Eva

torsdag den 11. september 2008

14 stk.

Så blev det tid til ægudtagning, og de endte med at tage 14 æg fra mine æggestokke! Et ganske godt resultat synes jeg selv.

Det foregik en smule anderledes end i det offentlige, hvor jeg skulle møde efter at have spist en solid morgenmad. Her i det private skulle jeg møde fastende. Derudover kom vi meget hurtigere til, - vi er vant til at vente 2-3 timer og idag tog det kun 30 minutter. Sidst men ikke mindst skulle jeg ikke selv gå fra lejet til en stol, men blev hjulpet over på en seng med hjul, hvorefter jeg blev kørt ind i "afslapningsrummet" hvor jeg blev budt på saftevand og en krydder.

Men jeg er altså ikke god til det der med ægudtagninger. Det gjorde hammer ondt, de gange han stak i mig. Eftersom det altid gør mest ondt i højre side er min teori, at der ligger noget arvæv fra min tidligere sprængte blindtarm, der gør at det hele bliver lidt sværere. Og efter indgrebet, var jeg den der lå længst og ømmede mig. Jeg har blødt en hel del idag, men smerterne var heldigvis værst den første time - siden er de næsten forsvundet helt. Jeg giiiiiider bare ikke flere ægudtagninger.

Dagen idag er mest gået med at sove og glo fjernsyn. Jeg har lige spist min første pizza i 4 uger (det indeholder jo hvidt brød) og har spist lidt slik - jeg er jo "ægløs" lige nu, så mon ikke jeg gerne må synde lidt. Nu ligger æggene og hygger sig i nogle fine plastikbægre i Hellerup.

De ringer første gang på lørdag for at give en status på æggenes tilstand. Hvis der er mere end 5 styk der har delt sig fint, vil de fryse de resterende, og prøve at lade de 5 udvikle sig til blastocyster. Så der er altså mulighed for ægoplægning et eller andet sted mellem lørdag og tirsdag. Det kunne være skønt, hvis der gemte sig en enkelt lille baby i bare et af glassene.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar