Det var vist lidt for tidligt jeg skrev, at cremen nok virkede.
De sidste mange amninger på venstre side har været smertefulde, og ved den sidste amning stortudede jeg bare ved tanken om at den lille mund, der helt klart søgte efter mad, snart skulle guffe derudaf. Manden blev nødt til at hjælpe til - for jeg kunne simpelthen ikke selv.
Jeg ringede til min egen læge i morges kl. lidt over 8, men blev mødt af en telefonsvarer der fortalte at de havde aftenkonsultation onsdag aften og at man skulle ringe på deres mobiltelefon mellem kl. 8 og 9. Jeg tolkede det som at jeg først kunne få fat på dem i aften - men da jeg ringede til sygeplejersken (som var ved telefonen mlm 14 og 18) fik jeg at vide at de var gået på påskeferie, så min eneste mulighed var vagtlægen - som først åbner kl. 16.00. Så prøvede jeg at ringe til sundhedsplejerskerne - men de er også taget på ferie.
Jeg er træt af at tude. Har grædt alt for mange tårer før, under og efter amningen. Jeg kan ikke mere. Jeg vil ikke mere. Jeg orker ikke mere..... Jeg er træt, træt, træt og vil bare gerne sove. Væk fra det hele - væk fra amninger hver 3. time - væk fra ansvaret - væk fra alle de dumme tanker. Ikke engang i søvnen får jeg fred. Det hele er fyldt med tanker om Eva, amning, manglende søvn...... Lige nu kan jeg bare ikke mere....
onsdag den 31. marts 2010
tirsdag den 30. marts 2010
Amme indlæg nr. 3
Måske det er begyndt at virke??
Jeg har ikke haft de samme smerter i en del amninger nu. Åhh jeg håber sådan at det ikke bare er en tilfældighed. Det må meget gerne slutte helt før påsken, så jeg ikke lige pludselig står med en læge og sundhedsplejerske på ferie - og mig med svamp i b.r.ysterne.
Jeg synes nu altså stadig ikke at amning er så fantastisk som folk siger. Jeg keder mig den halve time hun ligger og spiser, og følelsen af en b.r.ystvorte der bliver hevet helt ind i ganen af en baby er altså ikke noget videre fantastisk...
Hmm - jeg har en veninde der siger at amningen først bliver hyggelig, når man i virkeligheden skal til at slutte igen - det vil sige om 4-5 måneder.
Derudover har jeg måtte love sundhedsplejersken, at jeg ikke holder op med amningen (eller rettere, jeg har lovet jeg ringer til hende inden jeg stopper - hvis jeg stopper). Hun har desuden bandlyst alle hjælpemidler - suttebrikker, sutteflaske m.m. Hvis jeg ønsker at malke ud, skal Eva have mælken med en lille sprøjte eller med et lille bæger.
Men måske det allerede går frem af? Det hååååber jeg!
Jeg har ikke haft de samme smerter i en del amninger nu. Åhh jeg håber sådan at det ikke bare er en tilfældighed. Det må meget gerne slutte helt før påsken, så jeg ikke lige pludselig står med en læge og sundhedsplejerske på ferie - og mig med svamp i b.r.ysterne.
Jeg synes nu altså stadig ikke at amning er så fantastisk som folk siger. Jeg keder mig den halve time hun ligger og spiser, og følelsen af en b.r.ystvorte der bliver hevet helt ind i ganen af en baby er altså ikke noget videre fantastisk...
Hmm - jeg har en veninde der siger at amningen først bliver hyggelig, når man i virkeligheden skal til at slutte igen - det vil sige om 4-5 måneder.
Derudover har jeg måtte love sundhedsplejersken, at jeg ikke holder op med amningen (eller rettere, jeg har lovet jeg ringer til hende inden jeg stopper - hvis jeg stopper). Hun har desuden bandlyst alle hjælpemidler - suttebrikker, sutteflaske m.m. Hvis jeg ønsker at malke ud, skal Eva have mælken med en lille sprøjte eller med et lille bæger.
