Scanning i næste uge

Så fik sekretæren snakket med lægen igen, og han vil gerne se mig til scanning i næste uge.

Og så er det, at der danner sig en masse skræk scenarier i mit hoved - at jeg sikkert har en cyste der har vokset sig kæmpestor - at jeg sikkert har en graviditet uden for livmoderen (ja, ja jeg ved godt at det så burde gøre ondt) - at jeg er ved at gå i overgangsalderen (ja, ja jeg ved godt jeg kun er 29) eller at min krop nu har været så meget igennem at den strejker, at den simpelthen ikke vil være med mere. Det ville jeg nu egentlig godt kunne forstå på nuværende tidspunkt. Eller også så er det min helt egen skyld. At jeg ved at ignorere mine PCO leveregler har ødelagt mit system.

Hmm - i får mere nyt i næste uge....

En laaangsom proces

Hmm - er ved at være godt utålmodig.

Sekretæren har snakket med lægen om min blodprøve, og svaret var at jeg ikke var igang med nedregulering, så depotsprøjten er altså ude af kroppen og jeg skulle bare vente på mens. Og så var det jeg spurgte sekretæren om man så ikke kunne gøre noget??? Det er trods alt 2 måneder siden sidste blødning. Og så var svaret - det skal jeg lige spørge lægen om - ring igen i morgen eftermiddag. Ihh altså, så giv mig da en læge i røret!!

Ikke destro mindre så bærer jeg også selv en del af ansvaret for den nølende proces - jeg glemmer nemlig at ringe - kommer først i tanke om det når telefontiden er overstået.

Kulkælderen får besøg

Jeg fik taget en blodprøve i forgårs. Og endelig - langt om længe var der svar. Og så kunne sekretæren ikke sige noget som helst, ud fra de tal hun sad med. Så jeg skal ringe igen i morgen og snakke med en læge, der ikke engang er min.

Jeg er helt i kulkælderen. Ja hvad kan jeg sige - håbet havde sneget sig ind af bagindgangen.

Rødvinsflasken er halvt tømt og tårekanalerne er godt brugte.

De mener, at det er den depotindsprøjtning jeg fik for meeeeget lang tid siden der stadig spøger. Og nej - man kan ikke give mig noget der nulstiller systemet. Det lød på sekretæren som om at vi bare må vente. Vente på at naturen igen går igang. Så nu sidder jeg altså og drikker mig halvfuld - kan godt mærke det er længe siden jeg har rørt alkohol - er helt rundt på gulvet.

Godt der kun er to forsøg tilbage!

Graviditetstest?

Idag ringede jeg til Trianglen. De må da kunne gøre et eller andet for at sætte min cyklus igang. Jeg er nu gået 2 uger over min normale cyklus - det er sgi ikke helt normalt. Sekretæren ville vende det med min læge imorgen.

Jeg burde jo have taget en graviditets test på nuværende tidspunkt, men bare det at købe en test, når jeg nu ved at den er negativ, er ligesom ikke den mest opmuntrende tanke. Der er noget ved det dersens testværk, som jeg slet ikke kan have. Når jeg først har taget beslutningen om at tage en test, så lader jeg mig håbe i de timer/dage der går før man har købt testen, og før man får taget testen. Og det er det håb, jeg gerne vil undgå. For jeg bliver så ked af det, når den er negativ - selvom man jo godt vidste den var negativ til at starte med....

Jeg håber bare snart vi kan få lov til at komme igang med den sidste del af vores rejse - der jo snart er ved vejens ende. Om 6 måneder ved vi om vi skal adoptere, eller om jeg får lov at prøve at blive gravid.

Nu får vi se hvad lægen siger - lad os gætte på "har du taget en graviditets test?" Og NEJ det har jeg altså ikke!

Arbejde, arbejde og arbejde

Gad vide om man kan få et eller andet der kan skubbe gang i ens cyklus - nu er jeg efterhånden på dag 46, og jeg plejer "kun" at have en cyklus på 36 dage. Det er da frustrerende....

