Så nærmer slutningen sig på denne fantastisk lange juleferie. Jeg skal på arbejde igen i morgen, og jeg glæder mig ikke synderligt.
Det har for første gang i 3 år været en god jul. Vi har haft de mislykkede forsøg lidt på afstand, og jeg har kunne glæde mig over min lille nevø, der ellers har været noget af en torn i øjet, da han er produceret ca. på det tidspunkt jeg smed p-pillerne. Han har altså hele vejen været det fysiske billede på, hvad vi rent faktisk kunne have haft. Og det er ikke noget jeg har været synderlig god til at håndtere. Min søsters mand ved jo ingenting, så hun har også brugt en del tid på at sige "når du bliver gravid", "når i bliver forældre", "er han ikke sød...". Men hun ved det jo ikke, så det er vores egen skyld vi har udsat os for det.....
Nytårsaften var vi sammen med min veninde og hendes mand, der har to dejlige børn. Også her var jeg faktisk i stand til at nyde dem, uden at græde mig selv i søvn bagefter. Så jeg tror i det hele taget jeg er blevet mere afklaret om vores situation.
Desværre har ferien lige taget et dyk til sidst. Manden vil ikke køre videre med adoptionsprocessen, før vi har de sidste to forsøg overstået. Og nu ved han slet ikke om adoption er noget for ham..... Lige nu vælger jeg at lade være med at tænke mere over det - for jeg skal være mor, og jeg vil gøre alt for at nå til det mål. Og det ved han godt. Men han har åbenbart behov for at tage tingene i et andet tempo, og så hjælper det jo ikke meget at jeg står og presser på sidelinjen. Men humøret har da lige taget et ordentligt dyk i den forkerte retning
:o(
Viser opslag med etiketten Adoption. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Adoption. Vis alle opslag
søndag den 4. januar 2009
søndag den 2. november 2008
Endnu en tur-retur til det jyske
Så er vi kommet retur fra endnu en tur i det jyske. Denne gang hos nogle af vores venner, der har en datter på 1½ år, der er resultatet af IVF-D. Den lille forskel, at jeg ved at hun er resultatet af en lang og svær kamp, gør det faktisk nemmere at være i nærheden af hende. Jeg lod mig selv nyde hendes kram og knus og hendes lille hånd der tog fat i min, for at vise mig noget spændende. Jeg lod mig selv nyde hendes nærvær, hendes grin, hendes smil og hendes barnlige kluntethed. Altså hvis man da bare kunne få lov at få sådan en.....
Jeg prøvede desuden at fokusere på, at hvis vi skal adoptere, så kan det være at det er en lille én på hendes størrelse, vi skal hente. Og det var nu en dejlig tanke - selvom jeg stadig helst selv vil producere en dejlig lille størrelse.
Jeg synes der er uendelig lang tid til næste behandling - først skal månedens gæst komme forbi, så skal jeg skannes dagligt op til ægløsning, så skal jeg nedreguleres, så skal jeg opreguleres, så kommer ægudtagning, (og forhåbentlig) ægoplægning - og så er der stadig ventetiden til at jeg kan tage en test. Jeg er bange for at status for dette år kun bliver 2 behandlinger og 1 operation. Godt jeg kun er 29 år - for det er da lige til at få stress af.
Efter en del overvejelse har jeg fortalt arbejdspladsen, at jeg gerne vil sygemeldes i næste behandlingscyklus. Det var de heldigvis helt med på. For jeg ved, at jeg vil ærgre mig, hvis vi ikke bliver gravide de to næste gange, og at jeg begge gange har udsat mig selv for stress på arbejdspladsen. Jeg ved at det vil nage mig - tænk hvis jeg nu bare havde slappet af - så havde den været der.
Jeg prøvede desuden at fokusere på, at hvis vi skal adoptere, så kan det være at det er en lille én på hendes størrelse, vi skal hente. Og det var nu en dejlig tanke - selvom jeg stadig helst selv vil producere en dejlig lille størrelse.
Jeg synes der er uendelig lang tid til næste behandling - først skal månedens gæst komme forbi, så skal jeg skannes dagligt op til ægløsning, så skal jeg nedreguleres, så skal jeg opreguleres, så kommer ægudtagning, (og forhåbentlig) ægoplægning - og så er der stadig ventetiden til at jeg kan tage en test. Jeg er bange for at status for dette år kun bliver 2 behandlinger og 1 operation. Godt jeg kun er 29 år - for det er da lige til at få stress af.
