Maver

Og noget jeg har haft lyst til længe.

Her er jeg som nygravid og højgravid :o) Hvem skulle tro det var den samme kvinde med 7½ måned imellem???

Eva - vores dejlige vidunderlige skønne datter

Så besluttede hun sig for at ankomme. Og hvilken lykke!

Veerne startede lørdag aften under madlavningen, og hun kom til verdenen søndag kl. 9.57, vejede 3702 g og var 51 cm lang. En dejlig lille størrelse med det fineste lange hår og meget store kinder :o)

Fødslen gik bestemt ikke som forventet. Da vi tog på hospitalet kl. ca. 3 om natten var jeg 3 cm åben, og blev derfor overført til fødselsgangen. Jordemoderen var ikke meget for det dersens med en epidural, men jeg fik hende overtalt til at lægge det bælte på min mave, som i ca. 30 min. skulle vise om barnet havde det godt nok til en epidural. Jeg lovede i de 30 min. at prøve andre smertelindringsmetoder. Jeg fik 4 "bistik" på ryggen og 4 "bistik" foran - og de hjalp! Smerterne "indeni" fjernede de dog ikke, så jeg var stadig fortaler for epiduralen. Jeg kan ikke se nogen grund til at lide, hvis man har en metode til at fjerne smerten.

Da jordemoderen 1½ time efter ankomsten til hospitalet undersøgte mig endnu engang, var jeg 9!!! cm åben. Det var altså for sent til en epidural, men jeg trøstede mig selv med at det så ville komme til at gå super hurtigt - jeg mener 1½ time om 6 cm - hvor lang tid kan den sidste cm så tage....

Tja - jeg fik først presseveer kl. 8.50 så åbenbart en del timer... Kort efter jordemoderen havde registreret at jeg var 9 cm åben mistede bistikkene deres effekt. Derefter kunne hun kun tilbyde mig lattergas, som blev en rigtig god ven. Jeg havde heldigvis ingen anelse om tid eller sted, så jeg anede ikke hvor lang tid det rent faktisk tog.

Pressefasen gik ikke så hurtigt som ønsket (på trods af gode kraftige presseveer der kom uden pauser), så der blev tilkaldt en læge, men da hun ankom begyndte det at gå fremad, så det blev ikke gjort yderligere.

Desværre viste det sig, at vores trold i den sidste del af fødslen var blevet stresset, så da hun kom ud var det i selskab med grønt fostervand, som hun også havde slugt. Herefter gik det hurtigt - hun blev kortvarigt placeret på min mave hvor to jordemødre hev og sled i hende, og lægen kom retur og overtog hende. Ligepludselig stod der 4 personer om "babybordet" og arbejdede for at få ordentlig liv i hende - suget på bordet virkede åbenbart ikke, så det næste jeg så, var en læge der løb igennem fødselsstuen med min baby på armen. Hun lå helt stille med helt åbne øjne og kiggede. Store mørke øjne.

Min mand løb med, og jeg blev efterladt med et par jordemødre, hvor jeg fødte moderkagen og blev syet. Heldigvis fik jeg relativt hurtigt besked om at hun havde fået det bedre.

Først 2 timer efter fødslen fik jeg lov at se hende på neonatalafdelingen. Med ilt i næsen, sonde til mad, drop i hånden, elektroder på hovedet, maven og foden - men hun var så fin, så fin.

Ilten slap hun hurtigt af med, og mandag kl. 15.00 fik vi lov til at køre hende ind på vores egen stue - hvor hun var helt uden ledninger.

De vurderede at hun har været uden ilt undervejs i fødslen, men at hun ikke har taget skade.

Vi blev udskrevet tirsdag eftermiddag og har siden hygget os herhjemme. Hun er bare så dejlig. Tænk at man kan elske en lille størrelse så højt - så hurtigt.

Tænk at den dejligste baby i verden har valgt os som forældre!

41+0

Hmm. Så gik der en uge, og maven er stadig lige kuglerund!

Plukveerne bliver ved, men jeg overlever.

