Jeg er på barsel med tvillinger så...

... jeg tager mig selv i at gå på badeværelset og lukke døren, uden egentlig at skulle noget derude.

... jeg er misundelig på den tid min mand har i bilen/toget på vej til og fra arbejde, hvor han bare kan sidde og slappe af.

... jeg er misundelig på dem der kun har et barn, og som er med i en mødregruppe, der mødes privat en gang om ugen.

... jeg bekymrer mig om vores privatøkonomi, på en måde jeg aldrig har gjort før.

... jeg har mere end fordoblet mit forbrug af kaffe.

... jeg når ikke i bad hver dag.

... jeg er alene med 3 børn under 4 år fra 15.30 til ca. 18.15 hver dag.

... jeg er noget så glad for bedstemødrene og al den hjælp de tilbyder!

Et nyt liv

Igår var det min fødselsdag, og dermed præcis et år siden, at jeg havde den første morgen med graviditetskvalme. Det var en tirsdag, og jeg skulle først have taget blodprøve om fredagen. Jeg sagde ikke noget til manden, for jeg vidste han ville slå det hen, og sige at vi nok lige skulle vente til fredag. Og derudover så troede jeg ikke rigtig på det. At der ville være to styk, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig.

Og livet har ændret sig siden. Nyt hus, ny by, støbt nyt gulv i køkken og bryggers, nyt køkken, nyt bryggers, ny isolering på loftet, nye lofter med spots i to rum, nye stikkontakter, installering af fjernvarme og sløjfning af olietank, modernisering af badeværelse, opsætning af ny væg - ny institution til Eva, at gøre hende renlig og få hende til at sløjfe sutten - og så selvfølgelig en hverdag med en pige på nu 3,5 år og 2 drenge på 4 mdr. Jeg tror jeg med sikkerhed kan sige, at det har været det travleste år i mit liv.

Men på mystisk vis er vi ovenpå. Vi som voksne elsker stadig hinanden. Eva elsker sine brødre. Og drengene er to glade, smilende, nemme små størrelser. Jeg havde regnet med at det hele ville være hårdere, surere og sværere.

Det hjælper at vide, at det hele bare er en kort periode. At de ikke til evig tid skal have mad hver 3. time. At de ikke til evig tid græder hver aften. At flaskerne efterhånden bliver overtaget af mad. At de om 3 år selv kan tage tøj på, sætte ord på deres følelser og behov, og at rejsen dertil faktisk er ret fantastisk! At jeg så VIRKELIG har glædet mig til, at den første tid med 2 spædbørn var overstået er så noget andet. Den hårdeste tid er allerede ovre. Jeg får sovet om natten, og der er rutine i dagene. Og det er ikke så skidt endda.

Nr. 200

Bloggen var længe min tro følgesvend. Og tro det eller lad være, men jeg er nået til indlæg nr. 200.

Behovet for bloggen er svundet, for der er meget færre bekymringer om livet og hverdagen idag end dengang. For vores ønske er blevet til virkelighed - og guderne må vide at denne virkelighed er meget sjovere end virkeligheden før trolden i maven.

For et år siden var maven kæmpe stor og jeg ville så gerne føde. Om 4 dage fik jeg veer og om 5 blev jeg mor. Der har været kampe siden - og der har været søvnløse nætter. Men hvor vil jeg dog hellere ligge vågen på grund af en pige der græder - end på grund af et hjerte der føles tomt og et liv der føles ligegyldigt.

Et spøgelse fra fortiden....

Jeg fik en "hilsen" fra fortiden i går.

Det gik op for mig, at den mand der blev beskrevet i TV2 News løbende undertekster, er en mand jeg engang kendte.

Han er efterlyst af Interpol og ord som stoffer, rockere, hustruvold (af den meget, meget grove slags), alkoholisme, psykose, våben og børnepornografi er ord der bliver knyttet til ham i diverse artikler. Han er flygtet fra en psykiatrisk afdeling, hvor han afsonede straffen for grov vold mod sin kæreste.

Siden har jeg spurgt mig selv om der var noget dengang der pegede i den retning?

Han var min chef. Stifter og adm. dir. af en succesfuld konsulentvirksomhed. Videregående uddannelse. Lækkert hus med lækre møbler og kunst. Egen båd. Pæn.

Jeg kan kun komme i tanke om en enkelt gang hvor han reagerede lidt voldsomt - og hvor jeg gik hjem og rystede på hovedet af ham. Og jo, han kunne godt lide magt. Han kunne godt lide at have ret. Men det er få chefer jeg er stødt på som ikke på en eller anden måde har haft samme karakteristika. Han var også charmerende, sælgende, smilende.

