Bekymringer kan man have nok af

Lige nu prøver jeg på at nyde at være gravid. Frygten for, at det kan være ovre lige om lidt, lurer i baghovedet, og der er blevet brugt en del tid foran computeren med at google om spontane aborter.

I materialet fra Trianglen står der at ca. 20% aborterer, men på nettet har jeg fundet ud af at det varierer med alderen.... Og jeg er jo heldigvis kun 29 år hele 3 måneder endnu, og har derfor ifølge diverse hjemmesider enten 5%, 10% eller 12% risiko for abort. Hvilket jo er en del mere optimistisk end 20%!

Men jeg ved godt, at jeg jo i virkeligheden ikke kan bruge det til noget, for enten får man lov at beholde fostret, eller også gør man ikke. Og så er statistikkerne jo egentlig ligegyldige. Meeen det gør da, at jeg har lidt mere ro i maven. Håber sådan det bliver ved med at udvikle sig!

Gravid!!!

Så kom tallet - hele 978!! Det var så fint, at de ikke gad scanne mig i næste uge, men først ville se mig igen d. 14. juli. De sagde rent faktisk tillykke i telefonen, og de vurderer altså at jeg er helt normalt gravid!

Min mor, søster og far fik nyheden overbragt personligt, selvom der jo stadig er 20% risiko for at noget går galt, synes jeg de skulle vide det alle tre. Jeg tror vist nok de alle klemte en lille tåre - specielt min far sad med tårene ned ad kinderne.

Så kan tiden til d. 14. juli kun gå for langsomt!

Tak for alle de krydsede fingre!

Jeg er gravid.......!!!!

Intet nyt - er godt nyt!!

Ikke noget nyt herfra. Og det er jo sådan set ret godt. Ingen blødning, ingen smerter men derimod ømme bryster. Lige nu er jeg bange for at det bliver svært at sove pga blodprøven i morgen - men jeg er helt baldret, så mon tro det ikke kommer til at gå.

Har haft en elendig uge på arbejdet. De mener stadig jeg skal effektivisere ½ stilling væk, så der bliver plads til mine nye opgaver, og det er sjovt nok mig selv der skal finde ud af hvordan det skal effektiviseres. Stemningen er i bund i afdelingen, og det er ikke sjovt længere. Kan slet ikke overskue det næste halve år (indtil jeg selvfølgelig skal på barsel) og er i bund og grund bange for at den travle hverdag og alt den stress der er nu (og som bliver ved at være fremadrettet) vil være skidt for den graviditet, der kæmper for at blive i min krop. Og det skal bare ikke være arbejdet, der gør at dette går galt!

Kan slet ikke vente til at næste uge er overstået, så står den nemlig på 4 ugers ferie. Og det skal nydes med en baby i maven!

Stadig ikke helt højt nok

Beklager den manglende update.... Specielt overfor Heidi der ligger og keder sig (men passer godt på de to små i maven).

Tallet igår var 204 - det skulle have været minimum 228 før de var tilfredse. Så det stiger altså stadig, men ikke helt nok.

Næste blodprøve er på lørdag, og så er der nok en scanning allerede i næste uge. Her kigger de vist efter en "sæk" af en slags, som gerne skulle være synlig når hcg er over 1000.

Her troede jeg, at man skulle være glad, når man testede positiv, men indtil videre er stemningen ikke særlig jubelagtig. Men det er vel egentlig ikke så underligt, når det man har ønsket i snart 4 år endelig bliver virkelighed - og man så samtidig ryger under overvågning af frygt for at der er noget galt. Jeg tror egentlig også, at det er fordi jeg igennem de sidste mange år, er kommet til at se det som et så stort mirakel, at det da gav god mening, at det ikke kunne lade sig gøre.

Der bliver googlet meget herhjemme i øjeblikket, de fleste steder står der at tallet kun skal fordobles over 48-72 timer, og det lever vi vist fint op til. Se selv her, der står at "I ca. 85 % af alle normale graviditeter fordoble sig selv hver gang der er gået ca. 72 timer".

Men jeg tror lægernes frygt er, at der er tale om en graviditet uden for livmoderen. Ellers forstår jeg ikke, hvorfor de ikke bare kan give os fred - lade os nyde vores graviditet - og så tage chokket, hvis det ikke går alligevel. Men så ville vi da i det mindste have lidt glæde over det faktum, at jeg producerer hcg. Og derfor kan tage en graviditetstest der er positiv (hvilket jeg gjorde i går - bare lige for at bevise overfor mig selv, at sådan en test rent faktisk virker - jeg har taget et billede, så det er dokumenteret hvis der er nogle derude, der har samme mistro til tests).

