Første indsprøjtning i behandling nr. 6....

Så er det om en times tid jeg skal igang med stikkeriet - igen, igen, igen, igen, igen og igen.

Jeg har vist nok fået ny læge og han er bestemt ikke enig i at depotsprøjten er en god ting (vores sidste er gået ned i tid, så har ikke tid til så mange patienter). Så nu er det daglige indsprøjtninger indtil opregulering (nå ja - der er det jo så også daglige indsprøjtninger...).

Der blev desuden taget en blodprøve efter sidste besøg, og nu undrer han sig over at mit progesteron niveau stort set er det samme i alle de blodprøver han har adgang til, så nu skal jeg have endnu en blodprøve, når jeg har været igang med nedregulering et stykke tid. Hvis progesteron niveauet ikke falder, så kan det være med til at skade æggene.

Utrolig så mange teorier de har - men det er rart, at de tager aktivt stilling til min situation - det er mere end hvad man kan sige om behandlingerne i det offentlige. Her følte jeg til sidst, at jeg bare røg på den "normale" behandling, uden at de kiggede på mig som individ.

Om ikke andet, så er vi nu startet på vores sjette og næstsidste forsøg! Kryds hvad krydses kan :o)

Scanninger overstået - i denne omgang

Nu har jeg efterhånden været til en del scanninger, for at følge ægblærernes udvikling. Og det viser sig, at jeg er langsom til at udvikle æggene, men at de har den samme størrelse, når der er ægløsning som hos de fleste andre. Så der forsvandt endnu en mulig forklaring på den manglende graviditet.

Det positive er, at jeg får lov til at påbegynde nedregulering på fredag :o) - så kører vi sgi igen!

Livet!

Livet er nu ikke så skidt endda. Er lige kommet fra arbejde, og har haft en noget nær fantastisk dag. Et projekt jeg har arbejdet med længe er endelig sat i søen og kører nu sit eget løb frem til februar, hvor jeg skal involvere mig i det igen. Det er skønt at sidde med en række mennesker og vide, at uden mig, og uden min ide var dette aldrig blevet til noget - og jeg tror rent faktisk, at det ender med at blive en stor succes.

Som jeg sidder her, så har jeg svært ved at forholde mig til, at jeg i perioder har haft det så sort, at jeg absolut intet positivt har haft i mine tanker om aftenen, når jeg prøvede at sove. At der simpelthen ikke var noget i mit liv, jeg kunne få øje på, der var den mindste smule positivt. Og det selvom min fantastiske mand har ligget lige ved siden af mig.

I et af mine sorte øjeblikke har jeg udtalt, at jeg, hvis der blev tale om worst-case-scenario (ingen graviditet og afvist til adoption) ville begå selvmord. Det mener jeg jo selvfølgelig ikke - og mente det heller ikke, da jeg sagde det. Jeg valgte selvfølgelig den helt forkerte måde at formulere mig på (hvilket skræmte min mand en smule), men tanken bag er stadig den samme. Nemlig:
Hvis jeg ikke får mulighed for at blive mor, så skal jeg til at redefinere mig selv, mine drømme og mine håb om fremtiden. En del af mig vil dø - det er jeg slet ikke i tvivl om. En psykolog vil blive et nødvendigt indslag, for en sådan dybdegående redefinition vil jeg ikke selv kunne håndtere.

At det er et så grundlæggende behov for mig, skræmmer mig dybt. For jeg ved helt ærligt ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, hvis ikke jeg bliver mor. Det er en følelse af at enten lykkes det her - eller også så forsvinder ideen om mit fremtidige liv i et stort sort hul.

Jeg ved, at jeg vil være i stand til at komme igennem krisen, og at det sorte hul med tiden vil blive lyst - og at jeg vil kunne få nye mål og nye drømme. Men jeg aner ikke hvad disse skulle være.

Men idag ved jeg, at jeg vil finde lyset på den anden side - selvom det stadig er et meget skræmmende fremtidsbillede. Men jeg er sikker, for jeg har jo min dejlige mand og livet!

Livet fortsætter åbenbart

Beklager den larmende tavshed på bloggen, men jeg har prøvet at tænke på alt muligt andet.

Har været til en fantastisk julefrokost med en masse dejlige mennesker. Jeg drak - ikke så jeg blev meget fuld, men jeg kunne da mærke effekten (også dagen efter :o) ) og fik danset en masse! Jeg havde vist brug for at mærke livet igen.

Ja - livet går åbenbart videre, også selvom det ikke altid føles sådan.

Jeg påbegynder mine daglige scanninger på lørdag, og så må vi se hvor store ægblærerne når at blive før ægløsning. Håber ved gud at dette kan give en form for forklaring på den stadig udeblevne graviditet.

I øjeblikket græder jeg kun når jeg hører sørgelige sange i radioen. Men den snarlige behandling begynder at sætte sine spor - tankerne kredser alt for meget omkring vores manglende baby.

Ja - jeg er åbenbart ikke den eneste....

Jeg fandt nedenstående på hjemmesiden http://www.fertilitetsselskab.dk/ - lettere deprimerende læsning synes jeg.


