Et helt års færre bekymringer

Igår fyldte jeg år. Hele 31 styk.

Vi benyttede lejligheden til at få Eva passet hos mormor - første pasning uden for husets fire vægge - og hun opførte sig eksemplarisk.

I mellemtiden var vi på cafe og i biffen. Hvilken luksus!

For et år siden så virkeligheden helt anderledes ud. Lægen fandt på min fødselsdag en "tumor" i mit underliv (som heldigvis viste sig at være ufarlig), og et par dage efter sagde jeg farvel til mit job.

Maven blev rent faktisk til en baby, selvom jeg ikke var spor overbevist om det vidunderlige faktum mens jeg var gravid. Og idag er jeg fuldtidsmor til den dejligste lille pige der kan sidde, stå, skubbe sig baglæns og "kravle" i cirkler. Hun ææælsker at læse bøger og reklamer og så er der noget meget fascinerende ved knapper af alle slags.

Jobsituationen er jeg ikke helt afklaret med. Jeg har nydt at være hjemmegående, og kan ikke forestille mig at jeg skal arbejde fuld tid, hente, bringe, købe ind, lave mad osv. osv. samtidig med at jeg skal have overskud til at give min skønne trold kærlighed, kærlighed og en hel masse kærlighed. Jeg ved at manden jo selvfølgelig klarer halvdelen, men alligevel. Jeg er nok ikke parat til arbejdsmarkedet endnu, men Eva er selvfølgelig heller ikke særlig gammel endnu, så det må altså lige vente....

Faktisk føler jeg mig ikke ældre end sidste år - nok snarere et helt år lettere!

En lego pige

Tja der sker vist ikke så meget her i øjeblikket..... altså på bloggen....

Men det går godt. Rigtig godt.

Vi tror Eva bliver en lille Lego pige :o) Alt bliver vendt og drejet i de små hænder. Og så iagttager hun verden med store øjne.

Hun bliver så opslugt af at opleve, at der ikke er plads til meget andet i hendes hjerne - en dag gik hun 10 timer uden mad og kun med 2 meget korte lure - alt sammen fordi jeg havde taget hende med på strøget og på cafe. Hun lå lige så stille og kiggede i barnevognen, og når hun blev lidt utilfreds, så stoppede det, så snart jeg tog hende op. Vi kom hjem om eftermiddagen og her ville hun endelig tage en flaske. Hun faldt vist i søvn omkring kl. 17.00 og sov til næste morgen kl. 7.00 (kun afbrudt af en enkelt flaske kl. 23.00). Så hun var vist lidt træt.... :o)

I dagene herhjemme hvor hun kun skal forholde sig til mig, manden og katten der vågner hun omkring kl. 7.00 tager 3 til 4 lure og går i seng mellem 19.30 og 21.00. Kl. 23.00 vækker vi hende til en flaske vælling og så sover hun til næste morgen. Alt i alt er hun kun vågen 6-8 timer på en normal dag herhjemme.

Jeg har kastet mig over hobbyprojekter, for jeg gider altså ikke bruge alle de timer hvor hun sover på at rydde op/gøre rent/lave mad/se dr. Phil etc. Så i stedet strikker jeg en lille bolero (hvilken pige kan leve uden en bolero?) jeg strikker en bold, jeg har købt stof til en kørepose, jeg er igang med at sætte vores video sammen til en lille film og billederne fra mit nyligt indkøbte spejlrefleks bliver sorteret, redigeret og gemt i fine mapper på computeren, serveren og en ekstern harddisk (min mand er lidt en teknik-nørd...).

Èn ting er at man ønsker en nem baby - meeen vi havde nok ikke regnet med at hun ville blive så nem 5 måneder gammel..... Så vi tror hun bliver sådan en lille pige, der kan sidde med sine legoklodser i timevis (det er vist ligesom faderen, da han var lille...).

Har du brug for en hobby?

Jeg har fundet ud af at livet bliver så meget sjovere, når man har noget man går op i. Under barslen har jeg indtil videre anlagt nye bede i haven, syet Evas dåbskjole og købt et spejlreflekskamera som jeg langsomt bliver bedre til at bruge. Men hvis der er nogen der har brug for inspiration til en hobby under barslen, så prøv lige at kig på nedenstående:

milasdaydreams.blogspot.com

Det kan man da kalde for en kreativ hobby :o)

Store dage

Vi har haft et par meget store dage.

Igår fandt hun sine fødder. Siden har hun brugt uendelig meget tid på at fange dem med sine små hænder.

Idag har hun rullet 3 gange fra ryggen til maven - helt uden hjælp! Problemet er blot at hun endnu ikke har lært at rulle fra maven til ryggen, så jeg kan lige forestille mig jeg får travlt med at rulle hende retur.... for så sjovt synes hun altså heller ikke det er at ligge på maven.

Det går så hurtigt!

At køre bil....

Jeg føler mig så evig heldig. At hun er vores. At vi er hendes.

Men det er stadig ikke sådan helt til at forstå.... Jeg tager mig selv i at lukke hendes vindue så der ikke er nogen der løber med hende. Tager mig selv i at tænke at det er for godt til at være sandt. For hvem havde forestillet sig at drømmene og håbet skulle blive til virkelighed - og så ovenikøbet med sådan en dejlig lille krabat.

Hun er nem. Sover næsten altid når man lægger hende til at sove. Er rigtig god til at underholde sig selv. Og så smiler hun så dejligt mange gange om dagen.

Idag havde hun hovedet i fodenden da jeg kunne høre hun var vågnet fra sin lur. Så hun bliver også mere og mere mobil. Det er så skønt at se hvordan hun bryder koden til alt muligt. Hun bliver så stor.... hvor går det bare hurtigt!

Endelig sommer!

Så blev det endelig sommer! Og nej hvor vi nyder det. Vi har fået en markise, som giver os mulighed for at have Eva med i haven - også når solen står lige over hovedet.

Og jo - man minder jo nok en smule om sin mor. Jeg har altid undret mig over hvor meget glæde min mor og mormor har kunnet få ud af deres haver. Min søster og jeg er tit og ofte blevet vist rundt og har hørt dit og dat om diverse planter. Vi hørte kun efter med et halvt øre, for så spændende var det altså heller ikke. Og nu sidder jeg her selv, med en have på størrelse med et frimærke, men jeg elsker den. Der er så stor glæde i at se tingene bryde frem i foråret. Og så har jeg et indre billede af Eva, der går rundt og plukker blomster til buketter... altså når hun bliver lidt større...

Dejlige dage :o)

Det var måske lidt at udfordre skæbnen at forsøge sig med de nye putte-vaner når både far, mor og baby var godt og grundigt aften-trætte.

Morgenen efter fortsatte jeg "træningen" og siden da har det virket! Vi nåede altså kun at have 2 gange hvor hun hylede - og siden da har jeg faktisk oplevet, at hun smilede da hun blev lagt til at sove....

Kunsten er at læse hvornår hun er træt, uden at hun er for træt. Det var nok også derfor putningen var blevet mere og mere problematisk, fordi hendes tidligere "jeg er træt"-lyde pludselig bare var en del af hendes pludrelyde. Så vi gik skævt af hinanden et par dage, og så endte hun altså med at ville vugges i søvn hver gang. Nu er det kun et spøgsmål om hun skal have sutten 1 eller 5 gange før hun sover. Men gråd bliver det ikke til :o) Og det er skønt!!!

Jeg krydser fingre for at det gode samarbejde fortsætter, og ellers så må jeg jo bare glæde mig over at vi har haft nogle dage helt uden gråd omkring putningen :o)

Gud ske tak og lov for sundhedsplejersker!!

Udsættelse til i morgen.