Hmm nyder nu egentlig at kunne have fokus på andre ting. Det er kun i aftentimerne at tankerne går på behandling - eller manglen derpå. Ellers går energien på at have alt for travlt på arbejdet, - men jeg har advaret dem om, at det snart er et overstået kapitel med overarbejde, der skal nemlig være overskud og mindre stress i den næste behandlingsrunde. Hvis jeg altså kan finde ud af at geare ned. Lige nu føles det helt forkert når man overvejer at gå til tiden - man kunne jo lige klare et par mails til.... og så er to-do listen stadig lang, selvom jeg virkelig har givet den en skalle de sidste 4 uger. Deprimerende. Men heldigvis også sjovt en gang i mellem.

Kan desuden ikke finde ud af, om jeg snart skal snakke med Hr. Larsen om at fortælle et par yderligere familiemedlemmer om vores situation. Det er en tanke jeg får hver gang jeg har været igennem en behandling. Så er det ligesom at jeg føler et behov for at dele. Et behov for at fortælle. Og et behov for at blive trøstet.

Men lige nu er det også et behov for at fortælle om situationen, før vi har været alle behandlingerne igennem. Jeg ville have det underligt med at fortælle "Vi kan ikke få børn og er derfor igang med at adoptere" uden at de har været den mindste smule informeret om vores manglende fertilitet på forhånd. Men jeg ved at manden ikke er glad for tanken - det værste han kan forestille sig er at andre har ondt af os.

Irriterende ventetid

Stadig intet nyt herfra - går så småt og begynder at få de dersens uhyggelig irriterende tanker "hva' nu hvis".... selvom jeg godt ved, at det er så usandsynligt som noget kan være.

Jeg vil bare så gerne igang med næste omgang, så jeg kan komme igennem helvedet med daglige scanninger og en sygemelding på et tidspunkt i januar, hvor jeg selvfølgelig bliver gravid :o)

Og så er jeg dyyybt misundelig på alle de blog-bekendtskaber der bliver gravide i øjeblikket. Man skulle næsten tro det smittede :o)

Ventetid

Hmm her går jeg bare og venter på at næste cyklus går igang - men nu er jeg på dag 41 i cyklus, og der er ikke tegn til at der sker noget..... Vil bare så gerne snart igang igen - men naturen er åbenbart ikke på min side i den sag.

Endnu en tur-retur til det jyske

Så er vi kommet retur fra endnu en tur i det jyske. Denne gang hos nogle af vores venner, der har en datter på 1½ år, der er resultatet af IVF-D. Den lille forskel, at jeg ved at hun er resultatet af en lang og svær kamp, gør det faktisk nemmere at være i nærheden af hende. Jeg lod mig selv nyde hendes kram og knus og hendes lille hånd der tog fat i min, for at vise mig noget spændende. Jeg lod mig selv nyde hendes nærvær, hendes grin, hendes smil og hendes barnlige kluntethed. Altså hvis man da bare kunne få lov at få sådan en.....

Jeg prøvede desuden at fokusere på, at hvis vi skal adoptere, så kan det være at det er en lille én på hendes størrelse, vi skal hente. Og det var nu en dejlig tanke - selvom jeg stadig helst selv vil producere en dejlig lille størrelse.

Jeg synes der er uendelig lang tid til næste behandling - først skal månedens gæst komme forbi, så skal jeg skannes dagligt op til ægløsning, så skal jeg nedreguleres, så skal jeg opreguleres, så kommer ægudtagning, (og forhåbentlig) ægoplægning - og så er der stadig ventetiden til at jeg kan tage en test. Jeg er bange for at status for dette år kun bliver 2 behandlinger og 1 operation. Godt jeg kun er 29 år - for det er da lige til at få stress af.

Efter en del overvejelse har jeg fortalt arbejdspladsen, at jeg gerne vil sygemeldes i næste behandlingscyklus. Det var de heldigvis helt med på. For jeg ved, at jeg vil ærgre mig, hvis vi ikke bliver gravide de to næste gange, og at jeg begge gange har udsat mig selv for stress på arbejdspladsen. Jeg ved at det vil nage mig - tænk hvis jeg nu bare havde slappet af - så havde den været der.