Øv, øv, øv!

Så ringede damen fra statsforvaltningen. Hun skal bruge en udtalelse fra krisepsykologen, for at kunne gå videre med vores godkendelse til adoption.

Det er nu ikke fordi, at ham psykologen kan sige så meget - jeg var der kun 2 eller var det 3 gange. Så fik jeg som sagt nyt job, og kunne fungere igen. Men øv hvor er det deprimerende at min personlighed lige pludselig skal under en lup. Og tænk hvis det ender ud i, at vi ikke kan adoptere - det kan jeg bare slet ikke rumme. Jeg ved godt rent logisk, at de selvfølgelig skal undersøge sådan noget, og at de selvfølgelig ikke kunne lade os adoptere, hvis jeg havde store psykiske problemer. Og samtidig ved jeg, at det ikke kommer til at betyde noget synderligt. Men én ting er at vide noget - noget andet er at føle det inden i. Og lige nu føles det som om vi er ved at tabe det hele på gulvet, bare fordi jeg har haft en hård periode.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg ikke skulle have sagt noget. At jeg skulle have holdt min kæft. Jeg ved at jeg ikke er registreret nogen steder i "systemet", fordi det var krisepsykologisk afdeling. Jeg skulle bare have holdt min kæft. Øv øv og øv.

Så er vi et skridt videre

Så blev det torsdag, og både behandlingen og adoptionsprocessen er kommet et skridt videre.

Jeg skal begynde på 187 enheder af Gonal-F i aften, og så skal jeg til scanning d. 6. september, for at se om æggene udvikler sig som de skal. På det tidspunkt plejer de også at kunne give en pejling, i forhold til hvornår ægudtagningen kommer til at foregå. Han nævnte desuden, at han gerne vil have mulighed for at dyrke blastocyster (at de befrugtede æg for lov til at dele sig et par ekstra gange, før man lægger dem tilbage i livmoderen) hvis jeg danner nok gode æg. Det skulle eftersigende give en bedre graviditetsrate - og det kan vi li'!

Nu får vi se, om jeg stadig kan huske hvordan man stikker sig i maven, det er jo efterhånden 6 måneder siden, vi var igennem det sidste gang.

Derudover har vi været til vores første møde i forhold til adoptionen. Vores sagsbehandler ville lave et referat fra mødet, som vi så får mulighed for at kommentere før vores sag kommer for et udvalg, der kan godkende os i fase 1. Selve mødet var lidt mystiskt. Hun var meget ustruktureret, og kunne ikke helt forklare forskellen mellem at vente på et dansk og et udenlandsk barn. Jeg kunne kun følge med, fordi jeg havde læst om det på nettet, men Hr Larsen blev ret hurtigt forvirret, selvom hun forsøgte at forklare det hele 3 gange. Derudover gennemgik hun vores papirer, og her blev jeg nødt til at tilføje noget, som jeg ikke havde nævnt i papirerne....

Tilbage i efteråret 2007 var jeg ansat et sted hvor jeg var dybt ulykkelig, og jeg var desuden kørt psykisk i bund på grund af fertilitetsbehandlingen (som min arbejdsgiver bestemt ikke havde forståelse for - "kan du ikke bare få en tid til scanning en anden dag, det passer ikke så godt med vores opgaver" - øhh nej, min cyklus kan jeg desværre ikke selv kontrollere....). HR afdelingen i vores moderselskab sendte mig videre til en krisepsykolog.

Jeg nåede kun at have to møder med krisepsykologen - så fik jeg nyt job, og kunne lige pludselig sove igen om natten.

Nu håber jeg bare ikke, at det betyder noget. Blev ærlig talt lidt bekymret, da hun ikke helt vidste hvordan hun skulle håndtere, at jeg havde haft et par timer hos en krisepsykolog. Nu ville hun undersøge, om de skulle have en udtalelse fra psykologen, før de kunne tage stilling til om vi kan godkendes i fase 1. Men man kan forhåbentligt ikke blive diskvalificeret som adoptivforældre, bare fordi man søger hjælp, hvis man gennemgår en krise i livet - det kan da ikke være første gang, at de har en der søger om godkendelse, og som faktisk synes at behandlingsforløbet har været hårdt?

