Det første skrig

Jeg har grædt de sidste par dage. Ikke fordi der er sket noget nyt, men fordi jeg kom i tanke om noget.

Jeg hørte aldrig Evas første skrig.

Det er ikke noget jeg har tænkt på før - det kom til mig for et par dage siden, og siden har jeg grædt en del.

Det er svært at forklare hvorfor det gør mig så ked af det. For hun har det jo fint idag, så der burde jo ikke være noget at være ked af?

Min mand har fortalt, at jeg bare kiggede på at de tog hende fra mig over på børnebordet. Og at jeg bare kiggede da de løb afsted med hende. Og det er også sådan jeg husker det. At jeg bare kiggede. Jeg spurgte ikke om noget - jeg sagde ikke noget - jeg græd ikke. Jeg kiggede bare.

Idag er hun vores dejlige Eva. Hende der flækker i et grin, når man går ind til hende om morgenen. Hende der siger huuuuhhh og iiaaahhh. Hende der er tryg i vores favn.

Dengang var hun bare en baby. Én der rent logisk var vores. Men hun var ikke min i hjertet endnu. Hun føltes ikke som min.

Jeg tror det er derfor jeg græder. Fordi vi kunne have mistet hende allerede dengang. Og så var hun aldrig blevet min i hjertet.

Forventninger

Når man nærmer sig tiden hvor man skal være mor, så følger der naturligt nok en masse forventninger med.

Mine forventninger til fødslen blev ikke umiddelbart indfriet. Jeg havde forventet en epidural, men måtte klare mig uden. Men smerterne var som forventet - eller rettere - de stemte godt overens med min forventning om, at jeg ikke ville kunne forestille mig hvor voldsomt det var. Specielt pressefasen var meget mere intens end jeg havde forestillet mig.

Fødslen fyldte meget i min bevidsthed til at starte med. Jeg kunne ikke lægge mig til at sove uden at oplevelsen blev ved med at dukke op. Men nu er den kommet lidt på afstand, og jeg er faktisk stolt af at jeg - lille jeg - kom igennem på den anden side. At jeg ved egen kraft fik skubbet en baby ud. Jeg tror stadig ikke helt på, at det rent faktisk var det der skete - men beviset ligger lige nu og sover i stuen.

Det undrer mig faktisk en smule, at mit minde om fødslen allerede nu er blevet forvrænget. Jeg har et billede af pausen mellem de to sidste presseveer som værende smertefri. Ikke at det kan være helt sandt, for på det tidspunkt var jeg selv vidne til, at jeg havde hendes hoved ude af mig, mens resten af kroppen var inde i mig. Så helt uden smerter var det nok ikke.

Amningen er lige så smertefuld som jeg havde forventet. De første 30 sekunder skal jeg virkelig koncentrere mig, for ikke at klemme hendes små hænder eller hendes hoved. Derefter går smerten over, men ligefrem behageligt bliver det aldrig.

Faderen overgår mine forventninger. Det er så skønt at høre ham snakke, pludre, grine sammen med hende. Der går ikke en dag, uden at han mange gange kommenterer hvor dejlig hun er. Han er vist noget nær nyforelsket i vores skønne datter. Selv når hun stikker i vræl, så griner han og småsnakker beroligende til hende. Kun når hun er utrøstelig bliver han en smule utålmodig, men så er det jo godt at man er to til at skiftes. Jeg har desuden fået en barselsgave (gad vide hvor han har hørt om barselsgaver fra?) - en fin solitaire ring.

Den første tid er lige så hård som forventet, og jeg ved slet ikke hvad jeg ville gøre uden en mand der støtter mig 100%.

Forventningen til moderskabet er egentlig også som forventet. Hårdt arbejde. Men hun er altså verdens smukkeste og dejligste baby! Jeg havde faktisk ikke forventet at hun ville være så smuk. Men hormoner og det faktum at hun er vores, kan måske være med til at pynte lidt på sandheden....