Det positive er, at hun nu kun har 7 dage tilbage at vælge imellem - og den ene af de dage er allerede ved at være for kort til en fødsel. Så om hun vil det eller ej, så har lejeaftalen altså en udløbsdato! Der er lægerne heldigvis på min side :o)

Sammenbrud i samarbejdet

Der har for en kortere bemærkning været sammenbrud i samarbejdet mellem mig og min krop.

Fra mandag har jeg haft kraftige plukveer (a ca. 45 sek hver 5-8 min) i mange timer af gangen. Men lige som man har indstillet sig på, at så skal det nok være nu - jamen så går det i sig selv igen.... I nat flød bægret så over, da jeg fra 3.45-6.10 lå vågen pga. smerter. Jeg havde plukveer hvert 6. minut, og de forsvandt ikke med en Pinex. Manden blev informeret og jeg indstillede mig på at nu var det nok nu. Men nej - endnu engang gik det i sig selv igen, og jeg faldt i søvn igen. Da jeg vågnede var kl. til min overraskelse blevet 10.00 og der var ikke skyggen af smerter i underlivet (andet end rygsmerter, men det er efterhånden en konstant gæst).

Det var nu jeg besluttede at afbryde forbindelsen til min krop - jeg orkede ikke at forholde mig til dens julelege. Nu kunne den få lov til at gøre så ondt den havde lyst - men jeg ville ikke forholde mig til det - og ville bestemt ikke begynde at få forhåbninger, hvis det begyndte at gøre ondt.

Meget deprimeret tog vi så til vores sidste besøg hos jordemoderen. Det hjalp på humøret, da hun kunne fortælle at alle disse mere eller mindre smertefulde plukveer er med til at gøre livmoderhalsen blødere og kortere. Og hvis jeg er heldig, så sørger de for at åbne mig de første cm. Så måske det bare betyder en kortere fødsel, end hvis jeg ikke havde dem.

Så nu hilser jeg dem velkommen! Kom bare an - jeg er parat!

Åhh ja - babyen har det godt. Hun blev skønnet til 37-3800 g.

Termin

Så kom terminsdagen, men der er endnu ikke skyggen af veer - så vi må vist sande at jeg kommer til at gå over tid. Jeg har læst at førstegangsfødende i gennemsnit går 4 dage over tid, så lige nu regner vi med en dato der hedder 03.03.2010. Det ville da være fint...

Jeg prøver at se positivt på dagene der går uden veer. Hver dag der går - er en dag mindre til at vi ser den lille trold. Og nu har hun altså kun 14 dage at vælge imellem før lægerne vil tvinge hende ud i den kolde verden uden for maven.

Tænk engang alle de tanker jeg har gjort mig undervejs i graviditeten. Min frygt for at miste, min frygt for at noget måtte gå galt. Nu har jeg kun fødslen tilbage - og der må lægerne for min skyld gøre hvad som helst - bare babyen kommer sikkert ud af min mave.

Min mave

Maven er blevet stor. Meget stor.

Den er i vejen når jeg prøver at vaske op - den støder ind i kanten af bordet og tvinger min overkrop til at tilte på en meget unaturlig måde, hvis jeg skal have noget under hanen.

Den er i vejen når jeg prøver at give min mand et knus - bagdelen ender ½ m fra min mands krop og mit hoved ender næsten på hans mave.

Den er i vejen når jeg skal tørre mig efter badet - fødderne vil ligesom ikke i nærheden af håndklædet.

Den er i vejen når jeg skal tage sko på - specielt fordi man på det tidspunkt plejer at have bukser på der efterhånden strammer lidt omkring kroppen (et fif er at tage bukserne ned om anklerne mens man tager sko på - så går det meget nemmere).

Tallerkenerne kan fint balancere på toppen af maven, så jeg har fået et ekstra lille bord - hvilket er en fordel, da jeg heller ikke længere kan nå ind over tallerkenen på bordet.

Og så danner den simpelthen så meget varme, at jeg kun har t-shirt og trusser på, når jeg er herhjemme, og t-shirten ender gerne oven på maven så maven får lov til at stritte uden for.

