Jeg har grædt de sidste par dage. Ikke fordi der er sket noget nyt, men fordi jeg kom i tanke om noget.
Jeg hørte aldrig Evas første skrig.
Det er ikke noget jeg har tænkt på før - det kom til mig for et par dage siden, og siden har jeg grædt en del.
Det er svært at forklare hvorfor det gør mig så ked af det. For hun har det jo fint idag, så der burde jo ikke være noget at være ked af?
Min mand har fortalt, at jeg bare kiggede på at de tog hende fra mig over på børnebordet. Og at jeg bare kiggede da de løb afsted med hende. Og det er også sådan jeg husker det. At jeg bare kiggede. Jeg spurgte ikke om noget - jeg sagde ikke noget - jeg græd ikke. Jeg kiggede bare.
Idag er hun vores dejlige Eva. Hende der flækker i et grin, når man går ind til hende om morgenen. Hende der siger huuuuhhh og iiaaahhh. Hende der er tryg i vores favn.
Dengang var hun bare en baby. Én der rent logisk var vores. Men hun var ikke min i hjertet endnu. Hun føltes ikke som min.
Jeg tror det er derfor jeg græder. Fordi vi kunne have mistet hende allerede dengang. Og så var hun aldrig blevet min i hjertet.
tirsdag den 25. maj 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
Det kan jeg godt forstå, du græder over. I var så tæt på et 'hvad nu hvis scenarie' Det ville være mærkeligt hvis der ikke kom en efterreaktion.
SvarSletJeg kan også godt forstå dine tårer. Puh. Det hjælper at få tårerne ud, gør det ikke?
SvarSletAv av hvor er tanken også helt forfærdelig! Jeg kan også godt forstå dine tårer. Kram
SvarSletÅh hvor kan jeg kende den følelse. Har også grædt rigtig mange tåre i tiden efter mine piger flyttede ind i mit hjerte. Dengang hvor det hele var så uvirkeligt, græd jeg heller ikke. Men jeg kan stadig knibe en tåre når jeg kommer til at tænke på deres start på livet - og hvad nu hvis. Håber smerten bliver mindre med tiden, det hjælper i hvert fald at græde :-) Endnu engang tillykke med hende.
SvarSletKnus Heidi