Så nej - der var ikke noget der pegede i retning af stoffer, rockere, hustruvold, alkoholisme, psykose, våben og børnepornografi. Også selv om det jo må have ligget og ulmet et eller andet sted. For det kommer vel ikke bare sådan ud af det blå....??

Mine tanker går til den stakkels kvinde der faldt for hans charme. Og som har født deres fælles barn. Og som nu er gået under jorden. Forhåbentlig passer politiet rigtig godt på hende. Det var en tyverialarm der reddede hendes liv - dengang han overtrådte sit tilhold for 42. gang.

Og så slår det mig hvilket kæmpe ansvar jeg har som mor.

For det er os der skal beskytte Eva mod syge mennesker. Det er os der skal give hende en god og tryg barndom, hvor der ikke er mænd eller kvinder der vil hende ondt. Og forhåbentlig hun bliver en kvinde der kan se faresignalerne hos andre. Men vi kan jo ikke pakke hende ind i vat, og der kommer en dag hvor hun selv skal tage beslutningerne i sit liv. Og de mest farlige er nok dem, der skjuler det bedst...

Det er til at blive helt forpustet over....

Nytårsstatus

Et nyt år er begyndt - og forhåbentligt bliver det et dejligt år!

Sidste år skrev jeg i årets nytårsstatus følgende:

"Det kan næsten ikke blive andet end et godt år - for ved slutningen af 2009 vil vi vide hvordan vores baby skal komme til os, samt finde ud af, hvornår vi kan regne med at blive forældre!!! Og det er da ikke mindre end fantastisk, at vi endelig er nået så langt! "

Og det fik jeg jo ret i. Babyen kommer fra min mave. Og der er leveringsdato i slutningen af februar. Det er dejligt - rigtig, rigtig dejligt!!

Når jeg fortæller om vores historie, og at jeg hele tiden har vidst at jeg skulle være mor (om det så blev via adoption eller via min livmoder) kommenterer en del, at det dog var heldigt at det lod sig gøre at vi kunne få vores "eget" barn. Og det kan de jo for så vidt have ret i. Men deres kommentarer om at det jo ikke er det samme med et adoptivbarn - at man jo ikke kender adoptivbarnet på samme måde - og at det ikke ville være det samme - det sårer mig faktisk.

Sidste gang var der en der kommenterede, at hun da ikke forstod hvorfor kvinder på 60 ønskede at blive gravide, når det nu ikke engang ville blive deres eget barn (fordi de bruger donoræg). Nu skal jeg ikke kaste mig ud i en diskussion om ønsket om at blive mor som 60 årig - men at det ikke skulle blive ens "eget" barn, fordi man har benyttet donoræg er da helt skævt (efter min mening). Moderskab/faderskab er i mine øjne et spørgsmål om kærlighed. Ikke om der er benyttet donoræg, donorsæd eller om en helt fremmed kvinde bærer barnet under graviditeten.

De sidste par måneder har gjort mig ret sikker på, at jeg ville glæde mig i lige så høj grad, hvis jeg vidste, at der sad en lille størrelse i Afrika, Indien, Kina eller et helt andet sted i verden og ventede på at blive hentet af os til februar. Vi ville gøre os de samme overvejelser om hvem han/hun var, længslen og ønsket om at februar måtte komme hurtigt ville være den samme. Børneværelset og børnetøjet ville blive indkøbt med lige så stor kærlighed. Det er jeg ret overbevist om! For vi aner jo heller ikke hvem den lille trold i maven er. Der er ingen der ved om hun vil ligne mig eller min kære mand. Og helt sikkert er det at hun under alle omstændigheder bliver helt sin egen.

At rejsen mod adoption, donorsæd eller donoræg kan være smertefuld det ved jeg. Jeg kan ikke idag sidde og sige hvad vores næste skridt havde været, hvis vores syvende og sidste forsøg var mislykkedes. Vi havde ikke opgivet drømmen om et barn, det ved jeg. Dertil var drømmen for stor og for stærk. Men det er vel et spørgsmål om at ændre sine drømme. At det ikke bliver en lille lyshåret størrelse som én selv - at man ikke føler at man kan "forvente" at barnet i større eller mindre grad kommer til at ligne én i interesser, talenter og udseende. At man ikke får lov at opleve en graviditet. Eller at man ikke ved hvad barnet har oplevet, inden man selv får lov til at give det tryghed og kærlighed.

Jeg ved at jeg er heldig. Sådan at få lov at opleve en graviditet og få lov til at kigge på mit barn og tænke "hvem ligner hun". Men når jeg kigger på det store billede føler jeg idag, at det er små detaljer. Det jeg glæder mig mest til, er at hun kommer til verden. At hun er hos os. At vi kan give hende al den kærlighed, som en lille dejlig trold fortjener.

