Øv, øv, øv!

Så ringede damen fra statsforvaltningen. Hun skal bruge en udtalelse fra krisepsykologen, for at kunne gå videre med vores godkendelse til adoption.

Det er nu ikke fordi, at ham psykologen kan sige så meget - jeg var der kun 2 eller var det 3 gange. Så fik jeg som sagt nyt job, og kunne fungere igen. Men øv hvor er det deprimerende at min personlighed lige pludselig skal under en lup. Og tænk hvis det ender ud i, at vi ikke kan adoptere - det kan jeg bare slet ikke rumme. Jeg ved godt rent logisk, at de selvfølgelig skal undersøge sådan noget, og at de selvfølgelig ikke kunne lade os adoptere, hvis jeg havde store psykiske problemer. Og samtidig ved jeg, at det ikke kommer til at betyde noget synderligt. Men én ting er at vide noget - noget andet er at føle det inden i. Og lige nu føles det som om vi er ved at tabe det hele på gulvet, bare fordi jeg har haft en hård periode.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg ikke skulle have sagt noget. At jeg skulle have holdt min kæft. Jeg ved at jeg ikke er registreret nogen steder i "systemet", fordi det var krisepsykologisk afdeling. Jeg skulle bare have holdt min kæft. Øv øv og øv.