Ja - det var så det.

Blodprøven var negativ - og jeg begyndte at bløde igår.

Klinikken nåede ellers at rode godt rundt i det på testdagen. Jeg havde været forbi om morgenen og fået taget en blodprøve, men de ringede ikke til mig efterfølgende. Da jeg så ringede til dem beklagede de mange gange, men den var vist blevet til en blodprocent-blodprøve istedet, så jeg skulle komme forbi dagen efter og få taget en ny. Da jeg så med tårene stående ud af begge øjne fik givet beskeden videre til mand og mor, så ringede de - ja nu har vi fundet den, og den var negativ. Ja så kunne jeg jo tage ringerunden igen.

Nogle gange har jeg lyst til at ringe til alle de mennesker der i årenes løb har haft kommentarer så som "du er stadig ung", "du har masser af år tilbage at blive gravid i", "du skal nok nå det" og fortælle at nej - sådan er det ikke - se selv!

Det kan godt være jeg er ung. Og jo, hvis jeg havde lyst til at gennemgå 10, 15, 20 eller 30 forsøg endnu, jamen så ville jeg da have tid til det. Men sådan er virkeligheden bare ikke. Rent psykisk er der grænser for hvad man som menneske kan holde til. Rent fysisk giver lægerne os dårligere og dårligere odds for at opnå graviditet for hvert forsøg der mislykkes. Sidst jeg snakkede med lægen om odds, sagde han at efter forsøg nr. 8 var der langt mellem snapsene. Så nej - jeg har ikke samme odds, som en der lige er begyndt i behandlingshelvedet.

Noget andet er livskvaliteten. Når jeg kigger tilbage på de sidste år, så har vores liv i høj grad været på stand-by. Da vi flyttede ind i huset var det ene værelse tiltænkt et barn. Vi ventede med at indrette det, og da vi endelig gjorde, blev det gjort for en billig penge - vi skulle jo nødig gøre det superlækkert, for så en måned senere at være gravid. Bestilling af ferier er blevet udskudt utallige gange - hvis jeg bliver gravid i dette eller næste forsøg, så kan jeg jo ikke flyve på det tidspunkt. Bilindkøb er blevet foretaget med en underlig fornemmelse - hvad nu hvis vi får tvillinger i næste forsøg, så har vi ikke plads til dem i denne lille, men meget dyre bil. Møbler er blevet købt ind med henblik på at de skal være børnevenlige, tøj er købt udfra tesen at der også skal være plads til en lille mave. Cremer er blevet skiftet ud med parabene- og parfumefrie. Mad er blevet købt med henblik på, hvad der er godt hvis jeg er gravid. Jobskiftet har givet mig dårlig samvittighed, fordi jeg jo potentielt ikke vidste, om jeg ville være gravid 1 måned senere.

Socialt har det også haft sin effekt. Vi har meldt os syge til flere sociale sammenkomster, fordi jeg ikke kunne/ville drikke eller fordi det faldt sammen med en eller anden undersøgelse. Jeg har så vidt muligt forsøgt at undgå at snakke børn med venner og veninder - jeg vil helst undgå spørgsmålet "nåhh, skal i ikke også snart ha' en lille en?".

I det hele taget har dette cirkus optaget så meget energi, at jeg til tider helt glemmer at leve. Og det tror jeg i bund og grund ikke man forstår, før man har været det igennem selv. Så ja jeg er ung - men nej, jeg har ikke masser af år tilbage at blive gravid i.