Eva

fredag den 27. december 2013

At have helt igennem skønne børn!

De er dejlige de to små. Og det er hende den store også.

Peter er blevet så god til at ligge på maven og bevæge sig baglæns og i cirkler. Jeg kan se at han helt bevidst ser noget, og så går han efter det. Da han var 6 uger begyndte jeg hos fysioterapeut - hans kranium var skævt. Meget skævt. Ørene sat 2 cm skævt, når man kiggede oppe fra. Egen læge mente det var indenfor normalen, men heldigvis skulle vi til børnelæge på hospitalet i andet ærinde, og han gav mig en direkte adgangsbillet til fysioterapien på børneafdelingen. Jeg har derfor lavet øvelser med ham, og vendt hans hoved hver gang han sov. I en laaang periode var det ca. hvert 10 minut jeg kontrollerede hans hoved, og vi har haft mange ikke særlig sjove kampe. Hyl og skrål i barnevognen, når jeg lige har fået dem til at sove. Ikke sjovt - og specielt ikke sjovt som tvillingemor. Men hovedet er blevet så meget pænere. Og måske vi har sidste besøg på børneafdelingen d. 2. januar. Så er det også ca. 5 mdr. jeg har kæmpet med hans lille hoved....

Når man har ham oppe, elsker han at hoppe, hoppe og hoppe. Og når man hilser på ham på gulvet, bliver man mødt med små arme og ben, der bevæger sig op og ned med lynets hast og et ansigt der flækker i et kæmpe grin!

Peter er altædende. Sådan næsten altså. Munden åbner han gerne på vid gab, også selvom han ikke ved hvad der kommer. Og han har længe kunne spise hele portioner grøntsagsmos og havregrød.

David er en hyggegøj. Ligger helt tæt og stille på brystkassen når han er oppe. Ligger ligeså stille på gulvet og iagttager verden og legetøjet omkring sig. Kigger og iagttager, vender og drejer legetøjet. Og så får han den sødeste lille trutmund når han virkelig koncenterer sig.

Han bevæger sig gerne ind under borde og stole. Baglæns og i cirkler, men han kan komme langt omkring. Han er begyndt at løfte numsen lidt i ryk, men kan ikke komme helt op på knæ.

Hos David kæmper jeg med et lidt fladt baghoved. Så også her bliver hovedet rykket omkring, når han sover.

David er kritisk. Specielt i forhold til mad. Munden er næsten aldrig åben. Alting skal lige smages på læben før han åbner op. Men det går godt! Han spiser havregrød med stor appetit. Grøntsagsmosen kæmper vi lidt mere med.

Eva blev pludselig så stor da de små kom ud af maven. Sutten røg før de små kom - og bleen røg et par måneder efter. Hun ææælsker de små pus. Krammer, leger, kilder og passer på dem. Hun har nok fået lov til en del mere, fordi der er to. Hun har fået til opgave at passe på den ene, mens jeg har skiftet den anden. Og det gør hun med stor glæde. Og så har hun fået et helt publikum til hendes danse og sange. Og de to små kvitterer med høje hvin, grin og smil over hele femøren.

Jo søskendeskabet har det godt herhjemme. Og det er ikke så skidt endda!

Jeg føler mig elsket. Jeg føler mig heldig. Og dagene hvor jeg har lyst til at sige jobbet som fuldtidsmor op, ligger flere måneder bagud. Jeg tror vi er igennem det værste. Det er stadig hårdt arbejde, men så længe jeg får min nattesøvn, så er verden et meget lysere sted. Jeg tør næsten ikke skrive det, men de sidste par uger har de sovet mellem 10 og 12 timer fra deres sidste måltid om aftenen. Og det er SKØNT!


fredag den 11. oktober 2013

Jeg er på barsel med tvillinger så...

... jeg tager mig selv i at gå på badeværelset og lukke døren, uden egentlig at skulle noget derude.

... jeg er misundelig på den tid min mand har i bilen/toget på vej til og fra arbejde, hvor han bare kan sidde og slappe af.

... jeg er misundelig på dem der kun har et barn, og som er med i en mødregruppe, der mødes privat en gang om ugen.

... jeg bekymrer mig om vores privatøkonomi, på en måde jeg aldrig har gjort før.

... jeg har mere end fordoblet mit forbrug af kaffe.

... jeg når ikke i bad hver dag.

... jeg er alene med 3 børn under 4 år fra 15.30 til ca. 18.15 hver dag.

... jeg er noget så glad for bedstemødrene og al den hjælp de tilbyder!




mandag den 7. oktober 2013

Tvillinger?

Drengene er per definition tvillinger. Men sådan føles det ikke i dagligdagen. Tvillinger. Hvad er det at være tvilling? Jeg ved det ikke. Det eneste Peter og David har tilfælles er, at de har været i min mave samtidig.

De er fra to forskellige behandlinger. To forskellige tidspunkter. Og de er to forskellige drenge.