Hov fik jeg lige skrevet - nyde vores graviditet - i det ovenstående? Jeg vælger at tro på at det nok skal gå. Selvfølgelig er jeg da gravid. Jeg mener 0-63-114-204 det er da en fin konstant stigning!!

Jeg er gravid!!! Sådan skal det nemlig være!!!

Stadig for lavt

Hcg var stadig for lavt til at hun ville love os noget. Det skulle minimum have været på 126 og var kun på 114. Så der er ny blodprøve på tirsdag.

Hvor er jeg bare træt af det her. Hvis jeg var blevet gravid "normalt" havde jeg taget en normal graviditetstest, der havde vist positiv. Jeg havde været lykkelig. Nu skal jeg i stedet gå og være bange for, at der ikke er noget alligevel. Hold kæft hvor er jeg træt af at være BIB'er!! Jeg tør slet ikke håbe på noget, og kan bare rende rundt og være måske-gravid. Det er altså noget hø!

Uden hormorner

Idag er jeg helt uden kunstige hormoner. Nu skal kroppen klare sig selv. Skræmmende. Det er kun prednisonen jeg skal blive ved med at tage, men østradiol og cyklogest blev taget sidste gang i går aftes.

Jeg har været til begravelse - min gamle farfar døde sidste weekend, og jeg kan ikke lade være med at tænke at nu når hans sjæl er væk, så kan det være der er plads til en ny sjæl i min mave?

Han blev næsten 98 og var nogenlunde frisk til det sidste. Faktisk nåede han aldrig på plejehjem, og det endte med at være en brækket hofte der tog livet af ham. Noget han havde ønsket længe, nemlig at få fred.

Jeg er mest lidt zombieagtig i dag. Sorgen over min gamle farfar, og håbet om en baby i maven, som indtil videre bare bliver kaldt for "cellerne". Det er jo selvfølgelig heller ikke meget andet end en samlig celler, der prøver på at formere sig selv. Og så er vi jo slet ikke sikre på, at der er nogle celler, der deler sig lige nu.

Ih altså, hvor må dagen i dag meget gerne gå hurtigt.

Et forsigtigt tillykke fra laboranten

Den var positiv - men tallet var kun 63, og det skulle gerne være over 75. Så der er ny blodprøve på søndag.

Ved ikke hvordan jeg har det, for det er ærlig talt svært at være positiv, når man har følelsen af at det nok er en biokemisk. Hun sagde at man nogle gange så at det bare startede langsomt ud, og at det så først kom ordentligt igang efter et par dage.

Så kryds hvad krydses kan, for at tallet er minimum fordoblet på søndag!!! Succeshistorier modtages meget gerne!

Intet nyt er vel godt nyt?

Humøret er i bund. Hvorfor skulle jeg være gravid i denne omgang, når det ikke er lykkedes alle de andre gange? Og alligevel ligger håbet og gør tiden helt forfærdelig. Dagene går alt for langsomt, og samtidig vil jeg slet ikke vide om jeg er gravid. For så længe jeg lever i uvidenhed, så er livet som jeg kender det.

Der er ingen symptomer. Og sjovt nok har jeg en overbevisning om, at man da må kunne mærke om man er gravid! Alle de historier om "jeg vidste den var der, lige efter vi havde været sammen - det var ligesom der skete noget inden i mig" eller historier om kvinder der 1 uge inden testdag har kunnet teste positiv. Jeg ved godt, at det rent biologisk ikke giver så god mening at kvinder vil kunne mærke en graviditet inden testdag, og da slet ikke lige efter man har haft s*x. Og der er vel en grund til, at de ikke kan måle, at man er gravid før testdagen, nemlig at man indtil da ikke har dannet nok hormoner til at man (selvom man har dagens nymodens udstyr) kan måle en graviditet i blodet. Og så giver det da meget god mening, at det heller ikke giver symptomer endnu. Men alligevel, det kunne være rart hvis man kunne mærke det.

Men jeg er jo heller ikke gravid. Hvorfor skulle livet behandle os bedre i denne omgang?

Work, work, work

Har lige haft en mindre nedtur. Behøver jeg egentlig skrive mere end at jeg skal på arbejde i morgen?

Jeg har haft fri den sidste uge, i håbet om at det ville give eventuelle æg bedre mulighed for at sætte sig fast. Nu skal jeg tilbage på arbejdet, og allerede nu kan jeg blive helt stresset over den mailboks der venter på mig. Jeg plejer at modtage ca. 60 mails, der skal behandles på en dag. Og jeg har været væk i alt 6 dage. Så kan man jo selv regne mailboksens størrelse ud, plus at der ligger nogle arbejdsopgaver fra før jeg tog på "miniferie" som er blevet til hastere, mens jeg har været væk.

