Spotlys på livets realiteter

Så har vi været til begravelse med familien. Der var en underlig blandig af sorg over at min fætter er væk, og lettelse over at han endelig har fået fred.

Min fætter har altid været meget ældre end mig - eller rettere sådan føltes det, da vi var børn. Han var en af de store, der lavede træhuler jeg var for lille til at komme op i, og han var en af dem der grinede meget højlydt, da jeg efter en fodboldkamp med fætrene og min kusine fortalte at jeg var Madonna (det var jo nok nærmere Diego Maradona, de store havde opkaldt mig efter...). Så jo, da vi var små var han mange år foran mig.

Nu gik det op for mig, at han kun nåede at blive 36 - hvilket betyder at han kun var 1½ år ældre end min hr. Larsen. Og det sætter nogle tanker igang om livet, hvad man gerne vil nå og hvad der er vigtigt. Hvis det var min hr. Larsen der var syg, ville jeg aldrig nå at gøre ham til far. Vi ville aldrig nå at blive forældre. Og det sætter ligesom livets realiteter i spotlys.

Det eneste jeg er sikker på, at jeg gerne vil nå i dette liv, er at blive mor og gøre hr. Larsen til far. Karrieren, huset og bilen betyder umindeligt lidt i den konkurrence. Det betyder også at jeg har flere og flere tanker om mit job - er det virkelig det jeg vil? Er det virkelig det der gør mig lykkelig? Vi behøver ikke pengene - vi kunne sagtens klare os med mindre.

I mit gamle job var jeg ulykkelig - ingen tvivl om det. Men det er ligesom, at noget at den ulykkelighed er fulgt med i det nye. Jeg var overbevist om, at jeg med et nyt job, nye kolleger, nye opgaver ville blive glad igen. Men det er ligesom, at jeg stadig ikke er tilfreds. Og nu kan jeg ikke finde ud af, om det er fordi jeg er ked af jobbet, eller om det er min sorg over barnløsheden der er fulgt med - og som ligger som en dyne over mig hele tiden. Så jeg er ikke sikker på at endnu et karriereskift vil gøre mig gladere - for hvis utilfredsheden/sorgen følger med mig, så er der jo ikke den store pointe i at prøve at løbe fra den.