Men måske det allerede går frem af? Det hååååber jeg!
søndag den 28. marts 2010
Amme indlæg nr. 2
Hmm. Her har jeg gået og håbet på at lidt creme mod svamp ville være den hurtige løsning på problemet, men jeg synes ikke rigtig det har haft den store effekt endnu.
Nogle amninger går udemærket, men andre er helt til hundene. Da jeg lå og ammede i nat, blev jeg nødt til at tvinge hende fra brystet 2 gange, fordi det simpelthen gjorde så ondt, så ondt. Det værste var næsten at jeg jo blev nødt til at lægge hende til igen, for hun var jo ikke blevet mæt. Så der lå jeg og gjorde hovedpuden helt våd, mens Eva lå og guffede i sig til den store guldmedalje.
Det gør det heller ikke bedre at Eva ikke havde taget helt nok på, så jeg skal amme hende hver 3. time i stedet for hver 4. - og hvis hun allerede melder sig efter 2 timer, så skal jeg lade hende komme til brystet. Så nu er der endnu kortere mellem amningerne.
Jeg har en aftale med jordemoderen om at jeg skal ringe til hende imorgen - og det er tiltrængt, for mine bryster kører virkelig på sidste blus, og tanken om helt at droppe amningen bliver mere og mere tiltalende. Selvom bare tanken om at måtte opgive helt, gør ondt helt ind i sjælen. Jeg har altid tænkt at det ville være fint med et flaskebarn (jeg er det jo selv) men nu når jeg står her, vil jeg bare så gerne have det til at køre. Hvis mine bryster da bare ville holde op med at gøre ondt i mellem amningerne - men smerten flytter bare fra brystvorterne til hele brystet.
Nogle amninger går udemærket, men andre er helt til hundene. Da jeg lå og ammede i nat, blev jeg nødt til at tvinge hende fra brystet 2 gange, fordi det simpelthen gjorde så ondt, så ondt. Det værste var næsten at jeg jo blev nødt til at lægge hende til igen, for hun var jo ikke blevet mæt. Så der lå jeg og gjorde hovedpuden helt våd, mens Eva lå og guffede i sig til den store guldmedalje.
Det gør det heller ikke bedre at Eva ikke havde taget helt nok på, så jeg skal amme hende hver 3. time i stedet for hver 4. - og hvis hun allerede melder sig efter 2 timer, så skal jeg lade hende komme til brystet. Så nu er der endnu kortere mellem amningerne.
Jeg har en aftale med jordemoderen om at jeg skal ringe til hende imorgen - og det er tiltrængt, for mine bryster kører virkelig på sidste blus, og tanken om helt at droppe amningen bliver mere og mere tiltalende. Selvom bare tanken om at måtte opgive helt, gør ondt helt ind i sjælen. Jeg har altid tænkt at det ville være fint med et flaskebarn (jeg er det jo selv) men nu når jeg står her, vil jeg bare så gerne have det til at køre. Hvis mine bryster da bare ville holde op med at gøre ondt i mellem amningerne - men smerten flytter bare fra brystvorterne til hele brystet.
onsdag den 24. marts 2010
Amning
Amningen er bare ikke sjov.
Det starter med stærke smerter i starten af hver amning. Det føles som om hun har sylespidse tænder der bliver jaget ned i brystvorterne. Det forsvinder dog som oftest efter et minutstid. Men på venstre bryst går der ikke mange minutter med nogenlunde smertefri amning før det begynder at svie.
Derudover har jeg i begge bryster smerter der efter amningen nærmest stråler igennem brystet og mine brystvorter er ekstremt ømme. Det er efterhånden længe siden at jeg har fået en knus af min mand, for det gør simpelthen så ondt, når noget maser det mindste på brysterne.
Jeg bliver mere og mere bange for at jeg måske har fået svamp. Øv øv øv!
Hvis det bliver ved sådan her, så bliver hun altså flaskebarn, for lige nu ser jeg med frygt frem til næste amning - en del af amningerne starter med at jeg sidder med tårene ud af begge øjne - og en del af amningerne slutter på nøjagtig samme måde.
Vi får besøg af sundhedsplejersken på fredag, og indtil da tror jeg vi prøver et råd der er fundet på nettet - nemlig at vaske brystvorter og Evas mund med danskvand inden amningerne. Det kan vel ikke skade....