Hmm. Vi ville høre fra hende i næste uge.

Mad, motion og vægt

Nu har jeg efterhånden prøvet at leve efter den nye pyramide i et stykke tid.

Det er ikke alle dage der er lige vellykkede. Min undskyldning indtil videre er, at jeg ikke er begyndt at danne de æg, der skal blive befrugtede - og jeg kan derfor heller ikke skade dem endnu.

Det går fint med mine måltider og mellemmåltider - men sundheden er smuttet et par gange om aftenen foran computeren de sidste par dage. Der er på mystisk vis forsvundet en pose M&M's. Motionen er også gået lidt i stå, men jeg skylder skylden på det dårlige vejr (katten lignede en druknet rotte, da jeg lukkede hende ind i morges).

Jeg burde nok i virkeligheden rose mig selv for de ting, jeg allerede har udelukket fra min dagligdag nemlig kaffe, hvidt brød, kartofler, ris og pasta. Så det går vel egentlig udemærket - altså lige bortset fra de få gange jeg har syndet om aftenen.

Vægten går det ikke helt så godt med. Jeg var helt nede på 54,9 i går morges. Og det er lige under min tilladte grænse. Jeg burde ligge stabilt på 56 kg (det er egentligt et minimum) for at være optimalt modtagelig for en graviditet. Men hvad skal man gøre når man er tvunget til at leve af grøntsager, frugt, fedtfattigt kød og groft brød. Det er jo ikke ligefrem den kost, der gør at man tager på.

Gad vide hvad der er værst:
1. At være tyndere end det bliver anbefalet
2. At spise alt det man ikke må, når man har PCO

Jeg gætter på valgmulighed nr. 2 - så jeg bliver på diæten.

En lille status...

Så er det torsdag, det er den store dag. Vi skal nå hele to store ting på samme dag.

Vi skal til første scanning på Trianglen, og forhåbentlig skal jeg igang med opregulering. Det skal dog lige planlægges, da jeg skal til Jylland lige netop på dag 8 - og det er her de ynder at scanne mig første gang efter opreguleringen er startet. Meeen jeg har jo været igang med nedregulering en del tid efterhånden, så man kan vel udskyde opreguleringen en enkelt dag, så jeg rent faktisk er tilbage på sjælland, når vi er på dag 8?

Derudover har vi en tid på statsamtet, hvor vi skal til første samtale med henblik på adoption. Jeg synes stadig at det er underligt, at starte på en proces man i bund og grund håber bliver unødvendig. Men jeg tror også det er godt rent mentalt, at forberede sig på, at det kan være den vej virkeligheden bevæger sig. Gad vide hvad de vil vide? De har fået en masse papirer om os, så det burde vel være på plads, og så vidt jeg ved, så er det først senere i forløbet, at de begynder at stille "hvis du var et dyr" spørgsmål.... Hmm vi tager det som det kommer.

Jeg har heldigvis en fleksibel arbejdsgiver, der ikke stiller de store spørgsmål, når man beder om en arbejde-hjemme-dag, på grund af personlige gøremål. Så får vi se om hovedet er fyldt med tanker, eller om jeg rent faktisk kan få arbejdet lidt.

Pjevset eller ej?

Så er det den tid på måneden, hvor jeg plejer at have stærke smerter. Måske jeg ikke helt kan stole på det i denne måned, da jeg jo er igang med hormon behandling, men alligevel....

Jeg anede ikke at det var på vej, og jeg har ingen smerter haft hele dagen.

Det begyndte da jeg var 11. Jeg kan huske, at jeg flere gange har brækket mig på denne tid af måneden uden at være syg. At jeg er besvimet en enkelt gang. At jeg som ret ung fandt ud af, at hvis jeg lavede en bestemt bevægelse med foden, så gik underbenet i en krampelignende tilstand, så jeg ikke fokuserede på mine smerter i underlivet. I en periode fik jeg gigtmedicin mod smerterne - ikke at det havde den store effekt.