OK - det tager måske mere tid at lære mor og far hvordan Eva skal lægges, for vi har lige givet op.... hun sidder i bæreselen på fars bryst inde på et meget mørkt værelse, efter 30 minutters næsten uafbrudt gråd. Hun blev godtnok gal hver gang vi havde haft hende oppe og lagde hende igen.

Tror jeg træner videre med hende i morgen - når hun ikke er aften-super-duper-træt.... Det virkede jo ellers OK i eftermiddags.

Nu får vi se om bæreselen kan gøre tricket.

Kunsten at få en baby til at sove

Det er ikke så let, det der med at finde ud af hvordan man skal få pigebarnet til at sove.

Vi fandt tidligt ud af at en Eva-sandwich (hvor vi pakker hende ind i dynen og bærer hende rundt til hun faldt i søvn) fungerede rigtig godt. Men det er trolden altså blevet for stor til. 7 kg er mere end hvad moderens ryg kan holde til....

Jeg har i perioder kunne lægge hende i sengen, og så er hun faldet i søvn mere eller mindre af sig selv. Meeen så sker det jo, at hun græder når hun bliver lagt, og så har jeg tænkt at jeg da denne ene gang kunne give hende en sandwich behandling..... men det har jo så betydet at hun er begyndt at græde oftere og oftere, for det er altså hyggeligere at ligge i armene på far og mor mens man falder i søvn. Rigtig irriterende bliver hun, hvis hun så vågner lige når hun rammer madrassen (eller allerede før hun rammer madrassen). Og så græder hun endnu mere hjerteskærende end før. Når hun har gjort det 5 gange eller mere, så er hun meget billigt til salg, for hun sover selvfølgelig når hun kommer op i armene igen.

Jeg snakkede med sundhedsplejersken om hvad vi skulle gøre. For jeg vil altså ikke ødelægge min ryg. Svaret var at lægge hende i seng, inden hun selv ved hun er træt. Og så gå ind til hende med jævne mellemrum og tilbyde sut eller bare give hende et kys på panden og sige godnat. Så føler hun sig ikke forladt, og vil falde i søvn efter lidt tid. Hvis gråden er tiltagende skulle jeg tage hende op på skulderen (uden underholdning) og lægge hende, når åndedrættet er normalt igen.

Lige nu er hun faldet i søvn efter 10 minutters gråd, 6 kys på panden og en enkelt pause på moderens skulder. Så skal jeg bare huske mig selv på at jeg ikke falder tilbage i den samme faldgrube igen.... for det er jo lige det, som jeg også har gjort de andre gange, hvor jeg har nægtet at ødelægge min ryg. Men på en eller anden måde, så er jeg faldet tilbage i den samme rille.

Men det er fantastisk at have sundhedsplejerskens ord for at det er ok - når nu man læser alt det om, at man endelig ikke må lade sit barn græde sig i søvn..... Og 10 minutters gråd det dør hun altså ikke af....

Et spøgelse fra fortiden....

Jeg fik en "hilsen" fra fortiden i går.

Det gik op for mig, at den mand der blev beskrevet i TV2 News løbende undertekster, er en mand jeg engang kendte.

Han er efterlyst af Interpol og ord som stoffer, rockere, hustruvold (af den meget, meget grove slags), alkoholisme, psykose, våben og børnepornografi er ord der bliver knyttet til ham i diverse artikler. Han er flygtet fra en psykiatrisk afdeling, hvor han afsonede straffen for grov vold mod sin kæreste.

Siden har jeg spurgt mig selv om der var noget dengang der pegede i den retning?

Han var min chef. Stifter og adm. dir. af en succesfuld konsulentvirksomhed. Videregående uddannelse. Lækkert hus med lækre møbler og kunst. Egen båd. Pæn.

Jeg kan kun komme i tanke om en enkelt gang hvor han reagerede lidt voldsomt - og hvor jeg gik hjem og rystede på hovedet af ham. Og jo, han kunne godt lide magt. Han kunne godt lide at have ret. Men det er få chefer jeg er stødt på som ikke på en eller anden måde har haft samme karakteristika. Han var også charmerende, sælgende, smilende.

Så nej - der var ikke noget der pegede i retning af stoffer, rockere, hustruvold, alkoholisme, psykose, våben og børnepornografi. Også selv om det jo må have ligget og ulmet et eller andet sted. For det kommer vel ikke bare sådan ud af det blå....??

Mine tanker går til den stakkels kvinde der faldt for hans charme. Og som har født deres fælles barn. Og som nu er gået under jorden. Forhåbentlig passer politiet rigtig godt på hende. Det var en tyverialarm der reddede hendes liv - dengang han overtrådte sit tilhold for 42. gang.

Og så slår det mig hvilket kæmpe ansvar jeg har som mor.

For det er os der skal beskytte Eva mod syge mennesker. Det er os der skal give hende en god og tryg barndom, hvor der ikke er mænd eller kvinder der vil hende ondt. Og forhåbentlig hun bliver en kvinde der kan se faresignalerne hos andre. Men vi kan jo ikke pakke hende ind i vat, og der kommer en dag hvor hun selv skal tage beslutningerne i sit liv. Og de mest farlige er nok dem, der skjuler det bedst...

Det er til at blive helt forpustet over....

En stor pige

Ja, det er man vel, når man sådan bliver passet af mormor for første gang.

Vi havde bryllupsdag og har for længe siden planlagt, at Eva skulle passes af mormor.

Det endte med at mormor tog tidligere fra arbejde så hun kunne komme hjem til os - hun havde vist glædet sig til passetjansen :o)

Vi spiste på restaurant Paustian, hvor vi også spiste sidste år - da Eva bare var en samling celler i min mave. Denne gang kunne jeg drikke både velkomstdrink og rødvin til maden. Og mums det var dejligt. Det var helt underligt at tage hjemmefra - hånd i hånd - sådan helt alene... sådan næsten som om vi var stukket af fra noget....

Jeg var forbavset hvor lidt vi snakkede og bekymrede os om hende den lille. Men sådan er det vel når man ved hun er i gode hænder! Og hun var sød ved mormor - hun smilede, grinede, snakkede med sin mormor - og græd kun da hun var sulten (og det kan man vel ikke fortænke hende i) og faldt i søvn med sutten i munden. Så den succes kan vi da vist godt gentage...

At hun så begyndte at små gnøffe i det øjeblik da jeg og manden trådte ind i stuen - det kan vi jo så tænke lidt over..... :o)

Barnevogn - bare kom an....

Idag var en stor dag!

Eva faldt for første gang i søvn i barnevognen på vej tilbage fra den lokale købmand. Helt uden gråd - hun lukkede bare øjnene og sov....

Så kan det være jeg snart kan gå længere ture end dem der tager 10 minutter eller derunder..... Hvilken frihed!

Træning med et tvist....

Hvad kigger du dog på lille Eva?

Fjernsynet selvfølgelig!

Er det et problem eller hva'?

Sandheder til en baby

Jeg ville ønske, der var et par ting, som jeg kunne fortælle Eva.

1. At barnevognen ikke bliver til et uhyggeligt monster når man er træt - men at det faktisk er et dejligt sted at falde i søvn og sove.

2. At tankerækken "jeg har det ikke godt, så jeg hyler og bruger hele kroppen til at bekæmpe ubehaget med" skal erstattes med "jeg har det ikke godt, så jeg slapper af og falder i søvn".

Til punkt nr. 1 er vi begyndt at træne - vel at mærke når hun er i godt humør og er vågen. Idag har vi været i den lokale købmand, og hun græd næsten ikke undervejs.

