Hos egen læge

Så var vi hos egen læge i går. Hun følte lidt på livmoderen og sagde det så rigtig fint ud, og så fik vi vores vandrejournal startet op.

Og så var det hun spurgte ind til mine celleforandringer i livmoderhalsen. Altså dem jeg fik et keglesnit for tilbage i 2007. Dengang blev jeg jo "frikendt" efter mit keglesnit, og gynækologen sagde, at jeg så røg tilbage i det normale system.

Men efter lægens udsagn er jeg røget ud af systemet, og jeg skulle have været til kontrol efter 1 år - og at jeg som patient jo selv skulle tage ansvar. Øhh bøhhh - når man får at vide, man bare skal gå hjem og vente på at blive indkaldt - gør man så ikke det? Jeg fik at vide jeg nu var helt normal, og at jeg ikke behøvede bekymre mig længere. Derudover bliver man jo "normalt" indkaldt hvert 3. år, og jeg har derfor ikke skænket det en tanke at jeg skulle hive fat i min egen læge, for der er jo kun gået to år.... Nu er det for sent. Man kan ikke tage celleprøver, når jeg er gravid - og de rør ikke ved min livmoderhals, hvis der er risiko for fosteret!!!

Men det fik en masse dumme tanker til at banke på. Og med lægens "du skal jo selv tage ansvar" fik hun det næsten til at lyde som om, at det da var min egen skyld, hvis der er noget, der ikke er blevet fanget.

Hmm kan ikke lide hende. Den anden (hendes mand) er meget bedre til at forklare og være åben overfor de ting man siger. Madammen kan ikke engang lave en undersøgelse af underlivet uden at det gør ondt. Og nu har jeg altså prøvet et par læger efterhånden - og hun vinder ingen medaljer - Er gal idag! Skal huske at bede om manden næste gang. Gider ikke hende igen.

2008 var slet ikke så skidt endda

Så kom vi ind i endnu et nyt år. Og så var det at jeg kom til at tænke på, at 2008 ikke har været så skidt endda - men som manden tørt kommenterede, så mente han ikke det kunne blive meget værre end 2007. Så måske vi er på vej mod bedre tider?

Lidt punktmæssig gennemgang af de sidste 4 år.

2005:
1. Lagengymnastik med plan om snarlig graviditet

2005 var et godt år, vi besluttede vi gerne ville være forældre og glædede os til det.

2006:
1. Fortsat lagengymnastik med håbet om graviditet
2. Besked om at vi ikke kunne få børn selv!
3. Udredning og forberedelse til behandling, herunder celleprøve fra livmoderhalsen med tegn på celleforandringer

2006 var året hvor vi langsomt selv kom til den erkendelse at vi nok ikke kunne få børn - og lægevidenskaben satte så to streger under den frygt.

2007:
1. Biopsi og efterfølgende keglesnits operation
2. Udredning, ventetid, udredning, ventetid og ventetid
3. Besked om lukkede æggeledere
4. Sprængt blindtarm med efterfølgende indlæggelse i en uge - udsatte første IVF forsøg, idet jeg over 2 uger tabte 6 kg og mit naturlige system strejkede derefter i en længere periode
5. Første forsøg - IVF (kort behandling) - ingen befrugtede æg
6. Andet forsøg - ICSI (kort behandling) - negativ
7. tredje forsøg - ICSI (kort behandling) - negativ

2007 var i mine øjne det sværeste. Celleforandringerne der var fremskredne, satte min egen dødelighed i fokus. De lukkede æggeledere betød, at det var mig der havde et fertilitetsproblem, og at jeg kun ville kunne blive gravid igennem smertefulde og hormonfyldte behandlinger. Den sprængte blindtarm tog pusten fra mig både psykisk og fysisk (det er de kilo jeg stadig ikke har været i stand til at tage på endnu). IVF forsøget gjorde vores fertilitetsproblem endnu værre - vi er åbenbart ikke et godt match.