Og måske føler jeg i virkeligheden, at de børn der er kommet til som et resultat af donoræg, donorsæd og adoption, i endnu højere grad er ønskebørn. Sådan nogle man har ventet på længe og som derfor får en helt særlig plads i forældrenes hjerte.

Til slut et billede af den trold vi venter på - hun vejer idag 2262 g. (sådan cirka altså)....

Et hadet folkefærd

Jeg er blevet til en af dem, som jeg tidligere har hadet i bybilledet. En af de gravide. En af dem med maver, der bare skal vises frem for hele verden.

Hvor har jeg haft lyst til at hvæse af dem mange gange. Hvor har jeg hadet deres behov for at vise deres lykke frem. Hvor har jeg hadet de mange kvinder i babybutikkerne - deres guldklumper og deres måde at tage det hele forgivet på. At de da slet ikke så ud til at vide, hvor heldige de var.

Og nu er jeg selv blevet en af dem. En af dem der tager tøj på, så man ikke er i tvivl om, at der gemmer sig et lille væsen i maven. En af dem der aer maven kærligt. En af dem der smiler til verden og er lykkelig. En af dem der går ind i babybutikker og føler jeg hører til.

Jeg håber, at de kvinder der hader mig nu, husker på at det ikke er alle maver der er resultatet af en kort venteperiode og hygge i soveværelset.

Men der er i bund og grund ikke noget at gøre ved, at jeg (hos nogen) er et hadet folkefærd. For jeg er så glad. Så glad for at maven er min!

Klog kollega

En klog kollega sagde idag - vær glad for at du er glad - men lad være med at være ked af, at du ikke er gladere. Hun har selv været igennem fertilitetsbehandling, og er nu uhelbredelig syg af kræft.

Og hun har så evigt ret. Det skal jeg til at huske mig selv på!

For jeg har gået og haft dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed over at jeg endelig er gravid, og stadig ikke er lalleglad og evigt lykkelig.

Men min virkelighed er bare sådan. Jeg er vant til skuffelser. Ikke vant til at tingene går som de skal - specielt ikke når vi snakker min krops evne til at blive gravid. Så min virkelighed er fyldt med realisme (måske lidt for meget vil nogen mene....). For der er ikke noget der hedder, at jeg helt sikkert står med en levende baby i mine arme om 6 mdr. For der er ikke noget der er 100% sikkert. Og sådan er det bare - og i min virkelighed fylder det en del!

Jeg tager mig selv i at være bange for, at for mange fra arbejdet kommer til at vide jeg er gravid. For tænk hvis det ikke går alligevel, så skal jeg fortælle den frygtelige nyhed til så mange. Men rygtet spreder sig, og flere og flere ved det. Og det er jo sådan set meget naturligt, men samtidig en smule angstprovokerende.

Jeg arbejder stadig på at acceptere at jeg er BIB'er - og nok bliver ved med at være det lang tid fremover. Heldigvis er jeg da blevet langt gladere end jeg var for 4 mdr. siden - og det må være nok! Så ikke mere dårlig samvittighed her - basta.

Som en medblogger skrev - så betyder det bare, at vi i endnu højere grad ved hvilket mirakel det er, når der så rent faktisk kommer en baby!

Jeg vil bare så gerne snart kunne føle babyen. Mærke den. Men det kan jeg ikke. Ikke endnu.

Men der er en gave på vej med posten, der skal berolige mit sind - og den kommer måske allerede imorgen....

Små glimt af lykke

Engang imellem overvælder tankerne mig, og jeg kan få tårer i øjnene bare ved at tænke på det lille væsen, der er ved at forme sig i min mave.

Men det kommer desværre kun i glimt - det er vist stadig for godt til, at det kan være sandt.

Jeg har stadig svært ved at forholde mig til andres børn. Eller nogle børn. Tog mig selv i slet ikke at have lyst til at kigge på en sød lille baby eller søge dens opmærksomhed i sidste uge. Jeg kunne simpelthen ikke. BIB tankerne ligger stadig på lur!

Og hvor jeg hader kommentaren "bare vent, der er jo mange der får nr. 2 helt naturligt! Når man først har fået nr. 1 så slapper man ligesom mere af"...... Øhh bad jeg om din teori om barnløshed og årsagerne dertil? Bare fordi nogle få får nr. 2 helt naturligt, så betyder det jo ikke at jeg bare kan læne mig lykkeligt tilbage og tænke - "gad vide hvornår nr. 2 kommer dumpende". For der er en forsvindende lille sandsynlighed for, at det kan lade sig gøre nogensinde! Det er jo netop derfor jeg siger at dette bliver den eneste!