Jeg føler mig som en ekstremt dårlig mor, når jeg sidder og ammer hende og bare venter med længsel på at hun er færdig. At jeg i ammesituationen kun kan tænke på hende som en smertefuld sugemalle. Øv hvor er jeg træt af amning!
Det starter med stærke smerter i starten af hver amning. Det føles som om hun har sylespidse tænder der bliver jaget ned i brystvorterne. Det forsvinder dog som oftest efter et minutstid. Men på venstre bryst går der ikke mange minutter med nogenlunde smertefri amning før det begynder at svie.
Derudover har jeg i begge bryster smerter der efter amningen nærmest stråler igennem brystet og mine brystvorter er ekstremt ømme. Det er efterhånden længe siden at jeg har fået en knus af min mand, for det gør simpelthen så ondt, når noget maser det mindste på brysterne.
Jeg bliver mere og mere bange for at jeg måske har fået svamp. Øv øv øv!
Hvis det bliver ved sådan her, så bliver hun altså flaskebarn, for lige nu ser jeg med frygt frem til næste amning - en del af amningerne starter med at jeg sidder med tårene ud af begge øjne - og en del af amningerne slutter på nøjagtig samme måde.
Vi får besøg af sundhedsplejersken på fredag, og indtil da tror jeg vi prøver et råd der er fundet på nettet - nemlig at vaske brystvorter og Evas mund med danskvand inden amningerne. Det kan vel ikke skade....
Jeg føler mig som en ekstremt dårlig mor, når jeg sidder og ammer hende og bare venter med længsel på at hun er færdig. At jeg i ammesituationen kun kan tænke på hende som en smertefuld sugemalle. Øv hvor er jeg træt af amning!
søndag den 21. marts 2010
Forventninger
Når man nærmer sig tiden hvor man skal være mor, så følger der naturligt nok en masse forventninger med.
Mine forventninger til fødslen blev ikke umiddelbart indfriet. Jeg havde forventet en epidural, men måtte klare mig uden. Men smerterne var som forventet - eller rettere - de stemte godt overens med min forventning om, at jeg ikke ville kunne forestille mig hvor voldsomt det var. Specielt pressefasen var meget mere intens end jeg havde forestillet mig.
Fødslen fyldte meget i min bevidsthed til at starte med. Jeg kunne ikke lægge mig til at sove uden at oplevelsen blev ved med at dukke op. Men nu er den kommet lidt på afstand, og jeg er faktisk stolt af at jeg - lille jeg - kom igennem på den anden side. At jeg ved egen kraft fik skubbet en baby ud. Jeg tror stadig ikke helt på, at det rent faktisk var det der skete - men beviset ligger lige nu og sover i stuen.
Det undrer mig faktisk en smule, at mit minde om fødslen allerede nu er blevet forvrænget. Jeg har et billede af pausen mellem de to sidste presseveer som værende smertefri. Ikke at det kan være helt sandt, for på det tidspunkt var jeg selv vidne til, at jeg havde hendes hoved ude af mig, mens resten af kroppen var inde i mig. Så helt uden smerter var det nok ikke.
Amningen er lige så smertefuld som jeg havde forventet. De første 30 sekunder skal jeg virkelig koncentrere mig, for ikke at klemme hendes små hænder eller hendes hoved. Derefter går smerten over, men ligefrem behageligt bliver det aldrig.
Faderen overgår mine forventninger. Det er så skønt at høre ham snakke, pludre, grine sammen med hende. Der går ikke en dag, uden at han mange gange kommenterer hvor dejlig hun er. Han er vist noget nær nyforelsket i vores skønne datter. Selv når hun stikker i vræl, så griner han og småsnakker beroligende til hende. Kun når hun er utrøstelig bliver han en smule utålmodig, men så er det jo godt at man er to til at skiftes. Jeg har desuden fået en barselsgave (gad vide hvor han har hørt om barselsgaver fra?) - en fin solitaire ring.
Den første tid er lige så hård som forventet, og jeg ved slet ikke hvad jeg ville gøre uden en mand der støtter mig 100%.
