Familien...

Som tidligere nævnt, så ved familien ingenting. Eller rettere - de har nok en mistanke om at der er noget galt, men vi har ikke fortalt dem noget.

Som de fleste andre, har jeg gået og drømt om hvordan jeg skulle fortælle, at jeg var gravid til familien - at det skulle være en overraskelse, og noget de ikke havde regnet med. Vi håbede (og regnede med) at vi blive hurtigt gravide i behandlingssystemet. Så hvorfor bekymre familien med at vi ikke kan få børn, når vi bliver gravide lige om lidt?

Jeg har en enkelt veninde fra et tidligere job, som selv er blevet gravid via reagensglasbehandling. Hun fik det ret hurtigt at vide, da jeg havde et behov for at høre mere om processen, men også at snakke om de følelser, der følger med at være ufrivillig barnløs.

For et par måneder siden, fortalte jeg det også til min mor. Hr Larsen har ikke det samme behov for at snakke om problemerne som jeg har. Så vi blev enige om at hun godt måtte få det at vide, med den ene betingelse at hun ikke fortalte det til andre i familien.

Efterhånden som vi har været igennem fire behandlingsrunder, ved vi hvilket forventningspres, der er hver eneste gang. Det ville bestemt ikke gøre sorgen over endnu et mislykket forsøg mindre, hvis vi skulle informere hele familien samtidig, og dermed også skulle forholde os til deres sorg. Så det er mest for at beskytte os selv, at der ikke er flere der ved det.

At vi så må leve med kommentarer om børnebørn og babyer løbende, det er vores valg. Hver gang forsøger jeg at lave et "de ved det jo ikke" skjold overfor kommentarerne - hvis de ikke prøver at såre mig, så må jeg ikke blive såret. De mener det jo godt. Det er ikke altid det virker, - men det er vores valg at vi ikke har fortalt det - så det er også vores valg, at vi må lægge øre til kommentarerne.

Nogle gange har jeg dårlig samvittighed over at leve et dobbeltliv. At noget der fylder så meget i mit liv foregår i en anden virkelighed, end den mine kære kender til. Men på den anden side så er det mit - og vores - liv. Et liv vi ikke selv har valgt, men noget vi er blevet tvunget ind i af naturen. Noget der er så pisseuretfærdigt!

Men ikke destro mindre noget vi må leve med, og som vil påvirke os resten af livet. Ligegyldig hvordan vores historie om infertilitet ender. Og indtil videre har vi valgt, at det er noget vi håndterer på "egen" hånd. Noget der ikke kan blive ved for evigt - de ville nok undre sig en smule, hvis vi ligepludselig var forældre til en lille kineser, uden at vi havde fortalt dem noget inden. Men indtil videre er dette vores måde at håndtere det på.

Håbet lever stadig, det kan jo være jeg bliver gravid i næste forsøg - og så er der jo ingen grund til at bekymre dem....