Hvis jeg "bare" havde uregelmæssige ægløsninger, eller manden "bare" havde nedsat sædkvalitet - jamen så kunne det da måske - og stadig kun måske lade sig gøre.

Men sagen er den, at sædcellerne ikke kan lide mine æg. Eller også kan mine æg ikke lide sædcellerne. Og bare fordi vi har fået nr. 1 så ændrer det vel ikke på "lugten" af mine æg.... Folk skulle lære at holde deres mund! (Selvom jeg jo godt ved de mener det godt....)

Jeg tror jeg bliver så gal, fordi jeg ikke har lyst til at håbe på en nr. 2. Jeg er dødsensangst for at komme til at håbe på en nr. 2. Jeg har altid ønsket at få 2 børn, - men livet vil det anderledes. Og jeg skal ikke bruge de næste 10 år på at håbe på en nr. 2, i stedet for at nyde den ene, dejlige, vidunderlige baby, der er ved at forme sig i min mave. For det er den gave vi får. Og det må være mere end rigeligt. Mere end vi har turde håbe på de sidste 4 år.

Men i bund og grund er jeg misundelig (dybt misundelig) på de kvinder der selv kan bestemme hvor mange børn de vil have. I mine øjne så lever de et luksus liv, hvis de selv har kunnet producere nr. 1. Og måske oven i købet inden for en rimelig ventetid. Så er der nemlig ingenting der gør, at de bør være nervøse for om de kan få en nr. 2, 3 og 4.... Og tænk at have mulighed for at bestemme så meget over sit eget liv. De ved ikke hvor stor en gave det er!

Men lykken kommer heldigvis i glimt, for det har jeg behov for. Specielt fordi BIB tankerne stadig fylder. Lidt for meget efter min mening.

Stadig ikke helt højt nok

Beklager den manglende update.... Specielt overfor Heidi der ligger og keder sig (men passer godt på de to små i maven).

Tallet igår var 204 - det skulle have været minimum 228 før de var tilfredse. Så det stiger altså stadig, men ikke helt nok.

Næste blodprøve er på lørdag, og så er der nok en scanning allerede i næste uge. Her kigger de vist efter en "sæk" af en slags, som gerne skulle være synlig når hcg er over 1000.

Her troede jeg, at man skulle være glad, når man testede positiv, men indtil videre er stemningen ikke særlig jubelagtig. Men det er vel egentlig ikke så underligt, når det man har ønsket i snart 4 år endelig bliver virkelighed - og man så samtidig ryger under overvågning af frygt for at der er noget galt. Jeg tror egentlig også, at det er fordi jeg igennem de sidste mange år, er kommet til at se det som et så stort mirakel, at det da gav god mening, at det ikke kunne lade sig gøre.

Der bliver googlet meget herhjemme i øjeblikket, de fleste steder står der at tallet kun skal fordobles over 48-72 timer, og det lever vi vist fint op til. Se selv her, der står at "I ca. 85 % af alle normale graviditeter fordoble sig selv hver gang der er gået ca. 72 timer".

Men jeg tror lægernes frygt er, at der er tale om en graviditet uden for livmoderen. Ellers forstår jeg ikke, hvorfor de ikke bare kan give os fred - lade os nyde vores graviditet - og så tage chokket, hvis det ikke går alligevel. Men så ville vi da i det mindste have lidt glæde over det faktum, at jeg producerer hcg. Og derfor kan tage en graviditetstest der er positiv (hvilket jeg gjorde i går - bare lige for at bevise overfor mig selv, at sådan en test rent faktisk virker - jeg har taget et billede, så det er dokumenteret hvis der er nogle derude, der har samme mistro til tests).

Hov fik jeg lige skrevet - nyde vores graviditet - i det ovenstående? Jeg vælger at tro på at det nok skal gå. Selvfølgelig er jeg da gravid. Jeg mener 0-63-114-204 det er da en fin konstant stigning!!

Jeg er gravid!!! Sådan skal det nemlig være!!!

Uden hormorner

Idag er jeg helt uden kunstige hormoner. Nu skal kroppen klare sig selv. Skræmmende. Det er kun prednisonen jeg skal blive ved med at tage, men østradiol og cyklogest blev taget sidste gang i går aftes.

Jeg har været til begravelse - min gamle farfar døde sidste weekend, og jeg kan ikke lade være med at tænke at nu når hans sjæl er væk, så kan det være der er plads til en ny sjæl i min mave?

Han blev næsten 98 og var nogenlunde frisk til det sidste. Faktisk nåede han aldrig på plejehjem, og det endte med at være en brækket hofte der tog livet af ham. Noget han havde ønsket længe, nemlig at få fred.