Forventningen til moderskabet er egentlig også som forventet. Hårdt arbejde. Men hun er altså verdens smukkeste og dejligste baby! Jeg havde faktisk ikke forventet at hun ville være så smuk. Men hormoner og det faktum at hun er vores, kan måske være med til at pynte lidt på sandheden....
Idag er hun 14 dage, og det blev samtidig dagen hvor jeg for første gang lavede mad til min mand, og købte ind i den lokale købmand - uden Eva.
Mine forventninger til fødslen blev ikke umiddelbart indfriet. Jeg havde forventet en epidural, men måtte klare mig uden. Men smerterne var som forventet - eller rettere - de stemte godt overens med min forventning om, at jeg ikke ville kunne forestille mig hvor voldsomt det var. Specielt pressefasen var meget mere intens end jeg havde forestillet mig.
Fødslen fyldte meget i min bevidsthed til at starte med. Jeg kunne ikke lægge mig til at sove uden at oplevelsen blev ved med at dukke op. Men nu er den kommet lidt på afstand, og jeg er faktisk stolt af at jeg - lille jeg - kom igennem på den anden side. At jeg ved egen kraft fik skubbet en baby ud. Jeg tror stadig ikke helt på, at det rent faktisk var det der skete - men beviset ligger lige nu og sover i stuen.
Det undrer mig faktisk en smule, at mit minde om fødslen allerede nu er blevet forvrænget. Jeg har et billede af pausen mellem de to sidste presseveer som værende smertefri. Ikke at det kan være helt sandt, for på det tidspunkt var jeg selv vidne til, at jeg havde hendes hoved ude af mig, mens resten af kroppen var inde i mig. Så helt uden smerter var det nok ikke.
Amningen er lige så smertefuld som jeg havde forventet. De første 30 sekunder skal jeg virkelig koncentrere mig, for ikke at klemme hendes små hænder eller hendes hoved. Derefter går smerten over, men ligefrem behageligt bliver det aldrig.
Faderen overgår mine forventninger. Det er så skønt at høre ham snakke, pludre, grine sammen med hende. Der går ikke en dag, uden at han mange gange kommenterer hvor dejlig hun er. Han er vist noget nær nyforelsket i vores skønne datter. Selv når hun stikker i vræl, så griner han og småsnakker beroligende til hende. Kun når hun er utrøstelig bliver han en smule utålmodig, men så er det jo godt at man er to til at skiftes. Jeg har desuden fået en barselsgave (gad vide hvor han har hørt om barselsgaver fra?) - en fin solitaire ring.
Den første tid er lige så hård som forventet, og jeg ved slet ikke hvad jeg ville gøre uden en mand der støtter mig 100%.
Forventningen til moderskabet er egentlig også som forventet. Hårdt arbejde. Men hun er altså verdens smukkeste og dejligste baby! Jeg havde faktisk ikke forventet at hun ville være så smuk. Men hormoner og det faktum at hun er vores, kan måske være med til at pynte lidt på sandheden....
Idag er hun 14 dage, og det blev samtidig dagen hvor jeg for første gang lavede mad til min mand, og købte ind i den lokale købmand - uden Eva.
fredag den 19. marts 2010
Kært barn - mange navne
Sugemallen, guldklumpen, skrigeballonen - jeps navne har Eva nok af.Vi har haft en lidt hård start (men hvem har ikke det??). Vi blev udskrevet med en amning der gik rigtig godt. Hun fik ros for sutteteknik og moderen fik ros for at lægge hende rigtigt til brystet, men der gik ikke længe før hun fik suttet hul på begge brystvorter. Derefter valgte hun at øge sit bryst-brug til 15-17 gange i døgnet. Lidt i overkanten var vi nogle der synes..... Det er begrænset hvor meget søvn man får med sådan en lille sugemalle, og brysterne blev ikke mindre ømme. Men hospitalet havde sagt at babyer til at starte med skal have fri adgang til bryst når de melder sig - og der var ingen tvivl om at brystet var noget hun kunne li'. Efter en snak med sundhedsplejersken har vi dog fået lov til at "holde hende hen" så vi skulle nærme os 3 timer mellem hver amning. Der er indkøbt sut, og vi har efterhånden fundet et par metoder der får hende til at falde til ro (jo mere uroligt man bevæger hende - jo bedre).
