt at man er to til at skiftes. Jeg har desuden fået en barselsgave (gad vide hvor han har hørt om barselsgaver fra?) - en fin solitaire ring.

Den første tid er lige så hård som forventet, og jeg ved slet ikke hvad jeg ville gøre uden en mand der støtter mig 100%.

Forventningen til moderskabet er egentlig også som forventet. Hårdt arbejde. Men hun er altså verdens smukkeste og dejligste baby! Jeg havde faktisk ikke forventet at hun ville være så smuk. Men hormoner og det faktum at hun er vores, kan måske være med til at pynte lidt på sandheden....

Idag er hun 14 dage, og det blev samtidig dagen hvor jeg for første gang lavede mad til min mand, og købte ind i den lokale købmand - uden Eva.

Kært barn - mange navne

Sugemallen, guldklumpen, skrigeballonen - jeps navne har Eva nok af.

Vi har haft en lidt hård start (men hvem har ikke det??). Vi blev udskrevet med en amning der gik rigtig godt. Hun fik ros for sutteteknik og moderen fik ros for at lægge hende rigtigt til brystet, men der gik ikke længe før hun fik suttet hul på begge brystvorter. Derefter valgte hun at øge sit bryst-brug til 15-17 gange i døgnet. Lidt i overkanten var vi nogle der synes..... Det er begrænset hvor meget søvn man får med sådan en lille sugemalle, og brysterne blev ikke mindre ømme. Men hospitalet havde sagt at babyer til at starte med skal have fri adgang til bryst når de melder sig - og der var ingen tvivl om at brystet var noget hun kunne li'. Efter en snak med sundhedsplejersken har vi dog fået lov til at "holde hende hen" så vi skulle nærme os 3 timer mellem hver amning. Der er indkøbt sut, og vi har efterhånden fundet et par metoder der får hende til at falde til ro (jo mere uroligt man bevæger hende - jo bedre).

Og tænk engang, lige nu har jeg kun ammet 3 gange siden midnat!!! For et par dage siden ville jeg allerede være over de 10 amninger. Så det var ren lykke hos moderen her til morgen. Jeg tror måske der er overskud til den første shoppetur med barnevognen :o)

Og så er der det med tudeture. Jeg tror jeg har grædt et par gange af ren udmattelse. Men mest af alt så triller tårerne over det faktum at hun er vores. At det endelig lykkedes. At vi rent faktisk har fået et barn. Vores barn. Men billedet af Eva på armen af lægen der løber ud af fødestuen. Med Evas store mørke øjne rettet mod mig, det får også tårerne til at trille.

Den første tid er ren overlevelse - men tænk hvor er vi heldige.