Lige som man følte sig ovenpå, skulle vi til barnedåb i søndags.
En af mine veninder fra studiet der er nogle år ældre end mig, proklamerede for lidt over et år siden, at hun var holdt op med at spise p-piller og håbede at de snart blev gravide. Hun var bekymret over sin alder, og var bange for at det ville komme til at tage lang tid at blive gravid. Heldigvis for hende skete det dog meget hurtigt, og nu er de forældre til den smukkeste, dejligste lille datter. Jeg havde jo nok i mit stille sind satset på at jeg blev gravid inden, da jeg på det tidspunkt havde været i behandlingscirkusset i mere end et år - og allerede da følte, at jeg var blevet sprunget over i køen langt mere end én gang.
Allerede lørdag aften begyndte jeg at græde, tiden i kirken var forfærdelig, og i bilen på vej til en efterfølgende brunch var jeg tæt på at vende bilen, og tage hjem igen.
Til alle jer BIB'ere derude - lad være med at tage til barnedåb - det kan kun blive en deprimerende affære.
mandag den 27. oktober 2008
torsdag den 23. oktober 2008
Et lyspunkt
Idag var jeg forbi en af mine kolleger, der arbejder i en anden afdeling, og da jeg kiggede på hendes bord, stod der det fineste billede af hendes to børn på 3 og 6. De var dejligt brune, havde flot krøllet og tykt hår og så bare rigtig skønne ud - lige til at kramme. Det kommenterede jeg selvfølgelig og noterede for hende "hvem der da bare kunne få sådanne nogle dejlige mørke unger" - hun er nemlig også mørkhåret og brunøjet (ikke helt så mørk, men der skal jo også en mand til at lave børn) hvortil hun svarede "man skal bare tage til Columbia!".
Jeg har aldrig overvejet Columbia som en mulighed - men det kunne da være man skulle tage at kigge nærmere på den mulighed, hvis vi når så langt. Og så kunne det da lige være jeg skulle lægge vejen forbi hende, når vi skal til at vælge land - hun ved nemlig ikke at jeg er BIB'er - på vej ind i adoptionsjunglen.
Jeg kan mærke at jeg nogle gange er begyndt at forestille mig mine børn som dejligt mørke, når jeg drømmer om fremtiden. Jeg har altid været overbevist om, at jeg skulle have to lyshårede fe børn. Men det er nok meget sundt at forberede sig på, at de børn vi får ikke nødvendigvis kommer til at ligne mig - eller min mand for den sags skyld. Og det behøver jo ikke være skidt - jeg har aldrig brudt mig særligt om min kedelige kommunefarvede tyndhårede paryk og min konstant blege ansigtskulør.
Idag føler jeg mig sikker i min sag - jeg skal nok blive mor!
Jeg har aldrig overvejet Columbia som en mulighed - men det kunne da være man skulle tage at kigge nærmere på den mulighed, hvis vi når så langt. Og så kunne det da lige være jeg skulle lægge vejen forbi hende, når vi skal til at vælge land - hun ved nemlig ikke at jeg er BIB'er - på vej ind i adoptionsjunglen.
Jeg kan mærke at jeg nogle gange er begyndt at forestille mig mine børn som dejligt mørke, når jeg drømmer om fremtiden. Jeg har altid været overbevist om, at jeg skulle have to lyshårede fe børn. Men det er nok meget sundt at forberede sig på, at de børn vi får ikke nødvendigvis kommer til at ligne mig - eller min mand for den sags skyld. Og det behøver jo ikke være skidt - jeg har aldrig brudt mig særligt om min kedelige kommunefarvede tyndhårede paryk og min konstant blege ansigtskulør.
Idag føler jeg mig sikker i min sag - jeg skal nok blive mor! søndag den 19. oktober 2008
Tur-retur til Jylland
Så er jeg hjemme igen fra en mini ferie i det jyske. Vi har en tradition - min mor, min søster og mig selv - hvor vi tager 3 dage til Jylland og besøger min gudmor der er min mors veninde. En rigtig tøsetur som vi tager hver efterårsferie.