Efter en del overvejelse har jeg fortalt arbejdspladsen, at jeg gerne vil sygemeldes i næste behandlingscyklus. Det var de heldigvis helt med på. For jeg ved, at jeg vil ærgre mig, hvis vi ikke bliver gravide de to næste gange, og at jeg begge gange har udsat mig selv for stress på arbejdspladsen. Jeg ved at det vil nage mig - tænk hvis jeg nu bare havde slappet af - så havde den været der.
torsdag den 23. oktober 2008
Et lyspunkt
Idag var jeg forbi en af mine kolleger, der arbejder i en anden afdeling, og da jeg kiggede på hendes bord, stod der det fineste billede af hendes to børn på 3 og 6. De var dejligt brune, havde flot krøllet og tykt hår og så bare rigtig skønne ud - lige til at kramme. Det kommenterede jeg selvfølgelig og noterede for hende "hvem der da bare kunne få sådanne nogle dejlige mørke unger" - hun er nemlig også mørkhåret og brunøjet (ikke helt så mørk, men der skal jo også en mand til at lave børn) hvortil hun svarede "man skal bare tage til Columbia!".
Jeg har aldrig overvejet Columbia som en mulighed - men det kunne da være man skulle tage at kigge nærmere på den mulighed, hvis vi når så langt. Og så kunne det da lige være jeg skulle lægge vejen forbi hende, når vi skal til at vælge land - hun ved nemlig ikke at jeg er BIB'er - på vej ind i adoptionsjunglen.
Jeg kan mærke at jeg nogle gange er begyndt at forestille mig mine børn som dejligt mørke, når jeg drømmer om fremtiden. Jeg har altid været overbevist om, at jeg skulle have to lyshårede fe børn. Men det er nok meget sundt at forberede sig på, at de børn vi får ikke nødvendigvis kommer til at ligne mig - eller min mand for den sags skyld. Og det behøver jo ikke være skidt - jeg har aldrig brudt mig særligt om min kedelige kommunefarvede tyndhårede paryk og min konstant blege ansigtskulør.
Idag føler jeg mig sikker i min sag - jeg skal nok blive mor!
Jeg har aldrig overvejet Columbia som en mulighed - men det kunne da være man skulle tage at kigge nærmere på den mulighed, hvis vi når så langt. Og så kunne det da lige være jeg skulle lægge vejen forbi hende, når vi skal til at vælge land - hun ved nemlig ikke at jeg er BIB'er - på vej ind i adoptionsjunglen.
Jeg kan mærke at jeg nogle gange er begyndt at forestille mig mine børn som dejligt mørke, når jeg drømmer om fremtiden. Jeg har altid været overbevist om, at jeg skulle have to lyshårede fe børn. Men det er nok meget sundt at forberede sig på, at de børn vi får ikke nødvendigvis kommer til at ligne mig - eller min mand for den sags skyld. Og det behøver jo ikke være skidt - jeg har aldrig brudt mig særligt om min kedelige kommunefarvede tyndhårede paryk og min konstant blege ansigtskulør.
Idag føler jeg mig sikker i min sag - jeg skal nok blive mor! torsdag den 9. oktober 2008
Mindre end et år tilbage
Tiden går med at spise usundt - eller rettere, jeg spiser nok i virkeligheden bare normalt, men kaffen, det hvide brød og et glas rødvin til aftensmaden får mig til at føle at jeg synder hele tiden.
Men hvis jeg ikke må synde lidt nu - hvornår må jeg så?
Vi har fået en tid på Trianglen på onsdag, så håber jeg at han kan give mig en sprøjte "tro på projektet". Efter ægoplægningen sidste gang sagde han at hvis det ikke lykkedes nu, så skulle vi prøve en anden type hormoner (eller noget i den retning, - hørte ikke så godt efter, da jeg jo var høj på håbet om at nu var den der) så æggene kunne blive af bedre kvalitet.
