Work, work, work

Har lige haft en mindre nedtur. Behøver jeg egentlig skrive mere end at jeg skal på arbejde i morgen?

Jeg har haft fri den sidste uge, i håbet om at det ville give eventuelle æg bedre mulighed for at sætte sig fast. Nu skal jeg tilbage på arbejdet, og allerede nu kan jeg blive helt stresset over den mailboks der venter på mig. Jeg plejer at modtage ca. 60 mails, der skal behandles på en dag. Og jeg har været væk i alt 6 dage. Så kan man jo selv regne mailboksens størrelse ud, plus at der ligger nogle arbejdsopgaver fra før jeg tog på "miniferie" som er blevet til hastere, mens jeg har været væk.

Og så er det, at det slår mig - måske det er min egen skyld, at der ikke er noget der har sat sig fast hidtil? Jeg har sjældent en "normal" arbejdsuge, overarbejde (1,5-3 timer pr. dag er normalen) forventningspres og evige præstationer er en del af den kultur, jeg er blevet en del af. Det er slet ikke sådan min personlighed er - og det sætter mig yderligere under pres. Måske for mange nætter uden søvn, for lidt fokus på det jeg egentlig vægter højt har en indflydelse på min fertilitet. Hvem har da også lyst til en mor der har mit nuværende arbejdsliv? Ja - jeg tror egentlig selv, at jeg ville vælge mig fra - hvis jeg altså var et foster, der skulle vælge en mor.

Det er nu ikke fordi arbejdet slet ikke giver mig glæder. Det gør det. Afdelingen og de mennesker jeg dagligt har kontakt til, er jeg rigtig glad for. Jeg elsker følelsen af succes, de gange hvor tingene flasker sig. Og så har jeg en række opgaver, som jeg virkelig er kommet til at holde af.

Problemet er bare, at den nye chef jo har givet mig ½ stilling oven i min nuværende - og at de ting jeg holder af dermed kommer til at fylde en del mindre end de har gjort tidligere. Og så er det desuden chefens holdning, at jeg bare skal effektivisere mine arbejdsprocesser - så bliver der plads til min nye "ovenihatten"stilling. Øhh - og hvad siger man lige til det....

Tænk hvis det er min egen skyld? Vil jeg om 15 år komme til at fortryde mine valg om karriere - og at det måske har haft indflydelse på det faktum, at jeg aldrig har været gravid og haft min egen baby i mine arme? Det vigtigste for mig er at blive mor - men det er bare ikke sådan jeg prioriterer i min hverdag.... Hvorfor er det så svært at prioritere det, der rent faktisk er vigtigt? Det der kommer til at have altafgørende betydning for resten af mit liv?