Monster?

Idag er livet noget l...

Min chef mener jeg skal varetage 1½ stilling - selvom den ene stilling jeg har på nuværende tidspunkt tager en del mere end de 37 timer det burde. Er sjældent hjemme før kl. 18.00 selvom jeg møder relativt tidligt. Så jeg synes ikke lige, at jeg har tid til ½ stilling oven i hatten!

Derudover tror jeg hormonerne har lukket monstret ind i vores liv igen. Har været sur, ked af det, gal, mukken, opgivende, vred så jeg kunne smadre det hele og fuldstændig ligeglad - og det bare på én dag. Sjovt nok siger bivirkningslisten at der er tale om humørsvingninger - men kræver det ikke, at der også er opture?

Katten gør heldigvis sit bedste for at få mig op med humøret - hun har lige ligget med hele hovedet nede i et par meget svedige løbesko i et par minutter, og så helt salig ud, da hun kom retur til overfladen. Hvem der bare kunne finde glæde i duften af andre.

Hvornår må jeg give op?

Nogle gange føler jeg, at man skal have accept til at stoppe med behandlingerne. Jeg selv kæmper ualmindelig meget med det faktum, at der kun er et forsøg tilbage på vores klippekort. Når jeg fortæller andre, at det er vores sidste forsøg, så møder jeg desværre ikke altid forståelse.
Igår fandt jeg en ny blog - som blandt andet skrev om "Giving up - When is enough enough?". Hendes konklusion var, at når det gør mere ondt at fortsætte end at stoppe - så skal man sige stop. Jeg ved ikke selv om jeg er nået dertil endnu, og måske er det derfor at deres kommentarer "du er jo kun 29", "hvis det var mig så....", "du har jo længe endnu" bliver hos mig og nager i min bevidsthed.

Kommentarerne kommer sjovt nok fra personer, der aldrig selv har været i fertilitetsbehandling, eller som kun har stiftet kort bekendtskab med det (efter min skala). Hvis i læser med derude, så ved jeg at i mener det godt. Og jo - hvis lægerne kunne sige "hvis du bliver ved 3 forsøg endnu, så får du gevinst!" jamen så ville jeg jo gøre det med glæde.

Men sandheden er, at der ingen garantier er. Jeg risikerer at fortsætte indtil min psyke er kørt helt i bund, mit ægteskab er på randen til forfald, min karriere er kørt i afgrunden - og stadig ikke være gravid. Og jeg er desværre godt på vej....

De fleste andre i behandling, har på et eller andet tidspunkt prøvet at have en positiv graviditetstest. At noget har sat sig fast - kun kortvarigt - men dog alligevel. Jeg har aldrig - og jeg gentager - ALDRIG - haft en positiv test. Der er ikke noget, der har vist, at det kunne sætte sig fast - NOGENSINDE.

Som jeg sagde til lægen sidste gang - i det offentlige fik jeg at vide, at jeg fik en terning med 6 sider, og hvis jeg slog 1 eller 2, så ville jeg få en baby. Jeg slog med terningerne fire gange. I det private kan jeg slå 1, 2 eller 3. Nu har jeg slået med terningen yderligere 2 gange. Stadig kun de forkerte tal. Det er som om 1, 2 og 3 slet ikke findes på min terning. Lægen gav mig ret. Hvis du tvivler på min logik, så prøv selv at slå en terning 6 gange - og se om du ikke skulle slå et gevinst givende tal - bare en enkelt gang.

Min frygt ligger også i, om jeg har kæmpet hårdt nok. Skal der et bestemt antal behandlinger til, før man kan sige "du gjorde også alt hvad du kunne for at blive gravid"? Når de kommer med kommentarerne om min alder, og at jeg burde blive ved, så føles det som om de slet ikke giver mig goodwill for de behandlinger, jeg har været igennem. At jeg da bare lige kan tage 3 forsøg oven i hatten - det er da en nem sag....

Jeg er gal over at jeg lader kommentarerne blive hos mig. At de ender med at få betydningen - hvis du stopper nu, så har du jo ikke gjort alt, og er du forøvrigt sikker på, at du ønsker at blive gravid højt nok? For der er ikke noget jeg hellere ville. Tag min højre arm, sig at jeg aldrig må spise sukker, kræv at jeg løber50 km om ugen - hvad som helst, bare du lover mig at jeg får min helt egen lille, dejlige, fantastiske, smukke, dejlige, dejlige, dejlige baby.

Det har været en dårlig dag idag, for mange tårer, for mange dumme tanker - og mens er stadig ikke undervejs. Satans!

Life sucks

Jeg tror hormonerne virker - ihvertfald på mit humør.

Gråden har ligget og luret hele dagen. En enkelt gang flød jeg over på arbejde, og så igen herhjemme. For satan da!

En dag der gerne snart må være slut

Det var nu, jeg havde tænkt at dette skulle være et "jubii jeg er gravid indtil det modsatte er bevist"-indlæg.

