At være gravid...

er ikke helt så rosenrødt som jeg troede.... Måske vores lange vej til graviditeten, har fået mig til at beskue en graviditet som noget helt fantastisk og rosenrødt, som jo var det jeg kæmpede for. Misforstå mig endelig ikke. Jeg er føler mig super priviligeret over at være gravid og få lov til at opleve en lille trold blive til i min mave. Men der følger bare meget mere med end nogle havde fortalt mig.

Jeg har i perioder svært ved at få vejret, hvis jeg bare tilnærmelsesvis ligger ned. Det giver lidt problemer når man prøver at sove - for så er følelsen af alt for lidt ilt i kroppen ikke synderlig behagelig. Mavesækken er blevet mindre, selvom følelsen af sult stadig er der. Ryggen før ondt. Jeg skal tisse hele tiden! Den lille har sparket mig skiftevis i underlivet, muskelknuden og ribbenene. Noget der faktisk kan gøre ret ondt og få mig til at stønne højlydt. Man kan prøve at skubbe lidt til hende, men ca. 2 minutter ligger hun sjovt nok på samme måde og sparker det samme sted. Jeg taber pusten vældig hurtigt, og kan ikke gå særlig hurtigt længere (min man brokker sig da han har ca. 3 m. lange ben, og jeg plejer i normal tilstand at måtte halse efter ham). Det der med at rejse sig fra sengen eller sofaen - eller hvis man skal samle noget op fra gulvet - er blevet til et helt projekt. Jeg har en øget tendens til at gå total sukker kold. Altså med koldsved, rysteture, svimmelhed, ubehag og øget hjerterytme. Så meget at jeg til sidste scanning måtte ty til tyveri (jeg spurgte om de ikke havde noget saftevand eller lignende, da jeg var ved at gå sukkerkold, men det eneste de havde var vand fra hanen. Jeg kunne dog se at de havde Digestive kiks i køkkenet - og da jeg senere forlod scanningen var de altså blevet en kiks fattigere).

I slutningen af sidste uge blev jeg syg. Det primære problem har været slim i lungerne. Det har betydet at jeg 4 nætter i træk ikke kunne sove, fordi jeg hver gang jeg lå ned fik hosteanfald. Jeg og manden har skiftevis sovet på sofaen, så han kunne få lidt søvn. Mavemusklerne er blevet super ømme - på en helt anden måde end de plejer at blive af hosteri. Derudover har hosteriet sat godt gang i plukkeveerne. I perioder har jeg haft plukkeveer hver 2-3 minut. Lidt for ofte efter min mening, men så længe det kun har været i perioder af 30-60 minutter mente fødegangen ikke at det ville skade.

Nogle gange får jeg dårlig samvittighed over at jeg hænger mig i ubehaget og ikke i miraklet i min livmoder. Men miraklet er stadig ikke helt til at forstå. Jeg mener - vi forbereder os, og er psykisk mere end parate til at hun melder sin ankomst, men sådan helt at forstå at der rent faktisk er en baby i min mave - der er jeg ikke. Og jeg tror heller ikke, jeg når at forstå det før hun er her - for dertil er miraklet altså for stort! Åhh vi glæder os sådan til at hun kommer!