Åhh vi håååber!!

Hele onsdag aften gik med at være helt i kulkælderen, og torsdag morgen da jeg stod i badet, begyndte jeg at græde igen. Jeg tog på arbejde og besluttede allerede i bilen, at jeg måtte informere dem på arbejdet. Jeg fik formuleret en mail til min afdeling, og de tog det så fint. Der var knus og søde mails fra dem alle. Men jeg har sagt, at jeg ikke vil snakke om det, og at de ikke skal spørge når jeg går tidligt og til hvorfor jeg skal have fri.

Det lettede, og humøret er faktisk steget et par grader siden. Måske det er fordi jeg ikke længere behøver at sætte en maske på, når jeg er på arbejde, jeg ved det ikke. Men jeg er helt sikkert blevet gladere.

Nu håber jeg bare, at det lille fine æg har sat sig fast. Mit underliv har ligesom været tungere end det plejer at være. Så jeg håååber. Både vores kat, mor og Hr. Larsen har sendt positive tanker til maven, så hvis et æg kan føle kærlighed, så er det helt sikkert blevet siddende. Men jeg er stadig bange for at håbe for meget - det er ligesom prøvet før.

Vægten går det ikke så godt med - jeg var nede på 54,1 i morges. 2 kg mindre end jeg gerne ville veje. Så jeg har syndet, og spist flødeskum sammen med min frugtsalat til morgen. Og så spiste jeg laks og hjemmelavet guacamole til aftensmad i går. Mums!

Der er kun nogle dage til at jeg ved i hvilken retning det går. Jeg kan se at jeg i sidste behandlingsrunde allerede begyndte at bløde 5! dage før testdagen, og det er på mandag.

Sidst men ikke mindst, så vil jeg lige dele succesraten på tilbagelægning af blastocyster på Trianglen. Hele 62%!!!!! Og det er de kvinder der har prøvet alverdens ting inden. Derudover var gennemsnitsalderen ret høj, og mange af kvinderne var i 40'erne. For mig virker det næsten uvirkeligt, at der er dobbelt så høj sandsynlighed i dette forsøg, end der har været i de hidtidige.

Åhhhh vi hååååååber!