Jeg slap mirakuløst uden om de værste spørgsmål om børn - det hjælper også lidt på det, at min søster (der er 4 år ældre) heller ikke har nogen børn endnu. Men det er alligevel et emne vi behandler hvert år, og mine undskyldninger/forklaringer tynder gevaldigt ud. Men jeg overlevede altså, og det var faktisk rigtig hyggeligt.
Det er underligt at være sammen på den tætte måde vi er hvert år, hvor vi snakker åbent om livet, fortiden og fremtiden, når de ikke ved hvad der rent faktisk fylder mest i mit liv - nemlig fertilitetsbehandlingen og frygten for aldrig at blive mor. Sidste år, var det på turen til Jylland, at jeg fandt ud af at vores første ICSI forsøg var mislykkedes. Så jeg havde mest af alt lyst til at tude, gemme mig væk, være i min mands arme - og i stedet sad jeg i Jylland, og skulle forestille at være en velfungerende ung kvinde - når jeg inden i følte mig tom og bund ulykkelig. Dengang var fokus på mit absolut ikke velfungerende arbejde. Så de forstod hvorfor jeg var ked af det - men kun til dels. På turen for to år siden havde vi lige fundet ud af at vi ikke kunne få børn - så også der var jeg ikke helt på toppen.
Gad vide om det havde været nemmere at fortælle familie og venner om den egentlige situation allerede dengang? Jeg tror noget havde været nemmere. Vi havde ikke skulle lægge øre til de forventninger der er i familien om børnebørn, og forståelsen for min manglende alkoholindtagelse havde nok været større (jeg har fået et blik eller to på maven med et lille blink i øjet, når jeg har takket nej til vin til maden de sidste 3 år). Men de negative svar efter behandlingsrunderne havde været endnu sværere at forholde sig til. Familien er meget barneglad, og jeg ved at det også ville have revet deres hjerte ud, hver gang vi har fået en nedslående nyhed.
Derudover er der en lille opdatering med hensyn til behandlingen. Jeg var til status møde hos lægen, og han vil gerne monitorere min ægudvikling op mod ægløsning i næste cyklus, for at se hvor store æggene rent faktisk bliver inden min naturlige ægløsning. Hans formodning er stadig, at æggene simpelthen ikke når at blive modne inden ægudtagning. Så vi starter altså først behandling i næste cyklus, når han har set hvor store æggene bliver. Hvilket desværre betyder at opregulering sandsynligvis kommer til at ligge i julen - så ingen rødvin, kartofler, slik og sodavand til denne dame. Øhhh og hvordan er det lige at man forklarer det til familien? Nå den tid den sorg.
Lige nu vil jeg nyde at jeg kan leve mere normalt de næste par måneder - lige bortset fra at lægen pointerede vigtigheden af at have en nogenlunde stabilt blodsukker - også imellem behandlingerne. Øv! Så ikke flere franske vafler, M&Ms, pasta, kartofler og ris til mig. Øhh - sagde jeg leve normalt?
Jeg slap mirakuløst uden om de værste spørgsmål om børn - det hjælper også lidt på det, at min søster (der er 4 år ældre) heller ikke har nogen børn endnu. Men det er alligevel et emne vi behandler hvert år, og mine undskyldninger/forklaringer tynder gevaldigt ud. Men jeg overlevede altså, og det var faktisk rigtig hyggeligt.
Det er underligt at være sammen på den tætte måde vi er hvert år, hvor vi snakker åbent om livet, fortiden og fremtiden, når de ikke ved hvad der rent faktisk fylder mest i mit liv - nemlig fertilitetsbehandlingen og frygten for aldrig at blive mor. Sidste år, var det på turen til Jylland, at jeg fandt ud af at vores første ICSI forsøg var mislykkedes. Så jeg havde mest af alt lyst til at tude, gemme mig væk, være i min mands arme - og i stedet sad jeg i Jylland, og skulle forestille at være en velfungerende ung kvinde - når jeg inden i følte mig tom og bund ulykkelig. Dengang var fokus på mit absolut ikke velfungerende arbejde. Så de forstod hvorfor jeg var ked af det - men kun til dels. På turen for to år siden havde vi lige fundet ud af at vi ikke kunne få børn - så også der var jeg ikke helt på toppen.