Peter har fra starten været den største. 300 gram mere end brormand. Og så var han den første der så verden udenfor min livmoder. Han er mere larmende, græder hurtigtigere og hiver voldsomt i legetøjet så det larmer mest muligt. Vi må nogle gange tage noget legetøj fra ham, fordi han bliver ved med at slå sig selv i hovedet med det. Det ser ud til at han får min næse og hage. Han har på en dejlig babyfacon et ansigt med karakter. Til at starte med kunne jeg slet ikke se at han lignede noget vi kunne producere, jeg undrede mig over hvor hans træk kom fra, men nu kan jeg se at han ligner sin storesøster. Med lidt krydderi fra min side.

David er ekstremt god til at ligge på maven. Han kan ligge der, lige indtil han falder i søvn. Lige i øjeblikket pludrer han en del - både med lave søde lyde og voldsomme høje lyde, som han næsten selv bliver forskrækket over. Han kigger på tingene ligesom Eva gjorde. Betragter alting (inkl. brormand) med store interesserede øjne. Som om han gerne vil forstå det hele. Han er også udseende mæssigt en lille Eva. Store runde kinder. Store øjne.

De er begge nogle dejlige drenge, der er fantastisk gode til at smile og være glade. Nogle dage skal jeg huske på at tage dem op. For ellers ligger de og leger fint for sig selv. De er nemme.

De får noget sammen. En opvækst, som helt sikkert kommer til at betyde, at de bliver tvillinger. Også i mit hoved. Jeg håber de får glæde af hinanden, og at de bliver hinandens gode venner. Men jeg håber også, de bliver i stand til at være børn hver for sig, og at de ikke bliver for afhængige af hinandens selskab. Jeg vil så gerne, at de bliver selvstændige individer, der ikke gemmer sig bag hinanden.

Men tvillinger det er de per definition. Og det håber jeg ikke er så skidt endda.


torsdag den 26. september 2013

Et nyt liv

Igår var det min fødselsdag, og dermed præcis et år siden, at jeg havde den første morgen med graviditetskvalme. Det var en tirsdag, og jeg skulle først have taget blodprøve om fredagen. Jeg sagde ikke noget til manden, for jeg vidste han ville slå det hen, og sige at vi nok lige skulle vente til fredag. Og derudover så troede jeg ikke rigtig på det. At der ville være to styk, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig.

Og livet har ændret sig siden. Nyt hus, ny by, støbt nyt gulv i køkken og bryggers, nyt køkken, nyt bryggers, ny isolering på loftet, nye lofter med spots i to rum, nye stikkontakter, installering af fjernvarme og sløjfning af olietank, modernisering af badeværelse, opsætning af ny væg - ny institution til Eva, at gøre hende renlig og få hende til at sløjfe sutten - og så selvfølgelig en hverdag med en pige på nu 3,5 år og 2 drenge på 4 mdr. Jeg tror jeg med sikkerhed kan sige, at det har været det travleste år i mit liv.

Men på mystisk vis er vi ovenpå. Vi som voksne elsker stadig hinanden. Eva elsker sine brødre. Og drengene er to glade, smilende, nemme små størrelser. Jeg havde regnet med at det hele ville være hårdere, surere og sværere.

Det hjælper at vide, at det hele bare er en kort periode. At de ikke til evig tid skal have mad hver 3. time. At de ikke til evig tid græder hver aften. At flaskerne efterhånden bliver overtaget af mad. At de om 3 år selv kan tage tøj på, sætte ord på deres følelser og behov, og at rejsen dertil faktisk er ret fantastisk! At jeg så VIRKELIG har glædet mig til, at den første tid med 2 spædbørn var overstået er så noget andet. Den hårdeste tid er allerede ovre. Jeg får sovet om natten, og der er rutine i dagene. Og det er ikke så skidt endda.

tirsdag den 24. september 2013

Stor familie = Ny dyt!

Jeg har dårlig samvittighed over, at jeg slet ingenting har fået skrevet på bloggen. Ikke så meget for min skyld, men mere fordi jeg har så mange tanker jeg kan give videre til Eva, når hun bliver stor nok. Og indtil videre har jeg ikke noget til mine drenge.

Mine to drenge kom til verden d. 22. maj 2013 og vejede hhv 3kg og 2,7kg. Altså to relativt store drenge, der fik navnene Peter og David.

Så nu er vi en stor familie på fem, og det bringer nye udfordringer til dagligdagen. En af udfordringerne er, at vi ikke kan være i den gamle dyt allesammen, og der er grænser for hvor længe vi kan fungere i hverdagen, uden at kunne tage alle tre børn med i bilen. Heldigvis har vi en sød mormor der gerne kommer og kører Eva, når vi skal besøge familien. Men det er jo ikke en holdbar løsning på lang sigt.

Jeg har derfor været ude og prøvekøre vores måske fremtidige bil idag. En stor en af slagsen med mulighed for 7 sæder. Men nu får vi se hvad han vil give for vores gamle dejlige bil, og om vi kan blive enige om en pris.

Men jeg glæder mig til at kunne pakke hele flokken og tage på udflugt med tvillingebarnevogn og hele udstyrspakken!