Eva

lørdag den 27. februar 2010

Termin

Så kom terminsdagen, men der er endnu ikke skyggen af veer - så vi må vist sande at jeg kommer til at gå over tid. Jeg har læst at førstegangsfødende i gennemsnit går 4 dage over tid, så lige nu regner vi med en dato der hedder 03.03.2010. Det ville da være fint...

Jeg prøver at se positivt på dagene der går uden veer. Hver dag der går - er en dag mindre til at vi ser den lille trold. Og nu har hun altså kun 14 dage at vælge imellem før lægerne vil tvinge hende ud i den kolde verden uden for maven.

Tænk engang alle de tanker jeg har gjort mig undervejs i graviditeten. Min frygt for at miste, min frygt for at noget måtte gå galt. Nu har jeg kun fødslen tilbage - og der må lægerne for min skyld gøre hvad som helst - bare babyen kommer sikkert ud af min mave.

onsdag den 24. februar 2010

Min mave

Maven er blevet stor. Meget stor.

Den er i vejen når jeg prøver at vaske op - den støder ind i kanten af bordet og tvinger min overkrop til at tilte på en meget unaturlig måde, hvis jeg skal have noget under hanen.

Den er i vejen når jeg prøver at give min mand et knus - bagdelen ender ½ m fra min mands krop og mit hoved ender næsten på hans mave.

Den er i vejen når jeg skal tørre mig efter badet - fødderne vil ligesom ikke i nærheden af håndklædet.

Den er i vejen når jeg skal tage sko på - specielt fordi man på det tidspunkt plejer at have bukser på der efterhånden strammer lidt omkring kroppen (et fif er at tage bukserne ned om anklerne mens man tager sko på - så går det meget nemmere).

Tallerkenerne kan fint balancere på toppen af maven, så jeg har fået et ekstra lille bord - hvilket er en fordel, da jeg heller ikke længere kan nå ind over tallerkenen på bordet.

Og så danner den simpelthen så meget varme, at jeg kun har t-shirt og trusser på, når jeg er herhjemme, og t-shirten ender gerne oven på maven så maven får lov til at stritte uden for.

Plukveerne hiver i lungerne, og det er som oftest på grund af vejrtrækningsproblemer, at jeg kan mærke at jeg har en plukve.

Jeg prøver at nyde det, for måske dette er de sidste dage i min eneste graviditet. Men præmien - en baby - overskygger efterhånden det hele. Jeg nærmer mig leveringsdatoen. Og for hver dag der går, bliver der en dag mindre til at vi får lov til at møde vores trold. Vores trold!

Tænk at vi er så heldige.

mandag den 22. februar 2010

Den ulidelige ventetid....

Synes godt nok denne ventetid er ulidelig. Absolut ingen tegn på babylevering lige foreløbig.

Har besluttet at snuppe bilen i morgen, så jeg kan tage på shoppetur i København. Det må da kunne tage tankerne væk fra maven for en kort tid.... Må beklageligvis meddele at der ikke foregår andet end baby og fødselstanker i mit hoved for tiden.

Kom nu ud lille trold... Please....

torsdag den 18. februar 2010

Vralter som en and!

Så er der lidt mere end en uge til termin, og det var idag tid til det (forhåbentlig) sidste besøg hos jordemoderen. Trolden blev skudt til 3.300 g og alt var som det skulle være. Vægten siger efterhånden 67 kg, hvilket betyder at jeg har taget næsten 15!! kg på.

De ekstra kilo kan mærkes. Jeg vralter som en and, og får om eftermiddagen ret ondt i den nedre del af ryggen og øvre del af ballerne. Når jeg står/går for længe gør det ondt i fødderne, og jeg føler mig generelt handicappet af den efterhånden meget store mave, som bare er stor og rund - og helt fyldt ud med trolden. Det føles bestemt ikke som om der er plads til at hun bliver større. Men jeg nyder faktisk at have fået lidt "ammedepoter" - at have fået lidt mere figur end sølle 52 kg fordelt på 165 cm giver mulighed for.

Hvem skulle desuden tro, at man som højgravid skal vralte på toilettet 3-5 gange hver nat? Jeg må vist sande at nætterne med en uafbrudt søvn for længst er forbi.

Vi venter stadig i spænding på at hun melder sin ankomst. Jeg kan mærke at plukveerne bliver mere kraftige, men egentlige veer bliver det altså ikke til endnu.

torsdag den 11. februar 2010

Et styk kusine

Så kom kusinen til verden - og hvilken fin kusine vores lille trold får. Hun blev født i går morges og idag fik vi lov at besøge hende. Trolden fik sparket lidt til hende, så de to tøser har fået hilst på hinanden allerede nu.

Hvor er sådan nogle helt nye babyer altså bare skønne!

torsdag den 4. februar 2010

Åhh den ventetid...

Så er jordemoderen blevet besøgt endnu engang. Trolden vejer nu hele 3 kg. og jordemoderen synes fint, at hun kunne komme til verden fra nu af. Så jeg har prøvet at overbevise vores trold om at hun skal begynde at sende signaler til min krop, om at hun vil ud, i løbet af næste uge - og så regner jeg med at gå i fødsel om 1-1½ uge :o)

Synes selv det kunne være helt perfekt timing - for vi kan næsten ikke vente længere.....