Sidste uge i mødregruppen kom vi til at snakke om det at elske sit barn.
En af kvinderne der lige har fået sit barn nr. 3 fortalte at hun først elskede sine børn efter et stykke tid. Og hatten af for det. For jeg synes tit at mødre næsten skal overgå hinanden i hvor meget de elsker deres små poder fra det øjeblik ungerne slog øjnene op første gang. Hun ville selvfølgelig gøre alt for sin lille ny størrelse, og tilsidesatte selvfølgelig sine egne behov for den lille ny. Men kærligheden - det med at elske - det kom først senere for hende.
Jeg ved ikke hvornår Eva blev min i hjertet. Og jeg ved at min kærlighed for hende ikke er slut med at vokse, for jeg elsker hende mere, for hver dag der går. Men moderkærligheden kom ikke dag 1 for mig. Der har aldrig været nogen tvivl om, at jeg synes hun var verdens smukkeste baby. Og at jeg hele tiden har synes hun var ekstremt sød og nuttet.
Men jeg glæder mig sådan til at hun kan kravle og tage sine første usikre skridt, at hun kan hjælpe til i køkkenet med at røre rundt i kødsovsen, at hun kan snakke, at hun kan tage min hånd, at hun kan lege med lego og dukker.
I bund og grund så glæder jeg mig til at finde ud af hvem hun er. Og det nærmer sig, for hun bliver mere og mere sig selv. Spædbarnet er blevet erstattet af en baby, og snart bliver hun et barn. En helt igennem fantastisk udvikling.
søndag den 30. maj 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
Et rigtig fint indlæag. Og ja, jeg har også oplevet den der snak mellem kvinder om hvor meget de bare elskede deres barn fra dag 1. Hvis du ser mine indlæg fra tiden lige efter Asbjørns fødsel, så kan du se at jeg havde det på samme måde. Jeg ville gøre alt for ham og satte mine behov til side for ham som det mest naturlige, men moderkærligheden kom ikke ved første skrig Det var fantastisk at få ham op på maven, men forelskelsen kom ikke væltende med eet slag.
SvarSletMen som dagene er gået er jeg bare kommet til at kende ham mere og elske ham endnu mere for hver dag der går. I en periode fra 3-8 måneder var jeg så forgabt i ham at jeg slet ikke kunne tage øjnene fra ham (hehe det er stadig lidt svært). Så jeg kan sagtens følge dig. Og ja, det bliver sjovere og sjovere :-)