Igår fandt jeg en ny blog - som blandt andet skrev om "Giving up - When is enough enough?". Hendes konklusion var, at når det gør mere ondt at fortsætte end at stoppe - så skal man sige stop. Jeg ved ikke selv om jeg er nået dertil endnu, og måske er det derfor at deres kommentarer "du er jo kun 29", "hvis det var mig så....", "du har jo længe endnu" bliver hos mig og nager i min bevidsthed.
Kommentarerne kommer sjovt nok fra personer, der aldrig selv har været i fertilitetsbehandling, eller som kun har stiftet kort bekendtskab med det (efter min skala). Hvis i læser med derude, så ved jeg at i mener det godt. Og jo - hvis lægerne kunne sige "hvis du bliver ved 3 forsøg endnu, så får du gevinst!" jamen så ville jeg jo gøre det med glæde.
Men sandheden er, at der ingen garantier er. Jeg risikerer at fortsætte indtil min psyke er kørt helt i bund, mit ægteskab er på randen til forfald, min karriere er kørt i afgrunden - og stadig ikke være gravid. Og jeg er desværre godt på vej....
De fleste andre i behandling, har på et eller andet tidspunkt prøvet
at have en positiv graviditetstest. At noget har sat sig fast - kun kortvarigt - men dog alligevel. Jeg har aldrig - og jeg gentager - ALDRIG - haft en positiv test. Der er ikke noget, der har vist, at det kunne sætte sig fast - NOGENSINDE.Som jeg sagde til lægen sidste gang - i det offentlige fik jeg at vide, at jeg fik en terning med 6 sider, og hvis jeg slog 1 eller 2, så ville jeg få en baby. Jeg slog med terningerne fire gange. I det private kan jeg slå 1, 2 eller 3. Nu har jeg slået med terningen yderligere 2 gange. Stadig kun de forkerte tal. Det er som om 1, 2 og 3 slet ikke findes på min terning. Lægen gav mig ret. Hvis du tvivler på min logik, så prøv selv at slå en terning 6 gange - og se om du ikke skulle slå et gevinst givende tal - bare en enkelt gang.
Min frygt ligger også i, om jeg har kæmpet hårdt nok. Skal der et bestemt antal behandlinger til, før man kan sige "du gjorde også alt hvad du kunne for at blive gravid"? Når de kommer med kommentarerne om min alder, og at jeg burde blive ved, så føles det som om de slet ikke giver mig goodwill for de behandlinger, jeg har været igennem. At jeg da bare lige kan tage 3 forsøg oven i hatten - det er da en nem sag....
Jeg er gal over at jeg lader kommentarerne blive hos mig. At de ender med at få betydningen - hvis du stopper nu, så har du jo ikke gjort alt, og er du forøvrigt sikker på, at du ønsker at blive gravid højt nok? For der er ikke noget jeg hellere ville. Tag min højre arm, sig at jeg aldrig må spise sukker, kræv at jeg løber50 km om ugen - hvad som helst, bare du lover mig at jeg får min helt egen lille, dejlige, fantastiske, smukke, dejlige, dejlige, dejlige baby.
Det har været en dårlig dag idag, for mange tårer, for mange dumme tanker - og mens er stadig ikke undervejs. Satans!
Opslag
Fra en som læser med tit, og hepper på dig - vil jeg bare sige, at puha en dag du må have haft. Og sikke nogle opslidende tanker. Det må være hårdt for dig lige nu. Mange tanker (mærkeligt som det måske er fra en komplet fremmed)
SvarSletDenne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletJeg føler sådan med med dig. Det er så svært og tungt, det du slås med lige nu. Jeg har selv været der fornylig. Og ja, vi kender det alle sammen. Forventningerne, og de "velmente" råd. Der nager og gnaver. (Hos os var lægerne ikke rigtig med på, at nu var det nok.) Men altså....Som jeg ser det, så er der kun to personer, som tæller lige nu. Dig og din mand. Og det er helt og aldeles nødvendigt, at man føler efter i sig selv og i hinanden. Kan vi - og Vil vi - byde os selv mere. er der flere krafter og er der mere håb inden i. I har jo løbet - ikke et - men 6 følelesmæssige marathoner - og i er ikke i mål. Ingen andre har ret til at vurdere, om det er indsats nok.
SvarSletNå jeg må hellere begrænse mig ;o).... Men jeg tror bare det er vildt vigtigt, at hvis I beslutter at gå videre med flere forsøg, så gør det fordi, det føles mest rigtigt. Hvis I beslutter at stoppe her, så er det min erfaring at det også gør ondt. Men det er også en stor lettelse. Man får en del af sig selv tilbage.
Jeg håber sådan, at det ender godt for dig. at du ender med at være glad og hel indeni. (og at du får en baby - selvklart - lyserød eller lysebrun :o)
Jeg genkender dine tanker og har også stillet mig selv det store spørgsmål om hvornår nok er nok. Jeg har endnu´ikke fundet svaret.
SvarSletLigegyldigt hvad valget måtte være hos Jer, så håber jeg, at du finder ro i det - at det føles rigtigt helt ned i maven, når den tid er kommet.
Jeg kan bestemt godt forstå dig.
Knus