Et lyspunkt

Idag var jeg forbi en af mine kolleger, der arbejder i en anden afdeling, og da jeg kiggede på hendes bord, stod der det fineste billede af hendes to børn på 3 og 6. De var dejligt brune, havde flot krøllet og tykt hår og så bare rigtig skønne ud - lige til at kramme. Det kommenterede jeg selvfølgelig og noterede for hende "hvem der da bare kunne få sådanne nogle dejlige mørke unger" - hun er nemlig også mørkhåret og brunøjet (ikke helt så mørk, men der skal jo også en mand til at lave børn) hvortil hun svarede "man skal bare tage til Columbia!".

Jeg har aldrig overvejet Columbia som en mulighed - men det kunne da være man skulle tage at kigge nærmere på den mulighed, hvis vi når så langt. Og så kunne det da lige være jeg skulle lægge vejen forbi hende, når vi skal til at vælge land - hun ved nemlig ikke at jeg er BIB'er - på vej ind i adoptionsjunglen.

Jeg kan mærke at jeg nogle gange er begyndt at forestille mig mine børn som dejligt mørke, når jeg drømmer om fremtiden. Jeg har altid været overbevist om, at jeg skulle have to lyshårede fe børn. Men det er nok meget sundt at forberede sig på, at de børn vi får ikke nødvendigvis kommer til at ligne mig - eller min mand for den sags skyld. Og det behøver jo ikke være skidt - jeg har aldrig brudt mig særligt om min kedelige kommunefarvede tyndhårede paryk og min konstant blege ansigtskulør.

Idag føler jeg mig sikker i min sag - jeg skal nok blive mor!