Så har jeg været til scanning for at se om jeg kan påbegynde nedregulering - but as always er min ægløsning først lige ved at finde sted, så jeg skal til ny scanning på fredag.
Der har været stille på bloggen - men jeg har prøvet at leve livet uden hele tiden at skulle forholde mig til BIB tilværelsen. Det er gået meget godt - lige bortset fra at det selvfølgelig er i mine tanker hver dag alligevel.
Scanningen har for alvor sat tankerne igang igen, og allerede igår begyndte jeg at græde. Først over to serier i fjernsynet (som ikke var særlig sørgelige) og derefter bare af sorg over situationen. Ufatteligt at man ikke snart har vænnet sig til at være barnløs i behandling.
tirsdag den 28. april 2009
søndag den 12. april 2009
Vores helt egen dræbermaskine
Vores dejlige kat har fanget en mus, som den meget stolt kom hjem og viste frem. Jeg synes der er noget skønt ved at se at instinkterne stadig er der, og at hun betragter os som sin flok, så musen selvfølgelig skal en tur med hjem, før den bliver spist. Hun fik dog lov til at spise den i haven. Tænk at sådan en sød lille blød hårbold, kan ændre sig til en dræbermaskine - ikke helt til at tro, når man kigger på hende lige nu, hvor hun ligger og spinder i mit skød.Derudover er systemet endelig gået igang igen - jeg er nu på cyklusdag 4, og prøver at tage mig sammen til at melde mig til vores sidste forsøg. Har egentlig ikke lyst.
onsdag den 8. april 2009
Hvornår må jeg give op?
Nogle gange føler jeg, at man skal have accept til at stoppe med behandlingerne. Jeg selv kæmper ualmindelig meget med det faktum, at der kun er et forsøg tilbage på vores klippekort. Når jeg fortæller andre, at det er vores sidste forsøg, så møder jeg desværre ikke altid forståelse.
Igår fandt jeg en ny blog - som blandt andet skrev om "Giving up - When is enough enough?". Hendes konklusion var, at når det gør mere ondt at fortsætte end at stoppe - så skal man sige stop. Jeg ved ikke selv om jeg er nået dertil endnu, og måske er det derfor at deres kommentarer "du er jo kun 29", "hvis det var mig så....", "du har jo længe endnu" bliver hos mig og nager i min bevidsthed.
Kommentarerne kommer sjovt nok fra personer, der aldrig selv har været i fertilitetsbehandling, eller som kun har stiftet kort bekendtskab med det (efter min skala). Hvis i læser med derude, så ved jeg at i mener det godt. Og jo - hvis lægerne kunne sige "hvis du bliver ved 3 forsøg endnu, så får du gevinst!" jamen så ville jeg jo gøre det med glæde.
Men sandheden er, at der ingen garantier er. Jeg risikerer at fortsætte indtil min psyke er kørt helt i bund, mit ægteskab er på randen til forfald, min karriere er kørt i afgrunden - og stadig ikke være gravid. Og jeg er desværre godt på vej....
De fleste andre i behandling, har på et eller andet tidspunkt prøvet
at have en positiv graviditetstest. At noget har sat sig fast - kun kortvarigt - men dog alligevel. Jeg har aldrig - og jeg gentager - ALDRIG - haft en positiv test. Der er ikke noget, der har vist, at det kunne sætte sig fast - NOGENSINDE.
Som jeg sagde til lægen sidste gang - i det offentlige fik jeg at vide, at jeg fik en terning med 6 sider, og hvis jeg slog 1 eller 2, så ville jeg få en baby. Jeg slog med terningerne fire gange. I det private kan jeg slå 1, 2 eller 3. Nu har jeg slået med terningen yderligere 2 gange. Stadig kun de forkerte tal. Det er som om 1, 2 og 3 slet ikke findes på min terning. Lægen gav mig ret. Hvis du tvivler på min logik, så prøv selv at slå en terning 6 gange - og se om du ikke skulle slå et gevinst givende tal - bare en enkelt gang.