Ovenstående cocktail var kombineret med et job, hvor der var meget dårligt psykisk arbejdsmiljø. Jeg endte med at blev fyret efter et år, uden begrundelse. Min chef blev utilfreds med min arbejdsindsats ca. 2 uger efter, jeg havde fortalt jeg var i behandling - og jeg blev fyret ca. 2 måneder efter jeg havde givet dem beskeden om fertilitetsbehandling. Det endte med en større erstatning.

2008
1. Fjerde forsøg - ICSI (lang behandling) - negativ
2. Operation - kikkertundersøgelse af æggeledere, begge virker fint og er altså ikke lukkede, derudover fund og fjernelse af endometriose
3. Godkendelse i fase 1 til adoption
4. Femte forsøg - ICSI (lang behandling og blastocystdyrkning) - negativ
5. Opstart af sjette forsøg.....

2008 er kun blevet til to forsøg og en kikkertundersøgelse - der har vist at mine æggeledere rent faktisk fungerer fint (ikke at det hjælper os det store, når æggene ikke bliver befrugtet af sædcellerne, men det trøster mig alligevel på en eller anden måde). Vi har sat gang i adoptionsprocessen, og så har jeg fået et nyt job.

2009
1. Sjette forsøg - ICSI (lang behandling) - .......

I år kommer vi til at finde ud af om ønsket om en baby kommer til at gå "naturens vej" eller om vi skal adoptere.

Så det kan næsten ikke blive andet end et godt år - for ved slutningen af 2009 vil vi vide hvordan vores baby skal komme til os, samt finde ud af, hvornår vi kan regne med at blive forældre!!! Og det er da ikke mindre end fantastisk, at vi endelig er nået så langt!

Hvem er Fru Larsen?

Nu fik jeg endelig downloaded de sidste billeder fra kameraet - og så er det vist på tide, at jeg introducerer til mit alias "Fru Larsen" på min blog.

Fru Larsen er resultatet af en måned, der på mange måder har ændret hvem vi er i dag.

Oktober 2006 bød på 2 begravelser af mennesker der var alt for unge til at dø, aflivelsen af vores elskede gamle kat, nyheden om at min fætter var dødeligt syg af kræft - og sidst men ikke mindst nyheden om, at vi aldrig selv ville kunne blive forældre.

November 2006 tog vi beslutningen om, at det var på tide at bringe lidt glæde ind i vores liv (hvis livet ikke selv ville bevæge sig i en lykkelig retning, så måtte vi jo gøre vores bedste for at påvirke det). Vi kørte til et dyreinternat og kom hjem med 2 katte.

Vores dejlige hunkat Fru Larsen holder os ved selskab, og spinder ved den mindste berøring.

Anders (kat nr. 2) valgte desværre at forcere en vej med 4 spor hvor bilerne kører 80 km/t, hvilket han slap knap så godt fra - så han er ikke med os længere.

Men Fru Larsen er blevet vores erstatningsbaby - og hun finder sig heldigvis i det - helt uden det mindste brok.

På en måde minder hun mig om, hvor længe vi har ventet på en baby, men på den anden side, så er hun en stor glæde i vores hverdag, og jeg ved slet ikke, hvordan jeg var kommet igennem forløbet uden selskab af en kat, der så tydeligt viser, at hun er glad for at være her.

Vi forkæler hende alt hvad vi kan - nus, nus og atter nus - og da katten ELSKER mad, er min mand fortaler for mad, mad og atter mad til den lille mis - og det kan så også ses på kattens sideben :o)

Tur-retur til Jylland

Så er jeg hjemme igen fra en mini ferie i det jyske. Vi har en tradition - min mor, min søster og mig selv - hvor vi tager 3 dage til Jylland og besøger min gudmor der er min mors veninde. En rigtig tøsetur som vi tager hver efterårsferie.

Jeg slap mirakuløst uden om de værste spørgsmål om børn - det hjælper også lidt på det, at min søster (der er 4 år ældre) heller ikke har nogen børn endnu. Men det er alligevel et emne vi behandler hvert år, og mine undskyldninger/forklaringer tynder gevaldigt ud. Men jeg overlevede altså, og det var faktisk rigtig hyggeligt.

