Mindre end 4 uger til termin!

Så er der mindre end 4 uger til terminen! Det er meget, meget underligt. Jeg får helt tårer i øjnene, når jeg tænker på den lille trold der snart kommer til at hilse på verdenen. Vi glæder os - for min skyld måtte hun gerne komme imorgen.

Vi bygger rede til den helt store guldmedalje. Det nye gulv er ved at blive lagt i hendes værelse, og igår var vi ude og shoppe. Så nu er ammepude, pusleunderlag, pusletaske, badekar, bleer, tøj, tremmeseng, autostol m.m. i hus. Barnevogn og lift skal bare hentes i butikken når den lille ankommer og jeg har syet sengetøj til babydynen.

Lige nu ligner huset en slagmark, da gulvet i det værelset hvor al vores nyindkøbte babyudstyr skal stilles kun er delvist færdigt. Så det ville nok være meget smart hvis hun tidligst kommer om en uges tid - men der er jo også hele 4 uger til vores babylevering....

Forberedelser

Så blev jeg lagt ned af en madforgiftning og er først idag begyndt at kunne spise ordentligt igen. Forhåbentlig tager babyen af mine reserver, da jeg har kæmpet rigeligt med at få nok vand indenbords. I slutningen af sidste uge havde jeg rigtig mange plukveer - ca. hvert 3. minut i mange mange timer. De tog til i styrken, og begyndte at gøre ondt hele vejen rundt om kroppen. Men veer blev det heldigvis aldrig til, og efter en weekend hvor jeg stort set lå på langs hele tiden, har fået dem til at forsvinde igen. Med al den træning af muskulaturen kommer jeg til at spytte hende ud....

Ellers går tiden med at gøre parat til den lille. Der skal lægges nyt gulv i børneværelset, så idag er gået med at rydde helt ud i rummet. Så skal vi bare have fjernet gulvtæppet, købt et gulv der matcher det i stuen og lagt det ovenpå betonen. Det kan vel ikke tage så længe??

Og så skal vi ellers have gang i de store indkøb. Jeg glæder mig så meget til at få købt seng og puslebord. Så kan det dagligt huske os på, hvilken gave der venter os lige om lidt. Hun er dejlig hende i maven - møffer rundt og minder mig om at hun er der. Velopdraget er hun nu ikke endnu - der bliver stadig sparket på muskelknude, blære og ribben. Meeen vi tager hende med glæde ind i vores hjerter alligevel! Kan man elske en man ikke kender?

At være gravid...

er ikke helt så rosenrødt som jeg troede.... Måske vores lange vej til graviditeten, har fået mig til at beskue en graviditet som noget helt fantastisk og rosenrødt, som jo var det jeg kæmpede for. Misforstå mig endelig ikke. Jeg er føler mig super priviligeret over at være gravid og få lov til at opleve en lille trold blive til i min mave. Men der følger bare meget mere med end nogle havde fortalt mig.

Jeg har i perioder svært ved at få vejret, hvis jeg bare tilnærmelsesvis ligger ned. Det giver lidt problemer når man prøver at sove - for så er følelsen af alt for lidt ilt i kroppen ikke synderlig behagelig. Mavesækken er blevet mindre, selvom følelsen af sult stadig er der. Ryggen før ondt. Jeg skal tisse hele tiden! Den lille har sparket mig skiftevis i underlivet, muskelknuden og ribbenene. Noget der faktisk kan gøre ret ondt og få mig til at stønne højlydt. Man kan prøve at skubbe lidt til hende, men ca. 2 minutter ligger hun sjovt nok på samme måde og sparker det samme sted. Jeg taber pusten vældig hurtigt, og kan ikke gå særlig hurtigt længere (min man brokker sig da han har ca. 3 m. lange ben, og jeg plejer i normal tilstand at måtte halse efter ham). Det der med at rejse sig fra sengen eller sofaen - eller hvis man skal samle noget op fra gulvet - er blevet til et helt projekt. Jeg har en øget tendens til at gå total sukker kold. Altså med koldsved, rysteture, svimmelhed, ubehag og øget hjerterytme. Så meget at jeg til sidste scanning måtte ty til tyveri (jeg spurgte om de ikke havde noget saftevand eller lignende, da jeg var ved at gå sukkerkold, men det eneste de havde var vand fra hanen. Jeg kunne dog se at de havde Digestive kiks i køkkenet - og da jeg senere forlod scanningen var de altså blevet en kiks fattigere).

I slutningen af sidste uge blev jeg syg. Det primære problem har været slim i lungerne. Det har betydet at jeg 4 nætter i træk ikke kunne sove, fordi jeg hver gang jeg lå ned fik hosteanfald. Jeg og manden har skiftevis sovet på sofaen, så han kunne få lidt søvn. Mavemusklerne er blevet super ømme - på en helt anden måde end de plejer at blive af hosteri. Derudover har hosteriet sat godt gang i plukkeveerne. I perioder har jeg haft plukkeveer hver 2-3 minut. Lidt for ofte efter min mening, men så længe det kun har været i perioder af 30-60 minutter mente fødegangen ikke at det ville skade.

Nogle gange får jeg dårlig samvittighed over at jeg hænger mig i ubehaget og ikke i miraklet i min livmoder. Men miraklet er stadig ikke helt til at forstå. Jeg mener - vi forbereder os, og er psykisk mere end parate til at hun melder sin ankomst, men sådan helt at forstå at der rent faktisk er en baby i min mave - der er jeg ikke. Og jeg tror heller ikke, jeg når at forstå det før hun er her - for dertil er miraklet altså for stort! Åhh vi glæder os sådan til at hun kommer!