Min frygt ligger også i, om jeg har kæmpet hårdt nok. Skal der et bestemt antal behandlinger til, før man kan sige "du gjorde også alt hvad du kunne for at blive gravid"? Når de kommer med kommentarerne om min alder, og at jeg burde blive ved, så føles det som om de slet ikke giver mig goodwill for de behandlinger, jeg har været igennem. At jeg da bare lige kan tage 3 forsøg oven i hatten - det er da en nem sag....
Jeg er gal over at jeg lader kommentarerne blive hos mig. At de ender med at få betydningen - hvis du stopper nu, så har du jo ikke gjort alt, og er du forøvrigt sikker på, at du ønsker at blive gravid højt nok? For der er ikke noget jeg hellere ville. Tag min højre arm, sig at jeg aldrig må spise sukker, kræv at jeg løber50 km om ugen - hvad som helst, bare du lover mig at jeg får min helt egen lille, dejlige, fantastiske, smukke, dejlige, dejlige, dejlige baby.
Det har været en dårlig dag idag, for mange tårer, for mange dumme tanker - og mens er stadig ikke undervejs. Satans!
Igår fandt jeg en ny blog - som blandt andet skrev om "Giving up - When is enough enough?". Hendes konklusion var, at når det gør mere ondt at fortsætte end at stoppe - så skal man sige stop. Jeg ved ikke selv om jeg er nået dertil endnu, og måske er det derfor at deres kommentarer "du er jo kun 29", "hvis det var mig så....", "du har jo længe endnu" bliver hos mig og nager i min bevidsthed.
Kommentarerne kommer sjovt nok fra personer, der aldrig selv har været i fertilitetsbehandling, eller som kun har stiftet kort bekendtskab med det (efter min skala). Hvis i læser med derude, så ved jeg at i mener det godt. Og jo - hvis lægerne kunne sige "hvis du bliver ved 3 forsøg endnu, så får du gevinst!" jamen så ville jeg jo gøre det med glæde.
Men sandheden er, at der ingen garantier er. Jeg risikerer at fortsætte indtil min psyke er kørt helt i bund, mit ægteskab er på randen til forfald, min karriere er kørt i afgrunden - og stadig ikke være gravid. Og jeg er desværre godt på vej....
De fleste andre i behandling, har på et eller andet tidspunkt prøvet
at have en positiv graviditetstest. At noget har sat sig fast - kun kortvarigt - men dog alligevel. Jeg har aldrig - og jeg gentager - ALDRIG - haft en positiv test. Der er ikke noget, der har vist, at det kunne sætte sig fast - NOGENSINDE.Som jeg sagde til lægen sidste gang - i det offentlige fik jeg at vide, at jeg fik en terning med 6 sider, og hvis jeg slog 1 eller 2, så ville jeg få en baby. Jeg slog med terningerne fire gange. I det private kan jeg slå 1, 2 eller 3. Nu har jeg slået med terningen yderligere 2 gange. Stadig kun de forkerte tal. Det er som om 1, 2 og 3 slet ikke findes på min terning. Lægen gav mig ret. Hvis du tvivler på min logik, så prøv selv at slå en terning 6 gange - og se om du ikke skulle slå et gevinst givende tal - bare en enkelt gang.
Min frygt ligger også i, om jeg har kæmpet hårdt nok. Skal der et bestemt antal behandlinger til, før man kan sige "du gjorde også alt hvad du kunne for at blive gravid"? Når de kommer med kommentarerne om min alder, og at jeg burde blive ved, så føles det som om de slet ikke giver mig goodwill for de behandlinger, jeg har været igennem. At jeg da bare lige kan tage 3 forsøg oven i hatten - det er da en nem sag....
