Så er det den tid på måneden, hvor jeg plejer at have stærke smerter. Måske jeg ikke helt kan stole på det i denne måned, da jeg jo er igang med hormon behandling, men alligevel....
Jeg anede ikke at det var på vej, og jeg har ingen smerter haft hele dagen.
Det begyndte da jeg var 11. Jeg kan huske, at jeg flere gange har brækket mig på denne tid af måneden uden at være syg. At jeg er besvimet en enkelt gang. At jeg som ret ung fandt ud af, at hvis jeg lavede en bestemt bevægelse med foden, så gik underbenet i en krampelignende tilstand, så jeg ikke fokuserede på mine smerter i underlivet. I en periode fik jeg gigtmedicin mod smerterne - ikke at det havde den store effekt.
Så begyndte jeg på p-piller og smerterne forsvandt lige så langsomt. Da vi så ønskede at blive gravide, smed jeg p-pillerne og smerterne kom igen. Og nu virkede det næsten som en straf - at jeg ud over at finde ud af, at jeg ikke var gravid, også skulle døje med smerterne. At jeg ikke kunne slippe væk fra virkeligheden, men at smerterne blev ved med at minde mig om, at det heller ikke blev denne måned.
Nu er jeg blevet opereret og de fandt og fjernede noget endometriose. Og nu sidder jeg her uden smerter. Det er da fantastisk!
Jeg har aldrig tænkt mere over mine smerter, da jeg tænkte det bare var en del af det at blive kvinde. Måske jeg også har haft tanken et par gange, at jeg måske også var lidt pjevset - det var nok slet ikke så slemt, som jeg gjorde det til. Hvis jeg bare tog mig sammen.
Men diagnosen endometriose har fået tingene til at falde på plads. Måske jeg slet ikke er så pjevset endda.
Opslag