Og tænk engang, lige nu har jeg kun ammet 3 gange siden midnat!!! For et par dage siden ville jeg allerede være over de 10 amninger. Så det var ren lykke hos moderen her til morgen. Jeg tror måske der er overskud til den første shoppetur med barnevognen :o)
Og så er der det med tudeture. Jeg tror jeg har grædt et par gange af ren udmattelse. Men mest af alt så triller tårerne over det faktum at hun er vores. At det endelig lykkedes. At vi rent faktisk har fået et barn. Vores barn. Men billedet af Eva på armen af lægen der løber ud af fødestuen. Med Evas store mørke øjne rettet mod mig, det får også tårerne til at trille.
Den første tid er ren overlevelse - men tænk hvor er vi heldige.
torsdag den 11. marts 2010
Eva - vores dejlige vidunderlige skønne datter
Så besluttede hun sig for at ankomme. Og hvilken lykke!
Veerne startede lørdag aften under madlavningen, og hun kom til verdenen søndag kl. 9.57, vejede 3702 g og var 51 cm lang. En dejlig lille størrelse med det fineste lange hår og meget store kinder :o)
Fødslen gik bestemt ikke som forventet. Da vi tog på hospitalet kl. ca. 3 om natten var jeg 3 cm åben, og blev derfor overført til fødselsgangen. Jordemoderen var ikke meget for det dersens med en epidural, men jeg fik hende overtalt til at lægge det bælte på min mave, som i ca. 30 min. skulle vise om barnet havde det godt nok til en epidural. Jeg lovede i de 30 min. at prøve andre smertelindringsmetoder. Jeg fik 4 "bistik" på ryggen og 4 "bistik" foran - og de hjalp! Smerterne "indeni" fjernede de dog ikke, så jeg var stadig fortaler for epiduralen. Jeg kan ikke se nogen grund til at lide, hvis man har en metode til at fjerne smerten.
Da jordemoderen 1½ time efter ankomsten til hospitalet undersøgte mig endnu engang, var jeg 9!!! cm åben. Det var altså for sent til en epidural, men jeg trøstede mig selv med at det så ville komme til at gå super hurtigt - jeg mener 1½ time om 6 cm - hvor lang tid kan den sidste cm så tage....
Tja - jeg fik først presseveer kl. 8.50 så åbenbart en del timer... Kort efter jordemoderen havde registreret at jeg var 9 cm åben mistede bistikkene deres effekt. Derefter kunne hun kun tilbyde mig lattergas, som blev en rigtig god ven. Jeg havde heldigvis ingen anelse om tid eller sted, så jeg anede ikke hvor lang tid det rent faktisk tog.
Pressefasen gik ikke så hurtigt som ønsket (på trods af gode kraftige presseveer der kom uden pauser), så der blev tilkaldt en læge, men da hun ankom begyndte det at gå fremad, så det blev ikke gjort yderligere.
Desværre viste det sig, at vores trold i den sidste del af fødslen var blevet stresset, så da hun kom ud var det i selskab med grønt fostervand, som hun også havde slugt. Herefter gik det hurtigt - hun blev kortvarigt placeret på min mave hvor to jordemødre hev og sled i hende, og lægen kom retur og overtog hende. Ligepludselig stod der 4 personer om "babybordet" og arbejdede for at få ordentlig liv i hende - suget på bordet virkede åbenbart ikke, så det næste jeg så, var en læge der løb igennem fødselsstuen med min baby på armen. Hun lå helt stille med helt åbne øjne og kiggede. Store mørke øjne.
Min mand løb med, og jeg blev efterladt med et par jordemødre, hvor jeg fødte moderkagen og blev syet. Heldigvis fik jeg relativt hurtigt besked om at hun havde fået det bedre.
Først 2 timer efter fødslen fik jeg lov at se hende på neonatalafdelingen. Med ilt i næsen, sonde til mad, drop i hånden, elektroder på hovedet, maven og foden - men hun var så fin, så fin.
