Eva

mandag den 25. august 2008

En lille status...

Så er det torsdag, det er den store dag. Vi skal nå hele to store ting på samme dag.

Vi skal til første scanning på Trianglen, og forhåbentlig skal jeg igang med opregulering. Det skal dog lige planlægges, da jeg skal til Jylland lige netop på dag 8 - og det er her de ynder at scanne mig første gang efter opreguleringen er startet. Meeen jeg har jo været igang med nedregulering en del tid efterhånden, så man kan vel udskyde opreguleringen en enkelt dag, så jeg rent faktisk er tilbage på sjælland, når vi er på dag 8?

Derudover har vi en tid på statsamtet, hvor vi skal til første samtale med henblik på adoption. Jeg synes stadig at det er underligt, at starte på en proces man i bund og grund håber bliver unødvendig. Men jeg tror også det er godt rent mentalt, at forberede sig på, at det kan være den vej virkeligheden bevæger sig. Gad vide hvad de vil vide? De har fået en masse papirer om os, så det burde vel være på plads, og så vidt jeg ved, så er det først senere i forløbet, at de begynder at stille "hvis du var et dyr" spørgsmål.... Hmm vi tager det som det kommer.

Jeg har heldigvis en fleksibel arbejdsgiver, der ikke stiller de store spørgsmål, når man beder om en arbejde-hjemme-dag, på grund af personlige gøremål. Så får vi se om hovedet er fyldt med tanker, eller om jeg rent faktisk kan få arbejdet lidt.