Det er dejligt at slippe for de daglige indsprøjtninger! Jeg får i højere grad lov til at "glemme" at jeg er i behandling og behøver ikke sidde hver aften og planlægge mine gøremål, efter hvornår jeg skal fixe.
Men behandlingen er alligevel med mig overalt. Ved morgenmaden, frokosten, aftensmaden og alle mine mellemmåltider. Ved indkøb af tøj - kan jeg være smågravid i dette uden maven kan ses? Når jeg snakker med veninder og familie om fremtiden (det er sjovt så ofte babyer er samtaleemne for kvinder). Reklamepauser - her er babyer et yndet reklamestunt. Og når jeg køber ind, for her skal jeg både forholde mig til et utal af barnevogne, store maver og skrigende børn, samtidig med at jeg skal tænke over hvad jeg må spise.
Og så selvfølgelig når jeg er alene. På vej til arbejde i bilen. Når jeg sidder alene på kontoret. Når jeg ligger og prøver på at sove. Så dukker de op - tankerne om børn, drømme for fremtiden og frygten for at drømmene ikke bliver til noget.
Til at starte med græd jeg hver dag på vej til og fra arbejde. Her var jeg mig selv, og skulle ikke forholde mig til andre - her kunne jeg lade tårene flyde frit. Jeg måtte ændre min rute til arbejdet, da jeg til at starte med kørte lige forbi en veninde der havde et barn, og det hjalp ikke på antallet af tårer. Det undrede mig, at der kunne være så mange tårer i en så lille kvinde.
Jeg tror jeg havde behov for at græde - at dykke langt ned i sorgen. At forholde mig til at livet ikke formede sig, som jeg altid havde troet det ville. At min største drøm måske aldrig blev virkelighed.
Nu græder jeg kun i perioder. Gerne når jeg er i gang med behandling. Om det er på grund af hormonerne eller på grund af det ekstra fokus der er på min sorg - det ved jeg ikke. Men behandlingen følger mig over alt i disse dage. Og det føles som om der er evigheder til næste scanning d. 28. august.
Opslag