Jeg er et par gange stødt på en udsendelse på en af tøsekanalerne om engelske par og deres kamp for at blive gravide. Jeg har taget mig selv i at tænke "nej, så meget vil jeg ikke udsætte mig for", "så må de da også snart fatte at de ikke kan blive gravide" - selvom jeg sidder her og skal i gang med mit 6. reagensglas forsøg inden længe. Hvis jeg havde vidst det på forhånd, så tror jeg at jeg havde nægtet. Og ikke destro mindre, så har vi allerede betalt for forsøg nr. 6 og nr. 7 - så to forsøg mere, det bliver det som minimum til.
Vi er jo godkendt i fase 1 til adoption, men jeg kan samtidig mærke, at jeg absolut ikke er parat til at sige stop til behandlingerne endnu. Så nu er det begyndt at stresse mig lidt, at vi kun har 1 år fra godkendelsesdatoen, til at vi skal sætte fase 3 igang. Og i fase 3 skal forsøgende være overstået..... Det vil sige, at vi har mindre end et år til at blive afklaret med, at vi ikke selv kan lave et barn... og det er jeg ikke sikker på at jeg når... Der er jo så meget andet vi kan prøve. Andre hormonbehandlinger eller ultimativt IUI-D og IVF-D (ikke at jeg føler mig parat til det heller). Men jeg ved jo også at ventetiden på adoption er så forfærdelig lang, så jeg vil jo heller ikke udskyde det længere end højst nødvendigt - jeg vil jo bare så gerne være mor!
Men hvis jeg ikke må synde lidt nu - hvornår må jeg så?
Vi har fået en tid på Trianglen på onsdag, så håber jeg at han kan give mig en sprøjte "tro på projektet". Efter ægoplægningen sidste gang sagde han at hvis det ikke lykkedes nu, så skulle vi prøve en anden type hormoner (eller noget i den retning, - hørte ikke så godt efter, da jeg jo var høj på håbet om at nu var den der) så æggene kunne blive af bedre kvalitet.
Jeg er et par gange stødt på en udsendelse på en af tøsekanalerne om engelske par og deres kamp for at blive gravide. Jeg har taget mig selv i at tænke "nej, så meget vil jeg ikke udsætte mig for", "så må de da også snart fatte at de ikke kan blive gravide" - selvom jeg sidder her og skal i gang med mit 6. reagensglas forsøg inden længe. Hvis jeg havde vidst det på forhånd, så tror jeg at jeg havde nægtet. Og ikke destro mindre, så har vi allerede betalt for forsøg nr. 6 og nr. 7 - så to forsøg mere, det bliver det som minimum til.
Vi er jo godkendt i fase 1 til adoption, men jeg kan samtidig mærke, at jeg absolut ikke er parat til at sige stop til behandlingerne endnu. Så nu er det begyndt at stresse mig lidt, at vi kun har 1 år fra godkendelsesdatoen, til at vi skal sætte fase 3 igang. Og i fase 3 skal forsøgende være overstået..... Det vil sige, at vi har mindre end et år til at blive afklaret med, at vi ikke selv kan lave et barn... og det er jeg ikke sikker på at jeg når... Der er jo så meget andet vi kan prøve. Andre hormonbehandlinger eller ultimativt IUI-D og IVF-D (ikke at jeg føler mig parat til det heller). Men jeg ved jo også at ventetiden på adoption er så forfærdelig lang, så jeg vil jo heller ikke udskyde det længere end højst nødvendigt - jeg vil jo bare så gerne være mor!
tirsdag den 9. september 2008
Godkendt i fase 1!!!!
Så er der dumpet et brev ind af brevsprækken - vi er godkendt i fase 1.... :o)
Tænk engang at jeg skulle være nervøs for godkendelsen allerede nu, jeg troede først det var fase 3 der var kritisk.... Men man kan jo blive klogere, og så må jeg vist bare acceptere at mine nerver sidder lidt udenpå tøjet i øjeblikket.
Så har vi et år til at nå et adoptionsforberedende kursus, tilmelde os en organisation, før fase 3 kan igangsættes. Og nå ja - så skal vi jo selvfølgelig også have overstået de sidste 3 forsøg i det private.
Tænk engang at jeg skulle være nervøs for godkendelsen allerede nu, jeg troede først det var fase 3 der var kritisk.... Men man kan jo blive klogere, og så må jeg vist bare acceptere at mine nerver sidder lidt udenpå tøjet i øjeblikket.