Jeg er mest lidt zombieagtig i dag. Sorgen over min gamle farfar, og håbet om en baby i maven, som indtil videre bare bliver kaldt for "cellerne". Det er jo selvfølgelig heller ikke meget andet end en samlig celler, der prøver på at formere sig selv. Og så er vi jo slet ikke sikre på, at der er nogle celler, der deler sig lige nu.

Ih altså, hvor må dagen i dag meget gerne gå hurtigt.

Intet nyt er vel godt nyt?

Humøret er i bund. Hvorfor skulle jeg være gravid i denne omgang, når det ikke er lykkedes alle de andre gange? Og alligevel ligger håbet og gør tiden helt forfærdelig. Dagene går alt for langsomt, og samtidig vil jeg slet ikke vide om jeg er gravid. For så længe jeg lever i uvidenhed, så er livet som jeg kender det.

Der er ingen symptomer. Og sjovt nok har jeg en overbevisning om, at man da må kunne mærke om man er gravid! Alle de historier om "jeg vidste den var der, lige efter vi havde været sammen - det var ligesom der skete noget inden i mig" eller historier om kvinder der 1 uge inden testdag har kunnet teste positiv. Jeg ved godt, at det rent biologisk ikke giver så god mening at kvinder vil kunne mærke en graviditet inden testdag, og da slet ikke lige efter man har haft s*x. Og der er vel en grund til, at de ikke kan måle, at man er gravid før testdagen, nemlig at man indtil da ikke har dannet nok hormoner til at man (selvom man har dagens nymodens udstyr) kan måle en graviditet i blodet. Og så giver det da meget god mening, at det heller ikke giver symptomer endnu. Men alligevel, det kunne være rart hvis man kunne mærke det.

Men jeg er jo heller ikke gravid. Hvorfor skulle livet behandle os bedre i denne omgang?

Work, work, work

Har lige haft en mindre nedtur. Behøver jeg egentlig skrive mere end at jeg skal på arbejde i morgen?

Jeg har haft fri den sidste uge, i håbet om at det ville give eventuelle æg bedre mulighed for at sætte sig fast. Nu skal jeg tilbage på arbejdet, og allerede nu kan jeg blive helt stresset over den mailboks der venter på mig. Jeg plejer at modtage ca. 60 mails, der skal behandles på en dag. Og jeg har været væk i alt 6 dage. Så kan man jo selv regne mailboksens størrelse ud, plus at der ligger nogle arbejdsopgaver fra før jeg tog på "miniferie" som er blevet til hastere, mens jeg har været væk.

Og så er det, at det slår mig - måske det er min egen skyld, at der ikke er noget der har sat sig fast hidtil? Jeg har sjældent en "normal" arbejdsuge, overarbejde (1,5-3 timer pr. dag er normalen) forventningspres og evige præstationer er en del af den kultur, jeg er blevet en del af. Det er slet ikke sådan min personlighed er - og det sætter mig yderligere under pres. Måske for mange nætter uden søvn, for lidt fokus på det jeg egentlig vægter højt har en indflydelse på min fertilitet. Hvem har da også lyst til en mor der har mit nuværende arbejdsliv? Ja - jeg tror egentlig selv, at jeg ville vælge mig fra - hvis jeg altså var et foster, der skulle vælge en mor.

Det er nu ikke fordi arbejdet slet ikke giver mig glæder. Det gør det. Afdelingen og de mennesker jeg dagligt har kontakt til, er jeg rigtig glad for. Jeg elsker følelsen af succes, de gange hvor tingene flasker sig. Og så har jeg en række opgaver, som jeg virkelig er kommet til at holde af.

Problemet er bare, at den nye chef jo har givet mig ½ stilling oven i min nuværende - og at de ting jeg holder af dermed kommer til at fylde en del mindre end de har gjort tidligere. Og så er det desuden chefens holdning, at jeg bare skal effektivisere mine arbejdsprocesser - så bliver der plads til min nye "ovenihatten"stilling. Øhh - og hvad siger man lige til det....

Tænk hvis det er min egen skyld? Vil jeg om 15 år komme til at fortryde mine valg om karriere - og at det måske har haft indflydelse på det faktum, at jeg aldrig har været gravid og haft min egen baby i mine arme? Det vigtigste for mig er at blive mor - men det er bare ikke sådan jeg prioriterer i min hverdag.... Hvorfor er det så svært at prioritere det, der rent faktisk er vigtigt? Det der kommer til at have altafgørende betydning for resten af mit liv?