Det er underligt at være sammen på den tætte måde vi er hvert år, hvor vi snakker åbent om livet, fortiden og fremtiden, når de ikke ved hvad der rent faktisk fylder mest i mit liv - nemlig fertilitetsbehandlingen og frygten for aldrig at blive mor. Sidste år, var det på turen til Jylland, at jeg fandt ud af at vores første ICSI forsøg var mislykkedes. Så jeg havde mest af alt lyst til at tude, gemme mig væk, være i min mands arme - og i stedet sad jeg i Jylland, og skulle forestille at være en velfungerende ung kvinde - når jeg inden i følte mig tom og bund ulykkelig. Dengang var fokus på mit absolut ikke velfungerende arbejde. Så de forstod hvorfor jeg var ked af det - men kun til dels. På turen for to år siden havde vi lige fundet ud af at vi ikke kunne få børn - så også der var jeg ikke helt på toppen.

Gad vide om det havde været nemmere at fortælle familie og venner om den egentlige situation allerede dengang? Jeg tror noget havde været nemmere. Vi havde ikke skulle lægge øre til de forventninger der er i familien om børnebørn, og forståelsen for min manglende alkoholindtagelse havde nok været større (jeg har fået et blik eller to på maven med et lille blink i øjet, når jeg har takket nej til vin til maden de sidste 3 år). Men de negative svar efter behandlingsrunderne havde været endnu sværere at forholde sig til. Familien er meget barneglad, og jeg ved at det også ville have revet deres hjerte ud, hver gang vi har fået en nedslående nyhed.

Derudover er der en lille opdatering med hensyn til behandlingen. Jeg var til status møde hos lægen, og han vil gerne monitorere min ægudvikling op mod ægløsning i næste cyklus, for at se hvor store æggene rent faktisk bliver inden min naturlige ægløsning. Hans formodning er stadig, at æggene simpelthen ikke når at blive modne inden ægudtagning. Så vi starter altså først behandling i næste cyklus, når han har set hvor store æggene bliver. Hvilket desværre betyder at opregulering sandsynligvis kommer til at ligge i julen - så ingen rødvin, kartofler, slik og sodavand til denne dame. Øhhh og hvordan er det lige at man forklarer det til familien? Nå den tid den sorg.

Lige nu vil jeg nyde at jeg kan leve mere normalt de næste par måneder - lige bortset fra at lægen pointerede vigtigheden af at have en nogenlunde stabilt blodsukker - også imellem behandlingerne. Øv! Så ikke flere franske vafler, M&Ms, pasta, kartofler og ris til mig. Øhh - sagde jeg leve normalt?

Intet nyt - er godt nyt

Intet nyt er jo godt nyt - og der er absolut intet nyt herfra :o)

Det kan være jeg skal introducere jer til lidt statistik fra de tidligere forsøg. I første forsøg (hvor jeg rent faktisk fik lagt æg tilbage i livmoderen) blødte jeg 12 dage efter ægudtagning, andet forsøg blødte jeg på 11. dagen og i tredje forsøg blødte jeg igen på 11. dagen. Så der var altså (med lidt hurtig hjemmeregning) 2/3 sandsynlighed, for at jeg skulle have blødt idag. Og der er absolut ingen tegn på, at det er på vej.


Brystvorterne er stadig lige mørke og ømme - de plejer at blive "normale" op til 24 timer før blødningen ankommer.

Ihhh jeg hååååber. Håååber sådan på lidt livs-ironi.

5 stk.

14 æg, 9 der er blevet befrugtede og 5 der har delt sig meget fint. Så vi står altså lige nu med 5 potentielle babyer, hvilket er mere end vi nogensinde har prøvet før.

Vi havde absolut ingen befrugtede æg i første omgang. Anden omgang gav 2 flotte æg, hvor ét blev lagt retur i livmoderen og ét røg i fryseren. Tredje gang havde vi 2 flotte æg - begge kom retur i livmoderen og sidste gang havde vi tre æg hvoraf det ene røg i fryseren.