Så begyndte jeg på p-piller og smerterne forsvandt lige så langsomt. Da vi så ønskede at blive gravide, smed jeg p-pillerne og smerterne kom igen. Og nu virkede det næsten som en straf - at jeg ud over at finde ud af, at jeg ikke var gravid, også skulle døje med smerterne. At jeg ikke kunne slippe væk fra virkeligheden, men at smerterne blev ved med at minde mig om, at det heller ikke blev denne måned.

Nu er jeg blevet opereret og de fandt og fjernede noget endometriose. Og nu sidder jeg her uden smerter. Det er da fantastisk!

Jeg har aldrig tænkt mere over mine smerter, da jeg tænkte det bare var en del af det at blive kvinde. Måske jeg også har haft tanken et par gange, at jeg måske også var lidt pjevset - det var nok slet ikke så slemt, som jeg gjorde det til. Hvis jeg bare tog mig sammen.

Men diagnosen endometriose har fået tingene til at falde på plads. Måske jeg slet ikke er så pjevset endda.

Min følgesvend

Det er dejligt at slippe for de daglige indsprøjtninger! Jeg får i højere grad lov til at "glemme" at jeg er i behandling og behøver ikke sidde hver aften og planlægge mine gøremål, efter hvornår jeg skal fixe.

Men behandlingen er alligevel med mig overalt. Ved morgenmaden, frokosten, aftensmaden og alle mine mellemmåltider. Ved indkøb af tøj - kan jeg være smågravid i dette uden maven kan ses? Når jeg snakker med veninder og familie om fremtiden (det er sjovt så ofte babyer er samtaleemne for kvinder). Reklamepauser - her er babyer et yndet reklamestunt. Og når jeg køber ind, for her skal jeg både forholde mig til et utal af barnevogne, store maver og skrigende børn, samtidig med at jeg skal tænke over hvad jeg må spise.

Og så selvfølgelig når jeg er alene. På vej til arbejde i bilen. Når jeg sidder alene på kontoret. Når jeg ligger og prøver på at sove. Så dukker de op - tankerne om børn, drømme for fremtiden og frygten for at drømmene ikke bliver til noget.

Til at starte med græd jeg hver dag på vej til og fra arbejde. Her var jeg mig selv, og skulle ikke forholde mig til andre - her kunne jeg lade tårene flyde frit. Jeg måtte ændre min rute til arbejdet, da jeg til at starte med kørte lige forbi en veninde der havde et barn, og det hjalp ikke på antallet af tårer. Det undrede mig, at der kunne være så mange tårer i en så lille kvinde.

Jeg tror jeg havde behov for at græde - at dykke langt ned i sorgen. At forholde mig til at livet ikke formede sig, som jeg altid havde troet det ville. At min største drøm måske aldrig blev virkelighed.

Nu græder jeg kun i perioder. Gerne når jeg er i gang med behandling. Om det er på grund af hormonerne eller på grund af det ekstra fokus der er på min sorg - det ved jeg ikke. Men behandlingen følger mig over alt i disse dage. Og det føles som om der er evigheder til næste scanning d. 28. august.

Dengang man ingenting vidste

I går aftes gik jeg en tur i det kvarter, jeg er vokset op i - på en sti langs en å, hvor jeg har cyklet en million gange, da jeg var mellem 11 og 17. Her kom jeg til at tænke på dengang - dengang hvor jeg var overbevist om, at selvfølgelig kunne jeg blive gravid. Dengang da min periode var forsinket, og jeg havde gjort op med mig selv, at jeg ville have barnet, hvis jeg var gravid. Selvom jeg kun var sølle 17 år. Dengang jeg var forelsket i Jens, og da jeg var kæreste med Rasmus, Kaare og til sidst Klaus. Hvordan det udviklede sig fra helt uskyldige forhold, til at der ligepludselig også var snak om fremtiden, børn og hvilken uddannelse man skulle igang med.

