Jeg er lige kommet hjem fra et privat arrangement, der sluttede af med, at alle kunne få lov til at trække et tarot kort.
Nu kan det være, jeg skal starte ud med at fortælle lidt om mig selv, og min holdning til det alternative. Som udgangspunkt er jeg bestemt ikke troende - jeg er gift i kirken på grund af tradition og ikke tro - jeg tror på mig selv, min mand, livet - men ikke på nogen gud eller overordnet kraft. Jeg tror ikke på spøgelser, healing eller for den sags skyld på tarot kort.
Dog er der blevet rykket på min tro, eller tiltro til det alternative igennem de sidste par år. Videnskaben viser, at akupunktur ved ægoplægning forøger chancen for graviditet - akupunktur, som jeg tidligere pure ville have afvist som humbug. Jeg har selv oplevet at have flere æg, i de to behandlingsforløb hvor jeg fik akupunktur ugerne op til ægløsning, end i de to forsøg hvor jeg ikke fik akupunktur. Det har rykket så meget ved min "tro", at jeg er helt sikker på, at mit næste forsøg skal understøttes af akupunktur.
Men er det min frygt, der gør at jeg ønsker akupunktur, eller er det troen? Troen på at det rent faktisk virker, eller frygten for at jeg (måske) går glip af en positiv påvirkning - og hvis jeg alligevel ikke tror på at det virker, så kan det jo heller ikke skade.... Måske er det håbet? At jeg efterhånden griber fat i hvert lille halmstrå af håb - alt hvad der (måske) kan forbedre mine chancer for at blive gravid?
Nå, men for at komme tilbage til tarotkortene, så trak jeg et kort, men valgte at jeg ikke ville have det tydet. Jeg blev lige pludselig bange for, at tarot damen kunne se, hvad det er jeg kæmper med, og at hun ville spørge ind til det. I perioder og i visse situationer er jeg et stort tudefjæs, hvis der er nogen der stiller de forkerte spørgsmål. Og lige i dag var jeg ikke helt på toppen. Jeg troede kun der ville være voksne, men til min skræk (ja, hvad skal jeg ellers kalde det) var der den dejligste lille baby med. Min søster - der ikke ved vi kæmper med infertilitet - gav den lille baby en del opmærksomhed, noget der skærer i mit hjerte. Jeg vil jo så gerne give hende en nevø eller niece, hun kan give al den kærlige opmærksomhed. Så nej, der var ikke nogen der skulle stille dumme spørgsmål til mig, min infertilitet eller livet i det hele taget.
Nu sidder jeg og overvejer, om jeg skal ringe til tarot damen, for at høre om hun lige gider bruge 2 minutter, på at forklare det kort jeg trak.
Nu kan det være, jeg skal starte ud med at fortælle lidt om mig selv, og min holdning til det alternative. Som udgangspunkt er jeg bestemt ikke troende - jeg er gift i kirken på grund af tradition og ikke tro - jeg tror på mig selv, min mand, livet - men ikke på nogen gud eller overordnet kraft. Jeg tror ikke på spøgelser, healing eller for den sags skyld på tarot kort.
Dog er der blevet rykket på min tro, eller tiltro til det alternative igennem de sidste par år. Videnskaben viser, at akupunktur ved ægoplægning forøger chancen for graviditet - akupunktur, som jeg tidligere pure ville have afvist som humbug. Jeg har selv oplevet at have flere æg, i de to behandlingsforløb hvor jeg fik akupunktur ugerne op til ægløsning, end i de to forsøg hvor jeg ikke fik akupunktur. Det har rykket så meget ved min "tro", at jeg er helt sikker på, at mit næste forsøg skal understøttes af akupunktur.
Men er det min frygt, der gør at jeg ønsker akupunktur, eller er det troen? Troen på at det rent faktisk virker, eller frygten for at jeg (måske) går glip af en positiv påvirkning - og hvis jeg alligevel ikke tror på at det virker, så kan det jo heller ikke skade.... Måske er det håbet? At jeg efterhånden griber fat i hvert lille halmstrå af håb - alt hvad der (måske) kan forbedre mine chancer for at blive gravid?
Nå, men for at komme tilbage til tarotkortene, så trak jeg et kort, men valgte at jeg ikke ville have det tydet. Jeg blev lige pludselig bange for, at tarot damen kunne se, hvad det er jeg kæmper med, og at hun ville spørge ind til det. I perioder og i visse situationer er jeg et stort tudefjæs, hvis der er nogen der stiller de forkerte spørgsmål. Og lige i dag var jeg ikke helt på toppen. Jeg troede kun der ville være voksne, men til min skræk (ja, hvad skal jeg ellers kalde det) var der den dejligste lille baby med. Min søster - der ikke ved vi kæmper med infertilitet - gav den lille baby en del opmærksomhed, noget der skærer i mit hjerte. Jeg vil jo så gerne give hende en nevø eller niece, hun kan give al den kærlige opmærksomhed. Så nej, der var ikke nogen der skulle stille dumme spørgsmål til mig, min infertilitet eller livet i det hele taget.
Nu sidder jeg og overvejer, om jeg skal ringe til tarot damen, for at høre om hun lige gider bruge 2 minutter, på at forklare det kort jeg trak.
Måske i håbet om at hun vil fortælle, at jeg selvfølgelig bliver gravid, at kortene viser at denne behandling bliver min sidste. Det er vel det alternative behandlere bliver rige på - at fortælle kunderne lige præcis hvad de ønsker at høre.
Men jeg tror jo ikke, så måske jeg bare skal glemme det, komme videre og lade naturen gå sin gang. Tarot damen har jo ingen magiske evner og kan under ingen omstændigheder ændre fremtiden - eller kan hun? Gad vide hvor desperationen har sin grænse?
Men jeg tror jo ikke, så måske jeg bare skal glemme det, komme videre og lade naturen gå sin gang. Tarot damen har jo ingen magiske evner og kan under ingen omstændigheder ændre fremtiden - eller kan hun? Gad vide hvor desperationen har sin grænse?
Opslag