Plukveerne hiver i lungerne, og det er som oftest på grund af vejrtrækningsproblemer, at jeg kan mærke at jeg har en plukve.

Jeg prøver at nyde det, for måske dette er de sidste dage i min eneste graviditet. Men præmien - en baby - overskygger efterhånden det hele. Jeg nærmer mig leveringsdatoen. Og for hver dag der går, bliver der en dag mindre til at vi får lov til at møde vores trold. Vores trold!

Tænk at vi er så heldige.

Den ulidelige ventetid....

Synes godt nok denne ventetid er ulidelig. Absolut ingen tegn på babylevering lige foreløbig.

Har besluttet at snuppe bilen i morgen, så jeg kan tage på shoppetur i København. Det må da kunne tage tankerne væk fra maven for en kort tid.... Må beklageligvis meddele at der ikke foregår andet end baby og fødselstanker i mit hoved for tiden.

Kom nu ud lille trold... Please....

Vralter som en and!

Så er der lidt mere end en uge til termin, og det var idag tid til det (forhåbentlig) sidste besøg hos jordemoderen. Trolden blev skudt til 3.300 g og alt var som det skulle være. Vægten siger efterhånden 67 kg, hvilket betyder at jeg har taget næsten 15!! kg på.

De ekstra kilo kan mærkes. Jeg vralter som en and, og får om eftermiddagen ret ondt i den nedre del af ryggen og øvre del af ballerne. Når jeg står/går for længe gør det ondt i fødderne, og jeg føler mig generelt handicappet af den efterhånden meget store mave, som bare er stor og rund - og helt fyldt ud med trolden. Det føles bestemt ikke som om der er plads til at hun bliver større. Men jeg nyder faktisk at have fået lidt "ammedepoter" - at have fået lidt mere figur end sølle 52 kg fordelt på 165 cm giver mulighed for.

Hvem skulle desuden tro, at man som højgravid skal vralte på toilettet 3-5 gange hver nat? Jeg må vist sande at nætterne med en uafbrudt søvn for længst er forbi.

Vi venter stadig i spænding på at hun melder sin ankomst. Jeg kan mærke at plukveerne bliver mere kraftige, men egentlige veer bliver det altså ikke til endnu.

Et styk kusine

Så kom kusinen til verden - og hvilken fin kusine vores lille trold får. Hun blev født i går morges og idag fik vi lov at besøge hende. Trolden fik sparket lidt til hende, så de to tøser har fået hilst på hinanden allerede nu.

Hvor er sådan nogle helt nye babyer altså bare skønne!

Åhh den ventetid...

Så er jordemoderen blevet besøgt endnu engang. Trolden vejer nu hele 3 kg. og jordemoderen synes fint, at hun kunne komme til verden fra nu af. Så jeg har prøvet at overbevise vores trold om at hun skal begynde at sende signaler til min krop, om at hun vil ud, i løbet af næste uge - og så regner jeg med at gå i fødsel om 1-1½ uge :o)

Synes selv det kunne være helt perfekt timing - for vi kan næsten ikke vente længere.....

Mindre end 4 uger til termin!

Så er der mindre end 4 uger til terminen! Det er meget, meget underligt. Jeg får helt tårer i øjnene, når jeg tænker på den lille trold der snart kommer til at hilse på verdenen. Vi glæder os - for min skyld måtte hun gerne komme imorgen.

Vi bygger rede til den helt store guldmedalje. Det nye gulv er ved at blive lagt i hendes værelse, og igår var vi ude og shoppe. Så nu er ammepude, pusleunderlag, pusletaske, badekar, bleer, tøj, tremmeseng, autostol m.m. i hus. Barnevogn og lift skal bare hentes i butikken når den lille ankommer og jeg har syet sengetøj til babydynen.

Lige nu ligner huset en slagmark, da gulvet i det værelset hvor al vores nyindkøbte babyudstyr skal stilles kun er delvist færdigt. Så det ville nok være meget smart hvis hun tidligst kommer om en uges tid - men der er jo også hele 4 uger til vores babylevering....

