Så er vi et skridt videre

Så blev det torsdag, og både behandlingen og adoptionsprocessen er kommet et skridt videre.

Jeg skal begynde på 187 enheder af Gonal-F i aften, og så skal jeg til scanning d. 6. september, for at se om æggene udvikler sig som de skal. På det tidspunkt plejer de også at kunne give en pejling, i forhold til hvornår ægudtagningen kommer til at foregå. Han nævnte desuden, at han gerne vil have mulighed for at dyrke blastocyster (at de befrugtede æg for lov til at dele sig et par ekstra gange, før man lægger dem tilbage i livmoderen) hvis jeg danner nok gode æg. Det skulle eftersigende give en bedre graviditetsrate - og det kan vi li'!

Nu får vi se, om jeg stadig kan huske hvordan man stikker sig i maven, det er jo efterhånden 6 måneder siden, vi var igennem det sidste gang.

Derudover har vi været til vores første møde i forhold til adoptionen. Vores sagsbehandler ville lave et referat fra mødet, som vi så får mulighed for at kommentere før vores sag kommer for et udvalg, der kan godkende os i fase 1. Selve mødet var lidt mystiskt. Hun var meget ustruktureret, og kunne ikke helt forklare forskellen mellem at vente på et dansk og et udenlandsk barn. Jeg kunne kun følge med, fordi jeg havde læst om det på nettet, men Hr Larsen blev ret hurtigt forvirret, selvom hun forsøgte at forklare det hele 3 gange. Derudover gennemgik hun vores papirer, og her blev jeg nødt til at tilføje noget, som jeg ikke havde nævnt i papirerne....

Tilbage i efteråret 2007 var jeg ansat et sted hvor jeg var dybt ulykkelig, og jeg var desuden kørt psykisk i bund på grund af fertilitetsbehandlingen (som min arbejdsgiver bestemt ikke havde forståelse for - "kan du ikke bare få en tid til scanning en anden dag, det passer ikke så godt med vores opgaver" - øhh nej, min cyklus kan jeg desværre ikke selv kontrollere....). HR afdelingen i vores moderselskab sendte mig videre til en krisepsykolog.

Jeg nåede kun at have to møder med krisepsykologen - så fik jeg nyt job, og kunne lige pludselig sove igen om natten.

Nu håber jeg bare ikke, at det betyder noget. Blev ærlig talt lidt bekymret, da hun ikke helt vidste hvordan hun skulle håndtere, at jeg havde haft et par timer hos en krisepsykolog. Nu ville hun undersøge, om de skulle have en udtalelse fra psykologen, før de kunne tage stilling til om vi kan godkendes i fase 1. Men man kan forhåbentligt ikke blive diskvalificeret som adoptivforældre, bare fordi man søger hjælp, hvis man gennemgår en krise i livet - det kan da ikke være første gang, at de har en der søger om godkendelse, og som faktisk synes at behandlingsforløbet har været hårdt?

Hmm. Vi ville høre fra hende i næste uge.