Eva

fredag den 11. oktober 2013

Jeg er på barsel med tvillinger så...

... jeg tager mig selv i at gå på badeværelset og lukke døren, uden egentlig at skulle noget derude.

... jeg er misundelig på den tid min mand har i bilen/toget på vej til og fra arbejde, hvor han bare kan sidde og slappe af.

... jeg er misundelig på dem der kun har et barn, og som er med i en mødregruppe, der mødes privat en gang om ugen.

... jeg bekymrer mig om vores privatøkonomi, på en måde jeg aldrig har gjort før.

... jeg har mere end fordoblet mit forbrug af kaffe.

... jeg når ikke i bad hver dag.

... jeg er alene med 3 børn under 4 år fra 15.30 til ca. 18.15 hver dag.

... jeg er noget så glad for bedstemødrene og al den hjælp de tilbyder!




mandag den 7. oktober 2013

Tvillinger?

Drengene er per definition tvillinger. Men sådan føles det ikke i dagligdagen. Tvillinger. Hvad er det at være tvilling? Jeg ved det ikke. Det eneste Peter og David har tilfælles er, at de har været i min mave samtidig.

De er fra to forskellige behandlinger. To forskellige tidspunkter. Og de er to forskellige drenge.

Peter har fra starten været den største. 300 gram mere end brormand. Og så var han den første der så verden udenfor min livmoder. Han er mere larmende, græder hurtigtigere og hiver voldsomt i legetøjet så det larmer mest muligt. Vi må nogle gange tage noget legetøj fra ham, fordi han bliver ved med at slå sig selv i hovedet med det. Det ser ud til at han får min næse og hage. Han har på en dejlig babyfacon et ansigt med karakter. Til at starte med kunne jeg slet ikke se at han lignede noget vi kunne producere, jeg undrede mig over hvor hans træk kom fra, men nu kan jeg se at han ligner sin storesøster. Med lidt krydderi fra min side.

David er ekstremt god til at ligge på maven. Han kan ligge der, lige indtil han falder i søvn. Lige i øjeblikket pludrer han en del - både med lave søde lyde og voldsomme høje lyde, som han næsten selv bliver forskrækket over. Han kigger på tingene ligesom Eva gjorde. Betragter alting (inkl. brormand) med store interesserede øjne. Som om han gerne vil forstå det hele. Han er også udseende mæssigt en lille Eva. Store runde kinder. Store øjne.

De er begge nogle dejlige drenge, der er fantastisk gode til at smile og være glade. Nogle dage skal jeg huske på at tage dem op. For ellers ligger de og leger fint for sig selv. De er nemme.

De får noget sammen. En opvækst, som helt sikkert kommer til at betyde, at de bliver tvillinger. Også i mit hoved. Jeg håber de får glæde af hinanden, og at de bliver hinandens gode venner. Men jeg håber også, de bliver i stand til at være børn hver for sig, og at de ikke bliver for afhængige af hinandens selskab. Jeg vil så gerne, at de bliver selvstændige individer, der ikke gemmer sig bag hinanden.

Men tvillinger det er de per definition. Og det håber jeg ikke er så skidt endda.