Forberedelser

Så blev jeg lagt ned af en madforgiftning og er først idag begyndt at kunne spise ordentligt igen. Forhåbentlig tager babyen af mine reserver, da jeg har kæmpet rigeligt med at få nok vand indenbords. I slutningen af sidste uge havde jeg rigtig mange plukveer - ca. hvert 3. minut i mange mange timer. De tog til i styrken, og begyndte at gøre ondt hele vejen rundt om kroppen. Men veer blev det heldigvis aldrig til, og efter en weekend hvor jeg stort set lå på langs hele tiden, har fået dem til at forsvinde igen. Med al den træning af muskulaturen kommer jeg til at spytte hende ud....

Ellers går tiden med at gøre parat til den lille. Der skal lægges nyt gulv i børneværelset, så idag er gået med at rydde helt ud i rummet. Så skal vi bare have fjernet gulvtæppet, købt et gulv der matcher det i stuen og lagt det ovenpå betonen. Det kan vel ikke tage så længe??

Og så skal vi ellers have gang i de store indkøb. Jeg glæder mig så meget til at få købt seng og puslebord. Så kan det dagligt huske os på, hvilken gave der venter os lige om lidt. Hun er dejlig hende i maven - møffer rundt og minder mig om at hun er der. Velopdraget er hun nu ikke endnu - der bliver stadig sparket på muskelknude, blære og ribben. Meeen vi tager hende med glæde ind i vores hjerter alligevel! Kan man elske en man ikke kender?

At være gravid...

er ikke helt så rosenrødt som jeg troede.... Måske vores lange vej til graviditeten, har fået mig til at beskue en graviditet som noget helt fantastisk og rosenrødt, som jo var det jeg kæmpede for. Misforstå mig endelig ikke. Jeg er føler mig super priviligeret over at være gravid og få lov til at opleve en lille trold blive til i min mave. Men der følger bare meget mere med end nogle havde fortalt mig.

Jeg har i perioder svært ved at få vejret, hvis jeg bare tilnærmelsesvis ligger ned. Det giver lidt problemer når man prøver at sove - for så er følelsen af alt for lidt ilt i kroppen ikke synderlig behagelig. Mavesækken er blevet mindre, selvom følelsen af sult stadig er der. Ryggen før ondt. Jeg skal tisse hele tiden! Den lille har sparket mig skiftevis i underlivet, muskelknuden og ribbenene. Noget der faktisk kan gøre ret ondt og få mig til at stønne højlydt. Man kan prøve at skubbe lidt til hende, men ca. 2 minutter ligger hun sjovt nok på samme måde og sparker det samme sted. Jeg taber pusten vældig hurtigt, og kan ikke gå særlig hurtigt længere (min man brokker sig da han har ca. 3 m. lange ben, og jeg plejer i normal tilstand at måtte halse efter ham). Det der med at rejse sig fra sengen eller sofaen - eller hvis man skal samle noget op fra gulvet - er blevet til et helt projekt. Jeg har en øget tendens til at gå total sukker kold. Altså med koldsved, rysteture, svimmelhed, ubehag og øget hjerterytme. Så meget at jeg til sidste scanning måtte ty til tyveri (jeg spurgte om de ikke havde noget saftevand eller lignende, da jeg var ved at gå sukkerkold, men det eneste de havde var vand fra hanen. Jeg kunne dog se at de havde Digestive kiks i køkkenet - og da jeg senere forlod scanningen var de altså blevet en kiks fattigere).

I slutningen af sidste uge blev jeg syg. Det primære problem har været slim i lungerne. Det har betydet at jeg 4 nætter i træk ikke kunne sove, fordi jeg hver gang jeg lå ned fik hosteanfald. Jeg og manden har skiftevis sovet på sofaen, så han kunne få lidt søvn. Mavemusklerne er blevet super ømme - på en helt anden måde end de plejer at blive af hosteri. Derudover har hosteriet sat godt gang i plukkeveerne. I perioder har jeg haft plukkeveer hver 2-3 minut. Lidt for ofte efter min mening, men så længe det kun har været i perioder af 30-60 minutter mente fødegangen ikke at det ville skade.