Jeg er gal over at jeg lader kommentarerne blive hos mig. At de ender med at få betydningen - hvis du stopper nu, så har du jo ikke gjort alt, og er du forøvrigt sikker på, at du ønsker at blive gravid højt nok? For der er ikke noget jeg hellere ville. Tag min højre arm, sig at jeg aldrig må spise sukker, kræv at jeg løber50 km om ugen - hvad som helst, bare du lover mig at jeg får min helt egen lille, dejlige, fantastiske, smukke, dejlige, dejlige, dejlige baby.
Det har været en dårlig dag idag, for mange tårer, for mange dumme tanker - og mens er stadig ikke undervejs. Satans!
onsdag den 1. april 2009
Spejlbilleder
Undervejs i barnløshed processen har jeg søgt støtte forskellige steder.
Til at starte med var det min tidligere kollega jeg søgte lidt støtte hos - og hvor jeg var glad for at kunne dele mine bekymringer. Hun er selv blevet gravid efter en række IUI behandlinger og en enkelt IVF behandling. Det synes jeg var meget dengang.
Nu sidder jeg her - 6 IVF/ICSI forsøg senere, og dem jeg føler jeg kan identificere mig med svinder gevaldigt ud. En af mine kolleger tog fat i mig efter jeg havde offentliggjort, at vi var i behandling, og fortalte mig at hun vidste hvordan jeg havde det, da hun selv var blevet gravid gennem IUI - og her taler vi om første IUI. Jeg ved godt at hun mente det sødt, og jo nogle af de tanker jeg havde i starten af processen, dem kan hun da godt have ret i, at vi har til fælles.
Men jeg kan mærke, at jeg søger de historier der ligner min egen - og nogle gange historier som allerede er der, hvor jeg "frygter" at vi også er på vej til - nemlig adoptionen. Heldigvis har også adoptanter behov for at dele deres oplevelser, tanker og ikke mindst billeder af deres dejlige unger.
Det betyder ikke, at jeg er holdt op med at heppe på dem, der ikke er så langt i behandlingsforløbet som jeg - snarere tværtimod - jeg hepper på, at de når at blive gravide inden de når så langt. Det taler statistikken heldigvis for - for her hører jeg vist efterhånden til sjældenhederne.
Men jeg er glad for, at jeg har jer i cyberspace, for det er efterhånden det eneste sted jeg har mulighed for at spejle mig selv i andre. Andre som er lige så skøre som jeg er (og nogle måske endnu mere end mig) i kampen for at opnå en graviditet.
Til at starte med var det min tidligere kollega jeg søgte lidt støtte hos - og hvor jeg var glad for at kunne dele mine bekymringer. Hun er selv blevet gravid efter en række IUI behandlinger og en enkelt IVF behandling. Det synes jeg var meget dengang.
Nu sidder jeg her - 6 IVF/ICSI forsøg senere, og dem jeg føler jeg kan identificere mig med svinder gevaldigt ud. En af mine kolleger tog fat i mig efter jeg havde offentliggjort, at vi var i behandling, og fortalte mig at hun vidste hvordan jeg havde det, da hun selv var blevet gravid gennem IUI - og her taler vi om første IUI. Jeg ved godt at hun mente det sødt, og jo nogle af de tanker jeg havde i starten af processen, dem kan hun da godt have ret i, at vi har til fælles.
Men jeg kan mærke, at jeg søger de historier der ligner min egen - og nogle gange historier som allerede er der, hvor jeg "frygter" at vi også er på vej til - nemlig adoptionen. Heldigvis har også adoptanter behov for at dele deres oplevelser, tanker og ikke mindst billeder af deres dejlige unger.
Det betyder ikke, at jeg er holdt op med at heppe på dem, der ikke er så langt i behandlingsforløbet som jeg - snarere tværtimod - jeg hepper på, at de når at blive gravide inden de når så langt. Det taler statistikken heldigvis for - for her hører jeg vist efterhånden til sjældenhederne.
Men jeg er glad for, at jeg har jer i cyberspace, for det er efterhånden det eneste sted jeg har mulighed for at spejle mig selv i andre. Andre som er lige så skøre som jeg er (og nogle måske endnu mere end mig) i kampen for at opnå en graviditet.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
