Kært barn - mange navne

Sugemallen, guldklumpen, skrigeballonen - jeps navne har Eva nok af.

Vi har haft en lidt hård start (men hvem har ikke det??). Vi blev udskrevet med en amning der gik rigtig godt. Hun fik ros for sutteteknik og moderen fik ros for at lægge hende rigtigt til brystet, men der gik ikke længe før hun fik suttet hul på begge brystvorter. Derefter valgte hun at øge sit bryst-brug til 15-17 gange i døgnet. Lidt i overkanten var vi nogle der synes..... Det er begrænset hvor meget søvn man får med sådan en lille sugemalle, og brysterne blev ikke mindre ømme. Men hospitalet havde sagt at babyer til at starte med skal have fri adgang til bryst når de melder sig - og der var ingen tvivl om at brystet var noget hun kunne li'. Efter en snak med sundhedsplejersken har vi dog fået lov til at "holde hende hen" så vi skulle nærme os 3 timer mellem hver amning. Der er indkøbt sut, og vi har efterhånden fundet et par metoder der får hende til at falde til ro (jo mere uroligt man bevæger hende - jo bedre).

Og tænk engang, lige nu har jeg kun ammet 3 gange siden midnat!!! For et par dage siden ville jeg allerede være over de 10 amninger. Så det var ren lykke hos moderen her til morgen. Jeg tror måske der er overskud til den første shoppetur med barnevognen :o)

Og så er der det med tudeture. Jeg tror jeg har grædt et par gange af ren udmattelse. Men mest af alt så triller tårerne over det faktum at hun er vores. At det endelig lykkedes. At vi rent faktisk har fået et barn. Vores barn. Men billedet af Eva på armen af lægen der løber ud af fødestuen. Med Evas store mørke øjne rettet mod mig, det får også tårerne til at trille.

Den første tid er ren overlevelse - men tænk hvor er vi heldige.