Endnu en tur-retur til det jyske

Så er vi kommet retur fra endnu en tur i det jyske. Denne gang hos nogle af vores venner, der har en datter på 1½ år, der er resultatet af IVF-D. Den lille forskel, at jeg ved at hun er resultatet af en lang og svær kamp, gør det faktisk nemmere at være i nærheden af hende. Jeg lod mig selv nyde hendes kram og knus og hendes lille hånd der tog fat i min, for at vise mig noget spændende. Jeg lod mig selv nyde hendes nærvær, hendes grin, hendes smil og hendes barnlige kluntethed. Altså hvis man da bare kunne få lov at få sådan en.....

Jeg prøvede desuden at fokusere på, at hvis vi skal adoptere, så kan det være at det er en lille én på hendes størrelse, vi skal hente. Og det var nu en dejlig tanke - selvom jeg stadig helst selv vil producere en dejlig lille størrelse.

Jeg synes der er uendelig lang tid til næste behandling - først skal månedens gæst komme forbi, så skal jeg skannes dagligt op til ægløsning, så skal jeg nedreguleres, så skal jeg opreguleres, så kommer ægudtagning, (og forhåbentlig) ægoplægning - og så er der stadig ventetiden til at jeg kan tage en test. Jeg er bange for at status for dette år kun bliver 2 behandlinger og 1 operation. Godt jeg kun er 29 år - for det er da lige til at få stress af.

Efter en del overvejelse har jeg fortalt arbejdspladsen, at jeg gerne vil sygemeldes i næste behandlingscyklus. Det var de heldigvis helt med på. For jeg ved, at jeg vil ærgre mig, hvis vi ikke bliver gravide de to næste gange, og at jeg begge gange har udsat mig selv for stress på arbejdspladsen. Jeg ved at det vil nage mig - tænk hvis jeg nu bare havde slappet af - så havde den været der.