Idag er hun 14 dage, og det blev samtidig dagen hvor jeg for første gang lavede mad til min mand, og købte ind i den lokale købmand - uden Eva.

Eva - vores dejlige vidunderlige skønne datter

Så besluttede hun sig for at ankomme. Og hvilken lykke!

Veerne startede lørdag aften under madlavningen, og hun kom til verdenen søndag kl. 9.57, vejede 3702 g og var 51 cm lang. En dejlig lille størrelse med det fineste lange hår og meget store kinder :o)

Fødslen gik bestemt ikke som forventet. Da vi tog på hospitalet kl. ca. 3 om natten var jeg 3 cm åben, og blev derfor overført til fødselsgangen. Jordemoderen var ikke meget for det dersens med en epidural, men jeg fik hende overtalt til at lægge det bælte på min mave, som i ca. 30 min. skulle vise om barnet havde det godt nok til en epidural. Jeg lovede i de 30 min. at prøve andre smertelindringsmetoder. Jeg fik 4 "bistik" på ryggen og 4 "bistik" foran - og de hjalp! Smerterne "indeni" fjernede de dog ikke, så jeg var stadig fortaler for epiduralen. Jeg kan ikke se nogen grund til at lide, hvis man har en metode til at fjerne smerten.

Da jordemoderen 1½ time efter ankomsten til hospitalet undersøgte mig endnu engang, var jeg 9!!! cm åben. Det var altså for sent til en epidural, men jeg trøstede mig selv med at det så ville komme til at gå super hurtigt - jeg mener 1½ time om 6 cm - hvor lang tid kan den sidste cm så tage....

Tja - jeg fik først presseveer kl. 8.50 så åbenbart en del timer... Kort efter jordemoderen havde registreret at jeg var 9 cm åben mistede bistikkene deres effekt. Derefter kunne hun kun tilbyde mig lattergas, som blev en rigtig god ven. Jeg havde heldigvis ingen anelse om tid eller sted, så jeg anede ikke hvor lang tid det rent faktisk tog.

Pressefasen gik ikke så hurtigt som ønsket (på trods af gode kraftige presseveer der kom uden pauser), så der blev tilkaldt en læge, men da hun ankom begyndte det at gå fremad, så det blev ikke gjort yderligere.

Desværre viste det sig, at vores trold i den sidste del af fødslen var blevet stresset, så da hun kom ud var det i selskab med grønt fostervand, som hun også havde slugt. Herefter gik det hurtigt - hun blev kortvarigt placeret på min mave hvor to jordemødre hev og sled i hende, og lægen kom retur og overtog hende. Ligepludselig stod der 4 personer om "babybordet" og arbejdede for at få ordentlig liv i hende - suget på bordet virkede åbenbart ikke, så det næste jeg så, var en læge der løb igennem fødselsstuen med min baby på armen. Hun lå helt stille med helt åbne øjne og kiggede. Store mørke øjne.

Min mand løb med, og jeg blev efterladt med et par jordemødre, hvor jeg fødte moderkagen og blev syet. Heldigvis fik jeg relativt hurtigt besked om at hun havde fået det bedre.

Først 2 timer efter fødslen fik jeg lov at se hende på neonatalafdelingen. Med ilt i næsen, sonde til mad, drop i hånden, elektroder på hovedet, maven og foden - men hun var så fin, så fin.

Ilten slap hun hurtigt af med, og mandag kl. 15.00 fik vi lov til at køre hende ind på vores egen stue - hvor hun var helt uden ledninger.

De vurderede at hun har været uden ilt undervejs i fødslen, men at hun ikke har taget skade.

Vi blev udskrevet tirsdag eftermiddag og har siden hygget os herhjemme. Hun er bare så dejlig. Tænk at man kan elske en lille størrelse så højt - så hurtigt.

Tænk at den dejligste baby i verden har valgt os som forældre!