Gad vide om det havde været nemmere at fortælle familie og venner om den egentlige situation allerede dengang? Jeg tror noget havde været nemmere. Vi havde ikke skulle lægge øre til de forventninger der er i familien om børnebørn, og forståelsen for min manglende alkoholindtagelse havde nok været større (jeg har fået et blik eller to på maven med et lille blink i øjet, når jeg har takket nej til vin til maden de sidste 3 år). Men de negative svar efter behandlingsrunderne havde været endnu sværere at forholde sig til. Familien er meget barneglad, og jeg ved at det også ville have revet deres hjerte ud, hver gang vi har fået en nedslående nyhed.
Derudover er der en lille opdatering med hensyn til behandlingen. Jeg var til status møde hos lægen, og han vil gerne monitorere min ægudvikling op mod ægløsning i næste cyklus, for at se hvor store æggene rent faktisk bliver inden min naturlige ægløsning. Hans formodning er stadig, at æggene simpelthen ikke når at blive modne inden ægudtagning. Så vi starter altså først behandling i næste cyklus, når han har set hvor store æggene bliver. Hvilket desværre betyder at opregulering sandsynligvis kommer til at ligge i julen - så ingen rødvin, kartofler, slik og sodavand til denne dame. Øhhh og hvordan er det lige at man forklarer det til familien? Nå den tid den sorg.
Lige nu vil jeg nyde at jeg kan leve mere normalt de næste par måneder - lige bortset fra at lægen pointerede vigtigheden af at have en nogenlunde stabilt blodsukker - også imellem behandlingerne. Øv! Så ikke flere franske vafler, M&Ms, pasta, kartofler og ris til mig. Øhh - sagde jeg leve normalt?
lørdag den 11. oktober 2008
Min blog
Det er rart at vide at man ikke er alene, og at der er andre BIB'ere der hepper på en - også selvom vi jo kun kender hinanden virtuelt. De små kommentarer luner.
Når jeg kigger tilbage på mine sidste måneders indlæg, så er størstedelen med et negativt spin. Meeen jeg kan glæde læseren med, at manden herhjemme mener at jeg er blevet gladere efter jeg har fået min blog. Jeg tror det er fordi, jeg har fået et sted at gøre af mine tanker. At jeg kan behandle mine følelser ved at få dem ned på papir. At i andre så må lægge øjne til mine negative tanker der jo fylder en del - det må i leve med. Der er jo ingen læsetvang :o)
Bloggen fylder snart 3 måneder,- det kan være det skal fejres!
Når jeg kigger tilbage på mine sidste måneders indlæg, så er størstedelen med et negativt spin. Meeen jeg kan glæde læseren med, at manden herhjemme mener at jeg er blevet gladere efter jeg har fået min blog. Jeg tror det er fordi, jeg har fået et sted at gøre af mine tanker. At jeg kan behandle mine følelser ved at få dem ned på papir. At i andre så må lægge øjne til mine negative tanker der jo fylder en del - det må i leve med. Der er jo ingen læsetvang :o)
Bloggen fylder snart 3 måneder,- det kan være det skal fejres!
torsdag den 9. oktober 2008
Mindre end et år tilbage
Tiden går med at spise usundt - eller rettere, jeg spiser nok i virkeligheden bare normalt, men kaffen, det hvide brød og et glas rødvin til aftensmaden får mig til at føle at jeg synder hele tiden.
Men hvis jeg ikke må synde lidt nu - hvornår må jeg så?
Vi har fået en tid på Trianglen på onsdag, så håber jeg at han kan give mig en sprøjte "tro på projektet". Efter ægoplægningen sidste gang sagde han at hvis det ikke lykkedes nu, så skulle vi prøve en anden type hormoner (eller noget i den retning, - hørte ikke så godt efter, da jeg jo var høj på håbet om at nu var den der) så æggene kunne blive af bedre kvalitet.
Jeg er et par gange stødt på en udsendelse på en af tøsekanalerne om engelske par og deres kamp for at blive gravide. Jeg har taget mig selv i at tænke "nej, så meget vil jeg ikke udsætte mig for", "så må de da også snart fatte at de ikke kan blive gravide" - selvom jeg sidder her og skal i gang med mit 6. reagensglas forsøg inden længe. Hvis jeg havde vidst det på forhånd, så tror jeg at jeg havde nægtet. Og ikke destro mindre, så har vi allerede betalt for forsøg nr. 6 og nr. 7 - så to forsøg mere, det bliver det som minimum til.