Ilten slap hun hurtigt af med, og mandag kl. 15.00 fik vi lov til at køre hende ind på vores egen stue - hvor hun var helt uden ledninger.
De vurderede at hun har været uden ilt undervejs i fødslen, men at hun ikke har taget skade.
Vi blev udskrevet tirsdag eftermiddag og har siden hygget os herhjemme. Hun er bare så dejlig. Tænk at man kan elske en lille størrelse så højt - så hurtigt.
Tænk at den dejligste baby i verden har valgt os som forældre!
Veerne startede lørdag aften under madlavningen, og hun kom til verdenen søndag kl. 9.57, vejede 3702 g og var 51 cm lang. En dejlig lille størrelse med det fineste lange hår og meget store kinder :o)
Fødslen gik bestemt ikke som forventet. Da vi tog på hospitalet kl. ca. 3 om natten var jeg 3 cm åben, og blev derfor overført til fødselsgangen. Jordemoderen var ikke meget for det dersens med en epidural, men jeg fik hende overtalt til at lægge det bælte på min mave, som i ca. 30 min. skulle vise om barnet havde det godt nok til en epidural. Jeg lovede i de 30 min. at prøve andre smertelindringsmetoder. Jeg fik 4 "bistik" på ryggen og 4 "bistik" foran - og de hjalp! Smerterne "indeni" fjernede de dog ikke, så jeg var stadig fortaler for epiduralen. Jeg kan ikke se nogen grund til at lide, hvis man har en metode til at fjerne smerten.
Da jordemoderen 1½ time efter ankomsten til hospitalet undersøgte mig endnu engang, var jeg 9!!! cm åben. Det var altså for sent til en epidural, men jeg trøstede mig selv med at det så ville komme til at gå super hurtigt - jeg mener 1½ time om 6 cm - hvor lang tid kan den sidste cm så tage....
Tja - jeg fik først presseveer kl. 8.50 så åbenbart en del timer... Kort efter jordemoderen havde registreret at jeg var 9 cm åben mistede bistikkene deres effekt. Derefter kunne hun kun tilbyde mig lattergas, som blev en rigtig god ven. Jeg havde heldigvis ingen anelse om tid eller sted, så jeg anede ikke hvor lang tid det rent faktisk tog.
Pressefasen gik ikke så hurtigt som ønsket (på trods af gode kraftige presseveer der kom uden pauser), så der blev tilkaldt en læge, men da hun ankom begyndte det at gå fremad, så det blev ikke gjort yderligere.
Desværre viste det sig, at vores trold i den sidste del af fødslen var blevet stresset, så da hun kom ud var det i selskab med grønt fostervand, som hun også havde slugt. Herefter gik det hurtigt - hun blev kortvarigt placeret på min mave hvor to jordemødre hev og sled i hende, og lægen kom retur og overtog hende. Ligepludselig stod der 4 personer om "babybordet" og arbejdede for at få ordentlig liv i hende - suget på bordet virkede åbenbart ikke, så det næste jeg så, var en læge der løb igennem fødselsstuen med min baby på armen. Hun lå helt stille med helt åbne øjne og kiggede. Store mørke øjne.
Min mand løb med, og jeg blev efterladt med et par jordemødre, hvor jeg fødte moderkagen og blev syet. Heldigvis fik jeg relativt hurtigt besked om at hun havde fået det bedre.
Først 2 timer efter fødslen fik jeg lov at se hende på neonatalafdelingen. Med ilt i næsen, sonde til mad, drop i hånden, elektroder på hovedet, maven og foden - men hun var så fin, så fin.
Ilten slap hun hurtigt af med, og mandag kl. 15.00 fik vi lov til at køre hende ind på vores egen stue - hvor hun var helt uden ledninger.
De vurderede at hun har været uden ilt undervejs i fødslen, men at hun ikke har taget skade.
Vi blev udskrevet tirsdag eftermiddag og har siden hygget os herhjemme. Hun er bare så dejlig. Tænk at man kan elske en lille størrelse så højt - så hurtigt.
Tænk at den dejligste baby i verden har valgt os som forældre!
lørdag den 6. marts 2010
41+0
Hmm. Så gik der en uge, og maven er stadig lige kuglerund!
