En dag der gerne snart må være slut

Det var nu, jeg havde tænkt at dette skulle være et "jubii jeg er gravid indtil det modsatte er bevist"-indlæg.

Men sådan bliver det nok desværre ikke

Jeg havde en længere snak med min chefs chef, hvor hun stillede spørgsmål ved om jeg nu virkelig var glad for at arbejde der. Der har åbenbart været et par af mine kolleger, der har været bekymrede, og hun syntes heller ikke selv, at jeg har været "til stede" det sidste stykke tid. Så de var bekymrede for om jeg var ved at søge væk, eller bare var ked af at være der.

Da hun havde gravet lidt rundt i det, blev jeg ked af det, og kunne til sidst næsten ikke få hulket et ord frem. Jeg måtte til sidst krybe til korset og fortælle, at vi ikke kan få børn. Herefter græd jeg videre - dog nu i et mere kontrolleret leje. Nu blev hun også ked af det, og forsikrede mig om at der var fuld forståelse for at mine tanker og mit fokus skulle være i privaten, og at jeg måtte lade være med at pushe mig selv for at performe på arbejdet.

Men her har jeg gået og tænkt, at jeg var helt "normal" når jeg var på arbejde. At jeg fint kunne skille privatliv og arbejde fra hinanden. Men det kan jeg så åbenbart ikke. Nu er jeg træt af at græde, men kan heller ikke være andet end tom, ligegyldig, snerrende og ked af det.

Jeg forklarede hende også at min forrige arbejdsgiver var helt elendig til at håndtere, at jeg var i behandling, så nu håber jeg, at hun gør et bedre stykke arbejde.

Men hold da helt ferie, hvor kan jeg blive ked af det - det må altså være mit hormon-monster. For jeg føler helt, at jeg forsvinder ned i et stort hul, hvor jeg ikke kan andet end at være helt tom og ked af det samtidig. Hvis jeg da så bare kunne drukne min sorg i øl, chips og chokolade. Men det er jo ligesom ikke en mulighed.

Derudover kan jeg fortælle, at mine kolleger er af den overbevisning, at der er meget psykologi i det der med at være barnløs. Samtalen faldt på en udsendelse, der havde været om dårlig sædkvalitet, og der var selvfølgelig en der skulle komme med den klassiske "jeg kender nogen der blev gravide, da de opgav projektet"-historie. Jeg sad og havde lyst til at råbe ud i lokalet at det sgu havde noget med sandsynligheder at gøre. Jo vi fik oprindelig en 20% chance for at blive gravide inden for de næste 9 år. Og det betyder jo rent faktisk, at der er 20%, der når at blive gravide inden for de næste 9 år!!! Men det betyder jo ikke, at jeg bare ved at slappe af kan tilsidesætte videnskaben og lige pludselig blive gravid!!

De ved jo ikke jeg er i behandling, så jeg lod være med at bide hovedet af dem, og lod deres kommentarer og nik til at man bare skulle slappe af, så blev man gravid, gå forbi i det ubemærkede.

For hulen da, hvor må denne dag godt snart slutte.... Så kan jeg også komme lidt tættere på testdagen, så jeg kan se om det fantastiske lille ca. 100 cellede æg bliver ved med at udvikle sig... Håååååber så meget at det gør ondt.