Men sådan bliver det nok desværre ikke

Jeg havde en længere snak med min chefs chef, hvor hun stillede spørgsmål ved om jeg nu virkelig var glad for at arbejde der. Der har åbenbart været et par af mine kolleger, der har været bekymrede, og hun syntes heller ikke selv, at jeg har været "til stede" det sidste stykke tid. Så de var bekymrede for om jeg var ved at søge væk, eller bare var ked af at være der.

Da hun havde gravet lidt rundt i det, blev jeg ked af det, og kunne til sidst næsten ikke få hulket et ord frem. Jeg måtte til sidst krybe til korset og fortælle, at vi ikke kan få børn. Herefter græd jeg videre - dog nu i et mere kontrolleret leje. Nu blev hun også ked af det, og forsikrede mig om at der var fuld forståelse for at mine tanker og mit fokus skulle være i privaten, og at jeg måtte lade være med at pushe mig selv for at performe på arbejdet.

Men her har jeg gået og tænkt, at jeg var helt "normal" når jeg var på arbejde. At jeg fint kunne skille privatliv og arbejde fra hinanden. Men det kan jeg så åbenbart ikke. Nu er jeg træt af at græde, men kan heller ikke være andet end tom, ligegyldig, snerrende og ked af det.

Jeg forklarede hende også at min forrige arbejdsgiver var helt elendig til at håndtere, at jeg var i behandling, så nu håber jeg, at hun gør et bedre stykke arbejde.

Men hold da helt ferie, hvor kan jeg blive ked af det - det må altså være mit hormon-monster. For jeg føler helt, at jeg forsvinder ned i et stort hul, hvor jeg ikke kan andet end at være helt tom og ked af det samtidig. Hvis jeg da så bare kunne drukne min sorg i øl, chips og chokolade. Men det er jo ligesom ikke en mulighed.

Derudover kan jeg fortælle, at mine kolleger er af den overbevisning, at der er meget psykologi i det der med at være barnløs. Samtalen faldt på en udsendelse, der havde været om dårlig sædkvalitet, og der var selvfølgelig en der skulle komme med den klassiske "jeg kender nogen der blev gravide, da de opgav projektet"-historie. Jeg sad og havde lyst til at råbe ud i lokalet at det sgu havde noget med sandsynligheder at gøre. Jo vi fik oprindelig en 20% chance for at blive gravide inden for de næste 9 år. Og det betyder jo rent faktisk, at der er 20%, der når at blive gravide inden for de næste 9 år!!! Men det betyder jo ikke, at jeg bare ved at slappe af kan tilsidesætte videnskaben og lige pludselig blive gravid!!

De ved jo ikke jeg er i behandling, så jeg lod være med at bide hovedet af dem, og lod deres kommentarer og nik til at man bare skulle slappe af, så blev man gravid, gå forbi i det ubemærkede.

For hulen da, hvor må denne dag godt snart slutte.... Så kan jeg også komme lidt tættere på testdagen, så jeg kan se om det fantastiske lille ca. 100 cellede æg bliver ved med at udvikle sig... Håååååber så meget at det gør ondt.

Dengang man ingenting vidste

I går aftes gik jeg en tur i det kvarter, jeg er vokset op i - på en sti langs en å, hvor jeg har cyklet en million gange, da jeg var mellem 11 og 17. Her kom jeg til at tænke på dengang - dengang hvor jeg var overbevist om, at selvfølgelig kunne jeg blive gravid. Dengang da min periode var forsinket, og jeg havde gjort op med mig selv, at jeg ville have barnet, hvis jeg var gravid. Selvom jeg kun var sølle 17 år. Dengang jeg var forelsket i Jens, og da jeg var kæreste med Rasmus, Kaare og til sidst Klaus. Hvordan det udviklede sig fra helt uskyldige forhold, til at der ligepludselig også var snak om fremtiden, børn og hvilken uddannelse man skulle igang med.

Det er mange år siden, og der har været et par kærester forbi siden. Heldigvis fandt jeg prinsen på den hvide hest - ham der kunne tøjle mig og altid viste mig, at han syntes jeg var verdens dejligste pige.

Han er heldigvis blevet hos mig, for jeg ved ikke om jeg ville kunne klare dette cirkus uden hans støtte. Han står på sidelinjen og prøver at hjælpe. Nogle gange bliver jeg træt af, at det altid er mig der skal undersøges, stikkes, overholde en diæt, motionere og blive udsat for hormoner i stor stil. Han får også skylden nogle gange - at han burde tage mere del i processen, have lige så meget styr på min cyklus - men sådan er virkeligheden bare ikke. Han er skubbet ud på et sidespor for der er ingen valgmulighed. Det er mig, der skal igennem dette.

Han synes heldigvis stadig at jeg er dejlig, og han er blevet, på trods af det monster som hormonerne og det psykiske pres nogle gange tvinger frem. Langt fra et behageligt monster, men et monster der nok er uundgåeligt, når man udsætter sig selv for dette cirkus flere år i træk.