Historien....

Et godt sted at starte, er vel at introducere til min behandlingshistorik.

Jeg mødte min dejlige mand i slutningen af 1999 og efter 6 år sammen besluttede vi, at det var tid til at stifte familie. Dette var i slutningen af 2005.

Ambitiøs og struktureret som jeg er begyndte jeg ret hurtigt at tage min temperatur dagligt for at kunne holde øje med min cyklus - og desperationen blev større for hver måned der gik uden en positiv test.

Oktober 2006 fik vi at vide, at vi aldrig selv ville kunne blive forældre.

Min verden brast sammen - bogstavligt talt. Når det eneste man med sikkerhed har vidst, at man skulle nå i sit liv, ligepludselig er en umulighed, så virker alting ligegyldigt.

Efter 8 laaange måneders ventetid blev det vores tur til behandling. Mine æggeledere var lukkede, så den eneste mulighed var IVF (reagensglasbehandling). Vores forventninger var store - ca. 45% står med en positiv test efter første forsøg, så det kunne da kun gå godt! (nå ja, det er jo så langt fra alle graviditetstests der ender med en baby, men alligevel) Jeg lærte at stikke i mig selv (fingrene væk min kære mand - det går meget nemmere, når man kan styre det selv), overlevede hormonernes rasen og en ekstrem smertefuld ægudtagning.

Vi fik et ordentligt slag i baghovedet, da der ikke var et eneste befrugtet æg til ægoplægning.

De næste 3 behandlingsrunder har været ICSI (reagensglasbehandling hvor man hjælper sædcellerne helt ind i ægget). Dette har bestemt hjulpet på antallet af befrugtede æg, men vi er stadig barnløse - og maven er bestemt ikke igang med at vokse.

Nu er vi på vej i det private behandlingssystem, der anbefalede at vi først og fremmest startede med at sende mig igennem en kikkertundersøgelse af underlivet, med henblik på at fjerne eventuelle defekte æggeledere. Hvis æggelederne er væskefyldte kan de være med til at ødelægge chancen for graviditet. Dette måtte jo være forklaringen på min manglende fertilitet.

Undersøgelsern er nu overstået, og resultatet var overraskende nok, at der rent faktisk er passage i mine æggeledere, selvom de i en tidligere undersøgelse ikke kunne finde passage. Jeg ved ikke om dette er en positiv ting, da det reelt betyder, at de ikke ved, hvorfor jeg ikke er blevet gravid endnu. De fjernede noget endometriose (det væv der kun bør eksistere i livmoderen, sidder også andre steder i underlivet) og en del arvæv fra en tidligere sprængt blindtarm.

Den søde læge i det private udtalte, at hvis en så ung og sund kvinde ikke blev gravid, så var det lægernes fejl. Det vælger jeg at støtte mig opad! Så håber jeg bare, at han er en bedre læge end dem jeg er stødt på i det offentlige. Det eneste der bekymrer mig, er at de offenlige læger faktisk virkede meget kompetente.

Nu venter jeg så på at starte en ny behandlingsrunde op - denne gang i det private. Første scanning er d. 1. august.