Så fem flotte æg - det er en rekord!!! Der var desværre ingen til fryseren, da de skal bruge 5 æg for at arbejde videre på den til blastocyster. Men det havde næsten også været for meget at håbe på. Så nu krydser jeg fingre for at der er nogle tilbage i morgen tidlig!

Pjevset eller ej?

Så er det den tid på måneden, hvor jeg plejer at have stærke smerter. Måske jeg ikke helt kan stole på det i denne måned, da jeg jo er igang med hormon behandling, men alligevel....

Jeg anede ikke at det var på vej, og jeg har ingen smerter haft hele dagen.

Det begyndte da jeg var 11. Jeg kan huske, at jeg flere gange har brækket mig på denne tid af måneden uden at være syg. At jeg er besvimet en enkelt gang. At jeg som ret ung fandt ud af, at hvis jeg lavede en bestemt bevægelse med foden, så gik underbenet i en krampelignende tilstand, så jeg ikke fokuserede på mine smerter i underlivet. I en periode fik jeg gigtmedicin mod smerterne - ikke at det havde den store effekt.

Så begyndte jeg på p-piller og smerterne forsvandt lige så langsomt. Da vi så ønskede at blive gravide, smed jeg p-pillerne og smerterne kom igen. Og nu virkede det næsten som en straf - at jeg ud over at finde ud af, at jeg ikke var gravid, også skulle døje med smerterne. At jeg ikke kunne slippe væk fra virkeligheden, men at smerterne blev ved med at minde mig om, at det heller ikke blev denne måned.

Nu er jeg blevet opereret og de fandt og fjernede noget endometriose. Og nu sidder jeg her uden smerter. Det er da fantastisk!

Jeg har aldrig tænkt mere over mine smerter, da jeg tænkte det bare var en del af det at blive kvinde. Måske jeg også har haft tanken et par gange, at jeg måske også var lidt pjevset - det var nok slet ikke så slemt, som jeg gjorde det til. Hvis jeg bare tog mig sammen.

Men diagnosen endometriose har fået tingene til at falde på plads. Måske jeg slet ikke er så pjevset endda.

Min følgesvend

Det er dejligt at slippe for de daglige indsprøjtninger! Jeg får i højere grad lov til at "glemme" at jeg er i behandling og behøver ikke sidde hver aften og planlægge mine gøremål, efter hvornår jeg skal fixe.

Men behandlingen er alligevel med mig overalt. Ved morgenmaden, frokosten, aftensmaden og alle mine mellemmåltider. Ved indkøb af tøj - kan jeg være smågravid i dette uden maven kan ses? Når jeg snakker med veninder og familie om fremtiden (det er sjovt så ofte babyer er samtaleemne for kvinder). Reklamepauser - her er babyer et yndet reklamestunt. Og når jeg køber ind, for her skal jeg både forholde mig til et utal af barnevogne, store maver og skrigende børn, samtidig med at jeg skal tænke over hvad jeg må spise.

Og så selvfølgelig når jeg er alene. På vej til arbejde i bilen. Når jeg sidder alene på kontoret. Når jeg ligger og prøver på at sove. Så dukker de op - tankerne om børn, drømme for fremtiden og frygten for at drømmene ikke bliver til noget.

Til at starte med græd jeg hver dag på vej til og fra arbejde. Her var jeg mig selv, og skulle ikke forholde mig til andre - her kunne jeg lade tårene flyde frit. Jeg måtte ændre min rute til arbejdet, da jeg til at starte med kørte lige forbi en veninde der havde et barn, og det hjalp ikke på antallet af tårer. Det undrede mig, at der kunne være så mange tårer i en så lille kvinde.

Jeg tror jeg havde behov for at græde - at dykke langt ned i sorgen. At forholde mig til at livet ikke formede sig, som jeg altid havde troet det ville. At min største drøm måske aldrig blev virkelighed.

