Eva

onsdag den 24. februar 2010

Min mave

Maven er blevet stor. Meget stor.

Den er i vejen når jeg prøver at vaske op - den støder ind i kanten af bordet og tvinger min overkrop til at tilte på en meget unaturlig måde, hvis jeg skal have noget under hanen.

Den er i vejen når jeg prøver at give min mand et knus - bagdelen ender ½ m fra min mands krop og mit hoved ender næsten på hans mave.

Den er i vejen når jeg skal tørre mig efter badet - fødderne vil ligesom ikke i nærheden af håndklædet.

Den er i vejen når jeg skal tage sko på - specielt fordi man på det tidspunkt plejer at have bukser på der efterhånden strammer lidt omkring kroppen (et fif er at tage bukserne ned om anklerne mens man tager sko på - så går det meget nemmere).

Tallerkenerne kan fint balancere på toppen af maven, så jeg har fået et ekstra lille bord - hvilket er en fordel, da jeg heller ikke længere kan nå ind over tallerkenen på bordet.

Og så danner den simpelthen så meget varme, at jeg kun har t-shirt og trusser på, når jeg er herhjemme, og t-shirten ender gerne oven på maven så maven får lov til at stritte uden for.

Plukveerne hiver i lungerne, og det er som oftest på grund af vejrtrækningsproblemer, at jeg kan mærke at jeg har en plukve.

Jeg prøver at nyde det, for måske dette er de sidste dage i min eneste graviditet. Men præmien - en baby - overskygger efterhånden det hele. Jeg nærmer mig leveringsdatoen. Og for hver dag der går, bliver der en dag mindre til at vi får lov til at møde vores trold. Vores trold!

Tænk at vi er så heldige.

4 kommentarer:

  1. hehe, du får mig til at smile - det lille fif med bukserne om anklerne når man skal ha sko på... Det hele lyder meget besværligt, men premien er jo, som du siger, lige rundt hjørnet nu - og det bliver helt sikkert mindst like så besværligt, efter hvad alle som har en baby fortæller :) Nyd de sidste dage så meget som du kan, du er velfortjent heldig! stor kram fra msKey

    SvarSlet
  2. Hvor lyder det bare hyggeligt :-) Nyd det alt hvad du kan! Jeg glæder mig rigtig meget til at høre næste kapitel lige om lidt... Knus T.

    SvarSlet
  3. Hehe jeg kan så småt genkende noget af det du skriver. Tænk at I må møde Jeres lille trold lige om lidt! Juble!

    SvarSlet
  4. Tja jeg synes jo det hele lyder helt fantastisk, nok mest fordi jeg ikke selv nåede til at blive træt af at være gravid!!
    Nyd det, for tro det eller lad være, du kommer til at savne maven.
    Ja trolden er lige om hjørnet, et helt nyt liv venter :-) Det er så fantastisk. TILLYKKE endnu engang.
    Kh Heidi

    SvarSlet