Punkt nr. 2 gik det rigtig godt for et par uger siden, men så skete der noget uforklarligt og hun nægtede at falde i søvn uden at blive lullet i armene af far eller mor. Idag tog jeg beslutningen om at jeg ikke tager hende op - og det virker faktisk. Hun er selv faldet i søvn i dag - dog indledt af lidt gråd og utilfredshed. Men det eneste jeg har bidraget med er en sut og kærlige ord. Og det er noget min ryg værdsætter!

Første mærkedag

Igår var troldens første årsdag.... Det var præcis et år siden jeg fik taget æg ud og mandens bidrag blev tvunget ind i det æg, der skulle ende med at blive til lille Eva. Imorgen er det så et år siden vi så Eva for første gang - i form af fire fine celler.

Tænk hvad et par celler kan udvikle sig til på et år!

Moderkærlighed

Sidste uge i mødregruppen kom vi til at snakke om det at elske sit barn.

En af kvinderne der lige har fået sit barn nr. 3 fortalte at hun først elskede sine børn efter et stykke tid. Og hatten af for det. For jeg synes tit at mødre næsten skal overgå hinanden i hvor meget de elsker deres små poder fra det øjeblik ungerne slog øjnene op første gang. Hun ville selvfølgelig gøre alt for sin lille ny størrelse, og tilsidesatte selvfølgelig sine egne behov for den lille ny. Men kærligheden - det med at elske - det kom først senere for hende.

Jeg ved ikke hvornår Eva blev min i hjertet. Og jeg ved at min kærlighed for hende ikke er slut med at vokse, for jeg elsker hende mere, for hver dag der går. Men moderkærligheden kom ikke dag 1 for mig. Der har aldrig været nogen tvivl om, at jeg synes hun var verdens smukkeste baby. Og at jeg hele tiden har synes hun var ekstremt sød og nuttet.

Men jeg glæder mig sådan til at hun kan kravle og tage sine første usikre skridt, at hun kan hjælpe til i køkkenet med at røre rundt i kødsovsen, at hun kan snakke, at hun kan tage min hånd, at hun kan lege med lego og dukker.

I bund og grund så glæder jeg mig til at finde ud af hvem hun er. Og det nærmer sig, for hun bliver mere og mere sig selv. Spædbarnet er blevet erstattet af en baby, og snart bliver hun et barn. En helt igennem fantastisk udvikling.

Det første skrig

Jeg har grædt de sidste par dage. Ikke fordi der er sket noget nyt, men fordi jeg kom i tanke om noget.

Jeg hørte aldrig Evas første skrig.

Det er ikke noget jeg har tænkt på før - det kom til mig for et par dage siden, og siden har jeg grædt en del.

Det er svært at forklare hvorfor det gør mig så ked af det. For hun har det jo fint idag, så der burde jo ikke være noget at være ked af?

Min mand har fortalt, at jeg bare kiggede på at de tog hende fra mig over på børnebordet. Og at jeg bare kiggede da de løb afsted med hende. Og det er også sådan jeg husker det. At jeg bare kiggede. Jeg spurgte ikke om noget - jeg sagde ikke noget - jeg græd ikke. Jeg kiggede bare.

Idag er hun vores dejlige Eva. Hende der flækker i et grin, når man går ind til hende om morgenen. Hende der siger huuuuhhh og iiaaahhh. Hende der er tryg i vores favn.

Dengang var hun bare en baby. Én der rent logisk var vores. Men hun var ikke min i hjertet endnu. Hun føltes ikke som min.

Jeg tror det er derfor jeg græder. Fordi vi kunne have mistet hende allerede dengang. Og så var hun aldrig blevet min i hjertet.

Min krop

Min krop har ændret sig. Både på godt og på ondt.

Jeg har fået en bagdel. Noget jeg vist ikke har kunnet prale af tidligere.... Og det er jeg såmænd godt tilfreds med.

At lårene ligepludselig mødes mellem benene når jeg går, er så noget andet - det kunne jeg godt være foruden.

Min mave er stadig lidt floppet. Det er specielt tydeligt når jeg sidder her om aftenen og har spist aftensmad, så er der ikke så mange muskler til at holde maven inde, og jeg har desuden fået et fint fedtlag der dækker hele maven.

Mit underliv er åbenbart så godt som nyt - jeg har lige overstået mit 8 ugers eftersyn hos lægen, og alt er helet som det skal og min bækkenbund er åbenbart helt i top...

Vægten siger 62 - altså 10 kg mere end da jeg blev gravid.

Alt i alt er jeg godt tilfreds. Jeg ville da gerne tabe to kilo, men det skulle være på maven og mellem lårene... og sådan virker en slankekur vist ikke helt....

Alene hjemme

Så er jeg helt alene hjemme. Manden er taget med Eva til farmor - hvilket betyder at jeg for første gang siden Eva blev født er alene i huset. Hvad jeg skal bruge tiden til er ikke helt afgjort, men jeg tror måske bare jeg skal sidde på sofaen og drikke en god kop kaffe.

Friheden de næste timer skal nydes, for der er kun 2 uger tilbage af mandens barsel. Og så er det slut med den dejlige frihed jeg har haft de sidste måneder.

Jeg vil tage min kaffe og nyde den uden risiko for at blive afbrudt af skrig og skrål. Dejligt!

Mødregruppe

Så kom jeg i mødregruppe.

Vi er en blandet flok - kun to der er førstegangsmødre så resten har 2 eller 3 børn. Jeg har egentlig aldrig tænkt over hvad en mødregruppe var, og det kom lidt bag på mig hvor meget snakke-klub det er. Hvad jeg ellers havde forestillet mig, kan jeg nu ikke lige sige.

De andre virker nu rigtig søde, så forhåbentlig jeg kan komme til at få glæde af det. Specielt når manden skal tilbage på arbejde, kan jeg godt forestille mig at dagene bliver lidt lange og ensomme.

Ellers går dagene med at nyde trolden. Hun bliver kæmpe stor.... men sådan er det vel.... men nøj hvor er det trist at lægge de små størrelser i kassen med tøj hun ikke længere kan passe. Det minder mig om at hun for hver dag der går bare bliver større og større. Én i familien havde regnet sig frem til at man ville blive 10 m. høj og veje 3 tons hvis man blev ved med at vokse med den hastighed indtil man blev 18 år. Så det er vist meget heldigt at det begynder at gå langsommere på et tidspunkt.

Maver

Og noget jeg har haft lyst til længe.

Her er jeg som nygravid og højgravid :o) Hvem skulle tro det var den samme kvinde med 7½ måned imellem???

Eva

Hermed som ønsket - ønske :o)

Nu uden smerter

Det var en rigtig god beslutning for os at stoppe med amningen.

Jeg har ikke haft en eneste tudetur siden jeg stoppede, og det er så dejligt at kunne holde hende ind til min krop uden at det gør ondt.

Torsdag i sidste uge prøvede jeg for første gang siden fødslen at sove uden bh, hvilket ikke har været muligt tidligere på grund af smerter. Jeg kan sove på siden igen, og i weekenden sov jeg helt uden t-shirt. Dejligt at kroppen bliver sig selv igen.

Og så nyder jeg livet som "ikke-ammende". Idag har vi drukket rødvin til middagen :o) Og så tager jeg på shoppingture helt uden baby og mand. Ren luksus med sådan en frihed. Og det skal nydes så længe manden er på barsel/afspadsering/ferie - hvilket "kun" er 1 måned endnu.... :o)

Trolden er bare så dejlig. Jeg må vist snart downloade billeder igen, så i kan se vores lille mirakel der jo efterhånden er blevet stor.....

Så er det slut....

Så er det vist det allersidste ammeindlæg.

Søndag aften gik jeg ned med flaget. Jeg tror at jeg for første gang indrømmede overfor mig selv at det rent faktisk var en mulighed (og måske den bedste løsning) at gå over til 100% flaske og modermælkserstatning. Selvom udpumpningen har hjulpet, så har der stadig været store udsving i smerterne både under og mellem amningerne.

