Eva

lørdag den 19. juni 2010

Et spøgelse fra fortiden....

Jeg fik en "hilsen" fra fortiden i går.

Det gik op for mig, at den mand der blev beskrevet i TV2 News løbende undertekster, er en mand jeg engang kendte.

Han er efterlyst af Interpol og ord som stoffer, rockere, hustruvold (af den meget, meget grove slags), alkoholisme, psykose, våben og børnepornografi er ord der bliver knyttet til ham i diverse artikler. Han er flygtet fra en psykiatrisk afdeling, hvor han afsonede straffen for grov vold mod sin kæreste.

Siden har jeg spurgt mig selv om der var noget dengang der pegede i den retning?

Han var min chef. Stifter og adm. dir. af en succesfuld konsulentvirksomhed. Videregående uddannelse. Lækkert hus med lækre møbler og kunst. Egen båd. Pæn.

Jeg kan kun komme i tanke om en enkelt gang hvor han reagerede lidt voldsomt - og hvor jeg gik hjem og rystede på hovedet af ham. Og jo, han kunne godt lide magt. Han kunne godt lide at have ret. Men det er få chefer jeg er stødt på som ikke på en eller anden måde har haft samme karakteristika. Han var også charmerende, sælgende, smilende.

Så nej - der var ikke noget der pegede i retning af stoffer, rockere, hustruvold, alkoholisme, psykose, våben og børnepornografi. Også selv om det jo må have ligget og ulmet et eller andet sted. For det kommer vel ikke bare sådan ud af det blå....??

Mine tanker går til den stakkels kvinde der faldt for hans charme. Og som har født deres fælles barn. Og som nu er gået under jorden. Forhåbentlig passer politiet rigtig godt på hende. Det var en tyverialarm der reddede hendes liv - dengang han overtrådte sit tilhold for 42. gang.

Og så slår det mig hvilket kæmpe ansvar jeg har som mor.

For det er os der skal beskytte Eva mod syge mennesker. Det er os der skal give hende en god og tryg barndom, hvor der ikke er mænd eller kvinder der vil hende ondt. Og forhåbentlig hun bliver en kvinde der kan se faresignalerne hos andre. Men vi kan jo ikke pakke hende ind i vat, og der kommer en dag hvor hun selv skal tage beslutningerne i sit liv. Og de mest farlige er nok dem, der skjuler det bedst...

Det er til at blive helt forpustet over....

Ingen kommentarer:

Send en kommentar