Nu græder jeg kun i perioder. Gerne når jeg er i gang med behandling. Om det er på grund af hormonerne eller på grund af det ekstra fokus der er på min sorg - det ved jeg ikke. Men behandlingen følger mig over alt i disse dage. Og det føles som om der er evigheder til næste scanning d. 28. august.

Dengang man ingenting vidste

I går aftes gik jeg en tur i det kvarter, jeg er vokset op i - på en sti langs en å, hvor jeg har cyklet en million gange, da jeg var mellem 11 og 17. Her kom jeg til at tænke på dengang - dengang hvor jeg var overbevist om, at selvfølgelig kunne jeg blive gravid. Dengang da min periode var forsinket, og jeg havde gjort op med mig selv, at jeg ville have barnet, hvis jeg var gravid. Selvom jeg kun var sølle 17 år. Dengang jeg var forelsket i Jens, og da jeg var kæreste med Rasmus, Kaare og til sidst Klaus. Hvordan det udviklede sig fra helt uskyldige forhold, til at der ligepludselig også var snak om fremtiden, børn og hvilken uddannelse man skulle igang med.

Det er mange år siden, og der har været et par kærester forbi siden. Heldigvis fandt jeg prinsen på den hvide hest - ham der kunne tøjle mig og altid viste mig, at han syntes jeg var verdens dejligste pige.

Han er heldigvis blevet hos mig, for jeg ved ikke om jeg ville kunne klare dette cirkus uden hans støtte. Han står på sidelinjen og prøver at hjælpe. Nogle gange bliver jeg træt af, at det altid er mig der skal undersøges, stikkes, overholde en diæt, motionere og blive udsat for hormoner i stor stil. Han får også skylden nogle gange - at han burde tage mere del i processen, have lige så meget styr på min cyklus - men sådan er virkeligheden bare ikke. Han er skubbet ud på et sidespor for der er ingen valgmulighed. Det er mig, der skal igennem dette.

Han synes heldigvis stadig at jeg er dejlig, og han er blevet, på trods af det monster som hormonerne og det psykiske pres nogle gange tvinger frem. Langt fra et behageligt monster, men et monster der nok er uundgåeligt, når man udsætter sig selv for dette cirkus flere år i træk.

Familien...

Som tidligere nævnt, så ved familien ingenting. Eller rettere - de har nok en mistanke om at der er noget galt, men vi har ikke fortalt dem noget.

Som de fleste andre, har jeg gået og drømt om hvordan jeg skulle fortælle, at jeg var gravid til familien - at det skulle være en overraskelse, og noget de ikke havde regnet med. Vi håbede (og regnede med) at vi blive hurtigt gravide i behandlingssystemet. Så hvorfor bekymre familien med at vi ikke kan få børn, når vi bliver gravide lige om lidt?

Jeg har en enkelt veninde fra et tidligere job, som selv er blevet gravid via reagensglasbehandling. Hun fik det ret hurtigt at vide, da jeg havde et behov for at høre mere om processen, men også at snakke om de følelser, der følger med at være ufrivillig barnløs.

For et par måneder siden, fortalte jeg det også til min mor. Hr Larsen har ikke det samme behov for at snakke om problemerne som jeg har. Så vi blev enige om at hun godt måtte få det at vide, med den ene betingelse at hun ikke fortalte det til andre i familien.

Efterhånden som vi har været igennem fire behandlingsrunder, ved vi hvilket forventningspres, der er hver eneste gang. Det ville bestemt ikke gøre sorgen over endnu et mislykket forsøg mindre, hvis vi skulle informere hele familien samtidig, og dermed også skulle forholde os til deres sorg. Så det er mest for at beskytte os selv, at der ikke er flere der ved det.

At vi så må leve med kommentarer om børnebørn og babyer løbende, det er vores valg. Hver gang forsøger jeg at lave et "de ved det jo ikke" skjold overfor kommentarerne - hvis de ikke prøver at såre mig, så må jeg ikke blive såret. De mener det jo godt. Det er ikke altid det virker, - men det er vores valg at vi ikke har fortalt det - så det er også vores valg, at vi må lægge øre til kommentarerne.