Det er mange år siden, og der har været et par kærester forbi siden. Heldigvis fandt jeg prinsen på den hvide hest - ham der kunne tøjle mig og altid viste mig, at han syntes jeg var verdens dejligste pige.

Han er heldigvis blevet hos mig, for jeg ved ikke om jeg ville kunne klare dette cirkus uden hans støtte. Han står på sidelinjen og prøver at hjælpe. Nogle gange bliver jeg træt af, at det altid er mig der skal undersøges, stikkes, overholde en diæt, motionere og blive udsat for hormoner i stor stil. Han får også skylden nogle gange - at han burde tage mere del i processen, have lige så meget styr på min cyklus - men sådan er virkeligheden bare ikke. Han er skubbet ud på et sidespor for der er ingen valgmulighed. Det er mig, der skal igennem dette.

Han synes heldigvis stadig at jeg er dejlig, og han er blevet, på trods af det monster som hormonerne og det psykiske pres nogle gange tvinger frem. Langt fra et behageligt monster, men et monster der nok er uundgåeligt, når man udsætter sig selv for dette cirkus flere år i træk.

Første indsprøjtning i behandling nr. 5....

Så blev det tid til den første indsprøjtning. Det gik ganske smertefrit - måtte dog bede sygeplejesken om at få en seng, da jeg stod og var ved at besvime før hun overhoved havde nærmet sig min bagdel. Bare tanken er nok til at jeg bliver svimmel og er ved at falde omkuld.

Og så skal jeg ikke sprøjtes mere inden første scanning d. 28. august.

Men hvorfor bruger alle ikke depotsprøjten? Det er trods alt en del nemmere kun at skulle stikkes én gang - istedet for at skulle tage næsespray tre gange dagligt i flere uger, eller sprøjte sig i maven hver aften. Det er da spøjst, at behandlingssystemet ikke kan se, at det bliver meget nemmere for patienten.

Nu kan jeg bare vente spændt på om virkningen er den samme, og om jeg får de samme bivirkninger (ondt i hovedet, dårligt humør og træthed).

Familien...

Som tidligere nævnt, så ved familien ingenting. Eller rettere - de har nok en mistanke om at der er noget galt, men vi har ikke fortalt dem noget.

Som de fleste andre, har jeg gået og drømt om hvordan jeg skulle fortælle, at jeg var gravid til familien - at det skulle være en overraskelse, og noget de ikke havde regnet med. Vi håbede (og regnede med) at vi blive hurtigt gravide i behandlingssystemet. Så hvorfor bekymre familien med at vi ikke kan få børn, når vi bliver gravide lige om lidt?

Jeg har en enkelt veninde fra et tidligere job, som selv er blevet gravid via reagensglasbehandling. Hun fik det ret hurtigt at vide, da jeg havde et behov for at høre mere om processen, men også at snakke om de følelser, der følger med at være ufrivillig barnløs.

For et par måneder siden, fortalte jeg det også til min mor. Hr Larsen har ikke det samme behov for at snakke om problemerne som jeg har. Så vi blev enige om at hun godt måtte få det at vide, med den ene betingelse at hun ikke fortalte det til andre i familien.

Efterhånden som vi har været igennem fire behandlingsrunder, ved vi hvilket forventningspres, der er hver eneste gang. Det ville bestemt ikke gøre sorgen over endnu et mislykket forsøg mindre, hvis vi skulle informere hele familien samtidig, og dermed også skulle forholde os til deres sorg. Så det er mest for at beskytte os selv, at der ikke er flere der ved det.

At vi så må leve med kommentarer om børnebørn og babyer løbende, det er vores valg. Hver gang forsøger jeg at lave et "de ved det jo ikke" skjold overfor kommentarerne - hvis de ikke prøver at såre mig, så må jeg ikke blive såret. De mener det jo godt. Det er ikke altid det virker, - men det er vores valg at vi ikke har fortalt det - så det er også vores valg, at vi må lægge øre til kommentarerne.