Så har vi et år til at nå et adoptionsforberedende kursus, tilmelde os en organisation, før fase 3 kan igangsættes. Og nå ja - så skal vi jo selvfølgelig også have overstået de sidste 3 forsøg i det private.
lørdag den 6. september 2008
Så nærmer det sig
Så er jeg vel tilbage fra 4 dage i Jylland. Jeg har levet efter reglerne, og har ikke følt mig fristet af hverken hvidt brød, kartofler, ris eller slik, sodavand og alkohol.
Det hjælper på det, at dem fra arbejdet ved, at jeg har en "insulin-defekt" - ingen ved det er
PCO, for de skal ikke vide vi er i behandling. Jeg har jo prøvet at fortælle det til én arbejdsgiver, og det var med meget begrænset succes. Det er sådan set derfor, jeg ikke længere arbejder der.
Så indtil videre tror de bare at det er en insulin defekt, der gør at jeg bliver træt hvis jeg spiser de forkerte ting. Så der var næsten ingen, der prøvede at hælde alkohol i mig til festen, og alle havde forståelse for mine store mængder broccoli på tallerkenen.
Jeg har været til scanning i morges, og jeg danner masser af fine ægblærer. Han vil scanne mig igen mandag, og så er der ægudtagning et eller andet sted mellem onsdag og fredag. Krydser fingre for nogle flotte super æg.
Damen fra statsamtet har skrevet sit referat fra vores møde, og det lyder faktisk meget OK. Hun har kun skrevet, at jeg har haft et par konsultationer hos en krisepsykolog, og altså ikke at jeg har været i "behandling" - hvilket jeg jo heller ikke synes at jeg var. Og så ringede hun og sagde, at det ikke havde nogen betydning for fase 1. Så humøret er steget et par grader siden sidst.
Og sidst men ikke mindst, så har jeg fået en forespørgsel for mulighed for at skrive kommentarer - det skulle måske være muligt nu?
Det hjælper på det, at dem fra arbejdet ved, at jeg har en "insulin-defekt" - ingen ved det er
PCO, for de skal ikke vide vi er i behandling. Jeg har jo prøvet at fortælle det til én arbejdsgiver, og det var med meget begrænset succes. Det er sådan set derfor, jeg ikke længere arbejder der.Så indtil videre tror de bare at det er en insulin defekt, der gør at jeg bliver træt hvis jeg spiser de forkerte ting. Så der var næsten ingen, der prøvede at hælde alkohol i mig til festen, og alle havde forståelse for mine store mængder broccoli på tallerkenen.
Jeg har været til scanning i morges, og jeg danner masser af fine ægblærer. Han vil scanne mig igen mandag, og så er der ægudtagning et eller andet sted mellem onsdag og fredag. Krydser fingre for nogle flotte super æg.
Damen fra statsamtet har skrevet sit referat fra vores møde, og det lyder faktisk meget OK. Hun har kun skrevet, at jeg har haft et par konsultationer hos en krisepsykolog, og altså ikke at jeg har været i "behandling" - hvilket jeg jo heller ikke synes at jeg var. Og så ringede hun og sagde, at det ikke havde nogen betydning for fase 1. Så humøret er steget et par grader siden sidst.
Og sidst men ikke mindst, så har jeg fået en forespørgsel for mulighed for at skrive kommentarer - det skulle måske være muligt nu?
fredag den 29. august 2008
Øv, øv, øv!
Så ringede damen fra statsforvaltningen. Hun skal bruge en udtalelse fra krisepsykologen, for at kunne gå videre med vores godkendelse til adoption.
Det er nu ikke fordi, at ham psykologen kan sige så meget - jeg var der kun 2 eller var det 3 gange. Så fik jeg som sagt nyt job, og kunne fungere igen. Men øv hvor er det deprimerende at min personlighed lige pludselig skal under en lup. Og tænk hvis det ender ud i, at vi ikke kan adoptere - det kan jeg bare slet ikke rumme. Jeg ved godt rent logisk, at de selvfølgelig skal undersøge sådan noget, og at de selvfølgelig ikke kunne lade os adoptere, hvis jeg havde store psykiske problemer. Og samtidig ved jeg, at det ikke kommer til at betyde noget synderligt. Men én ting er at vide noget - noget andet er at føle det inden i. Og lige nu føles det som om vi er ved at tabe det hele på gulvet, bare fordi jeg har haft en hård periode.