Psykosociale konsekvenser af infertilitet og behandling
Belastninger
For mange par er infertilitet og behandlingen herfor psykosocialt belastende for det enkelte individ, for parforholdet og for relationer til familie, venner og kolleger. Infertilitet er ofte centralt i forhold til identitet, og infertile kan opleve en forringelse af kønsidentiteten. At være infertil medfører et tab af forestillinger om, hvordan eget liv vil forme sig og et tab af kontrol. Mange infertile oplever gentagne eksistentielle kriser, hvor man bliver i tvivl om meningen med livet. Endvidere oplever infertile ofte en uønsket udelukkelse fra forskellige sociale sammenhænge. Kvinder i infertile forhold rapporterer sammenlignet med deres partnere et lavere niveau af selvværd, et højere niveau af depressive symptomer og anxiety og et lavere niveau af tilfredshed med livet 3 (evidensgrad 3).

Styrkelse af parforholdet
Samtidig med at infertilitet er en psykosocial belastning finder flere infertile, at infertiliteten også styrker deres parforhold og bringer dem nærmere sammen 4,5 (evidensgrad 3).

Sexuelt samliv
Par i fertilitetsbehandling rapporterer ofte, at deres sexuelle samliv er forringet både under behandlingsforløbet, men også efter afslutningen af behandling 3,6 (evidensgrad 3). Et longitudinelt kohorte studie 7 blandt par i IVF/ICSI behandling viste, at kvinders utilfredshed med det sexuelle samliv var stigende uanset resultatet af behandling. For mænd steg utilfredsheden med det sexuelle samliv kun i den gruppe, hvor parret havde opnået graviditet (evidensgrad 2a).

Forløb efter ikke-succesfuld behandling
Blandt kvinder, der ikke opnåede graviditet efter IVF-behandling, er fundet forhøjet anxiety og depressive symptomer 6 mdr. efter sidste behandlingscyklus 8,9 (evidensgrad 2a). Blandt mænd, der var partner til en ikke-gravid kvinde, er fundet forhøjet niveau af depressive symptomer og lavere grad af tilfredshed med parforholdet 8 .

I andre studier, hvor der var forløbet længere tid siden fertilitetsbehandlingen var afsluttet, vurderede deltagerne deres parforhold som stabile og gode 6,10 (evidensgrad 2a). Fortsat barnløse kvinder i tidligere fertilitetsbehandling adskilte sig ikke signifikant fra de kvinder, der var blevet mødre, med hensyn til psykisk velbefindende 6 .

Konklusion
De psykosociale belastninger efter infertilitet blandt par, der har søgt fertilitetsbehandling, er veldokumenterede. Longitudinelle studier tyder på, at der fortsat er belastninger også 6 mdr. efter behandlingsophør, mens det ved undersøgelser længere tid efter behandlingsophør tyder på at de psykosociale belastninger er aftaget. Viden om det længerevarende forløb efter fertilitetsbehandling er fortsat sparsom. Endelig er det dokumenteret, at infertile par samtidig med belastningerne også kan opleve positive effekter af infertiliteten.

Hvem er Fru Larsen?

Nu fik jeg endelig downloaded de sidste billeder fra kameraet - og så er det vist på tide, at jeg introducerer til mit alias "Fru Larsen" på min blog.

Fru Larsen er resultatet af en måned, der på mange måder har ændret hvem vi er i dag.

Oktober 2006 bød på 2 begravelser af mennesker der var alt for unge til at dø, aflivelsen af vores elskede gamle kat, nyheden om at min fætter var dødeligt syg af kræft - og sidst men ikke mindst nyheden om, at vi aldrig selv ville kunne blive forældre.

November 2006 tog vi beslutningen om, at det var på tide at bringe lidt glæde ind i vores liv (hvis livet ikke selv ville bevæge sig i en lykkelig retning, så måtte vi jo gøre vores bedste for at påvirke det). Vi kørte til et dyreinternat og kom hjem med 2 katte.

Vores dejlige hunkat Fru Larsen holder os ved selskab, og spinder ved den mindste berøring.

Anders (kat nr. 2) valgte desværre at forcere en vej med 4 spor hvor bilerne kører 80 km/t, hvilket han slap knap så godt fra - så han er ikke med os længere.

Men Fru Larsen er blevet vores erstatningsbaby - og hun finder sig heldigvis i det - helt uden det mindste brok.

På en måde minder hun mig om, hvor længe vi har ventet på en baby, men på den anden side, så er hun en stor glæde i vores hverdag, og jeg ved slet ikke, hvordan jeg var kommet igennem forløbet uden selskab af en kat, der så tydeligt viser, at hun er glad for at være her.

Vi forkæler hende alt hvad vi kan - nus, nus og atter nus - og da katten ELSKER mad, er min mand fortaler for mad, mad og atter mad til den lille mis - og det kan så også ses på kattens sideben :o)

Så kunne kroppen alligevel!

Så kom det helt af sig selv :o)

Jeg har nu 1. cyklusdag og mangler bare at ringe til klinikken i morgen og aflyse min tid - samtidig med at jeg skal have afklaret hvornår de vil begynde på at scanne mig dagligt for at følge med i ægudviklingen - jibiii di jææææ

Er egentlig glad for at kroppen selv gik i gang, så jeg slap for flere hormoner end højst nødvendigt.