Nogle gange har jeg dårlig samvittighed over at leve et dobbeltliv. At noget der fylder så meget i mit liv foregår i en anden virkelighed, end den mine kære kender til. Men på den anden side så er det mit - og vores - liv. Et liv vi ikke selv har valgt, men noget vi er blevet tvunget ind i af naturen. Noget der er så pisseuretfærdigt!

Men ikke destro mindre noget vi må leve med, og som vil påvirke os resten af livet. Ligegyldig hvordan vores historie om infertilitet ender. Og indtil videre har vi valgt, at det er noget vi håndterer på "egen" hånd. Noget der ikke kan blive ved for evigt - de ville nok undre sig en smule, hvis vi ligepludselig var forældre til en lille kineser, uden at vi havde fortalt dem noget inden. Men indtil videre er dette vores måde at håndtere det på.

Håbet lever stadig, det kan jo være jeg bliver gravid i næste forsøg - og så er der jo ingen grund til at bekymre dem....

Den sidste scanning....

Jeg glemte helt at skrive, hvordan det gik til scanningen i sidste uge.

Jeg havde som sædvanligt ikke haft ægløsning, selvom vi befandt os på min 21. dag i min cyklus. Det kunne jeg såmænd godt have fortalt ham på forhånd. Og det dur altså ikke at begynde på nedregulering inden ægløsning, for så udvikler ægblærerne sig bare til cyster.

Om ikke andet, så skal jeg have en depot-injektion på mandag - ja man skal jo prøve noget nyt engang imellem. Til at starte med foreslog han, at jeg skulle bruge næse spray 3 gange dagligt. Det har jeg prøvet tidligere, og det er altså noget hø at skulle finde et uforstyret sted hver dag på arbejdet, hvor man kan tage sit fix - uden at de andre undrer sig over, at man bruger næsespray, når man jo ikke er forkølet. Jeg har også prøvet at tage en daglig injektion om aftenen i stedet, hvilket fungerede aldeles udemærket. Men han foreslog altså at jeg fik en depot-indsprøjtning i stedet. Så jeg bliver ikke helt så meget en nålepude i denne omgang, hvilket vel også er ok.

Nu håber jeg bare at min cyklus opfører sig som den plejer, så jeg ikke når at starte på en ny cyklus inden mandag, som er 30. dagen i cyklus. Ellers skal jeg vente endnu en måned...

Endometriosen synes han ikke at have det store behov for at snakke mere om, så det har åbenbart ikke den store betydning, når det er ICSI-behandling der er tale om.

Nu vil jeg også gerne snart igang med behandling igen. Vi havde kun 1 behandling i første halvår, på grund af nyt arbejde (ikke så fedt at skulle have fri til behandling den første måned man arbejder der), sygepleje strejken og så laparoskopien der påviste endometriose.

Og så kunne det jo være helt fantastisk hvis der var bid næste gang. Krydser fingre.

Tro, håb eller frygt?

Jeg er lige kommet hjem fra et privat arrangement, der sluttede af med, at alle kunne få lov til at trække et tarot kort.

Nu kan det være, jeg skal starte ud med at fortælle lidt om mig selv, og min holdning til det alternative. Som udgangspunkt er jeg bestemt ikke troende - jeg er gift i kirken på grund af tradition og ikke tro - jeg tror på mig selv, min mand, livet - men ikke på nogen gud eller overordnet kraft. Jeg tror ikke på spøgelser, healing eller for den sags skyld på tarot kort.

Dog er der blevet rykket på min tro, eller tiltro til det alternative igennem de sidste par år. Videnskaben viser, at akupunktur ved ægoplægning forøger chancen for graviditet - akupunktur, som jeg tidligere pure ville have afvist som humbug. Jeg har selv oplevet at have flere æg, i de to behandlingsforløb hvor jeg fik akupunktur ugerne op til ægløsning, end i de to forsøg hvor jeg ikke fik akupunktur. Det har rykket så meget ved min "tro", at jeg er helt sikker på, at mit næste forsøg skal understøttes af akupunktur.

