Tur-retur til Jylland

Så er jeg hjemme igen fra en mini ferie i det jyske. Vi har en tradition - min mor, min søster og mig selv - hvor vi tager 3 dage til Jylland og besøger min gudmor der er min mors veninde. En rigtig tøsetur som vi tager hver efterårsferie.

Jeg slap mirakuløst uden om de værste spørgsmål om børn - det hjælper også lidt på det, at min søster (der er 4 år ældre) heller ikke har nogen børn endnu. Men det er alligevel et emne vi behandler hvert år, og mine undskyldninger/forklaringer tynder gevaldigt ud. Men jeg overlevede altså, og det var faktisk rigtig hyggeligt.

Det er underligt at være sammen på den tætte måde vi er hvert år, hvor vi snakker åbent om livet, fortiden og fremtiden, når de ikke ved hvad der rent faktisk fylder mest i mit liv - nemlig fertilitetsbehandlingen og frygten for aldrig at blive mor. Sidste år, var det på turen til Jylland, at jeg fandt ud af at vores første ICSI forsøg var mislykkedes. Så jeg havde mest af alt lyst til at tude, gemme mig væk, være i min mands arme - og i stedet sad jeg i Jylland, og skulle forestille at være en velfungerende ung kvinde - når jeg inden i følte mig tom og bund ulykkelig. Dengang var fokus på mit absolut ikke velfungerende arbejde. Så de forstod hvorfor jeg var ked af det - men kun til dels. På turen for to år siden havde vi lige fundet ud af at vi ikke kunne få børn - så også der var jeg ikke helt på toppen.

Gad vide om det havde været nemmere at fortælle familie og venner om den egentlige situation allerede dengang? Jeg tror noget havde været nemmere. Vi havde ikke skulle lægge øre til de forventninger der er i familien om børnebørn, og forståelsen for min manglende alkoholindtagelse havde nok været større (jeg har fået et blik eller to på maven med et lille blink i øjet, når jeg har takket nej til vin til maden de sidste 3 år). Men de negative svar efter behandlingsrunderne havde været endnu sværere at forholde sig til. Familien er meget barneglad, og jeg ved at det også ville have revet deres hjerte ud, hver gang vi har fået en nedslående nyhed.

Derudover er der en lille opdatering med hensyn til behandlingen. Jeg var til status møde hos lægen, og han vil gerne monitorere min ægudvikling op mod ægløsning i næste cyklus, for at se hvor store æggene rent faktisk bliver inden min naturlige ægløsning. Hans formodning er stadig, at æggene simpelthen ikke når at blive modne inden ægudtagning. Så vi starter altså først behandling i næste cyklus, når han har set hvor store æggene bliver. Hvilket desværre betyder at opregulering sandsynligvis kommer til at ligge i julen - så ingen rødvin, kartofler, slik og sodavand til denne dame. Øhhh og hvordan er det lige at man forklarer det til familien? Nå den tid den sorg.

Lige nu vil jeg nyde at jeg kan leve mere normalt de næste par måneder - lige bortset fra at lægen pointerede vigtigheden af at have en nogenlunde stabilt blodsukker - også imellem behandlingerne. Øv! Så ikke flere franske vafler, M&Ms, pasta, kartofler og ris til mig. Øhh - sagde jeg leve normalt?