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg ikke skulle have sagt noget. At jeg skulle have holdt min kæft. Jeg ved at jeg ikke er registreret nogen steder i "systemet", fordi det var krisepsykologisk afdeling. Jeg skulle bare have holdt min kæft. Øv øv og øv.
Det er nu ikke fordi, at ham psykologen kan sige så meget - jeg var der kun 2 eller var det 3 gange. Så fik jeg som sagt nyt job, og kunne fungere igen. Men øv hvor er det deprimerende at min personlighed lige pludselig skal under en lup. Og tænk hvis det ender ud i, at vi ikke kan adoptere - det kan jeg bare slet ikke rumme. Jeg ved godt rent logisk, at de selvfølgelig skal undersøge sådan noget, og at de selvfølgelig ikke kunne lade os adoptere, hvis jeg havde store psykiske problemer. Og samtidig ved jeg, at det ikke kommer til at betyde noget synderligt. Men én ting er at vide noget - noget andet er at føle det inden i. Og lige nu føles det som om vi er ved at tabe det hele på gulvet, bare fordi jeg har haft en hård periode.
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg ikke skulle have sagt noget. At jeg skulle have holdt min kæft. Jeg ved at jeg ikke er registreret nogen steder i "systemet", fordi det var krisepsykologisk afdeling. Jeg skulle bare have holdt min kæft. Øv øv og øv.
torsdag den 28. august 2008
Så er vi et skridt videre
Så blev det torsdag, og både behandlingen og adoptionsprocessen er kommet et skridt videre.
Jeg skal begynde på 187 enheder af Gonal-F i aften, og så skal jeg til scanning d. 6. september, for at se om æggene udvikler sig som de skal. På det tidspunkt plejer de også at kunne give en pejling, i forhold til hvornår ægudtagningen kommer til at foregå. Han nævnte desuden, at han gerne vil have mulighed for at dyrke blastocyster (at de befrugtede æg for lov til at dele sig et par ekstra gange, før man lægger dem tilbage i livmoderen) hvis jeg danner nok gode æg. Det skulle eftersigende give en bedre graviditetsrate - og det kan vi li'!
Nu får vi se, om jeg stadig kan huske hvordan man stikker sig i maven, det er jo efterhånden 6 måneder siden, vi var igennem det sidste gang.
Derudover har vi været til vores første møde i forhold til adoptionen. Vores sagsbehandler ville lave et referat fra mødet, som vi så får mulighed for at kommentere før vores sag kommer for et udvalg, der kan godkende os i fase 1. Selve mødet var lidt mystiskt. Hun var meget ustruktureret, og kunne ikke helt forklare forskellen mellem at vente på et dansk og et udenlandsk barn. Jeg kunne kun følge med, fordi jeg havde læst om det på nettet, men Hr Larsen blev ret hurtigt forvirret, selvom hun forsøgte at forklare det hele 3 gange. Derudover gennemgik hun vores papirer, og her blev jeg nødt til at tilføje noget, som jeg ikke havde nævnt i papirerne....
Tilbage i efteråret 2007 var jeg ansat et sted hvor jeg var dybt ulykkelig, og jeg var desuden kørt psykisk i bund på grund af fertilitetsbehandlingen (som min arbejdsgiver bestemt ikke havde forståelse for - "kan du ikke bare få en tid til scanning en anden dag, det passer ikke så godt med vores opgaver" - øhh nej, min cyklus kan jeg desværre ikke selv kontrollere....). HR afdelingen i vores moderselskab sendte mig videre til en krisepsykolog.
Jeg nåede kun at have to møder med krisepsykologen - så fik jeg nyt job, og kunne lige pludselig sove igen om natten.
Nu håber jeg bare ikke, at det betyder noget. Blev ærlig talt lidt bekymret, da hun ikke helt vidste hvordan hun skulle håndtere, at jeg havde haft et par timer hos en krisepsykolog. Nu ville hun undersøge, om de skulle have en udtalelse fra psykologen, før de kunne tage stilling til om vi kan godkendes i fase 1. Men man kan forhåbentligt ikke blive diskvalificeret som adoptivforældre, bare fordi man søger hjælp, hvis man gennemgår en krise i livet - det kan da ikke være første gang, at de har en der søger om godkendelse, og som faktisk synes at behandlingsforløbet har været hårdt?
Hmm. Vi ville høre fra hende i næste uge.
