Moderkærlighed

Sidste uge i mødregruppen kom vi til at snakke om det at elske sit barn.

En af kvinderne der lige har fået sit barn nr. 3 fortalte at hun først elskede sine børn efter et stykke tid. Og hatten af for det. For jeg synes tit at mødre næsten skal overgå hinanden i hvor meget de elsker deres små poder fra det øjeblik ungerne slog øjnene op første gang. Hun ville selvfølgelig gøre alt for sin lille ny størrelse, og tilsidesatte selvfølgelig sine egne behov for den lille ny. Men kærligheden - det med at elske - det kom først senere for hende.

Jeg ved ikke hvornår Eva blev min i hjertet. Og jeg ved at min kærlighed for hende ikke er slut med at vokse, for jeg elsker hende mere, for hver dag der går. Men moderkærligheden kom ikke dag 1 for mig. Der har aldrig været nogen tvivl om, at jeg synes hun var verdens smukkeste baby. Og at jeg hele tiden har synes hun var ekstremt sød og nuttet.

Men jeg glæder mig sådan til at hun kan kravle og tage sine første usikre skridt, at hun kan hjælpe til i køkkenet med at røre rundt i kødsovsen, at hun kan snakke, at hun kan tage min hånd, at hun kan lege med lego og dukker.

I bund og grund så glæder jeg mig til at finde ud af hvem hun er. Og det nærmer sig, for hun bliver mere og mere sig selv. Spædbarnet er blevet erstattet af en baby, og snart bliver hun et barn. En helt igennem fantastisk udvikling.

Det første skrig

Jeg har grædt de sidste par dage. Ikke fordi der er sket noget nyt, men fordi jeg kom i tanke om noget.

Jeg hørte aldrig Evas første skrig.

Det er ikke noget jeg har tænkt på før - det kom til mig for et par dage siden, og siden har jeg grædt en del.

Det er svært at forklare hvorfor det gør mig så ked af det. For hun har det jo fint idag, så der burde jo ikke være noget at være ked af?

Min mand har fortalt, at jeg bare kiggede på at de tog hende fra mig over på børnebordet. Og at jeg bare kiggede da de løb afsted med hende. Og det er også sådan jeg husker det. At jeg bare kiggede. Jeg spurgte ikke om noget - jeg sagde ikke noget - jeg græd ikke. Jeg kiggede bare.

Idag er hun vores dejlige Eva. Hende der flækker i et grin, når man går ind til hende om morgenen. Hende der siger huuuuhhh og iiaaahhh. Hende der er tryg i vores favn.

Dengang var hun bare en baby. Én der rent logisk var vores. Men hun var ikke min i hjertet endnu. Hun føltes ikke som min.

Jeg tror det er derfor jeg græder. Fordi vi kunne have mistet hende allerede dengang. Og så var hun aldrig blevet min i hjertet.

Min krop

Min krop har ændret sig. Både på godt og på ondt.

Jeg har fået en bagdel. Noget jeg vist ikke har kunnet prale af tidligere.... Og det er jeg såmænd godt tilfreds med.

At lårene ligepludselig mødes mellem benene når jeg går, er så noget andet - det kunne jeg godt være foruden.

Min mave er stadig lidt floppet. Det er specielt tydeligt når jeg sidder her om aftenen og har spist aftensmad, så er der ikke så mange muskler til at holde maven inde, og jeg har desuden fået et fint fedtlag der dækker hele maven.

Mit underliv er åbenbart så godt som nyt - jeg har lige overstået mit 8 ugers eftersyn hos lægen, og alt er helet som det skal og min bækkenbund er åbenbart helt i top...

Vægten siger 62 - altså 10 kg mere end da jeg blev gravid.

Alt i alt er jeg godt tilfreds. Jeg ville da gerne tabe to kilo, men det skulle være på maven og mellem lårene... og sådan virker en slankekur vist ikke helt....

Alene hjemme

Så er jeg helt alene hjemme. Manden er taget med Eva til farmor - hvilket betyder at jeg for første gang siden Eva blev født er alene i huset. Hvad jeg skal bruge tiden til er ikke helt afgjort, men jeg tror måske bare jeg skal sidde på sofaen og drikke en god kop kaffe.

Friheden de næste timer skal nydes, for der er kun 2 uger tilbage af mandens barsel. Og så er det slut med den dejlige frihed jeg har haft de sidste måneder.

Jeg vil tage min kaffe og nyde den uden risiko for at blive afbrudt af skrig og skrål. Dejligt!

Mødregruppe

Så kom jeg i mødregruppe.

Vi er en blandet flok - kun to der er førstegangsmødre så resten har 2 eller 3 børn. Jeg har egentlig aldrig tænkt over hvad en mødregruppe var, og det kom lidt bag på mig hvor meget snakke-klub det er. Hvad jeg ellers havde forestillet mig, kan jeg nu ikke lige sige.

De andre virker nu rigtig søde, så forhåbentlig jeg kan komme til at få glæde af det. Specielt når manden skal tilbage på arbejde, kan jeg godt forestille mig at dagene bliver lidt lange og ensomme.

Ellers går dagene med at nyde trolden. Hun bliver kæmpe stor.... men sådan er det vel.... men nøj hvor er det trist at lægge de små størrelser i kassen med tøj hun ikke længere kan passe. Det minder mig om at hun for hver dag der går bare bliver større og større. Én i familien havde regnet sig frem til at man ville blive 10 m. høj og veje 3 tons hvis man blev ved med at vokse med den hastighed indtil man blev 18 år. Så det er vist meget heldigt at det begynder at gå langsommere på et tidspunkt.