Status

Det har været en hård uge. Mit job ændrer sig - og ikke med min gode vilje. En rigtig god kollega fra vores lille velfungerende afdeling blev fyret pga nedskæringer (så jeg bør måske bare være glad for at have et job...). Mine rutcheture har mest været for nedadgående og lørdag blev brugt på at have det rigtig skidt fysisk. Jeg kunne ingenting, så jeg lå i sengen og sov det meste af dagen.

Idag har jeg det bedre.

Jeg er egentlig lidt stolt af mig selv. Selvom ugen har budt på følelsen af afmagt, frustration, vrede, sorg osv. osv. har jeg holdt fast i den sunde livsstil. Ingen hurtige kulhydrater, kun 1½ kop kaffe de sidste 10 dage, massere af juice med vores nye "juicer" og motion og motion. Er lige kommet hjem fra en løbetur på hele 32 minutter. Helt uden pauser undervejs. Det gik langsomt, men følelsen af at kunne kigge på naturen undervejs, nyde fuglende synge godnatsange, gør det alligevel til en jubii oplevelse. Og 32 minutter med pulsen i vejret, det må da tælle for noget.

Scanningen i fredags viste ca. 8 æg, men de var stadig små, så vi skal til scanning igen i morgen. Sprøjterne gør mig efterhånden ingenting - det er mere ventetiden der er slem.

Jeg har meddelt arbejdet at jeg er syg 1 uge efter ægoplægning. Trænger helt ærligt også til noget ferie! Og da dette måske? er den sidste gang vi prøver at blive gravide, så synes jeg ikke jeg kan tillade mig andet end at give min krop de bedste muligheder for at holde fast på et par æggebasser - eller tre....

Vores helt egen dræbermaskine

Vores dejlige kat har fanget en mus, som den meget stolt kom hjem og viste frem. Jeg synes der er noget skønt ved at se at instinkterne stadig er der, og at hun betragter os som sin flok, så musen selvfølgelig skal en tur med hjem, før den bliver spist. Hun fik dog lov til at spise den i haven. Tænk at sådan en sød lille blød hårbold, kan ændre sig til en dræbermaskine - ikke helt til at tro, når man kigger på hende lige nu, hvor hun ligger og spinder i mit skød.

Derudover er systemet endelig gået igang igen - jeg er nu på cyklusdag 4, og prøver at tage mig sammen til at melde mig til vores sidste forsøg. Har egentlig ikke lyst.

Hvornår må jeg give op?

Nogle gange føler jeg, at man skal have accept til at stoppe med behandlingerne. Jeg selv kæmper ualmindelig meget med det faktum, at der kun er et forsøg tilbage på vores klippekort. Når jeg fortæller andre, at det er vores sidste forsøg, så møder jeg desværre ikke altid forståelse.
Igår fandt jeg en ny blog - som blandt andet skrev om "Giving up - When is enough enough?". Hendes konklusion var, at når det gør mere ondt at fortsætte end at stoppe - så skal man sige stop. Jeg ved ikke selv om jeg er nået dertil endnu, og måske er det derfor at deres kommentarer "du er jo kun 29", "hvis det var mig så....", "du har jo længe endnu" bliver hos mig og nager i min bevidsthed.

Kommentarerne kommer sjovt nok fra personer, der aldrig selv har været i fertilitetsbehandling, eller som kun har stiftet kort bekendtskab med det (efter min skala). Hvis i læser med derude, så ved jeg at i mener det godt. Og jo - hvis lægerne kunne sige "hvis du bliver ved 3 forsøg endnu, så får du gevinst!" jamen så ville jeg jo gøre det med glæde.

Men sandheden er, at der ingen garantier er. Jeg risikerer at fortsætte indtil min psyke er kørt helt i bund, mit ægteskab er på randen til forfald, min karriere er kørt i afgrunden - og stadig ikke være gravid. Og jeg er desværre godt på vej....

De fleste andre i behandling, har på et eller andet tidspunkt prøvet at have en positiv graviditetstest. At noget har sat sig fast - kun kortvarigt - men dog alligevel. Jeg har aldrig - og jeg gentager - ALDRIG - haft en positiv test. Der er ikke noget, der har vist, at det kunne sætte sig fast - NOGENSINDE.

Som jeg sagde til lægen sidste gang - i det offentlige fik jeg at vide, at jeg fik en terning med 6 sider, og hvis jeg slog 1 eller 2, så ville jeg få en baby. Jeg slog med terningerne fire gange. I det private kan jeg slå 1, 2 eller 3. Nu har jeg slået med terningen yderligere 2 gange. Stadig kun de forkerte tal. Det er som om 1, 2 og 3 slet ikke findes på min terning. Lægen gav mig ret. Hvis du tvivler på min logik, så prøv selv at slå en terning 6 gange - og se om du ikke skulle slå et gevinst givende tal - bare en enkelt gang.

