Engang imellem overvælder tankerne mig, og jeg kan få tårer i øjnene bare ved at tænke på det lille væsen, der er ved at forme sig i min mave.
Men det kommer desværre kun i glimt - det er vist stadig for godt til, at det kan være sandt.
Jeg har stadig svært ved at forholde mig til andres børn. Eller nogle børn. Tog mig selv i slet ikke at have lyst til at kigge på en sød lille baby eller søge dens opmærksomhed i sidste uge. Jeg kunne simpelthen ikke. BIB tankerne ligger stadig på lur!
Og hvor jeg hader kommentaren "bare vent, der er jo mange der får nr. 2 helt naturligt! Når man først har fået nr. 1 så slapper man ligesom mere af"...... Øhh bad jeg om din teori om barnløshed og årsagerne dertil? Bare fordi nogle få får nr. 2 helt naturligt, så betyder det jo ikke at jeg bare kan læne mig lykkeligt tilbage og tænke - "gad vide hvornår nr. 2 kommer dumpende". For der er en forsvindende lille sandsynlighed for, at det kan lade sig gøre nogensinde! Det er jo netop derfor jeg siger at dette bliver den eneste!
Hvis jeg "bare" havde uregelmæssige ægløsninger, eller manden "bare" havde nedsat sædkvalitet - jamen så kunne det da måske - og stadig kun måske lade sig gøre.
Men sagen er den, at sædcellerne ikke kan lide mine æg. Eller også kan mine æg ikke lide sædcellerne. Og bare fordi vi har fået nr. 1 så ændrer det vel ikke på "lugten" af mine æg.... Folk skulle lære at holde deres mund! (Selvom jeg jo godt ved de mener det godt....)
Jeg tror jeg bliver så gal, fordi jeg ikke har lyst til at håbe på en nr. 2. Jeg er dødsensangst for at komme til at håbe på en nr. 2. Jeg har altid ønsket at få 2 børn, - men livet vil det anderledes. Og jeg skal ikke bruge de næste 10 år på at håbe på en nr. 2, i stedet for at nyde den ene, dejlige, vidunderlige baby, der er ved at forme sig i min mave. For det er den gave vi får. Og det må være mere end rigeligt. Mere end vi har turde håbe på de sidste 4 år.
Men i bund og grund er jeg misundelig (dybt misundelig) på de kvinder der selv kan bestemme hvor mange børn de vil have. I mine øjne så lever de et luksus liv, hvis de selv har kunnet producere nr. 1. Og måske oven i købet inden for en rimelig ventetid. Så er der nemlig ingenting der gør, at de bør være nervøse for om de kan få en nr. 2, 3 og 4.... Og tænk at have mulighed for at bestemme så meget over sit eget liv. De ved ikke hvor stor en gave det er!
Men lykken kommer heldigvis i glimt, for det har jeg behov for. Specielt fordi BIB tankerne stadig fylder. Lidt for meget efter min mening.
søndag den 30. august 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
Hvor jeg kender det.... Alt fra de irriterende kommentarer om nr. 2 til ikke at turde sætte hjertet efter flere børn.
SvarSletHvorfor er det i øvrigt at folk skal spørge til næste barn, mens man er gravid? Jeg har ikke tal på hvor mange der har spurgt mig om jeg så skal have 3, nu hvor jeg er gravid med nr. 2. (Især hvis de finder ud af at jeg snart er den lykkelige mor til 2 drenge, så skal jeg jo lige som også have en pige, ikk'?)
For mit vedkommende var jeg længe rigtig godt tilfreds med et barn. Jeg havde ærligt talt heller ikke lyst til flere. Men så kom lysten lige så stille og roligt. Men på en anden måde. Jeg ser virkelig denne graviditet som en luksus, som noget ekstra og som noget jeg ikke SKULLE have for alt i verden. Og var det aldrig blevet, vil jeg vælge og tro på, at det ikke havde betydet alverden for mig. Jeg tror godt, at man kan være glad, lykkelig og tilfreds med et barn!
(Men du bliver ved med at få kommentarerne om flere børn de næste 10 år.) Vores svar var bare at Junior var perfekt, så hvad kunne man ønske sig mere?
Nå, det kom til at dreje sig om mig. Jeg vil bare sige, at jeg følte præcis som dig, da jeg var gravid første gang, og på en måde føler jeg det stadig på samme måde.
Prøv at holde fast i de små glimt af lykke, og glem din BIB-fortid. Du skal være mor. Du har et rigtig sprællevende barn i din mave og før du får set dig om, i dine arme!
ÅH PRÆCIS!!! Jeg hører det igen og igen. Ikke mindst fra min mor - som i øvrigt går så vidt som til at tale om, at vi da skal have tre for det er nu engang så sjovt. Jeg får lyst til at råbe til hende om hun overhovedet ikke har fattet hvor F***** stort et mirakel det er, at vi har fået ét og hvor F***** hård en proces det er. Man er bare så svimlende taknemmelig for det barn, det lykkedes at få. Jeg kan oprigtig talt ikke begribe, at det er SÅ svært at leve sig ind i.
SvarSletJeg forstår fuldt ud misundelsen på dem, der kan planlægge deres børn. Det er en helt mærkelig tanke at livet kan være sådan for nogen ikke? Men ved du hvad: i stedet for det, får vi BIBere den fornøjelse at være top-tunede i vores glæde over barnet og være i stand til at tage baby-problemerne med et 'tsk- det er ingenting sammenlignet med bib' Og så er jeg altså sikker på, at min lille dreng er præget af, at hans mor og far han ønsket ham så intenst og længtes efter ham så længe.
Knockmeup