Plukveerne bliver ved, men jeg overlever.
Det positive er, at hun nu kun har 7 dage tilbage at vælge imellem - og den ene af de dage er allerede ved at være for kort til en fødsel. Så om hun vil det eller ej, så har lejeaftalen altså en udløbsdato! Der er lægerne heldigvis på min side :o)
Plukveerne bliver ved, men jeg overlever.
Det positive er, at hun nu kun har 7 dage tilbage at vælge imellem - og den ene af de dage er allerede ved at være for kort til en fødsel. Så om hun vil det eller ej, så har lejeaftalen altså en udløbsdato! Der er lægerne heldigvis på min side :o)
torsdag den 4. marts 2010
Sammenbrud i samarbejdet
Der har for en kortere bemærkning været sammenbrud i samarbejdet mellem mig og min krop.
Fra mandag har jeg haft kraftige plukveer (a ca. 45 sek hver 5-8 min) i mange timer af gangen. Men lige som man har indstillet sig på, at så skal det nok være nu - jamen så går det i sig selv igen.... I nat flød bægret så over, da jeg fra 3.45-6.10 lå vågen pga. smerter. Jeg havde plukveer hvert 6. minut, og de forsvandt ikke med en Pinex. Manden blev informeret og jeg indstillede mig på at nu var det nok nu. Men nej - endnu engang gik det i sig selv igen, og jeg faldt i søvn igen. Da jeg vågnede var kl. til min overraskelse blevet 10.00 og der var ikke skyggen af smerter i underlivet (andet end rygsmerter, men det er efterhånden en konstant gæst).
Det var nu jeg besluttede at afbryde forbindelsen til min krop - jeg orkede ikke at forholde mig til dens julelege. Nu kunne den få lov til at gøre så ondt den havde lyst - men jeg ville ikke forholde mig til det - og ville bestemt ikke begynde at få forhåbninger, hvis det begyndte at gøre ondt.
Meget deprimeret tog vi så til vores sidste besøg hos jordemoderen. Det hjalp på humøret, da hun kunne fortælle at alle disse mere eller mindre smertefulde plukveer er med til at gøre livmoderhalsen blødere og kortere. Og hvis jeg er heldig, så sørger de for at åbne mig de første cm. Så måske det bare betyder en kortere fødsel, end hvis jeg ikke havde dem.
Så nu hilser jeg dem velkommen! Kom bare an - jeg er parat!
Åhh ja - babyen har det godt. Hun blev skønnet til 37-3800 g.
Fra mandag har jeg haft kraftige plukveer (a ca. 45 sek hver 5-8 min) i mange timer af gangen. Men lige som man har indstillet sig på, at så skal det nok være nu - jamen så går det i sig selv igen.... I nat flød bægret så over, da jeg fra 3.45-6.10 lå vågen pga. smerter. Jeg havde plukveer hvert 6. minut, og de forsvandt ikke med en Pinex. Manden blev informeret og jeg indstillede mig på at nu var det nok nu. Men nej - endnu engang gik det i sig selv igen, og jeg faldt i søvn igen. Da jeg vågnede var kl. til min overraskelse blevet 10.00 og der var ikke skyggen af smerter i underlivet (andet end rygsmerter, men det er efterhånden en konstant gæst).
Det var nu jeg besluttede at afbryde forbindelsen til min krop - jeg orkede ikke at forholde mig til dens julelege. Nu kunne den få lov til at gøre så ondt den havde lyst - men jeg ville ikke forholde mig til det - og ville bestemt ikke begynde at få forhåbninger, hvis det begyndte at gøre ondt.
Meget deprimeret tog vi så til vores sidste besøg hos jordemoderen. Det hjalp på humøret, da hun kunne fortælle at alle disse mere eller mindre smertefulde plukveer er med til at gøre livmoderhalsen blødere og kortere. Og hvis jeg er heldig, så sørger de for at åbne mig de første cm. Så måske det bare betyder en kortere fødsel, end hvis jeg ikke havde dem.
Så nu hilser jeg dem velkommen! Kom bare an - jeg er parat!
Åhh ja - babyen har det godt. Hun blev skønnet til 37-3800 g.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