Men er det min frygt, der gør at jeg ønsker akupunktur, eller er det troen? Troen på at det rent faktisk virker, eller frygten for at jeg (måske) går glip af en positiv påvirkning - og hvis jeg alligevel ikke tror på at det virker, så kan det jo heller ikke skade.... Måske er det håbet? At jeg efterhånden griber fat i hvert lille halmstrå af håb - alt hvad der (måske) kan forbedre mine chancer for at blive gravid?

Nå, men for at komme tilbage til tarotkortene, så trak jeg et kort, men valgte at jeg ikke ville have det tydet. Jeg blev lige pludselig bange for, at tarot damen kunne se, hvad det er jeg kæmper med, og at hun ville spørge ind til det. I perioder og i visse situationer er jeg et stort tudefjæs, hvis der er nogen der stiller de forkerte spørgsmål. Og lige i dag var jeg ikke helt på toppen. Jeg troede kun der ville være voksne, men til min skræk (ja, hvad skal jeg ellers kalde det) var der den dejligste lille baby med. Min søster - der ikke ved vi kæmper med infertilitet - gav den lille baby en del opmærksomhed, noget der skærer i mit hjerte. Jeg vil jo så gerne give hende en nevø eller niece, hun kan give al den kærlige opmærksomhed. Så nej, der var ikke nogen der skulle stille dumme spørgsmål til mig, min infertilitet eller livet i det hele taget.

Nu sidder jeg og overvejer, om jeg skal ringe til tarot damen, for at høre om hun lige gider bruge 2 minutter, på at forklare det kort jeg trak.

Måske i håbet om at hun vil fortælle, at jeg selvfølgelig bliver gravid, at kortene viser at denne behandling bliver min sidste. Det er vel det alternative behandlere bliver rige på - at fortælle kunderne lige præcis hvad de ønsker at høre.

Men jeg tror jo ikke, så måske jeg bare skal glemme det, komme videre og lade naturen gå sin gang. Tarot damen har jo ingen magiske evner og kan under ingen omstændigheder ændre fremtiden - eller kan hun? Gad vide hvor desperationen har sin grænse?

Virkelig ingen pandekager??

Så er scanningen vel overstået. Og han slog endnu engang fast, at han mente jeg har PCO. Han nævnte det også sidste gang jeg var på besøg, så de sidste 2 uger har jeg prøvet at leve efter den nye pyramide.

Det er rart at spise en masse grøntsager, men at skippe hvidt brød, kartofler og ris er lidt af en udfordring. Alle de søforklaringer jeg skal ud i, når jeg er sammen med andre - nej jeg kan ikke så godt lide pandekager, nej jeg har ikke lyst til kage i dag, ellers tak jeg har spist morgenmad hjemmefra. "Normale" mennesker ville kunne sige de var på slankekur, men hvis jeg begynder at påstå det, så tror folk bare jeg har fået en spiseforstyrrelse. Udfordringen er at vedligeholde den vægt jeg har fået opbygget i løbet af det sidste 1½ år (er endelig kommet op på en BMI på 20,59 og er dermed normalvægtig - meeen det er stadig lige på grænsen) når man skal på en diæt, der normalt bruges for at tabe vægt..... For en undervægtig har ikke helt så nemt ved at blive gravid som en normalvægtig.

Og alle de mystiske overvejelser, man kan komme ind i - er det så godt at spise flæskesvær? Er det bedre at spise majschips end normale chips? Er det ok at drikke sodavand med sødemidler? Er rugfras det samme som rugbrød - og dermed noget jeg skal spise meget af? Og hvad med saltede peanuts - det er jo nødder!

Og motion skal der også til. Cyklen er blevet luftet - og knoglerne skriger efter et blødere sæde. Og så har jeg købt MBT sko - de har en mystisk rundet sål, som skulle gøre, at man bruger kroppen mere aktivt og sundere når man går.

http://www.swissmasai.dk/

Prisen var 1800 - så det skal f*me virke.

Så hermed et løfte: Indtil opregulering (når æggene begynder at blive dannet) vil jeg leve 75% efter reglerne og når jeg er i gang med regulering skal det op på 90%. Og så har det bare at give pote i form af bedre og flere æg!