Mandag morgen lavede jeg en liste over fordele og ulempe ved flaske. De eneste to punkter jeg kunne komme på ulempelisten var:

• Sundere med modermælk
• At man skal have flasker m.m. med på tur, og det er besværligt med opvarmning når man ikke er hjemme.

På positiv listen ved flasken kom der en del flere punkter:

• Ingen smerter ved amning
• Ingen smerter mellem amninger
• At kunne holde Eva og trøste hende - uden at trykket på brystet giver smerter
• Ingen tvivl om at hun får nok mad
• Intet behov for udpumpning

Og så de mere luksusprægede punkter på positiv-listen:

• Kortere "amninger"
• At jeg kan leve som jeg har lyst for første gang i 5 år. Vin, parfume, parabener, slik, junkfood, gødning til planterne i haven, maling af træet på huset - jeg kan det hele og behøver ikke tænke over de eventuelle skadelige effekter der kan have for Eva.
• Lige forhold til Eva - jeg og manden er ligestillede i forhold til amning og nærhed
• Nemmere at få passet hos bedsteforældrene

Udsagnet om at modermælk er sundere end erstatning, kan jeg ikke gøre så meget ved. Men sundhedsplejersken siger, at det altså ikke gør den store forskel. Og jeg har jo ammet hende fuldt ud de første ca. 5 uger, så hun har fået rigtig mange gode ting fra min mælk allerede.

Udsagnet om at det er mere besværligt at have flasker og opvarmningsdimser med på tur blev løst af Iiamo flasken.

Selvom positiv listen "by far" udkonkurrerede negativ listen, så har jeg alligevel brugt mange tårer på beslutningen. Følelsen af at jeg satte mine behov foran Evas har virkelig været svær at komme over. Følelsen af at jeg var en elendig mor der ikke satte hendes behov først.

Men hun skal have en glad mor - og en mor der kan kigge på hende og glæde sig over hende uden at amningsproblemerne fylder det hele.

Jeg er igang med at nedtrappe min mælkeproduktion, og jeg tror at jeg er færdig med at amme hende inden for de næste 48 timer. Og hvilken lettelse det er.

Det mest fantastiske er, at jeg for første gang meget længe kan genkende de følelser, som jeg tydeligt kan se hos min mand. Den store glæde over at hun er vores. Den store kærlighed til hende. Tænk hvor er det forfærdeligt, at amningen har gjort, at jeg ikke kunne se hvor dejlig hun er....

Nattefred

Lille Eva ryger snart ind og sover på sit eget værelse. Hun larmer simpelthen for meget! De små ben kører frem og tilbage som stempler, og hun småhyler gerne ½-1 time før hun vågner, fordi maven arbejder.

Idag skal vi afprøve vores babyalarm (den er nu nok ikke nødvendig, da værelset er lige ved siden af vores....) og så ryger hun ind i egen seng inden for de næste par dage. Det er planen.

Jeg er lidt misundelig på dem, der kan ligge og sove mens de ammer, men der kan jeg ikke. Jeg bliver stadig nødt til at holde øje med hende når hun ligger ved mit bryst, da hun har en forfærdelig vane med at suge rigtig godt fast og så lave en flitsbue med hele kroppen. Og det gør altså ondt både når det sker, men også mange amninger frem i tiden. Så jeg står altså op for at amme om natten og tager hende med ind i stuen, hvor jeg kan sidde ordentligt.

Så hvis det kan give mig 30 minutters ekstra søvn at flytte hende ind i eget værelse - så er det det værd. Og hun er jo ligeglad.

Det bliver nu nok lidt underligt alligevel.....

Måske sidste ammeindlæg?

Jeg tør næsten ikke skrive det, men jeg tror det virker med det dersens udpumpningshalløj.

Det giver mig mulighed for at give en pause fra ammeriet når det bliver smertefuldt, og så får jeg en lidt længere lur først på aftenen, fordi manden står for den første "natamning". Faktisk sidder jeg og venter på at den lille bliver sulten, for så smutter jeg i seng og manden tager den næste "amning". Det er da luksus!

Jeg har lige bestilt en pumpe over nettet, så søsteren kan få sin model tilbage. Og så er jeg vist ramt af barsels-online-shopping. Jeg fik også lige købt et aktivitetsstativ, små figurer til stativet, nogle superlækre gulvbrikker hvor stativet kan stå ovenpå og en uro til over puslebordet. Det er dyrt at have internet.

Tak alle søde blogsøstre for jeres kommentarer - det luner at vide, at man ikke er den eneste, der ikke synes at amning er særlig fantastisk. Jeg har lige haft et par veninder på besøg i dag, hvoraf den ene har en søn der er ca. 1 mdr. ældre end Eva. Og hun synes slet ikke amningen har givet nogle problemer.... Hmm... tror vist ikke helt hun ved hvor heldig hun er :o)

Amme indlæg nr. 5

Forhåbentlig det snart er slut med alle mine indlæg om amning....

Vagtlægen var ganske uhøflig, og det virkede kun som om jeg skulle så hurtigt ud af røret som muligt. Efter jeg havde fortalt halvdelen af historien, sagde han at han slet ikke var enig med sundhedsplejersken i at det var svamp. Nix det var bare et spørgsmål om at jeg fik lagt hende forkert til.... jeg kunne tage et par panodiler hvis jeg havde smerter (øhh og hvad var det lige et par sølle panodiler skulle gøre???). Og jeg kunne også købe noget lokalbedøvende creme som jeg så skulle vaske af inden amningen. Men i bund og grund så virkede mit problem ganske uvigtigt for ham, så jeg fik taget mig (endnu) en ordentlig tudetur bagefter.

Jeg har lånt en udpumpningsmaskine af min søster, som jeg har brugt på venstre bryst i et døgn. Super dejligt at kunne amme på højre og pumpe ud på venstre samtidigt - for så går der 4-8 timer før jeg skal til ammeriet igen :o) Nu har jeg så prøvet at lægge hende til venstre igen - og faktisk var smerterne slet ikke så slemme.

Så måske den dumme vagtlæge havde ret. Han kunne bare godt have været lidt sødere, mere pædagogisk eller bare mere lyttende. Jeg prøver venstre side igen når Eva vågner - så får vi se om smerterne stadig er på retur. Jeg fortsætter nu med cremen mod svamp, for smerterne imellem amningerne kan lidt udpumpning altså ikke hjælpe på....

Amme indlæg nr. 4

Det var vist lidt for tidligt jeg skrev, at cremen nok virkede.

De sidste mange amninger på venstre side har været smertefulde, og ved den sidste amning stortudede jeg bare ved tanken om at den lille mund, der helt klart søgte efter mad, snart skulle guffe derudaf. Manden blev nødt til at hjælpe til - for jeg kunne simpelthen ikke selv.

Jeg ringede til min egen læge i morges kl. lidt over 8, men blev mødt af en telefonsvarer der fortalte at de havde aftenkonsultation onsdag aften og at man skulle ringe på deres mobiltelefon mellem kl. 8 og 9. Jeg tolkede det som at jeg først kunne få fat på dem i aften - men da jeg ringede til sygeplejersken (som var ved telefonen mlm 14 og 18) fik jeg at vide at de var gået på påskeferie, så min eneste mulighed var vagtlægen - som først åbner kl. 16.00. Så prøvede jeg at ringe til sundhedsplejerskerne - men de er også taget på ferie.