Jeg skal begynde på 187 enheder af Gonal-F i aften, og så skal jeg til scanning d. 6. september, for at se om æggene udvikler sig som de skal. På det tidspunkt plejer de også at kunne give en pejling, i forhold til hvornår ægudtagningen kommer til at foregå. Han nævnte desuden, at han gerne vil have mulighed for at dyrke blastocyster (at de befrugtede æg for lov til at dele sig et par ekstra gange, før man lægger dem tilbage i livmoderen) hvis jeg danner nok gode æg. Det skulle eftersigende give en bedre graviditetsrate - og det kan vi li'!
Nu får vi se, om jeg stadig kan huske hvordan man stikker sig i maven, det er jo efterhånden 6 måneder siden, vi var igennem det sidste gang.
Derudover har vi været til vores første møde i forhold til adoptionen. Vores sagsbehandler ville lave et referat fra mødet, som vi så får mulighed for at kommentere før vores sag kommer for et udvalg, der kan godkende os i fase 1. Selve mødet var lidt mystiskt. Hun var meget ustruktureret, og kunne ikke helt forklare forskellen mellem at vente på et dansk og et udenlandsk barn. Jeg kunne kun følge med, fordi jeg havde læst om det på nettet, men Hr Larsen blev ret hurtigt forvirret, selvom hun forsøgte at forklare det hele 3 gange. Derudover gennemgik hun vores papirer, og her blev jeg nødt til at tilføje noget, som jeg ikke havde nævnt i papirerne....
Tilbage i efteråret 2007 var jeg ansat et sted hvor jeg var dybt ulykkelig, og jeg var desuden kørt psykisk i bund på grund af fertilitetsbehandlingen (som min arbejdsgiver bestemt ikke havde forståelse for - "kan du ikke bare få en tid til scanning en anden dag, det passer ikke så godt med vores opgaver" - øhh nej, min cyklus kan jeg desværre ikke selv kontrollere....). HR afdelingen i vores moderselskab sendte mig videre til en krisepsykolog.
Jeg nåede kun at have to møder med krisepsykologen - så fik jeg nyt job, og kunne lige pludselig sove igen om natten.
Nu håber jeg bare ikke, at det betyder noget. Blev ærlig talt lidt bekymret, da hun ikke helt vidste hvordan hun skulle håndtere, at jeg havde haft et par timer hos en krisepsykolog. Nu ville hun undersøge, om de skulle have en udtalelse fra psykologen, før de kunne tage stilling til om vi kan godkendes i fase 1. Men man kan forhåbentligt ikke blive diskvalificeret som adoptivforældre, bare fordi man søger hjælp, hvis man gennemgår en krise i livet - det kan da ikke være første gang, at de har en der søger om godkendelse, og som faktisk synes at behandlingsforløbet har været hårdt?
Hmm. Vi ville høre fra hende i næste uge.
mandag den 25. august 2008
En lille status...
Så er det torsdag, det er den store dag. Vi skal nå hele to store ting på samme dag.
Vi skal til første scanning på Trianglen, og forhåbentlig skal jeg igang med opregulering. Det skal dog lige planlægges, da jeg skal til Jylland lige netop på dag 8 - og det er her de ynder at scanne mig første gang efter opreguleringen er startet. Meeen jeg har jo været igang med nedregulering en del tid efterhånden, så man kan vel udskyde opreguleringen en enkelt dag, så jeg rent faktisk er tilbage på sjælland, når vi er på dag 8?
Derudover har vi en tid på statsamtet, hvor vi skal til første samtale med henblik på adoption. Jeg synes stadig at det er underligt, at starte på en proces man i bund og grund håber bliver unødvendig. Men jeg tror også det er godt rent mentalt, at forberede sig på, at det kan være den vej virkeligheden bevæger sig. Gad vide hvad de vil vide? De har fået en masse papirer om os, så det burde vel være på plads, og så vidt jeg ved, så er det først senere i forløbet, at de begynder at stille "hvis du var et dyr" spørgsmål.... Hmm vi tager det som det kommer.
Jeg har heldigvis en fleksibel arbejdsgiver, der ikke stiller de store spørgsmål, når man beder om en arbejde-hjemme-dag, på grund af personlige gøremål. Så får vi se om hovedet er fyldt med tanker, eller om jeg rent faktisk kan få arbejdet lidt.