Vi er jo godkendt i fase 1 til adoption, men jeg kan samtidig mærke, at jeg absolut ikke er parat til at sige stop til behandlingerne endnu. Så nu er det begyndt at stresse mig lidt, at vi kun har 1 år fra godkendelsesdatoen, til at vi skal sætte fase 3 igang. Og i fase 3 skal forsøgende være overstået..... Det vil sige, at vi har mindre end et år til at blive afklaret med, at vi ikke selv kan lave et barn... og det er jeg ikke sikker på at jeg når... Der er jo så meget andet vi kan prøve. Andre hormonbehandlinger eller ultimativt IUI-D og IVF-D (ikke at jeg føler mig parat til det heller). Men jeg ved jo også at ventetiden på adoption er så forfærdelig lang, så jeg vil jo heller ikke udskyde det længere end højst nødvendigt - jeg vil jo bare så gerne være mor!
Men hvis jeg ikke må synde lidt nu - hvornår må jeg så?
Vi har fået en tid på Trianglen på onsdag, så håber jeg at han kan give mig en sprøjte "tro på projektet". Efter ægoplægningen sidste gang sagde han at hvis det ikke lykkedes nu, så skulle vi prøve en anden type hormoner (eller noget i den retning, - hørte ikke så godt efter, da jeg jo var høj på håbet om at nu var den der) så æggene kunne blive af bedre kvalitet.
Jeg er et par gange stødt på en udsendelse på en af tøsekanalerne om engelske par og deres kamp for at blive gravide. Jeg har taget mig selv i at tænke "nej, så meget vil jeg ikke udsætte mig for", "så må de da også snart fatte at de ikke kan blive gravide" - selvom jeg sidder her og skal i gang med mit 6. reagensglas forsøg inden længe. Hvis jeg havde vidst det på forhånd, så tror jeg at jeg havde nægtet. Og ikke destro mindre, så har vi allerede betalt for forsøg nr. 6 og nr. 7 - så to forsøg mere, det bliver det som minimum til.
Vi er jo godkendt i fase 1 til adoption, men jeg kan samtidig mærke, at jeg absolut ikke er parat til at sige stop til behandlingerne endnu. Så nu er det begyndt at stresse mig lidt, at vi kun har 1 år fra godkendelsesdatoen, til at vi skal sætte fase 3 igang. Og i fase 3 skal forsøgende være overstået..... Det vil sige, at vi har mindre end et år til at blive afklaret med, at vi ikke selv kan lave et barn... og det er jeg ikke sikker på at jeg når... Der er jo så meget andet vi kan prøve. Andre hormonbehandlinger eller ultimativt IUI-D og IVF-D (ikke at jeg føler mig parat til det heller). Men jeg ved jo også at ventetiden på adoption er så forfærdelig lang, så jeg vil jo heller ikke udskyde det længere end højst nødvendigt - jeg vil jo bare så gerne være mor!
fredag den 3. oktober 2008
Spotlys på livets realiteter
Så har vi været til begravelse med familien. Der var en underlig blandig af sorg over at min fætter er væk, og lettelse over at han endelig har fået fred.
Min fætter har altid været meget ældre end mig - eller rettere sådan føltes det, da vi var børn. Han var en af de store, der lavede træhuler jeg var for lille til at komme op i, og han var en af dem der grinede meget højlydt, da jeg efter en fodboldkamp med fætrene og min kusine fortalte at jeg var Madonna (det var jo nok nærmere Diego Maradona, de store havde opkaldt mig efter...). Så jo, da vi var små var han mange år foran mig.
Nu gik det op for mig, at han kun nåede at blive 36 - hvilket betyder at han kun var 1½ år ældre end min hr. Larsen. Og det sætter nogle tanker igang om livet, hvad man gerne vil nå og hvad der er vigtigt. Hvis det var min hr. Larsen der var syg, ville jeg aldrig nå at gøre ham til far. Vi ville aldrig nå at blive forældre. Og det sætter ligesom livets realiteter i spotlys.