Jeg er træt af at tude. Har grædt alt for mange tårer før, under og efter amningen. Jeg kan ikke mere. Jeg vil ikke mere. Jeg orker ikke mere..... Jeg er træt, træt, træt og vil bare gerne sove. Væk fra det hele - væk fra amninger hver 3. time - væk fra ansvaret - væk fra alle de dumme tanker. Ikke engang i søvnen får jeg fred. Det hele er fyldt med tanker om Eva, amning, manglende søvn...... Lige nu kan jeg bare ikke mere....

Amme indlæg nr. 3

Måske det er begyndt at virke??

Jeg har ikke haft de samme smerter i en del amninger nu. Åhh jeg håber sådan at det ikke bare er en tilfældighed. Det må meget gerne slutte helt før påsken, så jeg ikke lige pludselig står med en læge og sundhedsplejerske på ferie - og mig med svamp i b.r.ysterne.

Jeg synes nu altså stadig ikke at amning er så fantastisk som folk siger. Jeg keder mig den halve time hun ligger og spiser, og følelsen af en b.r.ystvorte der bliver hevet helt ind i ganen af en baby er altså ikke noget videre fantastisk...

Hmm - jeg har en veninde der siger at amningen først bliver hyggelig, når man i virkeligheden skal til at slutte igen - det vil sige om 4-5 måneder.

Derudover har jeg måtte love sundhedsplejersken, at jeg ikke holder op med amningen (eller rettere, jeg har lovet jeg ringer til hende inden jeg stopper - hvis jeg stopper). Hun har desuden bandlyst alle hjælpemidler - suttebrikker, sutteflaske m.m. Hvis jeg ønsker at malke ud, skal Eva have mælken med en lille sprøjte eller med et lille bæger.

Men måske det allerede går frem af? Det hååååber jeg!

Amme indlæg nr. 2

Hmm. Her har jeg gået og håbet på at lidt creme mod svamp ville være den hurtige løsning på problemet, men jeg synes ikke rigtig det har haft den store effekt endnu.

Nogle amninger går udemærket, men andre er helt til hundene. Da jeg lå og ammede i nat, blev jeg nødt til at tvinge hende fra brystet 2 gange, fordi det simpelthen gjorde så ondt, så ondt. Det værste var næsten at jeg jo blev nødt til at lægge hende til igen, for hun var jo ikke blevet mæt. Så der lå jeg og gjorde hovedpuden helt våd, mens Eva lå og guffede i sig til den store guldmedalje.

Det gør det heller ikke bedre at Eva ikke havde taget helt nok på, så jeg skal amme hende hver 3. time i stedet for hver 4. - og hvis hun allerede melder sig efter 2 timer, så skal jeg lade hende komme til brystet. Så nu er der endnu kortere mellem amningerne.

Jeg har en aftale med jordemoderen om at jeg skal ringe til hende imorgen - og det er tiltrængt, for mine bryster kører virkelig på sidste blus, og tanken om helt at droppe amningen bliver mere og mere tiltalende. Selvom bare tanken om at måtte opgive helt, gør ondt helt ind i sjælen. Jeg har altid tænkt at det ville være fint med et flaskebarn (jeg er det jo selv) men nu når jeg står her, vil jeg bare så gerne have det til at køre. Hvis mine bryster da bare ville holde op med at gøre ondt i mellem amningerne - men smerten flytter bare fra brystvorterne til hele brystet.

Amning

Amningen er bare ikke sjov.

Det starter med stærke smerter i starten af hver amning. Det føles som om hun har sylespidse tænder der bliver jaget ned i brystvorterne. Det forsvinder dog som oftest efter et minutstid. Men på venstre bryst går der ikke mange minutter med nogenlunde smertefri amning før det begynder at svie.

Derudover har jeg i begge bryster smerter der efter amningen nærmest stråler igennem brystet og mine brystvorter er ekstremt ømme. Det er efterhånden længe siden at jeg har fået en knus af min mand, for det gør simpelthen så ondt, når noget maser det mindste på brysterne.

Jeg bliver mere og mere bange for at jeg måske har fået svamp. Øv øv øv!

Hvis det bliver ved sådan her, så bliver hun altså flaskebarn, for lige nu ser jeg med frygt frem til næste amning - en del af amningerne starter med at jeg sidder med tårene ud af begge øjne - og en del af amningerne slutter på nøjagtig samme måde.

Vi får besøg af sundhedsplejersken på fredag, og indtil da tror jeg vi prøver et råd der er fundet på nettet - nemlig at vaske brystvorter og Evas mund med danskvand inden amningerne. Det kan vel ikke skade....

Jeg føler mig som en ekstremt dårlig mor, når jeg sidder og ammer hende og bare venter med længsel på at hun er færdig. At jeg i ammesituationen kun kan tænke på hende som en smertefuld sugemalle. Øv hvor er jeg træt af amning!

Forventninger

Når man nærmer sig tiden hvor man skal være mor, så følger der naturligt nok en masse forventninger med.

Mine forventninger til fødslen blev ikke umiddelbart indfriet. Jeg havde forventet en epidural, men måtte klare mig uden. Men smerterne var som forventet - eller rettere - de stemte godt overens med min forventning om, at jeg ikke ville kunne forestille mig hvor voldsomt det var. Specielt pressefasen var meget mere intens end jeg havde forestillet mig.

Fødslen fyldte meget i min bevidsthed til at starte med. Jeg kunne ikke lægge mig til at sove uden at oplevelsen blev ved med at dukke op. Men nu er den kommet lidt på afstand, og jeg er faktisk stolt af at jeg - lille jeg - kom igennem på den anden side. At jeg ved egen kraft fik skubbet en baby ud. Jeg tror stadig ikke helt på, at det rent faktisk var det der skete - men beviset ligger lige nu og sover i stuen.

Det undrer mig faktisk en smule, at mit minde om fødslen allerede nu er blevet forvrænget. Jeg har et billede af pausen mellem de to sidste presseveer som værende smertefri. Ikke at det kan være helt sandt, for på det tidspunkt var jeg selv vidne til, at jeg havde hendes hoved ude af mig, mens resten af kroppen var inde i mig. Så helt uden smerter var det nok ikke.

Amningen er lige så smertefuld som jeg havde forventet. De første 30 sekunder skal jeg virkelig koncentrere mig, for ikke at klemme hendes små hænder eller hendes hoved. Derefter går smerten over, men ligefrem behageligt bliver det aldrig.

Faderen overgår mine forventninger. Det er så skønt at høre ham snakke, pludre, grine sammen med hende. Der går ikke en dag, uden at han mange gange kommenterer hvor dejlig hun er. Han er vist noget nær nyforelsket i vores skønne datter. Selv når hun stikker i vræl, så griner han og småsnakker beroligende til hende. Kun når hun er utrøstelig bliver han en smule utålmodig, men så er det jo godt at man er to til at skiftes. Jeg har desuden fået en barselsgave (gad vide hvor han har hørt om barselsgaver fra?) - en fin solitaire ring.

Den første tid er lige så hård som forventet, og jeg ved slet ikke hvad jeg ville gøre uden en mand der støtter mig 100%.

Forventningen til moderskabet er egentlig også som forventet. Hårdt arbejde. Men hun er altså verdens smukkeste og dejligste baby! Jeg havde faktisk ikke forventet at hun ville være så smuk. Men hormoner og det faktum at hun er vores, kan måske være med til at pynte lidt på sandheden....

Idag er hun 14 dage, og det blev samtidig dagen hvor jeg for første gang lavede mad til min mand, og købte ind i den lokale købmand - uden Eva.

Kært barn - mange navne

Sugemallen, guldklumpen, skrigeballonen - jeps navne har Eva nok af.