Vi skal til første scanning på Trianglen, og forhåbentlig skal jeg igang med opregulering. Det skal dog lige planlægges, da jeg skal til Jylland lige netop på dag 8 - og det er her de ynder at scanne mig første gang efter opreguleringen er startet. Meeen jeg har jo været igang med nedregulering en del tid efterhånden, så man kan vel udskyde opreguleringen en enkelt dag, så jeg rent faktisk er tilbage på sjælland, når vi er på dag 8?
Derudover har vi en tid på statsamtet, hvor vi skal til første samtale med henblik på adoption. Jeg synes stadig at det er underligt, at starte på en proces man i bund og grund håber bliver unødvendig. Men jeg tror også det er godt rent mentalt, at forberede sig på, at det kan være den vej virkeligheden bevæger sig. Gad vide hvad de vil vide? De har fået en masse papirer om os, så det burde vel være på plads, og så vidt jeg ved, så er det først senere i forløbet, at de begynder at stille "hvis du var et dyr" spørgsmål.... Hmm vi tager det som det kommer.
Jeg har heldigvis en fleksibel arbejdsgiver, der ikke stiller de store spørgsmål, når man beder om en arbejde-hjemme-dag, på grund af personlige gøremål. Så får vi se om hovedet er fyldt med tanker, eller om jeg rent faktisk kan få arbejdet lidt.
torsdag den 31. juli 2008
Hvorfor vil i adoptere?
Så er det i morgen, vi skal til første scanning på Trianglen. Det jeg glæder mig mest til at høre, er om endometriosen måske kan give en forklaring på den manglende fertilitet.
Og så er adoptionspapirerne endelig sendt afsted. De blev printet i januar, vi kom først til lægen i slutningen af juni, og så kom de altså med posten i mandags. Det er underligt at begynde på en proces, som man i det store hele håber bliver unødvendig, men på den anden side, så kan ventelisterne til et barn få sveden frem på min pande - på trods af min unge alder. Og så er det jo typisk at en dåbsattest forsvinder når man endelig skal bruge den - heldigvis kan man bestille en ny, men det er jo heller ikke noget der får processen til at gå hurtigere....
Jeg har altid vidst at jeg ville adoptere, hvis jeg ikke selv kunne få børn, men at processen skal være så lang og besværlig, forstår jeg ikke. Jeg tror vi har fremsendt ca. 20 sider om vores helbred, økonomiske situation og hvorfor vi vil adoptere. Hvorfor i alverden skal man begrunde ønsket om adoption? Skulle man da skrive, at man ønsker at adoptere en baby, fordi man gerne vil have en der kan slå græsset og gøre rent om 12 år?? Jeg tror vi endte med at skrive noget lamt i stil af - da vi ønsker at få et barn, og ønsket ikke ser ud til at kunne blive opfyldt af den "naturlige vej". Altså helt ærligt hvad skal man skrive....
Nå - men det bliver jo slet ikke nødvendigt, for jeg er jo gravid om et par måneder - ik'!?!?
Og så er adoptionspapirerne endelig sendt afsted. De blev printet i januar, vi kom først til lægen i slutningen af juni, og så kom de altså med posten i mandags. Det er underligt at begynde på en proces, som man i det store hele håber bliver unødvendig, men på den anden side, så kan ventelisterne til et barn få sveden frem på min pande - på trods af min unge alder. Og så er det jo typisk at en dåbsattest forsvinder når man endelig skal bruge den - heldigvis kan man bestille en ny, men det er jo heller ikke noget der får processen til at gå hurtigere....
Jeg har altid vidst at jeg ville adoptere, hvis jeg ikke selv kunne få børn, men at processen skal være så lang og besværlig, forstår jeg ikke. Jeg tror vi har fremsendt ca. 20 sider om vores helbred, økonomiske situation og hvorfor vi vil adoptere. Hvorfor i alverden skal man begrunde ønsket om adoption? Skulle man da skrive, at man ønsker at adoptere en baby, fordi man gerne vil have en der kan slå græsset og gøre rent om 12 år?? Jeg tror vi endte med at skrive noget lamt i stil af - da vi ønsker at få et barn, og ønsket ikke ser ud til at kunne blive opfyldt af den "naturlige vej". Altså helt ærligt hvad skal man skrive....
Nå - men det bliver jo slet ikke nødvendigt, for jeg er jo gravid om et par måneder - ik'!?!?
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
