Eva

tirsdag den 20. juli 2010

Store dage

Vi har haft et par meget store dage.

Igår fandt hun sine fødder. Siden har hun brugt uendelig meget tid på at fange dem med sine små hænder.

Idag har hun rullet 3 gange fra ryggen til maven - helt uden hjælp! Problemet er blot at hun endnu ikke har lært at rulle fra maven til ryggen, så jeg kan lige forestille mig jeg får travlt med at rulle hende retur.... for så sjovt synes hun altså heller ikke det er at ligge på maven.

Det går så hurtigt!

torsdag den 15. juli 2010

At køre bil....

Jeg føler mig så evig heldig. At hun er vores. At vi er hendes.
Men det er stadig ikke sådan helt til at forstå.... Jeg tager mig selv i at lukke hendes vindue så der ikke er nogen der løber med hende. Tager mig selv i at tænke at det er for godt til at være sandt. For hvem havde forestillet sig at drømmene og håbet skulle blive til virkelighed - og så ovenikøbet med sådan en dejlig lille krabat.
Hun er nem. Sover næsten altid når man lægger hende til at sove. Er rigtig god til at underholde sig selv. Og så smiler hun så dejligt mange gange om dagen.
Idag havde hun hovedet i fodenden da jeg kunne høre hun var vågnet fra sin lur. Så hun bliver også mere og mere mobil. Det er så skønt at se hvordan hun bryder koden til alt muligt. Hun bliver så stor.... hvor går det bare hurtigt!

fredag den 2. juli 2010

Endelig sommer!

Så blev det endelig sommer! Og nej hvor vi nyder det. Vi har fået en markise, som giver os mulighed for at have Eva med i haven - også når solen står lige over hovedet.

Og jo - man minder jo nok en smule om sin mor. Jeg har altid undret mig over hvor meget glæde min mor og mormor har kunnet få ud af deres haver. Min søster og jeg er tit og ofte blevet vist rundt og har hørt dit og dat om diverse planter. Vi hørte kun efter med et halvt øre, for så spændende var det altså heller ikke. Og nu sidder jeg her selv, med en have på størrelse med et frimærke, men jeg elsker den. Der er så stor glæde i at se tingene bryde frem i foråret. Og så har jeg et indre billede af Eva, der går rundt og plukker blomster til buketter... altså når hun bliver lidt større...