Vi har haft en lidt hård start (men hvem har ikke det??). Vi blev udskrevet med en amning der gik rigtig godt. Hun fik ros for sutteteknik og moderen fik ros for at lægge hende rigtigt til brystet, men der gik ikke længe før hun fik suttet hul på begge brystvorter. Derefter valgte hun at øge sit bryst-brug til 15-17 gange i døgnet. Lidt i overkanten var vi nogle der synes..... Det er begrænset hvor meget søvn man får med sådan en lille sugemalle, og brysterne blev ikke mindre ømme. Men hospitalet havde sagt at babyer til at starte med skal have fri adgang til bryst når de melder sig - og der var ingen tvivl om at brystet var noget hun kunne li'. Efter en snak med sundhedsplejersken har vi dog fået lov til at "holde hende hen" så vi skulle nærme os 3 timer mellem hver amning. Der er indkøbt sut, og vi har efterhånden fundet et par metoder der får hende til at falde til ro (jo mere uroligt man bevæger hende - jo bedre).

Og tænk engang, lige nu har jeg kun ammet 3 gange siden midnat!!! For et par dage siden ville jeg allerede være over de 10 amninger. Så det var ren lykke hos moderen her til morgen. Jeg tror måske der er overskud til den første shoppetur med barnevognen :o)

Og så er der det med tudeture. Jeg tror jeg har grædt et par gange af ren udmattelse. Men mest af alt så triller tårerne over det faktum at hun er vores. At det endelig lykkedes. At vi rent faktisk har fået et barn. Vores barn. Men billedet af Eva på armen af lægen der løber ud af fødestuen. Med Evas store mørke øjne rettet mod mig, det får også tårerne til at trille.

Den første tid er ren overlevelse - men tænk hvor er vi heldige.

Eva - vores dejlige vidunderlige skønne datter

Så besluttede hun sig for at ankomme. Og hvilken lykke!

Veerne startede lørdag aften under madlavningen, og hun kom til verdenen søndag kl. 9.57, vejede 3702 g og var 51 cm lang. En dejlig lille størrelse med det fineste lange hår og meget store kinder :o)

Fødslen gik bestemt ikke som forventet. Da vi tog på hospitalet kl. ca. 3 om natten var jeg 3 cm åben, og blev derfor overført til fødselsgangen. Jordemoderen var ikke meget for det dersens med en epidural, men jeg fik hende overtalt til at lægge det bælte på min mave, som i ca. 30 min. skulle vise om barnet havde det godt nok til en epidural. Jeg lovede i de 30 min. at prøve andre smertelindringsmetoder. Jeg fik 4 "bistik" på ryggen og 4 "bistik" foran - og de hjalp! Smerterne "indeni" fjernede de dog ikke, så jeg var stadig fortaler for epiduralen. Jeg kan ikke se nogen grund til at lide, hvis man har en metode til at fjerne smerten.

Da jordemoderen 1½ time efter ankomsten til hospitalet undersøgte mig endnu engang, var jeg 9!!! cm åben. Det var altså for sent til en epidural, men jeg trøstede mig selv med at det så ville komme til at gå super hurtigt - jeg mener 1½ time om 6 cm - hvor lang tid kan den sidste cm så tage....

Tja - jeg fik først presseveer kl. 8.50 så åbenbart en del timer... Kort efter jordemoderen havde registreret at jeg var 9 cm åben mistede bistikkene deres effekt. Derefter kunne hun kun tilbyde mig lattergas, som blev en rigtig god ven. Jeg havde heldigvis ingen anelse om tid eller sted, så jeg anede ikke hvor lang tid det rent faktisk tog.

Pressefasen gik ikke så hurtigt som ønsket (på trods af gode kraftige presseveer der kom uden pauser), så der blev tilkaldt en læge, men da hun ankom begyndte det at gå fremad, så det blev ikke gjort yderligere.

Desværre viste det sig, at vores trold i den sidste del af fødslen var blevet stresset, så da hun kom ud var det i selskab med grønt fostervand, som hun også havde slugt. Herefter gik det hurtigt - hun blev kortvarigt placeret på min mave hvor to jordemødre hev og sled i hende, og lægen kom retur og overtog hende. Ligepludselig stod der 4 personer om "babybordet" og arbejdede for at få ordentlig liv i hende - suget på bordet virkede åbenbart ikke, så det næste jeg så, var en læge der løb igennem fødselsstuen med min baby på armen. Hun lå helt stille med helt åbne øjne og kiggede. Store mørke øjne.

Min mand løb med, og jeg blev efterladt med et par jordemødre, hvor jeg fødte moderkagen og blev syet. Heldigvis fik jeg relativt hurtigt besked om at hun havde fået det bedre.

Først 2 timer efter fødslen fik jeg lov at se hende på neonatalafdelingen. Med ilt i næsen, sonde til mad, drop i hånden, elektroder på hovedet, maven og foden - men hun var så fin, så fin.

Ilten slap hun hurtigt af med, og mandag kl. 15.00 fik vi lov til at køre hende ind på vores egen stue - hvor hun var helt uden ledninger.

De vurderede at hun har været uden ilt undervejs i fødslen, men at hun ikke har taget skade.

Vi blev udskrevet tirsdag eftermiddag og har siden hygget os herhjemme. Hun er bare så dejlig. Tænk at man kan elske en lille størrelse så højt - så hurtigt.

Tænk at den dejligste baby i verden har valgt os som forældre!

41+0

Hmm. Så gik der en uge, og maven er stadig lige kuglerund!

Plukveerne bliver ved, men jeg overlever.

Det positive er, at hun nu kun har 7 dage tilbage at vælge imellem - og den ene af de dage er allerede ved at være for kort til en fødsel. Så om hun vil det eller ej, så har lejeaftalen altså en udløbsdato! Der er lægerne heldigvis på min side :o)

Sammenbrud i samarbejdet

Der har for en kortere bemærkning været sammenbrud i samarbejdet mellem mig og min krop.

Fra mandag har jeg haft kraftige plukveer (a ca. 45 sek hver 5-8 min) i mange timer af gangen. Men lige som man har indstillet sig på, at så skal det nok være nu - jamen så går det i sig selv igen.... I nat flød bægret så over, da jeg fra 3.45-6.10 lå vågen pga. smerter. Jeg havde plukveer hvert 6. minut, og de forsvandt ikke med en Pinex. Manden blev informeret og jeg indstillede mig på at nu var det nok nu. Men nej - endnu engang gik det i sig selv igen, og jeg faldt i søvn igen. Da jeg vågnede var kl. til min overraskelse blevet 10.00 og der var ikke skyggen af smerter i underlivet (andet end rygsmerter, men det er efterhånden en konstant gæst).

Det var nu jeg besluttede at afbryde forbindelsen til min krop - jeg orkede ikke at forholde mig til dens julelege. Nu kunne den få lov til at gøre så ondt den havde lyst - men jeg ville ikke forholde mig til det - og ville bestemt ikke begynde at få forhåbninger, hvis det begyndte at gøre ondt.

Meget deprimeret tog vi så til vores sidste besøg hos jordemoderen. Det hjalp på humøret, da hun kunne fortælle at alle disse mere eller mindre smertefulde plukveer er med til at gøre livmoderhalsen blødere og kortere. Og hvis jeg er heldig, så sørger de for at åbne mig de første cm. Så måske det bare betyder en kortere fødsel, end hvis jeg ikke havde dem.

Så nu hilser jeg dem velkommen! Kom bare an - jeg er parat!

Åhh ja - babyen har det godt. Hun blev skønnet til 37-3800 g.

Termin

Så kom terminsdagen, men der er endnu ikke skyggen af veer - så vi må vist sande at jeg kommer til at gå over tid. Jeg har læst at førstegangsfødende i gennemsnit går 4 dage over tid, så lige nu regner vi med en dato der hedder 03.03.2010. Det ville da være fint...

Jeg prøver at se positivt på dagene der går uden veer. Hver dag der går - er en dag mindre til at vi ser den lille trold. Og nu har hun altså kun 14 dage at vælge imellem før lægerne vil tvinge hende ud i den kolde verden uden for maven.