Nogle gange får jeg dårlig samvittighed over at jeg hænger mig i ubehaget og ikke i miraklet i min livmoder. Men miraklet er stadig ikke helt til at forstå. Jeg mener - vi forbereder os, og er psykisk mere end parate til at hun melder sin ankomst, men sådan helt at forstå at der rent faktisk er en baby i min mave - der er jeg ikke. Og jeg tror heller ikke, jeg når at forstå det før hun er her - for dertil er miraklet altså for stort! Åhh vi glæder os sådan til at hun kommer!

Tredje besøg hos jordemoder

Så er tredje besøg hos jordemoderen overstået. Jeg forstår ikke helt hvad vi skal til alle de besøg for, da vi jo også har haft en række kontrolscanninger og derfor har godt styr på at hun vokser som hun skal. Nå ja - men det var nu meget hyggeligt alligevel.

Bevægelserne i maven har ændret sig markant over de sidste par uger. Før var det et spark hist og pist, og en gang i mellem en følelse af, at hun nærmest hoppede i maven på mig. Nu er det blevet mere "jævne" bevægelser. Hele min mave bevæger sig på mystisk vis, når jeg ligger på ryggen, - arme og ben bliver kørt hen under mit maveskind, og jeg har følelsen af at hun laver kravleøvelser, når jeg ligger på den side, som hendes ben vender til. Fødderne er meget tydelige. Det er så hyggeligt, at man nærmest kan gribe dem, når de stikker ud af højre side af maven. Nogle gange bliver det også ret voldsomt, som om hun prøver på at finde en nødudgang i min navle.

Trolden har fået sit navn, og kun min søster (der skal føde et par uger før mig) ved hvad vi har besluttet os for. Hun skal nemlig også have en lille pige, og skulle jo nødig snuppe det fantastiske navn for næsen af os... (manden har været noget nervøs....).

Nytårsstatus

Et nyt år er begyndt - og forhåbentligt bliver det et dejligt år!

Sidste år skrev jeg i årets nytårsstatus følgende:

"Det kan næsten ikke blive andet end et godt år - for ved slutningen af 2009 vil vi vide hvordan vores baby skal komme til os, samt finde ud af, hvornår vi kan regne med at blive forældre!!! Og det er da ikke mindre end fantastisk, at vi endelig er nået så langt! "

Og det fik jeg jo ret i. Babyen kommer fra min mave. Og der er leveringsdato i slutningen af februar. Det er dejligt - rigtig, rigtig dejligt!!

Når jeg fortæller om vores historie, og at jeg hele tiden har vidst at jeg skulle være mor (om det så blev via adoption eller via min livmoder) kommenterer en del, at det dog var heldigt at det lod sig gøre at vi kunne få vores "eget" barn. Og det kan de jo for så vidt have ret i. Men deres kommentarer om at det jo ikke er det samme med et adoptivbarn - at man jo ikke kender adoptivbarnet på samme måde - og at det ikke ville være det samme - det sårer mig faktisk.

Sidste gang var der en der kommenterede, at hun da ikke forstod hvorfor kvinder på 60 ønskede at blive gravide, når det nu ikke engang ville blive deres eget barn (fordi de bruger donoræg). Nu skal jeg ikke kaste mig ud i en diskussion om ønsket om at blive mor som 60 årig - men at det ikke skulle blive ens "eget" barn, fordi man har benyttet donoræg er da helt skævt (efter min mening). Moderskab/faderskab er i mine øjne et spørgsmål om kærlighed. Ikke om der er benyttet donoræg, donorsæd eller om en helt fremmed kvinde bærer barnet under graviditeten.