Nogle gange har jeg dårlig samvittighed over at leve et dobbeltliv. At noget der fylder så meget i mit liv foregår i en anden virkelighed, end den mine kære kender til. Men på den anden side så er det mit - og vores - liv. Et liv vi ikke selv har valgt, men noget vi er blevet tvunget ind i af naturen. Noget der er så pisseuretfærdigt!

Men ikke destro mindre noget vi må leve med, og som vil påvirke os resten af livet. Ligegyldig hvordan vores historie om infertilitet ender. Og indtil videre har vi valgt, at det er noget vi håndterer på "egen" hånd. Noget der ikke kan blive ved for evigt - de ville nok undre sig en smule, hvis vi ligepludselig var forældre til en lille kineser, uden at vi havde fortalt dem noget inden. Men indtil videre er dette vores måde at håndtere det på.

Håbet lever stadig, det kan jo være jeg bliver gravid i næste forsøg - og så er der jo ingen grund til at bekymre dem....

Historien....

Et godt sted at starte, er vel at introducere til min behandlingshistorik.

Jeg mødte min dejlige mand i slutningen af 1999 og efter 6 år sammen besluttede vi, at det var tid til at stifte familie. Dette var i slutningen af 2005.

Ambitiøs og struktureret som jeg er begyndte jeg ret hurtigt at tage min temperatur dagligt for at kunne holde øje med min cyklus - og desperationen blev større for hver måned der gik uden en positiv test.

Oktober 2006 fik vi at vide, at vi aldrig selv ville kunne blive forældre.

Min verden brast sammen - bogstavligt talt. Når det eneste man med sikkerhed har vidst, at man skulle nå i sit liv, ligepludselig er en umulighed, så virker alting ligegyldigt.

Efter 8 laaange måneders ventetid blev det vores tur til behandling. Mine æggeledere var lukkede, så den eneste mulighed var IVF (reagensglasbehandling). Vores forventninger var store - ca. 45% står med en positiv test efter første forsøg, så det kunne da kun gå godt! (nå ja, det er jo så langt fra alle graviditetstests der ender med en baby, men alligevel) Jeg lærte at stikke i mig selv (fingrene væk min kære mand - det går meget nemmere, når man kan styre det selv), overlevede hormonernes rasen og en ekstrem smertefuld ægudtagning.

Vi fik et ordentligt slag i baghovedet, da der ikke var et eneste befrugtet æg til ægoplægning.

De næste 3 behandlingsrunder har været ICSI (reagensglasbehandling hvor man hjælper sædcellerne helt ind i ægget). Dette har bestemt hjulpet på antallet af befrugtede æg, men vi er stadig barnløse - og maven er bestemt ikke igang med at vokse.

Nu er vi på vej i det private behandlingssystem, der anbefalede at vi først og fremmest startede med at sende mig igennem en kikkertundersøgelse af underlivet, med henblik på at fjerne eventuelle defekte æggeledere. Hvis æggelederne er væskefyldte kan de være med til at ødelægge chancen for graviditet. Dette måtte jo være forklaringen på min manglende fertilitet.

Undersøgelsern er nu overstået, og resultatet var overraskende nok, at der rent faktisk er passage i mine æggeledere, selvom de i en tidligere undersøgelse ikke kunne finde passage. Jeg ved ikke om dette er en positiv ting, da det reelt betyder, at de ikke ved, hvorfor jeg ikke er blevet gravid endnu. De fjernede noget endometriose (det væv der kun bør eksistere i livmoderen, sidder også andre steder i underlivet) og en del arvæv fra en tidligere sprængt blindtarm.

Den søde læge i det private udtalte, at hvis en så ung og sund kvinde ikke blev gravid, så var det lægernes fejl. Det vælger jeg at støtte mig opad! Så håber jeg bare, at han er en bedre læge end dem jeg er stødt på i det offentlige. Det eneste der bekymrer mig, er at de offenlige læger faktisk virkede meget kompetente.

Nu venter jeg så på at starte en ny behandlingsrunde op - denne gang i det private. Første scanning er d. 1. august.