Min frygt ligger også i, om jeg har kæmpet hårdt nok. Skal der et bestemt antal behandlinger til, før man kan sige "du gjorde også alt hvad du kunne for at blive gravid"? Når de kommer med kommentarerne om min alder, og at jeg burde blive ved, så føles det som om de slet ikke giver mig goodwill for de behandlinger, jeg har været igennem. At jeg da bare lige kan tage 3 forsøg oven i hatten - det er da en nem sag....

Jeg er gal over at jeg lader kommentarerne blive hos mig. At de ender med at få betydningen - hvis du stopper nu, så har du jo ikke gjort alt, og er du forøvrigt sikker på, at du ønsker at blive gravid højt nok? For der er ikke noget jeg hellere ville. Tag min højre arm, sig at jeg aldrig må spise sukker, kræv at jeg løber50 km om ugen - hvad som helst, bare du lover mig at jeg får min helt egen lille, dejlige, fantastiske, smukke, dejlige, dejlige, dejlige baby.

Det har været en dårlig dag idag, for mange tårer, for mange dumme tanker - og mens er stadig ikke undervejs. Satans!

Spejlbilleder

Undervejs i barnløshed processen har jeg søgt støtte forskellige steder.

Til at starte med var det min tidligere kollega jeg søgte lidt støtte hos - og hvor jeg var glad for at kunne dele mine bekymringer. Hun er selv blevet gravid efter en række IUI behandlinger og en enkelt IVF behandling. Det synes jeg var meget dengang.

Nu sidder jeg her - 6 IVF/ICSI forsøg senere, og dem jeg føler jeg kan identificere mig med svinder gevaldigt ud. En af mine kolleger tog fat i mig efter jeg havde offentliggjort, at vi var i behandling, og fortalte mig at hun vidste hvordan jeg havde det, da hun selv var blevet gravid gennem IUI - og her taler vi om første IUI. Jeg ved godt at hun mente det sødt, og jo nogle af de tanker jeg havde i starten af processen, dem kan hun da godt have ret i, at vi har til fælles.

Men jeg kan mærke, at jeg søger de historier der ligner min egen - og nogle gange historier som allerede er der, hvor jeg "frygter" at vi også er på vej til - nemlig adoptionen. Heldigvis har også adoptanter behov for at dele deres oplevelser, tanker og ikke mindst billeder af deres dejlige unger.

Det betyder ikke, at jeg er holdt op med at heppe på dem, der ikke er så langt i behandlingsforløbet som jeg - snarere tværtimod - jeg hepper på, at de når at blive gravide inden de når så langt. Det taler statistikken heldigvis for - for her hører jeg vist efterhånden til sjældenhederne.

Men jeg er glad for, at jeg har jer i cyberspace, for det er efterhånden det eneste sted jeg har mulighed for at spejle mig selv i andre. Andre som er lige så skøre som jeg er (og nogle måske endnu mere end mig) i kampen for at opnå en graviditet.

En tur i sommerland

Så er vi kommet hjem fra en weekend i "alvorlige emners"-tegn.

Vi havde lejet et sommerhus, og tog afsted med formålet at snakke om fremtiden i forhold til behandlingen.

For noget tid siden ville min mand slet ikke snakke adoption, og mine tanker har kredset ualmindeligt meget om det faktum siden. Jeg havde slet ikke lyst til at tage af sted, med tanke på hvad resultatet, af en sådan weekend kunne blive. For jeg skal være mor. Alle mine tanker og min frygt resulterede i en lettere hysterisk kvinde i timerne op til afgang.

Vi fik snakket - og jeg fik grædt, men heldigvis blev vi enige om hvordan vi griber fremtiden an - og adoption er en af vores løsningsmodeller. Og han var endda så åben omkring det, at han synes det var helt fint, hvis vi igangsatte fase 2.

Men endnu engang må man konstatere at min mand og jeg snakker forskellige sprog. Tænk engang, at det kan komme bag på mig efter næsten 10 år sammen.

Han påpegede desuden at han gerne så, at jeg blev lidt gladere. Ja - jeg har vist ikke været særlig sjov at leve sammen med de sidste par år.

Så slog det.

Så kom reaktionen.

Jeg har ellers været nogenlunde afklaret med den negative test - og har næsten ikke grædt.

Men i går gik det op for mig - jeg bliver nok aldrig gravid. Jeg vil nok aldrig være i stand til at gøre min mand til far. Jeg vil nok aldrig få lov at amme en baby. Jeg bliver aldrig mor!

En ansigstscreme måtte lade livet da den blev hamret ind i brusenichen, og mit ansigt idag er hævet af alt for mange tårer i de sene nattetimer.

Ja - det var så det.