De sidste par måneder har gjort mig ret sikker på, at jeg ville glæde mig i lige så høj grad, hvis jeg vidste, at der sad en lille størrelse i Afrika, Indien, Kina eller et helt andet sted i verden og ventede på at blive hentet af os til februar. Vi ville gøre os de samme overvejelser om hvem han/hun var, længslen og ønsket om at februar måtte komme hurtigt ville være den samme. Børneværelset og børnetøjet ville blive indkøbt med lige så stor kærlighed. Det er jeg ret overbevist om! For vi aner jo heller ikke hvem den lille trold i maven er. Der er ingen der ved om hun vil ligne mig eller min kære mand. Og helt sikkert er det at hun under alle omstændigheder bliver helt sin egen.

At rejsen mod adoption, donorsæd eller donoræg kan være smertefuld det ved jeg. Jeg kan ikke idag sidde og sige hvad vores næste skridt havde været, hvis vores syvende og sidste forsøg var mislykkedes. Vi havde ikke opgivet drømmen om et barn, det ved jeg. Dertil var drømmen for stor og for stærk. Men det er vel et spørgsmål om at ændre sine drømme. At det ikke bliver en lille lyshåret størrelse som én selv - at man ikke føler at man kan "forvente" at barnet i større eller mindre grad kommer til at ligne én i interesser, talenter og udseende. At man ikke får lov at opleve en graviditet. Eller at man ikke ved hvad barnet har oplevet, inden man selv får lov til at give det tryghed og kærlighed.

Jeg ved at jeg er heldig. Sådan at få lov at opleve en graviditet og få lov til at kigge på mit barn og tænke "hvem ligner hun". Men når jeg kigger på det store billede føler jeg idag, at det er små detaljer. Det jeg glæder mig mest til, er at hun kommer til verden. At hun er hos os. At vi kan give hende al den kærlighed, som en lille dejlig trold fortjener.

Og måske føler jeg i virkeligheden, at de børn der er kommet til som et resultat af donoræg, donorsæd og adoption, i endnu højere grad er ønskebørn. Sådan nogle man har ventet på længe og som derfor får en helt særlig plads i forældrenes hjerte.

Til slut et billede af den trold vi venter på - hun vejer idag 2262 g. (sådan cirka altså)....

En lille tyksak!

Trolden ville gerne hilse på i mandags. Vi har fået de fineste billeder med hjem af hendes ansigt, et par hænder og et par fødder. Benene og armene lå godt og dækkede for ansigtet endnu engang, men det lykkedes at få lidt fostervand ind foran ansigtet, så vi kunne få nogle fine billeder med hjem. Jeg har ikke lige fået taget mig sammen til at få dem lagt på computeren, men det kommer, og så skal i nok få lillepigen at se. Hun er super fin og har flotte store runde kinder. Ja flowet i navlestrengen er der vist ikke noget galt med :o) Næring får hun nok af!

Rigtig god jul til alle jer i blogland!

10 uger tilbage og +10 kg

Så har jeg nået fulde 30 uger. Og det falder sjovt nok sammen med at jeg har taget 10,1 kg på ialt.

Et eller andet sted har jeg engang læst at en vægtøgning på 0,5 kg svarede til et kalorieindtag på 3500 kcal. Det vil sige, at jeg har indtaget sådan cirka 70.000 kcal ud over min normale diæt over de sidste 30 uger..... Det svarer til 166 l. Coca Cola (af den rigtige sukkerholdige slags), 9,7 kg Kærgården, 20 kg ris før det er kogt eller næsten 19 kg jordbærroulade :o) Og det har jeg fortæret på 30 uger.... Meget godt gået, for en der aldrig før har været i stand til at tage på!

Med jordemoderens retningslinjer skal jeg tage yderligere 500-800 g på pr uge. Så jeg bliver ved med at spise løs! Hvornår får man lige lov til det igen??

1392 g

Så vejer den lille trold 1392 - sådan cirka altså :o)

Vi var til 2D/3D/4D scanning idag, og havde jo håbet på et billede af prinsessens ansigt, men der måtte vi tro om igen. I fulde 45 minutter lå hun og hyggede sig med begge ben og en arm oppe foran ansigtet. Den anden arm var placeret mellem benene, så det var lige før vi heller ikke kunne se, om det nu også er en pige. Men det er der vist ikke længere tvivl om!