Det eneste jeg er sikker på, at jeg gerne vil nå i dette liv, er at blive mor og gøre hr. Larsen til far. Karrieren, huset og bilen betyder umindeligt lidt i den konkurrence. Det betyder også at jeg har flere og flere tanker om mit job - er det virkelig det jeg vil? Er det virkelig det der gør mig lykkelig? Vi behøver ikke pengene - vi kunne sagtens klare os med mindre.
I mit gamle job var jeg ulykkelig - ingen tvivl om det. Men det er ligesom, at noget at den ulykkelighed er fulgt med i det nye. Jeg var overbevist om, at jeg med et nyt job, nye kolleger, nye opgaver ville blive glad igen. Men det er ligesom, at jeg stadig ikke er tilfreds. Og nu kan jeg ikke finde ud af, om det er fordi jeg er ked af jobbet, eller om det er min sorg over barnløsheden der er fulgt med - og som ligger som en dyne over mig hele tiden. Så jeg er ikke sikker på at endnu et karriereskift vil gøre mig gladere - for hvis utilfredsheden/sorgen følger med mig, så er der jo ikke den store pointe i at prøve at løbe fra den.
Min fætter har altid været meget ældre end mig - eller rettere sådan føltes det, da vi var børn. Han var en af de store, der lavede træhuler jeg var for lille til at komme op i, og han var en af dem der grinede meget højlydt, da jeg efter en fodboldkamp med fætrene og min kusine fortalte at jeg var Madonna (det var jo nok nærmere Diego Maradona, de store havde opkaldt mig efter...). Så jo, da vi var små var han mange år foran mig.
Nu gik det op for mig, at han kun nåede at blive 36 - hvilket betyder at han kun var 1½ år ældre end min hr. Larsen. Og det sætter nogle tanker igang om livet, hvad man gerne vil nå og hvad der er vigtigt. Hvis det var min hr. Larsen der var syg, ville jeg aldrig nå at gøre ham til far. Vi ville aldrig nå at blive forældre. Og det sætter ligesom livets realiteter i spotlys.
Det eneste jeg er sikker på, at jeg gerne vil nå i dette liv, er at blive mor og gøre hr. Larsen til far. Karrieren, huset og bilen betyder umindeligt lidt i den konkurrence. Det betyder også at jeg har flere og flere tanker om mit job - er det virkelig det jeg vil? Er det virkelig det der gør mig lykkelig? Vi behøver ikke pengene - vi kunne sagtens klare os med mindre.
I mit gamle job var jeg ulykkelig - ingen tvivl om det. Men det er ligesom, at noget at den ulykkelighed er fulgt med i det nye. Jeg var overbevist om, at jeg med et nyt job, nye kolleger, nye opgaver ville blive glad igen. Men det er ligesom, at jeg stadig ikke er tilfreds. Og nu kan jeg ikke finde ud af, om det er fordi jeg er ked af jobbet, eller om det er min sorg over barnløsheden der er fulgt med - og som ligger som en dyne over mig hele tiden. Så jeg er ikke sikker på at endnu et karriereskift vil gøre mig gladere - for hvis utilfredsheden/sorgen følger med mig, så er der jo ikke den store pointe i at prøve at løbe fra den.
onsdag den 1. oktober 2008
Trøstespisning
Tiden går med at trøstespise, og forsøge at tage nogle af de kilo på igen, som er forsvundet igennem PCO diæten. Idag har aftenen stået på rød bøf, fritter, bearnaise, franske vafler og popcorn. En ikke særlig lækker blanding, når man sådan lige samler det i en sætning. Jeg har drukket kaffe hver dag siden den negative test, spist hvidt brød og sukker og jeg kan faktisk mærke at overskudet er forsvundet - jeg er træt, uoplagt, sover dårligt og er stresset på arbejdet.
Jeg har ikke fået taget mig sammen til at ringe til fertilitetsklinikken igen - orker ikke at tænke barnløs tanker endnu. Selvom jeg jo egentlig håber, at vi kan starte op igen allerede i denne cyklus. Nu får vi se.
Jeg har ikke fået taget mig sammen til at ringe til fertilitetsklinikken igen - orker ikke at tænke barnløs tanker endnu. Selvom jeg jo egentlig håber, at vi kan starte op igen allerede i denne cyklus. Nu får vi se.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
