Så er det i morgen, vi skal til første scanning på Trianglen. Det jeg glæder mig mest til at høre, er om endometriosen måske kan give en forklaring på den manglende fertilitet.
Og så er adoptionspapirerne endelig sendt afsted. De blev printet i januar, vi kom først til lægen i slutningen af juni, og så kom de altså med posten i mandags. Det er underligt at begynde på en proces, som man i det store hele håber bliver unødvendig, men på den anden side, så kan ventelisterne til et barn få sveden frem på min pande - på trods af min unge alder. Og så er det jo typisk at en dåbsattest forsvinder når man endelig skal bruge den - heldigvis kan man bestille en ny, men det er jo heller ikke noget der får processen til at gå hurtigere....
Jeg har altid vidst at jeg ville adoptere, hvis jeg ikke selv kunne få børn, men at processen skal være så lang og besværlig, forstår jeg ikke. Jeg tror vi har fremsendt ca. 20 sider om vores helbred, økonomiske situation og hvorfor vi vil adoptere. Hvorfor i alverden skal man begrunde ønsket om adoption? Skulle man da skrive, at man ønsker at adoptere en baby, fordi man gerne vil have en der kan slå græsset og gøre rent om 12 år?? Jeg tror vi endte med at skrive noget lamt i stil af - da vi ønsker at få et barn, og ønsket ikke ser ud til at kunne blive opfyldt af den "naturlige vej". Altså helt ærligt hvad skal man skrive....
Nå - men det bliver jo slet ikke nødvendigt, for jeg er jo gravid om et par måneder - ik'!?!?
torsdag den 31. juli 2008
tirsdag den 22. juli 2008
Historien....
Et godt sted at starte, er vel at introducere til min behandlingshistorik.
Jeg mødte min dejlige mand i slutningen af 1999 og efter 6 år sammen besluttede vi, at det var tid til at stifte familie. Dette var i slutningen af 2005.
Ambitiøs og struktureret som jeg er begyndte jeg ret hurtigt at tage min temperatur dagligt for at kunne holde øje med min cyklus - og desperationen blev større for hver måned der gik uden en positiv test.
Oktober 2006 fik vi at vide, at vi aldrig selv ville kunne blive forældre.
Min verden brast sammen - bogstavligt talt. Når det eneste man med sikkerhed har vidst, at man skulle nå i sit liv, ligepludselig er en umulighed, så virker alting ligegyldigt.
Efter 8 laaange måneders ventetid blev det vores tur til behandling. Mine æggeledere var lukkede, så den eneste mulighed var IVF (reagensglasbehandling). Vores forventninger var store - ca. 45% står med en positiv test efter første forsøg, så det kunne da kun gå godt! (nå ja, det er jo så langt fra alle graviditetstests der ender med en baby, men alligevel) Jeg lærte at stikke i mig selv (fingrene væk min kære mand - det går meget nemmere, når man kan styre det selv), overlevede hormonernes rasen og en ekstrem smertefuld ægudtagning.
Vi fik et ordentligt slag i baghovedet, da der ikke var et eneste befrugtet æg til ægoplægning.
De næste 3 behandlingsrunder har været ICSI (reagensglasbehandling hvor man hjælper sædcellerne helt ind i ægget). Dette har bestemt hjulpet på antallet af befrugtede æg, men vi er stadig barnløse - og maven er bestemt ikke igang med at vokse.
Nu er vi på vej i det private behandlingssystem, der anbefalede at vi først og fremmest startede med at sende mig igennem en kikkertundersøgelse af underlivet, med henblik på at fjerne eventuelle defekte æggeledere. Hvis æggelederne er væskefyldte kan de være med til at ødelægge chancen for graviditet. Dette måtte jo være forklaringen på min manglende fertilitet.
Undersøgelsern er nu overstået, og resultatet var overraskende nok, at der rent faktisk er passage i mine æggeledere, selvom de i en tidligere undersøgelse ikke kunne finde passage. Jeg ved ikke om dette er en positiv ting, da det reelt betyder, at de ikke ved, hvorfor jeg ikke er blevet gravid endnu. De fjernede noget endometriose (det væv der kun bør eksistere i livmoderen, sidder også andre steder i underlivet) og en del arvæv fra en tidligere sprængt blindtarm.
