Forventninger

Når man nærmer sig tiden hvor man skal være mor, så følger der naturligt nok en masse forventninger med.

Mine forventninger til fødslen blev ikke umiddelbart indfriet. Jeg havde forventet en epidural, men måtte klare mig uden. Men smerterne var som forventet - eller rettere - de stemte godt overens med min forventning om, at jeg ikke ville kunne forestille mig hvor voldsomt det var. Specielt pressefasen var meget mere intens end jeg havde forestillet mig.

Fødslen fyldte meget i min bevidsthed til at starte med. Jeg kunne ikke lægge mig til at sove uden at oplevelsen blev ved med at dukke op. Men nu er den kommet lidt på afstand, og jeg er faktisk stolt af at jeg - lille jeg - kom igennem på den anden side. At jeg ved egen kraft fik skubbet en baby ud. Jeg tror stadig ikke helt på, at det rent faktisk var det der skete - men beviset ligger lige nu og sover i stuen.

Det undrer mig faktisk en smule, at mit minde om fødslen allerede nu er blevet forvrænget. Jeg har et billede af pausen mellem de to sidste presseveer som værende smertefri. Ikke at det kan være helt sandt, for på det tidspunkt var jeg selv vidne til, at jeg havde hendes hoved ude af mig, mens resten af kroppen var inde i mig. Så helt uden smerter var det nok ikke.

Amningen er lige så smertefuld som jeg havde forventet. De første 30 sekunder skal jeg virkelig koncentrere mig, for ikke at klemme hendes små hænder eller hendes hoved. Derefter går smerten over, men ligefrem behageligt bliver det aldrig.

Faderen overgår mine forventninger. Det er så skønt at høre ham snakke, pludre, grine sammen med hende. Der går ikke en dag, uden at han mange gange kommenterer hvor dejlig hun er. Han er vist noget nær nyforelsket i vores skønne datter. Selv når hun stikker i vræl, så griner han og småsnakker beroligende til hende. Kun når hun er utrøstelig bliver han en smule utålmodig, men så er det jo godt at man er to til at skiftes. Jeg har desuden fået en barselsgave (gad vide hvor han har hørt om barselsgaver fra?) - en fin solitaire ring.

Den første tid er lige så hård som forventet, og jeg ved slet ikke hvad jeg ville gøre uden en mand der støtter mig 100%.

Forventningen til moderskabet er egentlig også som forventet. Hårdt arbejde. Men hun er altså verdens smukkeste og dejligste baby! Jeg havde faktisk ikke forventet at hun ville være så smuk. Men hormoner og det faktum at hun er vores, kan måske være med til at pynte lidt på sandheden....

Idag er hun 14 dage, og det blev samtidig dagen hvor jeg for første gang lavede mad til min mand, og købte ind i den lokale købmand - uden Eva.