Tænk engang alle de tanker jeg har gjort mig undervejs i graviditeten. Min frygt for at miste, min frygt for at noget måtte gå galt. Nu har jeg kun fødslen tilbage - og der må lægerne for min skyld gøre hvad som helst - bare babyen kommer sikkert ud af min mave.

Min mave

Maven er blevet stor. Meget stor.

Den er i vejen når jeg prøver at vaske op - den støder ind i kanten af bordet og tvinger min overkrop til at tilte på en meget unaturlig måde, hvis jeg skal have noget under hanen.

Den er i vejen når jeg prøver at give min mand et knus - bagdelen ender ½ m fra min mands krop og mit hoved ender næsten på hans mave.

Den er i vejen når jeg skal tørre mig efter badet - fødderne vil ligesom ikke i nærheden af håndklædet.

Den er i vejen når jeg skal tage sko på - specielt fordi man på det tidspunkt plejer at have bukser på der efterhånden strammer lidt omkring kroppen (et fif er at tage bukserne ned om anklerne mens man tager sko på - så går det meget nemmere).

Tallerkenerne kan fint balancere på toppen af maven, så jeg har fået et ekstra lille bord - hvilket er en fordel, da jeg heller ikke længere kan nå ind over tallerkenen på bordet.

Og så danner den simpelthen så meget varme, at jeg kun har t-shirt og trusser på, når jeg er herhjemme, og t-shirten ender gerne oven på maven så maven får lov til at stritte uden for.

Plukveerne hiver i lungerne, og det er som oftest på grund af vejrtrækningsproblemer, at jeg kan mærke at jeg har en plukve.

Jeg prøver at nyde det, for måske dette er de sidste dage i min eneste graviditet. Men præmien - en baby - overskygger efterhånden det hele. Jeg nærmer mig leveringsdatoen. Og for hver dag der går, bliver der en dag mindre til at vi får lov til at møde vores trold. Vores trold!

Tænk at vi er så heldige.

Den ulidelige ventetid....

Synes godt nok denne ventetid er ulidelig. Absolut ingen tegn på babylevering lige foreløbig.

Har besluttet at snuppe bilen i morgen, så jeg kan tage på shoppetur i København. Det må da kunne tage tankerne væk fra maven for en kort tid.... Må beklageligvis meddele at der ikke foregår andet end baby og fødselstanker i mit hoved for tiden.

Kom nu ud lille trold... Please....

Vralter som en and!

Så er der lidt mere end en uge til termin, og det var idag tid til det (forhåbentlig) sidste besøg hos jordemoderen. Trolden blev skudt til 3.300 g og alt var som det skulle være. Vægten siger efterhånden 67 kg, hvilket betyder at jeg har taget næsten 15!! kg på.

De ekstra kilo kan mærkes. Jeg vralter som en and, og får om eftermiddagen ret ondt i den nedre del af ryggen og øvre del af ballerne. Når jeg står/går for længe gør det ondt i fødderne, og jeg føler mig generelt handicappet af den efterhånden meget store mave, som bare er stor og rund - og helt fyldt ud med trolden. Det føles bestemt ikke som om der er plads til at hun bliver større. Men jeg nyder faktisk at have fået lidt "ammedepoter" - at have fået lidt mere figur end sølle 52 kg fordelt på 165 cm giver mulighed for.

Hvem skulle desuden tro, at man som højgravid skal vralte på toilettet 3-5 gange hver nat? Jeg må vist sande at nætterne med en uafbrudt søvn for længst er forbi.

Vi venter stadig i spænding på at hun melder sin ankomst. Jeg kan mærke at plukveerne bliver mere kraftige, men egentlige veer bliver det altså ikke til endnu.

Et styk kusine

Så kom kusinen til verden - og hvilken fin kusine vores lille trold får. Hun blev født i går morges og idag fik vi lov at besøge hende. Trolden fik sparket lidt til hende, så de to tøser har fået hilst på hinanden allerede nu.

Hvor er sådan nogle helt nye babyer altså bare skønne!

Åhh den ventetid...

Så er jordemoderen blevet besøgt endnu engang. Trolden vejer nu hele 3 kg. og jordemoderen synes fint, at hun kunne komme til verden fra nu af. Så jeg har prøvet at overbevise vores trold om at hun skal begynde at sende signaler til min krop, om at hun vil ud, i løbet af næste uge - og så regner jeg med at gå i fødsel om 1-1½ uge :o)

Synes selv det kunne være helt perfekt timing - for vi kan næsten ikke vente længere.....

Mindre end 4 uger til termin!

Så er der mindre end 4 uger til terminen! Det er meget, meget underligt. Jeg får helt tårer i øjnene, når jeg tænker på den lille trold der snart kommer til at hilse på verdenen. Vi glæder os - for min skyld måtte hun gerne komme imorgen.

Vi bygger rede til den helt store guldmedalje. Det nye gulv er ved at blive lagt i hendes værelse, og igår var vi ude og shoppe. Så nu er ammepude, pusleunderlag, pusletaske, badekar, bleer, tøj, tremmeseng, autostol m.m. i hus. Barnevogn og lift skal bare hentes i butikken når den lille ankommer og jeg har syet sengetøj til babydynen.

Lige nu ligner huset en slagmark, da gulvet i det værelset hvor al vores nyindkøbte babyudstyr skal stilles kun er delvist færdigt. Så det ville nok være meget smart hvis hun tidligst kommer om en uges tid - men der er jo også hele 4 uger til vores babylevering....

Forberedelser

Så blev jeg lagt ned af en madforgiftning og er først idag begyndt at kunne spise ordentligt igen. Forhåbentlig tager babyen af mine reserver, da jeg har kæmpet rigeligt med at få nok vand indenbords. I slutningen af sidste uge havde jeg rigtig mange plukveer - ca. hvert 3. minut i mange mange timer. De tog til i styrken, og begyndte at gøre ondt hele vejen rundt om kroppen. Men veer blev det heldigvis aldrig til, og efter en weekend hvor jeg stort set lå på langs hele tiden, har fået dem til at forsvinde igen. Med al den træning af muskulaturen kommer jeg til at spytte hende ud....

Ellers går tiden med at gøre parat til den lille. Der skal lægges nyt gulv i børneværelset, så idag er gået med at rydde helt ud i rummet. Så skal vi bare have fjernet gulvtæppet, købt et gulv der matcher det i stuen og lagt det ovenpå betonen. Det kan vel ikke tage så længe??

Og så skal vi ellers have gang i de store indkøb. Jeg glæder mig så meget til at få købt seng og puslebord. Så kan det dagligt huske os på, hvilken gave der venter os lige om lidt. Hun er dejlig hende i maven - møffer rundt og minder mig om at hun er der. Velopdraget er hun nu ikke endnu - der bliver stadig sparket på muskelknude, blære og ribben. Meeen vi tager hende med glæde ind i vores hjerter alligevel! Kan man elske en man ikke kender?

At være gravid...

er ikke helt så rosenrødt som jeg troede.... Måske vores lange vej til graviditeten, har fået mig til at beskue en graviditet som noget helt fantastisk og rosenrødt, som jo var det jeg kæmpede for. Misforstå mig endelig ikke. Jeg er føler mig super priviligeret over at være gravid og få lov til at opleve en lille trold blive til i min mave. Men der følger bare meget mere med end nogle havde fortalt mig.