Den søde læge i det private udtalte, at hvis en så ung og sund kvinde ikke blev gravid, så var det lægernes fejl. Det vælger jeg at støtte mig opad! Så håber jeg bare, at han er en bedre læge end dem jeg er stødt på i det offentlige. Det eneste der bekymrer mig, er at de offenlige læger faktisk virkede meget kompetente.
Nu venter jeg så på at starte en ny behandlingsrunde op - denne gang i det private. Første scanning er d. 1. august.
Jeg mødte min dejlige mand i slutningen af 1999 og efter 6 år sammen besluttede vi, at det var tid til at stifte familie. Dette var i slutningen af 2005.
Ambitiøs og struktureret som jeg er begyndte jeg ret hurtigt at tage min temperatur dagligt for at kunne holde øje med min cyklus - og desperationen blev større for hver måned der gik uden en positiv test.
Oktober 2006 fik vi at vide, at vi aldrig selv ville kunne blive forældre.
Min verden brast sammen - bogstavligt talt. Når det eneste man med sikkerhed har vidst, at man skulle nå i sit liv, ligepludselig er en umulighed, så virker alting ligegyldigt.
Efter 8 laaange måneders ventetid blev det vores tur til behandling. Mine æggeledere var lukkede, så den eneste mulighed var IVF (reagensglasbehandling). Vores forventninger var store - ca. 45% står med en positiv test efter første forsøg, så det kunne da kun gå godt! (nå ja, det er jo så langt fra alle graviditetstests der ender med en baby, men alligevel) Jeg lærte at stikke i mig selv (fingrene væk min kære mand - det går meget nemmere, når man kan styre det selv), overlevede hormonernes rasen og en ekstrem smertefuld ægudtagning.
Vi fik et ordentligt slag i baghovedet, da der ikke var et eneste befrugtet æg til ægoplægning.
De næste 3 behandlingsrunder har været ICSI (reagensglasbehandling hvor man hjælper sædcellerne helt ind i ægget). Dette har bestemt hjulpet på antallet af befrugtede æg, men vi er stadig barnløse - og maven er bestemt ikke igang med at vokse.
Nu er vi på vej i det private behandlingssystem, der anbefalede at vi først og fremmest startede med at sende mig igennem en kikkertundersøgelse af underlivet, med henblik på at fjerne eventuelle defekte æggeledere. Hvis æggelederne er væskefyldte kan de være med til at ødelægge chancen for graviditet. Dette måtte jo være forklaringen på min manglende fertilitet.
Undersøgelsern er nu overstået, og resultatet var overraskende nok, at der rent faktisk er passage i mine æggeledere, selvom de i en tidligere undersøgelse ikke kunne finde passage. Jeg ved ikke om dette er en positiv ting, da det reelt betyder, at de ikke ved, hvorfor jeg ikke er blevet gravid endnu. De fjernede noget endometriose (det væv der kun bør eksistere i livmoderen, sidder også andre steder i underlivet) og en del arvæv fra en tidligere sprængt blindtarm.
Den søde læge i det private udtalte, at hvis en så ung og sund kvinde ikke blev gravid, så var det lægernes fejl. Det vælger jeg at støtte mig opad! Så håber jeg bare, at han er en bedre læge end dem jeg er stødt på i det offentlige. Det eneste der bekymrer mig, er at de offenlige læger faktisk virkede meget kompetente.
Nu venter jeg så på at starte en ny behandlingsrunde op - denne gang i det private. Første scanning er d. 1. august.
onsdag den 16. juli 2008
Første tanke
Gad vide om dette er noget for mig?
Tankerne er der nok af, spørgsmålet er nærmere om jeg kan finde ud af at få dem ned på papir.
Inspirationen kommer fra andre fantastiske bloggere - og et stigende behov for at nedfælde mine tanker - uden at manden altid skal lægge øre til.
Emnet bliver med tiden forhåbentlig en graviditet. En graviditet der lige nu har været næsten 3 år undervejs, og stadig lader vente på sig.
Tankerne er der nok af, spørgsmålet er nærmere om jeg kan finde ud af at få dem ned på papir.
Inspirationen kommer fra andre fantastiske bloggere - og et stigende behov for at nedfælde mine tanker - uden at manden altid skal lægge øre til.
Emnet bliver med tiden forhåbentlig en graviditet. En graviditet der lige nu har været næsten 3 år undervejs, og stadig lader vente på sig.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