Og så er det, at det slår mig - måske det er min egen skyld, at der ikke er noget der har sat sig fast hidtil? Jeg har sjældent en "normal" arbejdsuge, overarbejde (1,5-3 timer pr. dag er normalen) forventningspres og evige præstationer er en del af den kultur, jeg er blevet en del af. Det er slet ikke sådan min personlighed er - og det sætter mig yderligere under pres. Måske for mange nætter uden søvn, for lidt fokus på det jeg egentlig vægter højt har en indflydelse på min fertilitet. Hvem har da også lyst til en mor der har mit nuværende arbejdsliv? Ja - jeg tror egentlig selv, at jeg ville vælge mig fra - hvis jeg altså var et foster, der skulle vælge en mor.

Det er nu ikke fordi arbejdet slet ikke giver mig glæder. Det gør det. Afdelingen og de mennesker jeg dagligt har kontakt til, er jeg rigtig glad for. Jeg elsker følelsen af succes, de gange hvor tingene flasker sig. Og så har jeg en række opgaver, som jeg virkelig er kommet til at holde af.

Problemet er bare, at den nye chef jo har givet mig ½ stilling oven i min nuværende - og at de ting jeg holder af dermed kommer til at fylde en del mindre end de har gjort tidligere. Og så er det desuden chefens holdning, at jeg bare skal effektivisere mine arbejdsprocesser - så bliver der plads til min nye "ovenihatten"stilling. Øhh - og hvad siger man lige til det....

Tænk hvis det er min egen skyld? Vil jeg om 15 år komme til at fortryde mine valg om karriere - og at det måske har haft indflydelse på det faktum, at jeg aldrig har været gravid og haft min egen baby i mine arme? Det vigtigste for mig er at blive mor - men det er bare ikke sådan jeg prioriterer i min hverdag.... Hvorfor er det så svært at prioritere det, der rent faktisk er vigtigt? Det der kommer til at have altafgørende betydning for resten af mit liv?

Uden tro

Vi tror ikke herhjemme. Ikke på noget som helst. Hverken ét styk baby, tvillinger eller trillinger.

Troen er røget helt væk i denne omgang. 6 forsøg uden nogen som helst gevinst, så hvorfor skulle forsøg nr. 7 være anderledes? Jeg føler mig ikke gravid, og da jeg kender udviklingen af æggene fra de to blastocyst forsøg, så skal jeg være mere end heldig, hvis der er et eneste æg tilbage, der deler sig ordentligt på nuværende tidspunkt. Og selvom det gør - ja så er jeg jo ikke blevet gravide af det tidligere.

Den læge der lagde æggene retur sagde, at det var mange år siden at han havde lagt 3 æg retur på en 29 årig kvinde. Er vi virkelig så håbløse? Min mor trøstede mig - det er sikkert fordi mange andre har givet op for længst, og derfor aldrig når til 7. forsøg..... Eller også er de bare alle sammen blevet gravide i et af de første 4 forsøg....Det understøtter desværre lægens teori om at der ikke er den store grund til at fortsætte længe endnu.

Jeg tror desuden prednisol giver mig en irriterende bivirkning. Selvom jeg drak mit sidste glas vand til aftensmaden skulle jeg at tisse kl. 19.00, 21.30, 22.30, 23.30 og igen kl. 3.30.... Måske man skulle have taget prednisolen til morgenmaden i stedet for aftensmaden?

Så er jeg gravid!

3 æg ligger nu i varmen og bliver forhåbentlig ved med at udvikle sig. De var alle flotte 4 cellede æg.

Derudover er der røget 7!! i fryseren. Jeg synes vi laver nye rekorder ved hvert forsøg....

14 æg!

Så blev det tid for ægudtagning. 14 styk! Selvom de undervejs har gættet på at 7-8 ville blive parate. Så der bør (krydser fingre) være 3 flotte til oplægning lørdag. Håber.....

Først på torsdag

Min krop er åbenbart lidt langsom i denne omgang, så der er først ægudtagning på torsdag og ægoplægning lørdag.

Så i denne uge "slipper" jeg med en afdelingsdag i morgen, en arbejdsdag onsdag og så fri fra arbejde fra torsdag og hele ugen derefter.

Juli byder på 4 ugers ferie, og så er der selvfølgelig barsel fra januar, hvis jeg altså kan tælle.....

Tyder det på, at jeg ikke gider på arbejde pt???