Vi fik nogle fine billeder med hjem - først et billede af en hånd der holder om en fod - og så det bedste ansigts billede hun kunne fremvise. Godt gemt væk bag hænder og ben :o)

Moderen både hoppede, dansede, skubbede og stod næsten på hovedet. Men trolden lå bare dejligt, og følte absolut ingen trang til at flytte sig det mindste.

Derudover fik vi en DVD med hele scanningen, og de bedste billeder i print.

Vi har fået en ny tid om en uge, hvor de skal se om hun ikke har lyst til at hilse lidt mere på sine forældre. Jeg er blevet instrueret i at drikke noget koldt og sødt lige før scanningen, da det skulle sætte lidt skub i bevægelserne hos trolden.

Men skønt var det nu at se hende igen, igen.... Det bliver man vist aldrig træt af!

2. besøg hos jordemoder

Igår blev det så tid til vores andet besøg hos jordemoderen. Alt var som det skulle være - målet på min livmoder lå lige midt på kurven, og hun skød babyen til at være omkring 1.300-1.400 g. Synes godt nok det virkede lidt hokuspokus agtigt.... Men hun kunne da vise os hvor bagdelen lå, hvor hovedet lå og hvor fødderne lå. Det var nu kun bagdelen vi selv kunne mærke (kan der mon være nogle gener fra min familie, der er gået igen hos trolden???).

Jeg ytrede en hvis usikkerhed omkring min vægtøgning - er nu oppe på at have taget 9 kg på! Hvilket jeg jo synes er meget... Men hun havde regnet lidt på mit bmi før jeg blev gravid og sagde, at jeg gerne skulle helt op på 15-18 kg i alt.... Jeg bliver jo kæmpestor!! Nå ja - som manden siger - jeg skulle jo nødigt komme til at ligne et fugleskræmsel efter babyen har ammet. Og jeg skal altså ikke ned på 52 kg igen. Det er altså for lidt! Så jeg må vist hellere blive ved med at spise i store mængder :o)

Smerter igen....

Smerterne kom desværre igen natten mellem mandag og tirsdag, så igår fik jeg en hastetid hos en læge på svangreambulatoriet. Og selvfølgelig var smerterne stort set forsvundet da jeg kom ind til ham..... Typisk. Nå - han scannede, følte efter og tilkaldte derefter overlægen der kom slæbende med en ung læge under uddannelse. Så hele tre mænd stod og undersøgte maven og underlivet. Godt man har været igennem fertilitetsbehandlinger - ellers tror jeg da at den oplevelse kunne have været lettere grænseoverskridende.

Og det ER muskelknuden der giver lyd fra sig. Om det var et spørgsmål om den blev mast, eller om den bare giver lyd fra sig uden årsag, kunne de ikke svare på (håber på det sidste, så smerterne ikke kommer til at komme oftere, som babyen bliver større). Jeg fik en recept på noget smertestillende - meeen overlægen sagde at det kunne reducere fostervandet og at der kunne ødelægge blodkarerne i babyens lunger. Men at så længe jeg kun tog dem i omkring 2 dage af gangen, så var det helt ok..... øhhh jeg var ikke helt tryg på dette tidspunkt. Da jeg så læser indlægssedlen står der følgende under punktet graviditet:

"Du må ikke tage Diclon de sidste 3 mdr. før forventet fødsel. Du må kun tage Diclon i de første 6 mdr. af graviditeten, hvis det er strengt nødvendigt og efter aftale med din læge."

Det er rart at have en nødbremse i skuffen, men tror helt ærligt ikke at jeg kommer til at tage dem. Så vil jeg hellere græde mig igennem smerten og gøre alt for at babyen ikke bliver udsat for dette - åbenbart ikke helt ufarlige præperat.

Der er desuden bestilt barnevogn - Emmaljunga Big Supreme i "offroad" med cryptonite stel. Jeg har taget hul på at lære at strikke, så den første lille bolero til vores prinsesse er undervejs. Der er en del småfejl - men hun er nok ligeglad :o). 3. trimester er godt igang, og glæden bliver bestemt ikke mindre!