Blodprøven var negativ - og jeg begyndte at bløde igår.

Klinikken nåede ellers at rode godt rundt i det på testdagen. Jeg havde været forbi om morgenen og fået taget en blodprøve, men de ringede ikke til mig efterfølgende. Da jeg så ringede til dem beklagede de mange gange, men den var vist blevet til en blodprocent-blodprøve istedet, så jeg skulle komme forbi dagen efter og få taget en ny. Da jeg så med tårene stående ud af begge øjne fik givet beskeden videre til mand og mor, så ringede de - ja nu har vi fundet den, og den var negativ. Ja så kunne jeg jo tage ringerunden igen.

Nogle gange har jeg lyst til at ringe til alle de mennesker der i årenes løb har haft kommentarer så som "du er stadig ung", "du har masser af år tilbage at blive gravid i", "du skal nok nå det" og fortælle at nej - sådan er det ikke - se selv!

Det kan godt være jeg er ung. Og jo, hvis jeg havde lyst til at gennemgå 10, 15, 20 eller 30 forsøg endnu, jamen så ville jeg da have tid til det. Men sådan er virkeligheden bare ikke. Rent psykisk er der grænser for hvad man som menneske kan holde til. Rent fysisk giver lægerne os dårligere og dårligere odds for at opnå graviditet for hvert forsøg der mislykkes. Sidst jeg snakkede med lægen om odds, sagde han at efter forsøg nr. 8 var der langt mellem snapsene. Så nej - jeg har ikke samme odds, som en der lige er begyndt i behandlingshelvedet.

Noget andet er livskvaliteten. Når jeg kigger tilbage på de sidste år, så har vores liv i høj grad været på stand-by. Da vi flyttede ind i huset var det ene værelse tiltænkt et barn. Vi ventede med at indrette det, og da vi endelig gjorde, blev det gjort for en billig penge - vi skulle jo nødig gøre det superlækkert, for så en måned senere at være gravid. Bestilling af ferier er blevet udskudt utallige gange - hvis jeg bliver gravid i dette eller næste forsøg, så kan jeg jo ikke flyve på det tidspunkt. Bilindkøb er blevet foretaget med en underlig fornemmelse - hvad nu hvis vi får tvillinger i næste forsøg, så har vi ikke plads til dem i denne lille, men meget dyre bil. Møbler er blevet købt ind med henblik på at de skal være børnevenlige, tøj er købt udfra tesen at der også skal være plads til en lille mave. Cremer er blevet skiftet ud med parabene- og parfumefrie. Mad er blevet købt med henblik på, hvad der er godt hvis jeg er gravid. Jobskiftet har givet mig dårlig samvittighed, fordi jeg jo potentielt ikke vidste, om jeg ville være gravid 1 måned senere.

Socialt har det også haft sin effekt. Vi har meldt os syge til flere sociale sammenkomster, fordi jeg ikke kunne/ville drikke eller fordi det faldt sammen med en eller anden undersøgelse. Jeg har så vidt muligt forsøgt at undgå at snakke børn med venner og veninder - jeg vil helst undgå spørgsmålet "nåhh, skal i ikke også snart ha' en lille en?".

I det hele taget har dette cirkus optaget så meget energi, at jeg til tider helt glemmer at leve. Og det tror jeg i bund og grund ikke man forstår, før man har været det igennem selv. Så ja jeg er ung - men nej, jeg har ikke masser af år tilbage at blive gravid i.

Progesteron

Stadig ingen opregulering. Progesteron niveauet er stadig for højt, til at de vil starte opregulering. Så der er ny blodprøve og scanning i næste uge.

Det har pustet lidt liv i håbet, at mit progesteron niveau ikke opfører sig som det bør. Det har det sandsynligvis heller ikke gjort de andre gange - og progesteron kan ødelægge æggenes kvalitet. Så jeg krydser fingre for, at dette betyder flere befrugtede æg eller bare en sikker blastocyst til oplægning (håber jo inderst inde på to blastocyster, men det er vist for meget at håbe på).

Tankerne kredser også en del om livet, hvis jeg aldrig bliver gravid - eller bare livet efter en (forhåbentlig) graviditet. Lige nu går tankerne på, at jeg aldrig behøver bekymre mig om hormonforstyrrende stoffer i cremer, at jeg kan drikke mig fuld når jeg har lyst - eller bare taget et enkelt glas om aftenen, at jeg kan spise lige så meget sukker som jeg har lyst til, at jeg aldrig igen behøver bekymre mig om hormonindsprøjtninger, scanninger, p-piller.... og listen kan blive meget lang. For jeg synes lidt for meget tid går med at bekymre mig, om alt det jeg ikke må og alt det jeg skal.