Tredje besøg hos jordemoder

Så er tredje besøg hos jordemoderen overstået. Jeg forstår ikke helt hvad vi skal til alle de besøg for, da vi jo også har haft en række kontrolscanninger og derfor har godt styr på at hun vokser som hun skal. Nå ja - men det var nu meget hyggeligt alligevel.

Bevægelserne i maven har ændret sig markant over de sidste par uger. Før var det et spark hist og pist, og en gang i mellem en følelse af, at hun nærmest hoppede i maven på mig. Nu er det blevet mere "jævne" bevægelser. Hele min mave bevæger sig på mystisk vis, når jeg ligger på ryggen, - arme og ben bliver kørt hen under mit maveskind, og jeg har følelsen af at hun laver kravleøvelser, når jeg ligger på den side, som hendes ben vender til. Fødderne er meget tydelige. Det er så hyggeligt, at man nærmest kan gribe dem, når de stikker ud af højre side af maven. Nogle gange bliver det også ret voldsomt, som om hun prøver på at finde en nødudgang i min navle.

Trolden har fået sit navn, og kun min søster (der skal føde et par uger før mig) ved hvad vi har besluttet os for. Hun skal nemlig også have en lille pige, og skulle jo nødig snuppe det fantastiske navn for næsen af os... (manden har været noget nervøs....).

Nytårsstatus

Et nyt år er begyndt - og forhåbentligt bliver det et dejligt år!

Sidste år skrev jeg i årets nytårsstatus følgende:

"Det kan næsten ikke blive andet end et godt år - for ved slutningen af 2009 vil vi vide hvordan vores baby skal komme til os, samt finde ud af, hvornår vi kan regne med at blive forældre!!! Og det er da ikke mindre end fantastisk, at vi endelig er nået så langt! "

Og det fik jeg jo ret i. Babyen kommer fra min mave. Og der er leveringsdato i slutningen af februar. Det er dejligt - rigtig, rigtig dejligt!!

Når jeg fortæller om vores historie, og at jeg hele tiden har vidst at jeg skulle være mor (om det så blev via adoption eller via min livmoder) kommenterer en del, at det dog var heldigt at det lod sig gøre at vi kunne få vores "eget" barn. Og det kan de jo for så vidt have ret i. Men deres kommentarer om at det jo ikke er det samme med et adoptivbarn - at man jo ikke kender adoptivbarnet på samme måde - og at det ikke ville være det samme - det sårer mig faktisk.

Sidste gang var der en der kommenterede, at hun da ikke forstod hvorfor kvinder på 60 ønskede at blive gravide, når det nu ikke engang ville blive deres eget barn (fordi de bruger donoræg). Nu skal jeg ikke kaste mig ud i en diskussion om ønsket om at blive mor som 60 årig - men at det ikke skulle blive ens "eget" barn, fordi man har benyttet donoræg er da helt skævt (efter min mening). Moderskab/faderskab er i mine øjne et spørgsmål om kærlighed. Ikke om der er benyttet donoræg, donorsæd eller om en helt fremmed kvinde bærer barnet under graviditeten.

De sidste par måneder har gjort mig ret sikker på, at jeg ville glæde mig i lige så høj grad, hvis jeg vidste, at der sad en lille størrelse i Afrika, Indien, Kina eller et helt andet sted i verden og ventede på at blive hentet af os til februar. Vi ville gøre os de samme overvejelser om hvem han/hun var, længslen og ønsket om at februar måtte komme hurtigt ville være den samme. Børneværelset og børnetøjet ville blive indkøbt med lige så stor kærlighed. Det er jeg ret overbevist om! For vi aner jo heller ikke hvem den lille trold i maven er. Der er ingen der ved om hun vil ligne mig eller min kære mand. Og helt sikkert er det at hun under alle omstændigheder bliver helt sin egen.

At rejsen mod adoption, donorsæd eller donoræg kan være smertefuld det ved jeg. Jeg kan ikke idag sidde og sige hvad vores næste skridt havde været, hvis vores syvende og sidste forsøg var mislykkedes. Vi havde ikke opgivet drømmen om et barn, det ved jeg. Dertil var drømmen for stor og for stærk. Men det er vel et spørgsmål om at ændre sine drømme. At det ikke bliver en lille lyshåret størrelse som én selv - at man ikke føler at man kan "forvente" at barnet i større eller mindre grad kommer til at ligne én i interesser, talenter og udseende. At man ikke får lov at opleve en graviditet. Eller at man ikke ved hvad barnet har oplevet, inden man selv får lov til at give det tryghed og kærlighed.

Jeg ved at jeg er heldig. Sådan at få lov at opleve en graviditet og få lov til at kigge på mit barn og tænke "hvem ligner hun". Men når jeg kigger på det store billede føler jeg idag, at det er små detaljer. Det jeg glæder mig mest til, er at hun kommer til verden. At hun er hos os. At vi kan give hende al den kærlighed, som en lille dejlig trold fortjener.

Og måske føler jeg i virkeligheden, at de børn der er kommet til som et resultat af donoræg, donorsæd og adoption, i endnu højere grad er ønskebørn. Sådan nogle man har ventet på længe og som derfor får en helt særlig plads i forældrenes hjerte.

Til slut et billede af den trold vi venter på - hun vejer idag 2262 g. (sådan cirka altså)....