Jeg har i perioder svært ved at få vejret, hvis jeg bare tilnærmelsesvis ligger ned. Det giver lidt problemer når man prøver at sove - for så er følelsen af alt for lidt ilt i kroppen ikke synderlig behagelig. Mavesækken er blevet mindre, selvom følelsen af sult stadig er der. Ryggen før ondt. Jeg skal tisse hele tiden! Den lille har sparket mig skiftevis i underlivet, muskelknuden og ribbenene. Noget der faktisk kan gøre ret ondt og få mig til at stønne højlydt. Man kan prøve at skubbe lidt til hende, men ca. 2 minutter ligger hun sjovt nok på samme måde og sparker det samme sted. Jeg taber pusten vældig hurtigt, og kan ikke gå særlig hurtigt længere (min man brokker sig da han har ca. 3 m. lange ben, og jeg plejer i normal tilstand at måtte halse efter ham). Det der med at rejse sig fra sengen eller sofaen - eller hvis man skal samle noget op fra gulvet - er blevet til et helt projekt. Jeg har en øget tendens til at gå total sukker kold. Altså med koldsved, rysteture, svimmelhed, ubehag og øget hjerterytme. Så meget at jeg til sidste scanning måtte ty til tyveri (jeg spurgte om de ikke havde noget saftevand eller lignende, da jeg var ved at gå sukkerkold, men det eneste de havde var vand fra hanen. Jeg kunne dog se at de havde Digestive kiks i køkkenet - og da jeg senere forlod scanningen var de altså blevet en kiks fattigere).

I slutningen af sidste uge blev jeg syg. Det primære problem har været slim i lungerne. Det har betydet at jeg 4 nætter i træk ikke kunne sove, fordi jeg hver gang jeg lå ned fik hosteanfald. Jeg og manden har skiftevis sovet på sofaen, så han kunne få lidt søvn. Mavemusklerne er blevet super ømme - på en helt anden måde end de plejer at blive af hosteri. Derudover har hosteriet sat godt gang i plukkeveerne. I perioder har jeg haft plukkeveer hver 2-3 minut. Lidt for ofte efter min mening, men så længe det kun har været i perioder af 30-60 minutter mente fødegangen ikke at det ville skade.

Nogle gange får jeg dårlig samvittighed over at jeg hænger mig i ubehaget og ikke i miraklet i min livmoder. Men miraklet er stadig ikke helt til at forstå. Jeg mener - vi forbereder os, og er psykisk mere end parate til at hun melder sin ankomst, men sådan helt at forstå at der rent faktisk er en baby i min mave - der er jeg ikke. Og jeg tror heller ikke, jeg når at forstå det før hun er her - for dertil er miraklet altså for stort! Åhh vi glæder os sådan til at hun kommer!

Tredje besøg hos jordemoder

Så er tredje besøg hos jordemoderen overstået. Jeg forstår ikke helt hvad vi skal til alle de besøg for, da vi jo også har haft en række kontrolscanninger og derfor har godt styr på at hun vokser som hun skal. Nå ja - men det var nu meget hyggeligt alligevel.

Bevægelserne i maven har ændret sig markant over de sidste par uger. Før var det et spark hist og pist, og en gang i mellem en følelse af, at hun nærmest hoppede i maven på mig. Nu er det blevet mere "jævne" bevægelser. Hele min mave bevæger sig på mystisk vis, når jeg ligger på ryggen, - arme og ben bliver kørt hen under mit maveskind, og jeg har følelsen af at hun laver kravleøvelser, når jeg ligger på den side, som hendes ben vender til. Fødderne er meget tydelige. Det er så hyggeligt, at man nærmest kan gribe dem, når de stikker ud af højre side af maven. Nogle gange bliver det også ret voldsomt, som om hun prøver på at finde en nødudgang i min navle.

Trolden har fået sit navn, og kun min søster (der skal føde et par uger før mig) ved hvad vi har besluttet os for. Hun skal nemlig også have en lille pige, og skulle jo nødig snuppe det fantastiske navn for næsen af os... (manden har været noget nervøs....).

Nytårsstatus

Et nyt år er begyndt - og forhåbentligt bliver det et dejligt år!

Sidste år skrev jeg i årets nytårsstatus følgende:

"Det kan næsten ikke blive andet end et godt år - for ved slutningen af 2009 vil vi vide hvordan vores baby skal komme til os, samt finde ud af, hvornår vi kan regne med at blive forældre!!! Og det er da ikke mindre end fantastisk, at vi endelig er nået så langt! "

Og det fik jeg jo ret i. Babyen kommer fra min mave. Og der er leveringsdato i slutningen af februar. Det er dejligt - rigtig, rigtig dejligt!!

Når jeg fortæller om vores historie, og at jeg hele tiden har vidst at jeg skulle være mor (om det så blev via adoption eller via min livmoder) kommenterer en del, at det dog var heldigt at det lod sig gøre at vi kunne få vores "eget" barn. Og det kan de jo for så vidt have ret i. Men deres kommentarer om at det jo ikke er det samme med et adoptivbarn - at man jo ikke kender adoptivbarnet på samme måde - og at det ikke ville være det samme - det sårer mig faktisk.

Sidste gang var der en der kommenterede, at hun da ikke forstod hvorfor kvinder på 60 ønskede at blive gravide, når det nu ikke engang ville blive deres eget barn (fordi de bruger donoræg). Nu skal jeg ikke kaste mig ud i en diskussion om ønsket om at blive mor som 60 årig - men at det ikke skulle blive ens "eget" barn, fordi man har benyttet donoræg er da helt skævt (efter min mening). Moderskab/faderskab er i mine øjne et spørgsmål om kærlighed. Ikke om der er benyttet donoræg, donorsæd eller om en helt fremmed kvinde bærer barnet under graviditeten.

De sidste par måneder har gjort mig ret sikker på, at jeg ville glæde mig i lige så høj grad, hvis jeg vidste, at der sad en lille størrelse i Afrika, Indien, Kina eller et helt andet sted i verden og ventede på at blive hentet af os til februar. Vi ville gøre os de samme overvejelser om hvem han/hun var, længslen og ønsket om at februar måtte komme hurtigt ville være den samme. Børneværelset og børnetøjet ville blive indkøbt med lige så stor kærlighed. Det er jeg ret overbevist om! For vi aner jo heller ikke hvem den lille trold i maven er. Der er ingen der ved om hun vil ligne mig eller min kære mand. Og helt sikkert er det at hun under alle omstændigheder bliver helt sin egen.

At rejsen mod adoption, donorsæd eller donoræg kan være smertefuld det ved jeg. Jeg kan ikke idag sidde og sige hvad vores næste skridt havde været, hvis vores syvende og sidste forsøg var mislykkedes. Vi havde ikke opgivet drømmen om et barn, det ved jeg. Dertil var drømmen for stor og for stærk. Men det er vel et spørgsmål om at ændre sine drømme. At det ikke bliver en lille lyshåret størrelse som én selv - at man ikke føler at man kan "forvente" at barnet i større eller mindre grad kommer til at ligne én i interesser, talenter og udseende. At man ikke får lov at opleve en graviditet. Eller at man ikke ved hvad barnet har oplevet, inden man selv får lov til at give det tryghed og kærlighed.

Jeg ved at jeg er heldig. Sådan at få lov at opleve en graviditet og få lov til at kigge på mit barn og tænke "hvem ligner hun". Men når jeg kigger på det store billede føler jeg idag, at det er små detaljer. Det jeg glæder mig mest til, er at hun kommer til verden. At hun er hos os. At vi kan give hende al den kærlighed, som en lille dejlig trold fortjener.

Og måske føler jeg i virkeligheden, at de børn der er kommet til som et resultat af donoræg, donorsæd og adoption, i endnu højere grad er ønskebørn. Sådan nogle man har ventet på længe og som derfor får en helt særlig plads i forældrenes hjerte.

Til slut et billede af den trold vi venter på - hun vejer idag 2262 g. (sådan cirka altså)....