Dengang man ingenting vidste

I går aftes gik jeg en tur i det kvarter, jeg er vokset op i - på en sti langs en å, hvor jeg har cyklet en million gange, da jeg var mellem 11 og 17. Her kom jeg til at tænke på dengang - dengang hvor jeg var overbevist om, at selvfølgelig kunne jeg blive gravid. Dengang da min periode var forsinket, og jeg havde gjort op med mig selv, at jeg ville have barnet, hvis jeg var gravid. Selvom jeg kun var sølle 17 år. Dengang jeg var forelsket i Jens, og da jeg var kæreste med Rasmus, Kaare og til sidst Klaus. Hvordan det udviklede sig fra helt uskyldige forhold, til at der ligepludselig også var snak om fremtiden, børn og hvilken uddannelse man skulle igang med.

Det er mange år siden, og der har været et par kærester forbi siden. Heldigvis fandt jeg prinsen på den hvide hest - ham der kunne tøjle mig og altid viste mig, at han syntes jeg var verdens dejligste pige.

Han er heldigvis blevet hos mig, for jeg ved ikke om jeg ville kunne klare dette cirkus uden hans støtte. Han står på sidelinjen og prøver at hjælpe. Nogle gange bliver jeg træt af, at det altid er mig der skal undersøges, stikkes, overholde en diæt, motionere og blive udsat for hormoner i stor stil. Han får også skylden nogle gange - at han burde tage mere del i processen, have lige så meget styr på min cyklus - men sådan er virkeligheden bare ikke. Han er skubbet ud på et sidespor for der er ingen valgmulighed. Det er mig, der skal igennem dette.

Han synes heldigvis stadig at jeg er dejlig, og han er blevet, på trods af det monster som hormonerne og det psykiske pres nogle gange tvinger frem. Langt fra et behageligt monster, men et monster der nok er uundgåeligt, når man udsætter sig selv for dette cirkus flere år i træk.